|
Den sørgende soldat står ved en kammerats grav. Lille skulptur af Charles S. Jagger: 'Homage to a Dead Friend' (Historial-museet i Peronne)
Jagger blev selv såret to gange i krigen. Her udtrykker han soldatens medfølelse. Tast her for billede af hele figuren.
|
Monument for de faldne i 41. Britiske Division i landsbyen Flers - stedet hvor de første tanks blev sat ind d.15. september 1916. Infanteristens riffel peger på den vej, som kampvognene kom fra. Skulpturen er fra 1932, men planlægningen af monumentet går tilbage til starten af 1920'erne, da divisionens veteranorganisation valgte Flers ud af mange andre lokaliteter, hvor divisionen havde været i kamp.
Forskellige britiske guidebøger til slagmarkerne gør opmærksom på, at denne skulptur af en soldat fra regimentet 'the Royal Fusiliers' er 'one of the finest memorials' i Frankrig.
Måske fordi denne soldat med det skarptskårne ansigt, i fuld kampuniform, vagtsom og parat til indsats på slagmarken, for briter repræsenterer noget af det bedste i det britiske soldaterideal. Håndgranaterne ligger i tasken foran på brystet. |
Soldaternes syn på krigen
Til trods for de mange protestbevægelser mod krigen i alle de krigsførende lande er det fortsat et overraskende faktum, at der var solid støtte til krigen i befolkningerne. Både den offentlige mening og politikere i parlamenterne (med undtagelse af Ruslands og Østrig-Ungarns) stod bag krigsanstrengelserne. Måske et forhold der var med til at forlænge krigen.
Blandt soldaterne på Vestfronten var opbakningen til krigen næppe så markant som blandt civilbefolkningen. Men der var soldater for hvem krigen var den bedste tid i deres liv. En af dem var en løjtnant fra the Coldstream Guard, som skrev hjem til sin far, at slaget ved Cambrai (okt.-nov.1917) var det bedste, som han nogensinde havde oplevet, og at han ikke ville have undværet det for noget andet.
Desværre blev de fleste udsagn om krigen skrevet af officerer. Menige soldater skrev også breve hjem og førte dagbog (mest i krigens første tid), men her findes der kun få synspunkter om opslutningen bag krigen. På den anden side forekom der sjældent kritik af krigsdeltagelsen.
Soldaterne var mere interesserede i at høre nyt hjemmefra end i at berette om krigen. Dansksindede sønderjyder i den tyske hær kunne derimod godt finde på at skrive om den forbandede krig, måske fordi den tyske officer, der læste censur på soldaternes breve, ikke forstod dansk.
Tyske soldater blev mere og mere misfornøjede med krigen, efterhånden som den trak ud. Udtryk som ’svindel’ om krigen hørtes oftere og oftere, men mange følte sig magtesløse. Krigen var en naturmagt, som man ikke kunne bevæge.
Moralen blandt soldaterne (menige og officerer) i de tre hære på Vestfronten var stærkest i de første år af krigen, men begyndte så at svækkes, da krigen gik ind i sit tredje år. Med undtagelse af mytterierne blandt franske regimenter (ca. 30.000 soldater var involverede) i foråret 1917 og mindre uroligheder i den britiske og den tyske hær i løbet af 1917 holdt disciplinen stort set på Vestfronten. Godt nok var moralen rystet hos de allierede styrker efter de store tab i 1917 og utilfredsheden med forholdene for soldaterne var udbredt, navnlig i den franske hær, men troen og håbet på sejr var tilstede hos de langt de fleste soldater. |
Forbavsende sent i krigen (1915-1916) blev soldaterne i de tre hære udstyret med hjelme. Men allerede i 1914 efter de første kampe havde alle militære myndigheder indset, at soldaternes hoveder måtte beskyttes bedre mod granatsplintre. Indtil da havde tyske soldater båret den berømte pikkelhue, de franske en kepi og de britiske en kasket.
Samtidig med at franskmændene udskiftede den traditionelle uniform (blå jakke og røde (!) bukser) med blå frakke og bukser indførtes en stålhjelm med en skygge foran samt en midterkam, der dels dækkede over ventilation og dels tjente som dekoration.
Den britiske hjelm, 'tinhat', med skygge hele vejen rundt (ligesom de middelalderlige bueskytter!), skulle beskytte mod jord og sten, der faldt ned i skyttegraven under bombardementer.
