'Dem fem forsvarere'. Monument til Verduns heltemodige forsvarere 1914-1918. Soldaterne repræsenterer forskellige værn - fra venstre en  kavallerist, en  pioner,  en infanterist (1915 uniform), en infanterist (1914 uniform) og en officer (1915 uniform). Indviet 1928. Soldaterne står med ryggen til muren og symboliserer den menneskelige fæstningsvold, som stoppede tyskerne i 1916. Soldaterne og den vanskelige slagmark Når man læser den enkelte franske soldats erindringer fra Verdun, er det mere end vanskeligt at forstå, hvad slaget egentlig gik ud på. Der var ikke tale om større troppebevægelser, flankeangreb eller dybe fremstød. Slaget bestod for det meste af artilleridueller og af stridigheder mellem mange, mindre styrker (f.eks. oberst Driant og hans to bataljoner i Bois des Caures mod 10.000 tyske infanterister). Af og til vidste man ikke i disse grupperinger - franske eller tyske - hvor fjenden var. Der var ofte ingen kontakt  fra den stedlige ledelse til regimentsledelsen eller til divisionen. Et 'formløst' slag er Verdun blevet kaldt. Der var simpelthen intet klart mønster i udviklingen i slaget.  For franskmændene var der kun en ordre: stillingerne skulle holdes for enhver pris. Hvis en stilling gik tabt, skulle den generobres. Et eksempel: landsbyen Fleury neden for Fort Douaumont byttede således hænder 14 gange mellem 13 juni og 17 juli. En del af forklaringen på slagets karakter skal findes i terrænforholdene. De mange højdedrag og snævre kløfter gjorde det svært at manøvrere med større styrker - der  var simpelthen ikke plads. At passere et højdedrag selv om natten i mørke var vanskeligt. Fjendens artilleri kunne holde højdedraget under konstant beskydning. En anden del af forklaringen har med anvendelse af artilleriet at gøre. Sammenlignet med tidligere offensiver på Vestfronten var den tyske offensiv koncentreret til at meget lille område - netop for at få den størst mulige effekt ud af artilleriets ild.  Men denne tyske 'stålmur', som de tunge kanoners granatild blev kaldt, kunne ikke blive 100% effektiv, men virkede ofte tilfældig og 'hullet'. Teknikken tillod ikke den store træfsikkerhed. De franske soldater kunne komme igennem 'muren' i mindre grupper. De mange kløfter gav muligheder for skjulte placeringer af kombinerede beskyttelsesrum, kommandocentraler og forbindsstationer. Desuden opgav man - både tyskere og franskmænd - ofte at bombe fjendens forreste linje af frygt for at ramme egne soldater - hvilket så alligevel kunne ske, fordi artilleriet ikke vidste, hvor den forreste linje præcist var! Soldaternes erindringer fra Verdun bærer præg af, at det har været vanskeligt at formidle det, som de så. Begivenhederne var så 'altopslugende'. Erindringerne bruger ofte meget plads på at beskrive turen til Verdun - og at fortælle om de kammerater, der ikke klarede det. Og de skildrer den nærmest usigelige lettelse, da de kommer ud af området. Selve kamphandlingerne fylder mindre. Artilleriet havde reduceret frontsoldaten til ubetydelighed. For ham gjaldt det kun om at overleve. At holde - og at holde ud.