Forside/Soldaterne og krigen   Tema: Soldaterne og krigen   Soldaternes oplevelse af angreb, nærkamp og bombardement og deres forhold til fjenden - skildret ud fra deres erindringer - og ud fra erindringsstederne.   På Vestfronten holdt de ud - hvorfor? Læs introduktionen herunder

Den faldne franske soldat og Guds engel. Udsnit af monumentet for de faldne i Sarlat, en mindre by øst for Bordeaux i Sydfrankrig. Denne patriotiske (og religiøse) skildring af den franske soldat forekommer ofte på disse 'Monuments aux morts'  (monumenter for de faldne) i de franske byer. Men soldatens lidelser i skyttegravene bliver aldrig vist eller blot antydet i monumenternes skulpturer/relieffer eller i deres indskrifter.

Forside med introduktion

Seks temaer

Fem erindringssteder

Soldaterne og krigen

Eftertiden om Vestfronten

Indeks med stikordsliste

'Det mest frygtede'

Soldater, der venter på angrebsfløjtet i forreste skyttegrav, er en ofte tilbagevendende scene i film om 1.Verdenskrig. Soldaterne ved, at de om lidt skal forlade den beskyttende dækningsgrav for at udsætte deres krop for maskingeværild, løbe over ingenmandsland fyldt med granathuller samtidig med at fjendens granater falder omkring dem og bane sig vej gennem fjendens pigtråd for derefter at springe ned i fjendes forreste skyttegrav uden af vide, om ens eget artilleriet har 'tømt' den for fjender. Og så skal de holde denne skyttegrav, når fjenden sætter sit modangreb ind.

I en undersøgelse fra 1926 om franske soldaters 'minder' fra krigen blev angrebet over ingenmandsland mod fjendens skyttegrave oftest citeret som 'det værste' de var udsat for - værre end f.eks. tyske bombardementer med gasgranater.

Flere soldatererindringer indeholder (korte) beskrivelser af soldatens oplevelse af angreb mod fjendes skyttegrave. Ofte er disse beskrivelser præget af en patriotisk holdning, men lige så ofte forsøger soldaten at vise angrebets meningsløshed. Dette sidste gælder navnlig erindringer fra slutningen af 1920'erne. I breve hjem omtales angreb derimod sjældent, sikkert for at skåne familien for de rædsler, som soldaten gennemgik.

Skildringer af nærkampe kan dog forekomme i erindringer og i breve hjem. Nærkampe hvor soldater kæmpede med håndgranater, pistoler og/eller bajonet. De kunne finde sted ved 'rensning' af erobret skyttegrav og under natlig patrulje i ingenmandsland. Håndgranater var det mest benyttede våben her.

At bajonetten var et hyppigt anvendt våben, beror på en myte. Dels var gevær med påsat bajonet vanskelig at anvende i en snæver skyttegrav, og dels var soldaterne sjældent så tæt på fjenden, at de skulle 'fægte' sig frem. Dog findes der enkelte 'bajonetberetninger', bl.a. fra en dansk soldat i Fremmedlegionen.

Læs beretninger om angreb og nærkamp her...

'Det uudholdelige'
 
Der var næppe nogen soldat på Vestfronten, der ikke havde været udsat for et bombardement fra fjendens kanoner. Bombardementer inden og under en storoffensiv var rettet mod hele fjendens frontzone, dvs. skyttegravslinjerne (som regel 3-4 parallelle linjer) med skyttegrave, løbegrave, artilleristillinger, brigade- og divisionshovedkvarterer, forsyningsveje m.v. - ofte i en dybde af 3-6 km bag fronten.

Bombardementer var mest intense omkring de store offensiver, men også mere 'fredelige' dele af Vestfronten blev, med mellemrum, udsat for bombardement, dog i en mindre målestok. Det var sjældent, at et kompagni/bataljon ikke havde et dagligt tab på dræbte og/eller sårede.
 