Den tyske stålhjelm havde en dybere skål end de to andre typer og beskyttede ansigtet bedre, men på bekostning af udsynet. |
|
Hjelme udstillet på Historialmuseet i Peronne. Fra venstre den tyske, derefter den franske og britiske. |
Den tyske kaptajn (og senere berømte forfatter) Ernst Jünger fortæller i sin bog 'I stålstormen', at han første gang så en tysk soldat med en stålhjelm i august 1916 i en lille fransk landsby under Somme-slaget. Han så ham umiddelbart som en indbygger i en fremmed og hårdere verden. Det ubevægelig ansigt under hjelmens stålkant og larmen fra fronten gjorde et spøgelsesagtigt indtryk på ham. Han tilføjer, at da soldaten talte, var det med stor sindsro til trods for forholdene.' Med sådanne mænd kan man kæmpe'.
Den britiske menig W.Cook fortæller i sine erindringer fra krigen 'Men, Horses, Mud and Stew', at hans enhed fik deres nye stålhjelme udleveret før et angreb under Somme-offensiven. Hjelmene blev ikke populære. Der var kun en størrelse, og den passede ikke rigtigt på nogen, og hjelmen sad ofte skævt. Desuden var det nødvendigt at lægge noget klæde henover som kamuflage, da den ellers udsendte lys som en 'heliograf'. | |
 |
Britisk hverveplakat
(Historialmuseet i Peronne)
Det er umuligt at afgøre, om patriotismen hos soldaterne var en vigtig faktor bag deres holden ud. Mange udsagn i breve hjem og interviewundersøgelser efter krigen fortæller, at soldaterne kun havde foragt til overs for 'patriotismen'. Den kunne ikke hjælpe dem til at overleve i skyttegraven. Som menig John McCauley sagde nogle år senere: hver gang jeg hører sætningen 'They died that England might live', ringer det i mine ører som støjen fra den daglige granatild'.
Rapporter fra den franske censur af soldaterbreve viste i 1917, at patriotisme ikke var noget, der vakte begejstring. Tværtimod blev begrebet forbundet med myndighedernes propaganda, som man ikke stolede på. Soldaternes lidelser og afsløringer af skandaler (i fransk politik) har dræbt enhver ide om patriotisme, skrev en fransk menig. På den anden side røber mange breve (i hvert fald indtil 1917), at soldaterne fortsat kæmpede for at befri landet, dvs. familie, hjemegnen, for tyskerne.
Måske er det forkert at tale om patriotisme som en (åben) national følelse. Hvis man i stedet mere generelt taler om 'sagen', hvor man inkluderer troen på sejr og en accept af krigens formål, ud over patriotisme, får historikeren måske en større mulighed for at kunne bidrage med en forklaring på soldaternes 'holden ud'.
|
Hvorfor holdt de ud?
Spørgsmålet er blevet stillet af stort set alle de historikere, som har beskæftiget sig med Vestfronten. Britiske historikere mener at finde svaret på disciplinen i den britiske hær i den traditionsorienterede britiske arbejderklassekultur. Stoisk udholdenhed kombineret med en ’patriotisk sorgløshed’ (briter kunne ikke tabe en krig!) og med en munter accept af skæbnens luner. Man gjorde sin pligt.
Modsat var der grænser for, hvad de franske soldater, som opfattede sig ’borgere under våben’, ville stå model til. Derfor viste de deres modstand mod det, som de betragtede som nyttesløse offensiver (specielt offensiven ved Le Chemin des Dames). Men indtil foråret 1917 fik den almindelige nationalfølelse de franske soldater til at gøre sin pligt.
Tyske soldater mistede troen på sejr i efteråret 1918. Hvorfor fortsætte en tabt krig? Indtil da var de tyske soldater overbeviste om, at de førte en forsvarskrig (selvom den foregik i Frankrig). Krigens karakter på Vestfronten støttede denne tro. Det var som regel franskmænd og briter, der angreb tyskerne i deres befæstede stillinger.
Der er mange forskellige typer af kilder, der kan bidrage til at give et svar på spørgsmålet. Desværre er de fleste erindringer om skyttegravene skrevet af de yngre officerer, og mange af dem er selvfølgelig præget af de senere debatter om krigens nytte. Heldigvis findes der breve fra menige soldater, censurrapporter samt en del ’skyttegravsaviser’, der kan rette op på det skæve kildegrundlag.
