Jean-Baptiste Estienne

(1860-1936)

-general for ´l'artillerie speciale'

(dvs. kampvogne)

Et nationalt monument for kampvogne

 

D.2.juli 1922 mødtes de tre franske generaler Foch, Mangin og Estienne på en gård ved vejkrydset Berry-au-Bac nordvest for Reims for at indvie et vigtigt monument på det sted, hvor de første franske kampvogne blev sat ind i offensiven ved le Chemin des Dames. 

 

Initiativtageren bag den franske kampvogn, general Estienne, og senere chef for  kampvognsstyrkerne (eller 'l'artillerie speciale') ville med dette monument for de faldne vise den indsats, som styrkerne havde bidraget med i krigen - og skabe et mindesmærke for dette nye våben. Efter sin død i 1936 fik også han selv en mindetavle på stedet.

 

Desværre er her ikke en model af de første franske kampvogne, kun nogle sparsomme informationstavler, men det flade landskab omkring monumentet giver et ganske godt indtryk af det sted, hvor kampvognene blev sat ind første gang.

Schneider CA1 kampvogn

 

Udviklingen af modellen startede i maj 1915. Kampene på vestfronen havde vist et stort behov for en vogn, der kunne bryde ignnem fjendens pigtråd og forcere skyttegravene bagved. General Estienne havde presset på for at få en produktion igang så hurtigt som muligt, og i efteråret 1916 kunne de første kampvognsenheder dannes.

Modellen (der blev produceret 400) her blev ikke nogen stor succes. Som tidligere nævnt var den allerede forældet ved indsatsen, bl.a. fordi der kun var én kanon på en side, og fordi vognenes metalplader ydede ringe beskyttelse mod fjendens ild.

Besætningen var på  6 mand. Motoren var kun på 70 hk, hastigheden max 6 km i timen, og besætningen sad i et rent støjhelvede.

Schneider CA1 - her på kampvognsmuseet i Saumur. (Billede fra Wikipedia). Den afgørende svaghed - kanonens placering - bemærkes straks. Først med monteringen af kanonen på et drejeligt tårn - se Renault FT herunder - skete der en afgørende forbedring af kampvognens muligheder som kørende artilleri.

Louis Bossut kampvognschef - og helt!

Ifølge den officielle beretning d.18.april fandt Bossut, 'den frygtløse kavallerist, heltedøden i spidsen for sine vogne i et heroisk ridt'. Måske var det ikke så heldigt for kampvognenes fremtid at blive associeret med kavalleriet?

Karakteristisk for den ånd, der herskede, er mindet om Bossut her på monumentet markeret med et slags våbenskjold med ridderhjelm og antikke kanoner.

Berry-au-Bac 16.april 1917

Kl.6.30 om morgenen satter 121 Schneider kampvogne i 2 grupper igang med kurs mod fjendens linjer. Kampvognene sås tydeligt i det forholdsvis flade og åbne land, og de blev efterhånden forholdsvis lette mål for fjendens artilleri. De ledsagende infanterister så til deres forfærdelse, hvordan flere vogne i løbet af de næste timer gik op i flammer - uden mulighed for deres mandskab til at slippe levende ud.

  

Også kampvognen med Louis Bossut, chefen for styrken, blev ramt (omkring kl.11), og styrken var nu uden fælles ledelse. Men på trods af tyskernes massive bombardement fortsatte dele af styrken forbi de to første tyske linjer og frem mod den tredje linje, men måtte trække sig tilbage, da infanteristerne ikke nåede med frem. 

 

Iflg. planen skulle den krybende spærreild fra artilleriet bag frontlinjen beskytte infanteristerne frem mod de tyske linjer, hvorefter kampvognene skulle tage over. Dette lykkedes så nogle steder med forfærdelige tab for infanteristerne (op mod 50% faldne og sårede). Kampvognene klarede sig 'bedre' med et tab på 80 (og 181 i mandskab - faldne og sårde - ud af 720). 

 

Udover den dårlige planlægning af samabejdet mellem kampvogne og infanteriet (der var faktisk ikke rigtig noget!), var den væsentlige årsag til fiaskoen det manglende overraskelsesmoment. Tyskerne havde kendt til de franske planer for le Chemin des Dames offensiven, herunder indsættelsen af kampvogne. De tyske soldater frygtede ikke kampvogne og var blevet trænet i bekæmpelsen af dem.

 

General Estienne vurderede efter slaget den franske kampvognsindsats ganske positivt - til trods for at angrebet var mislykkedes. De overlevende kampvognsbesætninger så heller ikke negativt på indsatsen, men viste en vis stolthed. Og deres tab var forholdsvis mindre end infanteriets!

Kampvognens rolle på slagmarken?

25.august 1914 udtalte daværende artillerioberst Estienne, at 'Sejren tilhører dem, som er de første til at realisere et pansret køretøj, som bevæbnet med en kanon kan komme frem i alt terræn'.

