Forside/Seks temaer/Slagmarksturisme Slagmarksturisme

Forside med introduktion

Seks temaer

Fem erindringssteder

Soldaterne og krigen

Eftertiden om Vestfronten

Indeks med stikordsliste

Hvad er 'slagmarksturisme'?

Det er snart 100 år siden, at 1.Verdenskrig – eller Den store Krig, som den blev kaldt dengang – brød ud. Den sidste britiske veteran fra krigen døde for nogle få år siden, og her i 2011 er der få tilbage, som har oplevet krigens tid. Alligevel bliver Den store krig ved med at udøve en dyb fascination på nutidens mennesker, navnlig i de krigsførende stormagter Storbritannien, Frankrig og Tyskland. 
Men også i mindre lande som Danmark er interessen stor, ikke mindst på grund af det store tab af dansksindede nordslesvigere på tysk side.

Vestfronten i Frankrig og Belgien, der var den afgørende skueplads for de allierede hære, har siden 1918 efterhånden skabt sin egen mytologi og billedverden og har sikret sig en fast plads i den moderne erindring. Flere hundrede tusinde turister besøger hvert år de gamle slagmarker på Vestfronten ved byen Ypres (Belgien), ved floderne Somme og Aisne og omkring byen Verdun.
 
Sporerne efter de voldsomme slag – skyttegravene, granathullerne og ruinerne af byer og landsbyer – er i dag med enkelte undtagelser (for det meste i Verdun-området) væk. Genopbygningen og genopdyrkningen kom i gang kort tid efter krigens afslutning, og kun få steder er der rester af det enorme skyttegravssystem. Ellers er det monumenter og militære kirkegårde, der vidner om slagmarkerne 1914-1918.
 
Regionens topografi påkalder sig ikke den store turistinteresse. Der er ingen markante landskaber eller historiske byer, når man sammenligner med andre regioner i Frankrig eller Belgien. Så hvorfor den store tilstrømning til slagmarkerne med de mange mindesmærker, museer og besøgscentre - og ikke mindst de mange gravpladser?

Rester af beskyttelsesrum (abri) TD3 i nærheden af Fort Douaumont nord for byen Verdun. Indgangene til to rum i bunkeren skimtes til venstre i billedet. Stedet indgår i en turistrute i området. Bemærk pælen til venstre for skiltet med indbygget audiovisuel guidening. Franskmændene har i de senere år forbedret informationen til turisterne, men det kniber stadig med at få tavler med nødvendige oplysninger på flere sprog op de relevante steder.

En turistrute på slagmarken

Hvorfor slagmarksturisme?

Det kan der gives forskellige forklaringer på. En forklaring er turisters søgen efter oplevelser. Selvom 1.Verdenskrig for længst er forbi, og der ikke er meget tilbage at se på de tidligere slagmarker, kan det måske stadig give ’et kick’ for mange at befinde sig i en tidligere krigszone. Der hviler en særlig atmosfære over stederne. De mange gravpladser og mindesmærker bidrager hertil. Flere om- råder kan stadig være afspærret på grund af eksplosionsfare. Krigs- souvenir, f.eks. ueksplodere granater (eller granatstumper) kan stadig findes på marker og andre områder, der ikke er spærret af, men kan også købes i nærliggende butikker. Nogle af museerne har indrettet ’realistiske’ skyttegrave og ’dugouts’ (beskyttelsesrum) med de rigtige lyde.

En anden forklaring tager udgangspunkt i de besøgende turisters ønske om ’gennem selvoplevelsen at sætte den historiske interesse ind i en aktuel geografisk ramme’ og ’reflektere over historiens gang på det sted, hvor begivenhederne udspillede sig’. (Citat fra Wike- pedias artikel om ’Slagmarksturisme’). Altså i princippet det samme motiv, der gør sig gældende ved et besøg i f.eks. en vikingeborg eller i Colosseum i Rom, selvom et besøg ved f.eks. Thiepval med det britisk-franske monument for de faldne ved Somme 1916 nok af de fleste vil opfattes som mere nærværende og relevant for deres egen tid.

Turister i dag kommer ikke for at se krigens ’virkelige historie’. Men for at ’fornemme’ den. Når det gælder de to verdenskrige, er der heldigvis sjældent tale om en sygelig morbid interesse i krig som sådan. Langt de fleste turister er fyldt med respekt for de døde soldater.

Turisterne ved godt, at de kan ikke ’se’ de tidligere slagmarker på Vestfronten, heller ikke på de nye museer med al deres interaktive digitale grej. Men de kan engagere sig følelsesmæssigt i den ved at være der og tænke på dens gru og dens forfærdelige virkninger. De kan have et ønske om at identificere sig med slagmarkens ’tomme’ og ’abstrakte’ landskaber og dens steder med de synlige erindringer som krigsmindesmærker og soldatergrave. Næppe nogen dansk slagmarksturist går upåvirket fra et besøg på den danske soldater- kirkegård i Braine i Nordfrankrig.