Den menige soldat accepterede hurtig, at hård (selv)disciplin var nødvendigt, hvis han skulle have en chance for at overleve. Krigen var der, og man måtte leve med den. Måske kan følgende citat fra en tysk soldats dagbog under slaget om Verdun bidrage til forståelse af soldatens ’holden ud’: Det har ikke noget at gøre med mod. Frygten for døden overgår alle andre følelser. Det er kun en frygtelig tvang, der driver soldaten fremad. Vi er motiveret til at kæmpe videre af denne forbandede disciplin i den preussiske hær…
Den franske sekundløjtnant Louis Mairet skrev i sin dagbog for d.2.juli 1916 (den anden dag i den britisk-franske offensiv ved Somme): Ved de hvorfor de slås?...For Alsace-Lorraine (de tabte franske provinser)?...Hvem tror, at Europa er i brand for den stump jord? Kæmper de for fædrelandet? Det kende de ikke...Soldaten af 1916 kæmper (heller) ikke for at ødelægge Tyskland. De kæmper af hæderlighed, af vane og nødtvunget. De kæmper, fordi de ikke kan gøre andet. De kæmper...her, efter den anden vinter (1915-16), resigneret. Man har skiftet hans (soldatens) hus ud med et jordhul, hans familie med krigskammerater. Man har kastet ham ud i elendighed...
(Mairet faldt året efter ved Le Chemin des Dames (april 1917))
|
|
Den britiske officer
- og Kiplings digt 'If' |
Skyttegravsscene i museet i Albert. Den unge britiske officer - løjtnanten eller (som her) kaptajnen i et kompagni - var sammen med befalingsmændene (sergenter og korporaler) 'rygraden' i den britiske hær. Det var dem, der stod mest for skud, hvad enten der var tale om angreb eller natlig patrulje.
En ung løjtnant (subaltern) holdt gennemsnitlig 6 uger på Vestfronten, hvis han gjorde tjeneste i infanteriet i de områder, hvor de store offensiver fandt sted. Det var ham, den kommanderende officer i forreste linje, som fjendens soldater først og fremmest forsøgte at ramme, når briterne angreb. En officer fra en 'public school' forventedes at gøre sin pligt og holde ud til det sidste. Dette ideal, som briterne hyldede omkring århundredeskiftet, kom til udtryk i Rudyard Kiplings måske mest berømte digt 'If'. Det var utroligt populært, og enhver ung officer må have kendt det.
- tast her for digtet |
 |
|
 |
Skulptur i The Australian Memorial Park ved landsbyen Fromelles i Nordfrankrig.
En australsk soldat bærer en såret kammerat væk fra slagmarken. Skulpturen er baseret på en virkelig historie - sergent Simon Fraser (57th AIF bataljon) reddede flere sårede fra slagmarken.
Parken, der blev indviet i 1998, mindes de faldne australske soldater i offensiven ved Fromelles 19-20.juli 1916. Offensiven var et såkaldt 'afledningsangreb', som skulle trække tyske reserver til fra det britiske hovedangreb ved Somme.
Fromelles, der var australiernes første optræden på Vestfronten (de kom fra den mislykkede landgang ved Gallipoli ved Dardanellerne) udviklede sig hurtigt til en katastrofe for australierne. Flere hundrede faldt i ukoordinerede angrebsbølger mod den tyske forsvarslinje. I den nærliggende kirkegård ligger over 1500 faldne fra det ene angreb.
En af de overlevende australiere fortæller i sin erindringsbog hvordan han og andre i nattens løb krøb ud i ingenmandsland og forsøgte at redde sårede ind. Flere af dem blev ramt under disse aktioner. Redningsforsøgene fortsatte de følgende nætter. De håbløse tilfælde blev efterladt i marken.
|
Kammeratskabet - og hvorfor de holdt ud Det er ofte blevet hævdet af mange veteraner efter krigen, at det var kammeratskabet, som bar dem igennem al elendigheden i skyttegraven. Der er også mange vidnesbyrd herom i de nedskrevne soldaterberetninger, som efterhånden er dukket op gennem årene.
Kammerater spillede en lang større rolle for den menige soldat end officererne. Navnlig i franske beretninger optræder en eller flere kammerater, som man var fortrolig med. Ofte var der tale om et møde mellem to forskellige verdener, f.eks. mellem bondens og den intellektuelles. En soldat med en universitetsuddannelse fortæller, hvordan han efter et år havde oplevet en helt anden verden end hans egen. Han havde opdaget, at selvom han måtte opgive sine ’sociale fordele’, skete det ikke uden værdifuld kompensation: følelsen af reel lighed, af broderskabets ’velgerninger’ …Man hjalp hinanden på de lange marcher, med rengøringen (mudderet!), med udgravninger til dækningshuller osv.