De fleste soldater led frygtelig under de langvarige bombardementer af deres stillinger. Selvom om flertallet af dem oftest befandt sig i dækningsrum (af meget varierende kvalitet) eller i enmandshuller i skyttegravens side, vidste de godt, at intet nok så solidt loft kunne beskytte dem mod en fuldtræffer fra en tung granat.  Tanken om at blive begravet levende var nærmest uudholdelig.

Følelsen af afmagt hos den enkelte soldat var stor. Han var prisgivet skæbnen. Virkningen var traumatiserende. Hvert minut, mens jorden rystedes af granatnedslagene, bad soldaten om, at dette minut ikke måtte blive hans sidste.

Lige så stor var frygten for at blive lemlæstet af en granat. Et mindre sår kunne betyde hjemsendelse - fint nok - men et sår, der gjorde soldaten til invalid (f.eks. vansiret ansigt) resten af livet var ubærligt.

De erindringssteder på Vestfronten, hvor man i dag stadig kan se granathuller, er alle steder, der har ligget i frontlinjen. De  kan  derfor  umuligt give et indtryk af hele 'frontzonen'. En undtagelse herfor er området nord for Verdun med de gamle forter. Selvom det meste af området i dag er dækket af skov, er der mange steder i denne frontzone, der tydeligt giver den besøgende et indtryk af de bombardement, der her har fundet sted. 

Læs beretninger om soldaters oplevelse af bombardementer her...

.

Relief viser soldat, der følger et angreb fra sin teleskopkikkert.  The Cambrai Memorial i Louverval, ved landevejen mellem Bapaume og Cambrai. (Se billede herunder) Kunstneren, C.S.Jagger, deltog i krigen i den berømte enhed Artists' Rifles fra 1914 til 1918. Han nåede at blive såret ved Gallipoli, at blive gasset (på Vestfronten) og igen at blive alvorligt såret ved Neuve Eglise (også på Vestfronten) april 1918. Inden sin tidlige død i 1934 nåede han at skabe flere kendte mindesmærker. Lidt usædvanligt relief - kun ganske få monumenter over faldne soldater viser skyttegravsscener

De holdt ud fordi...

Britiske historikere plejer gerne at fremhæve det forhold, at den britiske hær, på linje med den tyske (når man ser bort fra efteråret 1918), ikke oplevede det samme nedbrud i soldaternes disciplin som den franske og italienske hær (i 1917) og specielt den russiske hær. Det er selvfølgeligt et væsentligt punkt, men mere vigtigt er det at prøve at forstå, hvad det var, der fik soldaterne (også de franske og italienske det meste af tiden) til at udholde de forfærdelige forhold, som krigen blev udkæmpet under.

Her tænkes ikke blot på skyttegravshelvedet - bombardementerne, de elendige dækningsrum, de ubeskrivelige sanitære forhold osv., men også på det psykiske pres som følge af uvisheden (hvornår slutter krigen?), savnet af familien, kammeraternes død osv.

Der er givetvis mange forskellige forhold, der sammen kan bidrage til en forklaring på, hvorfor langt de fleste soldater 'gjorde deres pligt' - og ikke deserterede. For de britiske frivilliges vedkommende har historikere netop peget på det forhold, at de havde meldt sig frivilligt. Mange af de unge mænd ville væk fra en fattig tilværelse uden fremtidsudsigter. Og andre meldte sig af patriotiske grunde.

I de værnepligtige hære i Tyskland og Frankrig har historikere peget mest på de sociale normer som den afgørende faktor: man gjorde sin pligt - man adlød autoriteterne. Der var egentlig ikke andet at gøre. Soldaten var et lille led i en stor og magtfuld organisation.

Efter de første kampe i efteråret 1914 og efter at skyttegravskrigen låste fronten fast, bredte der sig en vis apati blandt soldaterne. En fatalistisk holdning til skyttegravslivet og krigen blev almindelig. Skulle man blive ramt, så var der ikke noget at gøre ved det. Alligevel var mange - måske de fleste? - soldater i frontlinjen overbeviste om, at granaten med deres navn på ikke ville dukke op!

Læs beretninger om soldaternes holdning til krigen...