Mange turister fra de krigsdeltagende lande ser deres besøg på 1. Verdenskrigs erindringssteder som en form for pilgrimsrejse. Selvom de ikke har kendskab til faldne i deres bedsteforældres eller oldeforældres generation, føler de måske alligevel en slags ’forpligtelse’ som efterkommere at hylde dem, der faldt for deres land.

Valmuerne på Flanders marker

Slagmarksturismen fra 1919

Allerede under krigen var der flere ikke-militære, der forsøgte sig som ’turister’ på forladte slagmarker for at indsamle souvenirs (hjelme, våben m.v.) eller for at ’opleve’ noget af krigen. Flere britiske rejsearrangører, bl.a. den kendte Thomas Cook, så i slagmarkerne store muligheder for kommercielle rejser, når krigen var forbi. De første guidebøger blev udarbejdet allerede i 1919.

Men de veteraner og de efterladte, der tog på ’pilgrimsrejser’ for at finde en kammerats, ægtemands eller søns grav, tog stærk afstand fra de almindelige turistrejser. For dem, briter, tyskere og franskmænd, var slagmarken hellig jord, hvor deres kære havde ofret deres liv for deres land. Men også andre, f.eks. journalister, forfattere, politikere, delte deres opfattelse og krævede denne jord skulle fredes, så mindet kunne bevares intakt. Men det var forgæves

Landskabet på fronterne ændrede karakter. Landbruget i de tidligere krigszoner kom på fode igen, de fleste skyttegrave blev udjævnet og de, der blev bevaret, blev af hensyn til turisterne rekonstrueret, forsynet med trapper, gelændere m.v. De belgiske og nordfranske bønder vendte hjem til deres jord. De kunne ikke vente på politiske beslutninger! Landsbyer genopbyggedes, skove, enge m.v. reeta- blerede sig selv – kort sagt – naturen gik sin gang.

Slagmarken blev en stor turistattraktion allerede i starten af 1920’ erne og slagmarksturismen (den engelske) ’udkonkurrerede’ senere pilgrimsrejserne. Men da havde de fleste familier, der havde mistet en søn eller ægtemand i krigen og som havde råd til at rejse, be- søgt krigergravene. Også mange veteraner besøgte deres faldne kammeraters grave. Sorgen over tabene var fortsat lammende ved besøg på gravstederne, men den ro og følelse af fred, som hvilede over gravene, gjorde den lettere at bære.

I 1930 havde mere end 100.000 i løbet af 3 måneder skrevet sig ind i gæstebogen ved Meninporten i Ypres (Britisk krigsmindemonu- ment). Men udviklingen i slagmarksturismen bidrog til en ’triviali- sering’ af krigserindringen. En britisk veteran udtrykte det således efter et besøg i Flandern: hans krig, den krig som specielt tilhørte hans generation, som nu var ved at blive midaldrende, var tiden ved at forandre til noget, som på afstand tog sig meget romantisk ud.

Særlige slagmarksture

Tiden efter 2.Verdenskrig

Efter afslutningen af 2.Verdenskrig var der et fald i antallet af besø- gende til den gamle vestfront, men efterhånden fik også erindrings- stederne her deres andel af den voksende turisme, som fulgte med velstandsstigningen i Vesteuropa.

Fascinationen af krigenes steder er bestemt ikke aftaget med årene – tværtimod. Men spørgsmålet er selvfølgelig, om den turistkultur, som er udviklet omkring erindringsstederne med fremvisning af (renoverede) skyttegrave, med turistguidernes historier og med ’besøgscentrenes’ butikker og små udstillinger, er ved at gøre erindringen om krigen til en slags ’historisk underholdning’? Noget som efterhånden går i glemmebogen på samme måde som 1864 for en dansker og bliver til en fjern romantisk fortid? En fortid som kun vil blive trukket frem ved et 150 års minde?

Faren ved denne turistkultur med dens souvenirs af forskellig slags er en glorificering af soldaterne og deres liv ved fronten. Men ligesom de mest forenklede myter om 1864 i Danmark stadig hænger ved, indgår også myter om Den store Krig i den folkelige kultur. De forenklede forestillinger om ’de heroiske soldater’, ’de uduelige generaler’ osv. vil leve videre og bidrage til, at erindringen om krigen vil fortsætte nogen tid endnu – også efter det kommende jubilæumsår 2014.

Museet understreger ved sine opstillinger, at krigsoplevelserne i skyttegravene var ens for de franske tyske og britiske soldater. Krigen var en fælles katastrofe. Men slagene er ikke vist - hvordan kan man vise et slag, spørger museet sine besøgende? Museet mener, at oplevelsen af kampen, af dens mærkelige og uhyggelige karakter netop fremhæves ved ikke at være repræsenteret.