Mest kendt i eftertiden er måske beretninger om, hvordan en soldat om natten krøb ud i ingenmandsland for at hente en såret kammerat hjem. Kammeraten lå måske i et granathul tæt ved fjendens skyttegrav. Soldaten, der vovede sig ud, vidste, at han måske ville blive dræbt, men han kunne ikke holde ud at høre den såredes bønner om hjælp.
Flere tyske soldater erklærede i en interviewundersøgelse mange år efter krigen, at der var mange, der meldte sig frivilligt til at hente sårede ind. Det var en selvfølgelighed. Det var en del af kammeratskabet.
Andre i samme undersøgelse hævdede derimod, at de ikke oplevede noget egentlig kammeratskab. Enhver var sig selv nærmest. En britisk sekundløjtnant skrev i sine krigserindringer, at det med kammeratskab afhang af situationen. Krigen skabte situationer, hvor hjælp og mod blev afgørende for forholdet til kammerater, men for ham betød kammeratskab blot en større eller mindre grad af venskab.
Der er dog næppe nogen tvivl om kammeratskabets betydning for det at holde ud. Man kan f.eks. læse danskeren Thomas Dinesens beretning ’No Man’s Land’ og blive overbevist om, at han ikke havde klaret soldaterlivet uden sine kammerater. Eller læse ’Intet nyt fra Vestfronten’ igen og opleve de unge tyske soldaters sammenhold i frontlinjen.
Men disse og mange andre beretninger er skrevet en del år efter krigen, og man kan som læser måske ikke undgå at undre sig over det lidt ’halvromantiske, sentimentale’ tone. For megen legendedannelse? Veteranforeninger i efterkrigstiden bidrog måske også til en forherligelse af kammeratskabet. |
I rum 4 i museet Historial de la Grande Guerre i Peronne har man anbragt de genstande, som markerer krigen som den store katastrofe, også for eftertiden. Soldaterne er også i centrum her, men nu er det døde soldater på forskellige mindetavler.
Her et relief fra et forarbejde til et 'Monuments aux morts', der viser franske soldater, der kryber sammen i en skyttegrav (oprindelse ukendt), formodentlig på vej ud i et angreb. Det understreges af soldaternes sammenbidte, alvorlige ansigter, men også af det mod og den beslutsomhed, som tilskueren skal se i figurerne.
Andre relieffer med franske soldater kan man finde i mange 'Monuments aux morts' rundt omkring i Frankrig, men næppe så trist og pessimistisk som dette. |
 |
|
 | Tysk soldat. Bronzefigur - udkast til monument for soldater fra storhertugen af Mecklenburgs 'Füsilier Regiment nr.90 Kaiser Wilhelm 1914-1918'. (Tast for fuldt billede)
Soldaten her står i en meget 'militær stilling'. Han sørger over sine faldne kammerater. Men fremfor alt er han en veteran. Hans holdning synes at afspejle det forhold, at han som ubesejret soldat ikke kan acceptere det uforståelige nederlag. Måske vil han tilslutte sig et af de såkaldte 'frikorps' for at fortsætte krigen i øst.
Der blev rejst mange krigsmonumenter for tyske soldater i Tyskland i 1920’erne og 1930’erne. Mange af dem er efter samme koncept som her på billedet: en tysk soldat med hjelm, uniformsfrakke og støvler og med geværet foran sig.
Monumentet afspejler den strid, der var i Tyskland efter krigen. Skulle man fremhæve sorgen over de mange ofre i krigen eller skulle man fremhæve den heltemodige soldat, når man rejste et monument? Her synes heltemodet at have vundet. Soldaten er sat op på sin sokkel i ensom krigermajestæt.
På indskrifter på mindetavler over faldne soldater anføres det ofte, at soldaten er en falden kriger, der fandt døden i hellig kamp, og selvom han hviler på fremmed jord, er det også i fædrelandet.
