Forside/Soldaterne og krigen/(2) Soldater under bombardement Tema: Soldaterne og krigen   (2) Soldater under bombardement

Montre i museet i byen Albert (ved Somme-fronten) med forskellige fund fra skyttegravene: geværer, tasker, bælte, remme, lommekniv, lommeur, spisebestik. Fundene er formodentlig gjort i 1920'erne og 1930'erne under oprydningen og reetableringen af markerne af landmænd og andre lokale beboere. De fleste af fundene fra Vestfronten må stamme fra  soldater, der under bombardementer var blevet begravet under jordmasserne  - eller fra soldater, der var faldet under kamp og blev begravet på stedet, men hvis lig senere dukkede op igen under nye bombardementer.

I et tysk dækningsrum

Soldaten Hugo Krüpe har i sin dagbog forsøgt at beskrive det helvede, som han oplevede under de franske bombardement af de tyske stillinger uden for Verdun. Krüpe overlevede både Verdun og resten af krigen. Udgiveren fandt de to kladdehefter med dagbogen i sin bedstemors gemmer i 2005.

(Lutz Dommel (hrsg.): Mein Urgrossvater im Ersten Weltkrieg. Ein Tagebuch. (u.å.) - sammendrag af s.102-108)

D.10. december 1916 sad Hugo Krüpe sammen med 9 andre infanterister i et lille dækningsrum på 4 m2 af beton, mens de tunge granater slog ned omkring dem. Ville betontaget kunne klare en fuldtræffer? En granat havde lavet et kæmpehul ved siden af. Et dækningsrum var blevet ramt. Ligene var blevet hentet ud. Også kompagniofficerens rum var ramt.

For Krüpe syntes timerne at vare evigt. Kom natten ikke snart? Det tunge skyts blev sjældent affyret om natten på grund af vanskeligheder med at observere nedslagene. Men omsider stoppede det tunge skyts, og nerverne kunne igen falde lidt til ro. Man længtes igen efter en kop kaffe, og sulten meldte sig igen. 'Die kleinen Geschosse' - skud fra det mindre artilleri - ænsede man knap nok.

Men kl.9.30 den næste morgen begyndte det hele igen. Nerverne var spændte til bristepunktet. Man mistede interessen for alting. Man hørte kun de dumpe drøn fra affyringerne - og så de bragende nedslag. Øret ville ikke rigtigt høre andet. Og ved hvert nedslag rystede jorden uafbrudt. Hvor den dag var lang!

Så kom natten omsider. Men Krüpe skulle opleve endnu to døgn med det tunge skyts. Han befandt sig fortsat i skyttegraven, men i et andet dækningsrum 6 m nede. Både foran og bagved dækningsrummet var der nu dybe granathuller.

Om aftenen d.13. december var alle dækningsrum i den forreste tyske skyttegrav ramt. Forreste skyttegrav blev rømmet. Krüpes dækningsrum blev forstærket med tunge bjælker. Om eftermiddagen næste dag gik franskmændene til angreb.

Skæbnens 'luner' i en britisk skyttegrav

(Richard van Emden (red.): ’Sapper Martin. The Secret Great War Diary of Jack Martin’ (2009) s.103-107)

Sept. 1917 befandt den britiske signalmand Martins division sig foran Gheluvelt  i Flandern (øst for Ypres) i et fladt og mudret landskab, hvor der kun var lidt, der kunne beskytte soldaterne mod artilleriilden:  nogle få stumper  skyttegrav, nogle(overfyldte) tunneler  samt mange  granathuller fyldt med vand.  

Et angreb d.20. september mod de tyske linjer var gået i stå. Som signalmand deltog Martin ikke direkte i angrebet, men opholdt sig i en midlertidig signalstation i et mindre ’skur’ ca. 200 m bag forreste linje. Han kunne herfra iagttage, hvorledes angrebet blev stoppet.
 
Næste morgen blev han og en soldat, der netop var ankommet fra England, sendt af sted til en anden tunnel 300 m væk for at hente to kabelruller telefontråd. Strækningen – og hele området i øvrigt – var under vedvarende tysk bombardement, der skulle forhindre britiske forstærkninger i at nå frem til frontlinjen. Martin kunne konstatere, at der blev benyttet alle former for granater:  mortergranater, granater fra de store haubitzere samt granater fra mindre feltkanoner, herunder gasgranater.
 
Da Martin og Cochran (den nye mand) skulle forlade en lille stump skyttegrav for at gå ud i det åbne land på vej over til tunnelen med kabeltråden, måtte Martin gribe fat i Cochran og trække ham med op. Cocran var sikker på at blive ramt, men Martin gav ham ikke noget valg. Kabelrullerne skulle hentes.  Det lykkedes til trods for flere granatnedslag få meter fra deres korte rute at nå frem.

På vejen tilbage med de tunge ruller under armen faldt Cochran i en lille forladt skyttegrav. Martin måtte tilbage og hente ham. Ingen af dem var blevet ramt. Martin gør ikke meget ud af turen i sine optegnelser. Hverken han eller andre kunne sikre sig imod bomberne.

For ligesom at understrege ’skæbnens luner’ beretter han, at to andre signalmænd, der samtidig var ved at reparere en telefonledning et lille stykke derfra, blev ramt af en fuldtræffer og dræbt på stedet.
   
