|
Udsnit af et panel med nogle få af de faldne og savnede soldater i Ypres offensiven. Soldat nr. 2 fra højre er tysk officer.
|
|
|
Tyne Cot
Tyne Cot kirkegården med mindesten og informationscenter har ca. 200.000 besøgende om året. Når man har været der, forstår man hvorfor. Alene størrelsen - den største britiske militære kirkegård - med de tusinder af grave og den buede søjlegang med de atter tusinder af navne på de savnede - sætter den besøgende i en særlig stemning. Man er fuld af beundring for den store indsats, der her er gjort for at rejse et værdigt minde over de faldne.
Informationscentrets paneler og tavler giver oplysninger om kirkegårdens arkitektur og om de forskellige faser af slaget om Passchendaele. |
|
At stille sig et sted i nærheden af det store kors for enden af 'midtergangen' og se ned mod indgangsporten som her på billedet giver en fornemmelse af at være til en parade. Gravstenene står som soldater på række og geled. Kirkegården begyndte med 350 grave i 1917, siden kom der flere til fra 8 andre kirkegårde i området. Der er nu 11.953 (individuelle) grave - heraf 8901 britiske, 1353 australske, 966 canadiske, 519 newzealandske. Af dem er de 8366 uidentificerede (bortset fra nationalitet).
Navnet 'Tyne Cot's oprindelse er uklar. Det var næppe de tyske bunkers lighed med arbejdernes boliger ved Tyneside-floden i Nordengland, der er forklaringen. Mere oplagt er den enkle forklaring, at de britiske officerer gav kendte geografiske navne til de bygninger, som fandtes langs fronten, for at gøre det lettere at bruge kortene. Flere af bygninger (eller rettere ruinerne) i nærheden fik navne fra kendte floder (Tyneside, Thames, Marne osv). Cot står for 'cottage' = hytte | |
 |
|
|
Gravsten med to forskellige nationaliteter. Til venstre menig G.Parker fra et (engelsk) Lancashire regiment. Regimentets våben er gengivet midt på korset. En roset med en krone og en løve. Til højre en gravsten for fem ukendte canadiske soldater. Ahornbladet - det canadiske symbol - se øverst på gravstenen. For neden - bag planterne - er indskriften: 'Known unto God' (kendt af Gud) - en indskrift for alle ukendte soldater, formuleret af Rudyard Kipling.
| |
Arkitektur og gravsten
Kirkegården blev officielt indviet og åbnet for offentligheden d.19.juni 1927. Arbejdet med mindemuren (se længere nede), med pavillioner, indgangsport, det store offerkors, den imponerende mindesten og opstillingen af individuelle gravsten i stedet for kors havde taget flere år.
Indvielsen blev noget overskygget af den samtidige indvielse af Meninporten i Ypres. Men set ud fra et arkitektonisk synsvinkel var resultatet ganske enestående. Grundplanen havde fået samme form som en katedrals. Den buede søjlegang med mindemuren repræsenterer 'katedralens' apsis.
Sektionen med offerkorset, mindestenen og gravsten vendt mod 'alteret' (=mindestenen) er 'katedralens' kor. De lange lige rækker af gravsten (billedet for oven) er 'katedralens' menighed. Midtergangen i kirkegården fik samme funktion som midtergangen i en katedral. Fra indgangen føres man frem mod centrum - korset og alteret.
Meninportens triumferende løve - eller lignenede sejrssymbol - kan man ikke finde ved mindemuren. Det ville ikke have været passende på dette sorgens sted. På det store kors er der placeret et sværd med bladet nedad som et symbol på et offer. Slaget er ovre, og der sørges over de døde. |
|
Mindestenen (Stone of Remembrance) står på mange britiske militære kirkegårde. Den bliver ofte forvekslet med et alter, men den er en sten sarkofag. Denne sten - en monolit - vejer 10 tons og skal give et indtryk af 'evighed'.
Den kendte arkitekt Lutyens, der har tegnet de fleste britiske kirkegårde og krigsmonumenter og hentede megen inspiration fra græsk kunst (se også billede længere nede), insisterede på denne meget dyre sten på alle kirkegårde, men måtte acceptere, at den kun blev opstillet på kirkegåde med mere end 400 grave.
Imperieforfatteren Rudyard Kipling, der selv mistede en søn på Vestfronten, valgte indskriften:
'Their Name Liveth for Evermore' - deres navne skal leve for altid - fra Det gamle testamente.
I baggrunden ses et udsnit af mindemuren. | | |
|
Der er lidt national romantik over denne portbygning. Inspirationen til den fik kirkegådens arkitekt Baker fra en tilsvarende port til mindesmærket i Winchester for de faldne, hvor taget har samme teltagtige form. Stenene til bygningen og muren rundt om kirkegården blev hentet far Nimes regionen (de hvide kalksten) og fra Normandiet (de grå og mørkeblå silex sten.)
Her blev der ikke sparet. I det hele taget var - som Rudyard Kipling sagde det - de militære kirkegårde i Belgien og Frankrig det største byggeri siden de ægyptiske faraoner! Men den britiske regering forsøgte dog flere gange at spare ved at sætte et loft over udgifterne. Dette førte til mere disciplin og - heldigvis - mere ensartethed blandt kirkegårdene. | |
Den græske arv - og den engelske
Mindemuren (boillede herunder) med tilhørende apsiser med de savnedes navne var klart inspirret af antik græsk stilart, som havde oplevet en renæssance i 1920'erne i Storbritannien. De runde gårde med peristyl bag mindemuren og pavillionerne får den besøgende til at tænke på oldgræske bygninger.
Men gårdene med søjlegange bringer også minder om middelalderlige engelske klostergårde for den britiske besøgende. Det siges, at arkitekten på hele anlægget, Herbert Baker, så Tyne Cot som en gammel engelsk kirkegård, der var så smuk, at kirkegårdens udseede gjorde det lettere at blive konfronteret med de døde.
Baker var, lidt i modsætning til sin 'konkurrent' Lutyens, der bl.a. stod bag monumentet i Thiepval for de savnede ved Somme, imod stor monumental arkitektur, der fejrede sejren. Det ville være hybris, ville de gamle grækere sige. Men det betød ikke, at der ikke blev ofret store summer på Tyne Cot og generelt på de britiske kirkegårde i Belgien og Frankrig. Gravstene var alle ægte natursten.
Arkitektur, der mindede om Storbritannien, ville fortælle de efterladte, der besøgte Tyne Cot - og de mange andre kirkegårde - at soldaten var kommet hjem.
|
|
Mindemuren for de savnede |
Udsnit af mindemuren med den ene pavillion. Muren er 230 m lang og opført i bueform. Bag muren er der 3 runde gårde med peristyl (indgangen til en af dem ses ved de tre søjler til venstre i billedet) med særlige mindetavler, bl.a. for New Zealands savnede.
Det var klart fra 1918, at de savnede skulle have 'et sted', hvor de kunne blive mindet - ligesom de identificerede faldne.
Menin-porten i Ypres havde plads til 60.000 navne - hvilket var helt utilstrækkeligt. Derfor lavede man det kompromis, at alle savnede fra før 16.august 1917 (+ australierne, der var kommet sent med) skulle have deres navne i Menin-porten. Senere savnede fik deres navne er på Tyne Cot mindemuren. | |
|
| tilbage til toppen af siden |
|
Litteratur:
Franky Bostyn (red.): Passchendaele 1917. The Story of the Fallen and Tyne Cot Cemetery (2007)
Major and Mrs Holt's Battlefield Guide to Ypres Salient and Passchendaele (2011)
Copyright Bo Jessen 2012-2014 |