I 10-året for krigens udbrud ville man rejse et national minde for de faldne, men de tyske politikere kunne ikke blive enige om hverken ide eller udformning. Sigende er det, at Tyskland fik både ’Heldengedenktag’ og en ’Volkstrauertag’. Den sidste er genoptaget efter 2.verdenskrig og finder sted søndagen to uger før Advent og skal markere mindet om alle, der er døde i krig eller som følge af undertrykkelse. Det har været foreslået fra politisk hold at genindføre en slags Veterandag (Heldengedenktag?) |
Soldaterne og fjenden
Hans Lorenzen, en dansksindet sønderjyde i den tyske hær, der i juli-august 1916 gjorde tjeneste på en forholdsvis fredelig del af Vestfronten mellem Verdun og Toul, fortæller, at bombardement fra fransk artilleri forekom af og til, men at der også var dage uden et eneste skud. Tiden gik med skansearbejde, vagttjeneste og natpatrulje. D.21.august var han i en stilling, hvor afstanden til forreste franske skyttegrav var ca. 100 m, da han så franske soldater stå oppe på skyttegravens dækning og vinke til dem med brød, aviser og kopper med kaffe. Tyskerne gjorde det samme (dog uden brød og kaffe, som de ikke havde) og ’det varede slet ikke længe, så var løbegravene på begge sider fulde af folk, der vinkede til hinanden og snakkede sammen’. Indtil seancen blev afbrudt af geværskud.
Sådanne ’våbenhvil’ var ikke ualmindelige på Vestfrontens ’rolige’ strækninger. Men endnu mere almindeligt var det, at begge parter efter en ’stiltiende’ aftale undlod at skyde på hinanden. Et kort tysk bombardement med skyttegravsmorter kunne blive besvaret af en tilsvarende britisk salve, indtil tyskerne havde forstået det! Ofte råbte soldaterne på den ene side til den anden side for at advare om, at nu ville der komme et bombardement, da de ville få besøg af en højtstående officer. En senere kendt britisk forfatter, C.S.Lewis, fortæller i sin beretning om sit liv ved fronten, at sergenterne ved et kompagni måtte belære nye officerer om ’the culture of live and let live’.
Der er næppe nogen tvivl om, at denne ’laden stå til’ holdning hos soldaterne var en vigtig del af deres overlevelseskamp. Fanget som de var i skyttegravene af granatilden (langt den største dræber!) følte de nok større fællesskab med mænd på den anden side, som var underkastet den samme skæbne som dem selv end med mændene i eget artilleri 3-5 km bag fronten.
Det betød ikke, at man sympatiserede med fjenden. Men det modsatte – had til fjenden – forekom som regel kun i kampsituationer, specielt når modparten havde anvendt gasgranater. En menig britisk soldat fortæller, at han og kammeraterne bar de sårede tyske soldater væk fra slagmarken på samme måde, som de bar deres egne sårede. Der var ikke noget had.
I situationer hvor fjendtlige soldater toges til fange, oftest under et angreb, kunne det ske at fanger blev dræbt i kampens hede eller under turen tilbage til opsamlingssteder. En tysk stabslæge, der sammen med andre tyske soldater blev taget til fange af newzealandske enheder ved Flers-offensiven 15.september 1916, beskyldte i en rapport de newzealandske soldater for at have myrdet flere af fangerne. Andre britiske enheder fik besked på ikke at tage fanger under et angreb. Men det almindelige indstilling var, at fanger, britiske, franske eller tyske skulle behandles humant.
Plyndringer forekom ofte på begge sider. Den tyske stabslæge og andre officerer blev udplyndret ved tilfangetagelsen. Den britiske soldat Frank Richards fortæller, at nogle af hans kammerater efter et natlig raid mod en tysk skyttegrav nu havde ure nok til at åbne en butik! Plyndring var simpelthen almindeligt. Alle fanger skulle udlevere deres værdier. Richards undskyldning er, at andre britiske soldater i baglandet ellers ville have taget værdierne. Desuden var hans kammerater tapre og modige mænd! Andre britiske soldater var blevet eksperter i indsamling af souvenir, når de gik på jagt i erobrede tyske dækningsrum. |
|
Infanteristen Adam Gessner fra Reserveregiment 4 faldt d.7.7.1915. Indskriften til højre på dette 'mindebillede' siger, at man skal ære ham, og at han tjener som eksempel og forbillede.
Han fremstilles her som en tysk helt, som har ofret sig for fædrelandet. Roligt står han med sit gevær over skulderen og ser ud i det fjerne. Tyske sejrskranse er lagt hen over et kors (ved hans grav?). Han faldt for sejren og for kristendommen. Billedet indgår i den nationalkonservative tyske tradition, hvor tyskerne så sig selv som en nation af helte, ’Helden’, som kæmpede for deres tro og for deres ’Weltanschauung’ – modsat briterne, som blev anskuet som ’Händler’, dvs. som et pragmatisk, men beregnende og hedonistisk folk. Den tyske folkesjæl kommer ikke kun til udtryk i dets filosofi og kunst, men også i politik og krig. |
 |
En soldat (artillerist) prøver at trøste sin sårede hest. Monument for 58. Britiske Division i landsby ved Somme.