Senere – da bomberegnen var taget noget af – gik Martin ud til et granathul med vand i for at vaske og barbere sig. En granat hvislede forbi hans hoved og ned i vandet uden at anrette nogen skade.

Verdun Høj 304

Sammen med nabohøjen 'Mort-Homme' udgjorde høj 304 det centrale støttepunkt i det franske forsvar af Verdun vest for floden Meuse. Da de første tyske angreb på Mort-Homme marts 1916 mislykkedes, blev også høj 304 angrebet. Nordsiden erobredes, men franskemændene holdt stand på toppen af højen. (se Barthas beretning under billedet). 65 tyske batterier overdængede det forholdsvis lille areal på toppen med granater. I juni lykkedes det så at fordrive de få franske kompagnier. Toppen blev tilbageerobret af fransk mændene i juni 1917. Ca. 10.000 franske soldater faldt i perioden fra marts 1916 til juni 1917. Billedet (foto fra syd) viser høj 304 (tv) og en del af Mort-Homme (th)

En fransk pacifist i skyttegraven

(Louis Barthas: Les carnets de guerre de Louis Barthas, tonnelier, 1914-1918 (2003 udg.) (s.287-306))

I maj 1916 befandt Louis Barthas sig med sin deling i reservestillingen på høj 304 nord for Verdun. Fronten gik her tværs over højen i øst-vestlig retning. Franskmændene syd for fronten - tyskerne nord for den.

Den forreste franske  linje lå 200 meter foran dem.  ’Linjen’ udgjordes af granathuller og mindre sektioner af en gammel skyttegrav og var, ligesom reservelinjen, hvor Barthas og de øvrige soldater krøb sammen i små enmandshuler i skyttegravens væg, udsat for konstant beskydning med maskingeværer. Om aftenen intensiveredes denne beskydning. Franskmændene svarede igen med bombardementer af tyskernes del af højen.

Men Barthas kunne alligevel falde i søvn i sit hul i skyttegraven. Det regnede hele natten og næste dag.  De følgende dage – med solskin og klart vejr – måtte franskmændene forsøge at kamuflere al deres udrustning. De tyske fly beherskede luftrummet og kunne uhindret rekognoscere over det hele. Da det tyske bombardement af den franske del af 304 begyndte igen, blev også  Barthas deling ramt. Han og 5 kammerater havde søgt ly under en tynd plade af bølge blik, da en granat gik lige igennem og ind i siden på skyttegraven– uden at eksplodere! Efter et par sekunders forbløffelse brød soldaterne ud i latter! En nervøs reaktion?

Ved midnat blev Barthas og tre andre sat på vagt ved en lyttepost i bunden af en kløft.  Her måtte de arbejde hårdt for at fjerne jord, der var skredet ned i løbegraven mellem posten og deres skyttegrav. Tyskerne havde formodentlig hørt dem i mørket, for pludselig blev de udsat for en regn af mindre granater, der nærmest ’spruttede’ omkring dem i 30 sekunder. Det gentog sig efter en kort pause.  En ny slags helvedesmaskine? Alle kastede sig ned og kravlede hurtigt væk fra posten.

Men de tyske granater nåede også skyttegravslinjen. En stor granat landede uden varsel lige foran brystværnet.  Derefter kom de mange små granater, der igen hvislede som et  fyrværkeri – en plage uden lige, som Barthas skriver. Så hellere et ’almindeligt’ bombardement i stedet for denne regn af kanonslag.

(Barthas beskriver indgående, hvordan de alle fik diaré under nervepresset. En af dem faldt på enden ned i det fyldte das)

Fra kl.12 til kl. 16 kom så det ’rigtige’ tyske bombardement. Barthas så hvordan sprænggranaterne ’brød solens stråler’ og udsendte en stærk ubehagelig  lugt af råddent kød, som gav dem kvælningsfornemmelser. Derefter kom de tunge granater og maskingeværilden. Han kunne ikke høre, om de franske kanoner besvarede ilden. Løbegraven hen til kommandoposten var udslettet.  Selv var hverken Barthas eller andre i hans deling i deres små huller blevet ramt. De var beskyttet af en usynlig hånd!

En af de tunge granater var eksploderet  3-4 meter fra hans lille hule. Lufttrykket rev hans regnslag ud af hænderne på ham. I nogle sekunder følte han, at hans bryst blev trykket ind. ’Dødens åndepust’ som han skriver, og som han følte i hele kroppen. Hans lille dækningshul var faldet sammen ved eksplosionen, og han så det som en undskyldning for at søge ly i løjtnantens dækningsrum!
Delingen slap med 3 sårede!

Dagen efter blev dele af Barthas’ kompagni, som på det tidspunkt lå i den forreste linje, udsat for bombardement fra eget artilleri. En officer blev dræbt og flere menige såret. I Barthas deling, der fortsat lå i reservestillingen bag 1.linje blev to af hans kammerater to gange begravet i jord fra granateksplosioner, men de slap uskadte!

For at komme ’væk’ meldte Barthas sig frivilligt som ordonnans. Mens han opholdt sig ved kompagniets kommandopost, så han et andet kompagni defilere forbi. Han bemærkede de hærgede ansigter, så hvordan de faldt ned hver gang en tysk granat eksploderede 75 m borte og tænkte på,  hvordan journalister skrev om tapre franske soldater, som med energi  og sang stormede høj 304! Disse soldater lignede snarere får på vej til slagtehuset.