|
Fremspringet Verdun på Vestfronten:
Verdun var i 1914 blevet et fremspring i den franske forsvarslinje - eller om man vil en indbugtning i den tyske linje. Fremspringet kunne angribes fra tre sider, men omvendt kunne franskmændene selv angribe fra tre sider! Men ulempen for franskmændene var selvsagt, at forsyninger kun kunne transporteres ind i fremspringet gennem et smalt område syd for byen. Forsvarerne måtte leve med skrækken for en omringelse og udslettelse. Byen og hele området lå inden for rækkevidde af de tyske kanoner.
I 1915 blev Verdunfronten anset for et roligt sted. Franskmændene regnede ikke med et tysk angreb her.Terrænet blev anset for for besværligt. Men angrebet kom, men til franskmændenes held begrænsedes det i første omgang til østbredden. | |
Verdun - en uoverskuelig slagmark
Slagmarken omkring Verdun kan være ret forvirrende at besøge for den uforberedte turist. Fort Douaumont, Fleury-museet og det nærliggende Benhus fortæller meget om Verdunslaget, dvs. om fæstninger, om skyttegrave, om soldaterne og om de faldne. Men de mange skovklædte højdedrag, enkelte over 400 m høje, og de dybe kløfter gør det vanskeligt at danne sig et samlet billede af landskabet og dermed af slagmarken. Selv fra taget af Fort Douaumont eller Fort Vaux er det stort set kun skov, der møder øjet. Og fra toppen af højen Le Mort Homme eller Cote 304 er der slet ingen udsigt på grund af træerne. Sådan var det selvfølgelig ikke for de franske og tyske soldater i 1916. De skove, der fandtes dengang var forvandlet til enkelte nøgne træstubbe, jorden var fyldt med granathuller og landbyerne var ruiner.
Efter krigen opgav man at genopdyrke landbrugsjorden - det øverste frugtbare jordlag var bogstaveligt blæst bort af granateksplosionerne. Ni landsbyer blev erklærede for 'detruits' og regeringen besluttede i 1923 at lade skoven tage over som et slags fredhelligt område for de faldne, hvoraf mange aldrig er blevet fundet. I starten var det mest nåletræer, der blev plantet. Senere blev de løvfældende træer genplantet på deres oprindelige områder. Fra 1974 satsede man mest på bøg.
En gåtur i gennem en del af skoven er et 'must'. Der er mange steder at vælge imellem. F.eks. Bois des Caures eller Bois d'Haumont (se kortet over østsiden herunder). Næsten overalt vil man se granathuller og rester efter løbegrave under træerne. Ved nogle af de såkaldte 'detruits' landsbyer møder man et mindesmærke og muligvis også et lille kapel. Det tilrådes i øvrigt ikke at forlade stierne!
Men allerede inden krigen ødelagde landskabet, blev det anset for at være meget lidt indbydende. Bakkerne nord for byen på den østlige bred af Meuse bidrog til dette indtryk. Byen ligger ved - eller behersker som de gamle historiebøger sagde - den eneste lettilgængelige flodovergang over en længere strækning. Det var her - med hjælp fra byens befæstning og senere ved hjælp af forterne på bakkerne vest, nord og øst for byen - at de fjendtlige invasioner skulle stoppes.
Det meget kuperede terræn nord for byen - både på østbredden og på vestbredden - var en klar fordel for forsvarerne. Dels kunne bakketoppene bruges som observationssteder og som batteristillinger - og dels kunne man i kløfternes sider indrette beskyttelsesrum og kommandocentraler. Det viste sig jo også, at en del franske soldater overlevede den intense tyske trommeild og kunne holde stand mod de efterfølgende tyske infanterister i nogle dage. Da fronten stivnede i første omgang fra d.26. februar og senere i maj og september, var der fortsat en del kløfter, som den tyske ild ikke kunne holde 'spærret'. |
|
Østbredden:
Den fuldt optrukne linje øverst er fronten inden det tyske angreb d.21.feb. Frontlinje d.26.feb. ses midt i kortet. Den går syd om Fort Douaumont, som var blevet erobret dagen før, men nord om Fort Vaux, som tyskerne først fik overvundet i maj. Den fuldt optrukne linje med 'tænderne' markerer den længste tyske fremrykning mod syd. Det ses af linjen, at fremrykningen netop gik i stå lige ved Fort Souville. Tyskerne var løbet tør for forstærkninger, forsyninger - og vand! Efter Souville var der kun et mindre fort (St.Michel) - og vejen havde ligget åben mod Verdun.
I oktober gik det så den modsatte vej. Franskmændene tilbageerobrede de tabte forter, men vinteren satte en stopper for den videre fremrykning (se front 15.dec.). Ud over de femkantede forter, er mange mindre fæstninger og beskyttelsesrum angivet med cirkler med sort prik. | |
|
Verdun - østbredden
 | |
|
Vestbredden:
Det tyske angreb på vestbredden begyndte først d.6.marts (ikke markeret på kortet), og nåede nogle måneder senere frem til sydskrænterne på de to høje 'Cote 304' og 'Le Mort Homme'. Ingen af de to høje var befæstede fra fransk side, men det sene tyske angreb gav netop franskmændene tid til dels at anbringe artilleri på Le Mort Hommes og dels til at grave skyttegrave på begge høje.
Efter at være gået i stå på vestbredden, koncentererede tyskerne deres anstrengelser om østbredden.
Dette kort giver - ligesom kortet over østbredden - et ganske godt indtryk af det 'besværlige' terræn. Området var ikke egnet til nogen form for bevægelseskrig. Parterne kunne kun slide hinaden op i artilleridueller. Den enkelte soldat var - hvilket soldatererindringerne giver et godt indtryk af - totalt prisgivet i denne artillerikamp om bakketopper og kløfter. | |
|
Verdun - vestbredden
 |
Til toppen af siden |