I december 1915 lykkedes det ham omsider at overtale general Joffre til at godkende udviklingen af en kampvogn. Den var vejen ud af skyttegravskrigen, blev det hævdet. Det viste sig nu ikke at være helt rigtigt, men grunden hertil var ikke kampvognsideen som sådan - det kørende artilleri - men at vognkonstruktionen endu ikke var god nok - og at de ledende generaler ikke ønskede at give kampvognen en selvstændig rolle.

Estienne agiterede for et særligt kampvognskorps, men måtte bøje sig for general Nivelles krav om at lade kampvognsgrupperne optræde som 'hjælpere' for infanteriet ved offensiven i april 1917.

Artillerioberst Estiennes udtalelse (spalten til venstre) blev fremsat ved krigens start - på et tidspunkt hvor kun få havde forudset artilleriets betydning for krigens udfald.

Udsigt mod nord

Napoleonstatuen ved Craonne. Her stod Napoleon i 1814 og iagttog den preussiske hær, der kom fra nord. Det var et af hans sidste slag - og sidste sejre - inden Waterloo i 1815. I 1914 og så igen i 1940 var tyskerne igen på vej hertil!

Kampvognenes rolle i april-maj 1917 - og i juni 1940

Debatten om kampvognenes rolle fortsatte efter 1918. Tilhængerne af at lade kampvogne assistere infanterienheder kunne henvise til franskmændenes erfaringer ved Berry-au-Bac og Laffaux, hvor infanterister havde haft stor hjælp af kampvognenes beskyttelse mod maskingeværer - og til briternes tilsvarende erfaringer d.8.august 1918, den tyske hærs 'sorte' dag.

Omvendt kunne tilhængere af at lade kampvognene operere som selvstændige spydspidser henvise til slaget ved Cambrai nov. 1917, hvor over 400 britiske kampvogne uden forberende artilleriild overraskende gennembrød alle tre tyske forsvarslinjer på få timer.

I maj-juni 1940 havde den franske hær sine kampvogne (flere end tyskernes!) spredt ud på fronterne. Tyskerne havde samlet deres i selvstændige grupper, som brød igennem de franske linjer. Resultatet af krigen juni 19140 kender alle!

 

Som en fransk historiker har skrevet, gav katastrofen d.16.april 1917 plads til en endnu større katastrofe i juni 1940. Dog skal det for en sikkerheds skyld tilføjes, at det var nederlaget på hele le Chemin des Dames-fronten - og ikke kun kampvognenes - og det efterfølgende mytteri blandt mange franske enheder, der kom til at præge den franske efterkrigstid med de meget defaitistiske holdninger i den politiske og militære elite, der var forudsætningen for katastrofen i juni 1940.

Fremtidens model

Den franske hærledelse var i tvivl. Få store tunge kampvogne eller mange lette mobile  kampvogne? I november 1916 lykkedes det Estienne at overtale den øverstkommanderende til at gå ind for det sidste, men det varede længe, førend produktionen af Renault FT, som den lette model kom til at hedde, kom igang for alvor. Dels var planerne for en ny tung kampvogn ikke taget af bordet, og dels havde FT produktionen store tekniske problemer. Ved slutningen af 1917 var der kun produceret 84. I 1918 kom produktionen op på 2600.

De første Renault FT var i kamp d.31.maj 1918 - med stor succes. Også amerikanerne, der ikke selv havde tungt materiel, brugte Renault i anden halvdel af 1918. Chefen for den første 'US Light Tank Brigade' var George S. Patton, der under 2.verdenskrig blev USA's mest berømte 'pansergeneral'.

Renault FT-model. Udstillet på museet i Albert, Nordfrankrig. Bemærk det drejelige tårn, her med et tungt maskingevær. Andre modeller havde en mindre kanon installeret. Udover det drejelige tårn var det nyt, at motoren var anbragt bagest og mandskabet forrest. Renault FT var en såkaldt 'let' kampvogn, en del mindre end de andre franske (for ikke at tale om de britiske Mark-modeller), men producenten Renault mente ikke, at de benzinmotorer, som man havde på det tidspunkt, var stærke nok til en kampvogn på mere end 6 ton, hvis den skulle være i stand til at bevæge sig rimeligt hurtigt.

   

Kampvognene ved Berry-au-Bac

16.april 1917

Monumentet for de faldne i kampvognsgrupperne 1917-1918 ved Berry-au-Bac nordvest for Reims. I baggrunden muren med navnene under overskriften 'Aux Morts des Chars d'Assault'. I midten 'våbenskjoldet' og nedenunder kommandør Bossut's navn. Bossut var en af de første faldne d.16.april 1917 få km nord for monumentet her. Manden bag kampvognsprogrammet og oprettelsen af grupperne, general Estienne, har fået sit mindesmærke forrest i billedet (se også herunder tv).

Litteratur:

Denis Defente (red.): Le Chemin des Dames 1914-1918 (2006)

Nicolas Offenstadt (red.): Le Chemin des Dames. De l'événement à la mémoire (2012)

Wikipedia: artikel om Renault FT.

Copyright Bo Jessen 2012-17

 

a