Skulptur af Henri-Désiré Gauquie.
Man kan som slagmarksturist undre sig over, at der er så få monumenter (faktisk kun dette?), der hylder hesten for dens indsats på Vestfronten. Hesten var dog det vigtigste transportmiddel i krigen på landjorden. Ud over denne skulptur ses hesten kun som ridehest under en general på monumenterne. Måske har opgaven været for svær for en kunstner? For denne kunstner er det dog lykkedes at fange hestens lidelser og soldatens smerte. |
Hesten - krigens andet offer
Den britiske løjtnant ved ammunitionstjenesten ved Ypres, Dennis Wheatley, oplevede under sin første transport af ammunition til artilleriet bag fronten, at hans vogntog blev ramt flere gange af granater. Ud af de 150 heste og muldyr, der trak vognene, blev de 47 dræbt og 52 andre måtte aflives. Det tog ham og hans folk knap en time. Yderligere 20 blev såret, men kunne fortsætte 'tjenesten'. Scenen med de skrigende heste glemte han ikke lige med det samme.
Flere soldater har forsøgt at beskrive deres oplevelser af heste og muldyr i krigen. Det var slemt nok, at de blev sårede af granatsplinter. Værre var det, når en hest i en spand på seks, der trak en kanon eller en ammunitionsvogn, faldt i mudderet og artilleristerne måtte opgiv at få den op igen.
Thomas Dinesen, frivillig i den canadiske hær i Frankrig, beskriver i sine erindringer, hvordan han og en kammerat havde søgt i dækning på en mark under en tysk luftangreb. Ingen i deres deling blev ramt, men det gjorde en flok heste, som var opstaldet i landsbyen ved siden af. Dinesen erklærer efter bombardementet, at han mest af alt frygtede at se lemlæstede heste. Han led med dem i højere grad end med sårede soldater.
En historiker skønner, at over 58.000 britiske heste blev dræbt på Vestfronten, de fleste af artillerild. En anden historiker skriver, at Tyskland mistede flere hundrede tusinde heste, ikke kun på grund af kamp, men også op grund af underernæring. Tyskland kunne ikke skaffe nok foder - heller ikke til sine soldater. |
|
Et udvalg af skyttegravskunst udstillet i museet i Albert. De fleste af tingene her ser ud til at være lavet af granathylstre. Disse ting har været og er stadig meget eftertragtede af turister, men er ganske dyre. Et par vaser - hvis man kan finde dem i suvenirbutikkerne! - kommer let op i 1500 - 2000 danske kroner.
Mange af tingene kan være lavet af allierede soldater, men de fleste er forarbejdet efter krigen. De franske og belgiske civile, der vendte tilbage til frontlinjerne for at genopbygge, fandt hurtigt ud af, at her var et marked for turister. Granathylstre (messing) var der nok af. Det er en myte, at soldater lavede arbejdet i skyttegravene. Støjen fra metalarbejdet ville nok have tiltrukket sig fjendens opmærksomhed! | |
 |
Litteratur :
Brown, Malcolm: The Western Front (1993, 2001)
Cazals, Rémy og Loez, André: 14-18. Vivre et mourir dans les tranchées (2012)
Cook, Wilfred: Men, Horses, Mud and Stew (2009)
Dinesen, Thomas: Merry Hell! (eng. udg. u.å.)
Hirschfeld, Gerhard m.fl. (udg.): Die Deutschen an der Somme 1914-1918 (2006)
Lorentzen, Hans: Og det kalder man at være civiliseret (1998)
Nicot, Jean: Les Poilus ont la parole (2013)
Osburg, Wolf-Rüdiger: Hineingeworfen (2009)
Plowman, Max: A Subaltern on the Somme (1928, genoptryk u.å.)
Soudagne, Jean-Pascal: Le quotidien des soldats dans les tranchées (2009)
Van Emden, Richard (ed.): Sapper Martin (2010) Famoius 1914-1918 (2008)
Van Emden, Richard: The Soldier's War (2008)
Van Emden, Richard og Piuk, Victor:
Winter,Jay og Prost, Antoine: The Great War in History (2005)
Copyrigt 2012-2014 Bo Jessen |
