Forsiden/Eftertiden om Vestfronten-introduktion/Indsatsen forgæves      Eftertidens syn på Vestfronten Indsatsen var både meningsløs og forgæves?

En lille privat mindetavle. Menig A. King's søster hjemme i Australien har sat dette minde over sin bror på en øde landevej ved landsbyen Bullecourt sydøst for Arras i Nordfrankrig. Broderen deltog i den britiske offensiv i april-maj 1917 - en offensiv, der skulle aflaste den franske offensiv ved Le Chemin des Dames, men som gik helt skævt. Mindetavlen er sammen med flere andre private tavler placeret på foden af et større australsk monument med et kors, der blev rejst i 1989. I de populære guidebøger til slagmarkerne har de individuelle mindeplader fået en mere fremtrædende plads.

Soldaternes historie

Forsiden til en bog (udg. 2009) om krigen, baseret på tyske soldaterberetninger om livet i og uden for skyttegravene 1914-1918. Udgiveren har opdelt bogen i temaer: krigsudbruddet (hvordan soldaterne oplevede det), den første dag i krig, skyttegravene, fjenden, i kamp, orlov osv. og så tilføjet til hvert tema de relevante dele af de forskellige soldaterberetninger. En bog om krigen skrevet af dem, der var med i den.

Bogen (udg. 2008) her er også en samling af uddrag af soldaterberetninger. De er præsenteret kronologisk, begyndende i 1914, således at læseren får en skildring af krigens forløb set fra de meniges rækker. En lidt uoverskuelig - men dog interessant måde at præsentere krigen på.

Hvordan så eftertiden på krigen på Vestfronten?

Historikerne ser (og så) meget forskelligt på krigen på Vestfronten i de tre lande. I Storbritannien kan man i dag møde en ironisk distance til krigen – en distance, som man ikke forstår hverken i Frankrig eller Tyskland. I Frankrig spøger man ikke med Den Store Krig. Det var en smertelig sejr. Det var nationens overlevelse, der stod på spil. I Tyskland afholdt de kendte historikere i 1920’erne sig fra at skrive om krigen. Tyskland accepterede ikke, at man havde lidt et nederlag. Først efter 1960 meldte de tyske historikere sig på banen.

Vor tids opfattelse af 1.verdenskrig – og specielt Vestfronten – blev dannet omkring 50-året for krigens udbrud – altså under Den kolde Krig, hvor kriserne omkring Berlin 1960-62 og Cuba 1962 stadig var i frisk erindring. Man talte ganske vist om krigen på Vestfronten, men man tænkte på Den kolde Krig.

Kaprustningen før 1914 sås af mange som hovedårsagen til krigen, og mobiliseringen i august 1914, der uundgåeligt førte til krigen, blev sammenlignet med det tryk på knappen, som ligeså uundgåeligt skulle føre til en kernevåbenkrig.

Det blev almindeligt at citere erindringer, selvbiografier, digte, breve og dagbøger. De formulerede ord, ofte letforståelige, til de historiske begivenheder, der måske ellers ville være vanskelige at beskrive. Det er blevet hævdet, at det navnlig var BBC’s dokumentarserie, der med bl.a. præsentationer af krigsveteraners oplevelser, der satte en slags international standard for hvordan krigen skulle huskes. Oplevelserne blev en del af den pacifistiske genre, som går tilbage til slutningen af 1920’erne.

2. Verdenskrig havde så at sige ’drænet’ billedet af 1.Verdenskrig. Krigen blev af historikerne mere set som en europæisk krig. Fokus nu i 1960’erne var på afkolonisering, og historikerne skrev ikke længere om politikerne og generalerne, men om de andre aktører i denne store tragedie: arbejdere, soldater, pacifister, mytterister, intellektuelle, kvinder.

Diskussionen om krigens ’meningsløshed’

Krigen var på alle måder meningsløs, forgæves, tåbelig og unødvendig. Ordene her dækker over både krigen som helhed, krigens årsager og den måde, som krigen blev ført på. Og der tænkes der specielt på Vestfronten med de mange faldne.

Men selvom denne klare fordømmelse af krigen i dag synes at repræsentere den almindelige opfattelse af Vestfronten hos de fleste mennesker, som har kendskab til krigen, er det alligevel langtfra noget entydigt billede, der tegner sig af 1914-1918..

Hvordan besvarer man spørgsmålet om hvorvidt 9-11 mio soldater faldt forgæves? Hvad er målestokken? Hvilke omkostninger skal sammenlignes med hvilken gevinst? Måske er det blevet lettere nu at ’dømme’ krigen ude, da den ’personlige’ kontakt med krigen er væk, idet de sidste veteraner er afgået ved døden. 

Spørgsmålet om krigens ’nytte’ eller krigens ’retfærdighed’ er i virkeligheden mere et filosofisk end et historisk spørgsmål. Det er nok uklart for de fleste i dag, hvorfor man gik i krig i 1914. Sammenlignet med 2.verdenskrig – den heroiske krig i Storbritannien - synes ’Den Store krig’ mindre ’læselig’ – ingen helte, men mange skurke.

Men folk dengang – både politikerne og den almindelige befolkning – troede, at de kæmpede for noget. Krigen startede ikke ved tilfældigheder, på grund af krigsplaner, hemmeligt diplomati eller kapitalistiske sammensværgelser, men fordi beslutningstagerne mente, at de havde reelle motiver: tyskerne frygtede den russiske overmagt, franskmændene frygtede den tyske overmagt og briterne frygtede, at tyskerne kunne vinde krigen, hvis de ikke greb ind.

For tyskerne var krigen på Vestfronten et forsvar mod de allieredes indkredsning  -  for de allierede var det en kamp mod den tyske militarisme. ’Nationen’ (Frankrig, Storbritannien, Tyskland!) måtte forsvare sig, og efterhånden som tabene steg, stod det klart, at nationen kunne ikke give op. Tabene måtte ikke være forgæves. Hvilket blev accepteret i befolkningerne!  Derfor ingen forhandlingsfred.

En kendt og populær britisk historiker har hævdet, at Storbritannien burde have undladt at gribe ind i krigen i august 1914. Selvom det havde betydet, at Tyskland havde besejret Frankrig, ville følgerne for Europa ikke have været så ’slemme’. Tyskland ville ikke have oplevet den ydmygende fredsaftale 1919, og der var ikke opstået nogen nazisme. Europa i dag ville (omtrent) have set ud som det nuværende EU under tysk ledelse. Og Storbritannien ville ikke have lidt de frygtelige tab, og Frankrig og Tyskland ville måske have haft færre tab.

Det er vanskeligt at tage dette synspunkt helt alvorligt. For det første er det behæftet med så mange usikkerhedsmomenter – og for det andet afslører det en manglende forståelse af den tyske politik i Europa fra 1914. Historikeren er da heller ikke sluppet godt fra debatten, som har givet andre historikere lejlighed til at understrege, at de allierede faktisk kæmpede for en sag, og at krigen vanskeligt kunne føres på anden måde.

Der var ikke noget alternativ til opslidningskrigen på Vestfronten.
Det er blevet sagt, at Den Store krig var en krig, som mentalt var influeret af d.19.årh’s ånd, men som hurtigt benyttede d.20.årh’s teknologi. Politikere, de militære ledelser og soldaterne var for første gang ikke herre over deres egen teknologi, men afhængig af det nye, som den industrielle udvikling havde skabt.