I stålstormen

Soldaternes beretninger

Udsigt over landskabet fra den tyske militære kirkegård ved Rancourt. Rancourt lå i den østlige ende af Sommefronten, hvor Ernst Jünger var stationeret i flere omgange. Landskabet ved Sommefronten lignede landskabet ved Arras: store åbne landbrugsarealer, kun mindre skove, og højdedragene - eller bakkerne om man vil - ikke over 100 m høje.

Hulvej øst for Fresnoy.

Måske har Jünger været forbi her på en af sine cykelture. Billedet th er taget få dage efter den tyske generobring. af Fresnoy d.7.maj.  På vejen ses flere faldne tyske soldater.

Kilde: Fransk blog om 1.Verdenskrig

  

Ernst Jünger

Billede fra Wikipedia.

(1895-1998) Tysk officer, filosof og forfatter. 

Ernst Jünger stammede fra en middelklassefamilie i Heidelberg. I 1.Verdenskrig gjorde han tjeneste som løjtnant og kompagnichef, men havde et ret så omtumlet soldaterliv på Vestfronten. Han var med en flere af de store slag, blev såret 7 gange, fik Jernkorset af 1.grad samt den højeste tyske  dekoration, Pour le Mérite.

Jüngers krigserindringer, 'I stålstormen', udkom i 1920, men vakte til at begynde med ikke større opmærksomhed. Senere skulle det gå anderledes.

I 1920'erne vendte Jünger sig imod Weimarrepublikken med dens 'tåbelige' demokrati. Han skrev for den højreorienterede nationalistiske presse og udgav flere bøger, hvor han inspireret af bla.a. filosoffen Frierich Nietsche, understregede behovet for en anarkistisk og samtidig en national konservativ fornyelse. 

Jüngers tanker lå nok ikke så langt fra nazismen, men han nægtede at deltage i dennes styre. Under 2.Verdenskrig fungerede han som administrativ officer. Han kendte til de konservative officerers sammensværgelse mod Hitler, men blev ikke ramt af den nazistiske gengældelse.

Efter krigen blev han lagt på is af de allierede og det nye vesttyske styre .

Han fortsatte med at udgive dagsbogsoptegnelser, romaner og essay og efterhånden blev han om ikke fuldt accepteret så dog anerkendt som filosof og forfatter. I 1984 deltog han i den fransk-tyske forsoningshøjetidelighed ved Verdun. 

I sin bog så Jünger krigen fra skyttegraven. Han skildrede soldatens hårde liv som en udfording, som en mystisk oplevelse, hvor krigens moderne teknik (maskingeværet! granater! = stålstormen) sætter de menneskelige sanser på den yderste prøve. Krigen blev glorificeret, fordi den løftede soldatens liv op over den almindelig borgerlige 'blødsødenhed'.

Hvordan Ernst Jünger oplevede det britiske bombardement af Fresnoy i april 1917 

(I efteråret 1916 fungerede Jünger som en slags opklaringssofficer for regimentet. Hans opgave var i samarbejde med andre efterretningsofficerer at aflægge besøg ved de forskellige frontstillinger og rapportere tilbage til divisionshovedkvarteret. Under en opklaring ved frontlinjen ved Rancourt blev han ramt af skud i begge ben, men det lykkedes ham at nå frem til en forbindsstation.

I slutningen af november kunne han forlade felthospitalet og tage tilbage til regimentet. Han havde været dybt deprimeret over ikke at kunne deltage i kampene. Han omtalte ikke hospitalsophold i sin bog – men 50 år senere beskrev han, hvorledes der efterhånden for hans årgang var opstået en temmelig regelmæssig turnus: front, sår, hospital, orlov, garnison – og tilbage til fronten.

I januar blev Jünger beordret på et kursus for kompagnichefer. I feb 1917 var hans regiment forlagt til Somme-området. I marts fulgte så tilbagetrækningen til Siegfriedlinjen. Jünger kom igen på orlov – men var atter tilbage til sit regiment d.8.april. Igen fik han specialopgave: overvåge de britiske stillinger ved Vimy fra en observationspost i landsbyen Fresnoy.)

Sammendrag af kapitlet om byen Fresnoy i i Ernst Jüngers bog 'I stålstormen', der udkom i 1920

Jünger fortæller, at han og nogle mænd fandt hus, hvorfra han kunne iagttage de britiske stillinger fra et hul ti taget. Kælderen kom til at fungere som opholdsrum (her fandt de ogå en sæk kartofler! Så middagen de følgende dage stod på forskellige kartoffelretter)

D.14.april fik Jünger ordre til at indrette en 'Meldepost' – et slags kommunikationscenter i et af landsbyens huse. Her han fik rådighed over ordonnanser, cykler, telefon, lyssignal, brevduer, telegraf mv. Om aftenen d.14.april vendte han tilbage til sin kælder for at sove. Han syntes, at han om natten hørte nogle drøn og folk, der skreg, men han sov videre.

Om morgenen blev han vækket og kunne nu se, at husets tag havde fået en fuldtræffer og havde ødelagt alle værelser. Hvis granaten på sin bane var eksploderet en kort øjeblik senere (dvs i kælderen), kunne man have 'skrabet os sammen med en ske og begravet os i kogekaret'. På vej over til en nye kælder undgik Jünger og hans folk med nød og næppe at blive begravet i nedstyrtende mure fra et kirketårn, som pionertjenesten sprængte i luften for ikke at give fjendens artilleri et pejlemærke.

Jünger fortæller videre, at han ret ofte gjorde forskellige 'udflugter' til andre kompagnier i den tyske stilling mellem Arleux og Fresnoy – til trods for de hyppige granatnedslag i området fra det britiske artilleri.  Der var nemlig ikke ret meget at lave på meldestationen. Iflg. Jünger afsendte han kun en melding i løbet af de tre uger, som han tilbragte der. Han mente, at stationen var et udtryk for en unødvendig centralisering!

En aften, da han på cykel var på vej 'hjem', stoppede han ved en bakke uden for byen for at afvente en pause i beskydningen af byen. Tre sekunder efter hvert nedslag hørte han drønet fra eksplosionen og så den velkendte rødbrune sky stige til vejrs. Derfter faldt der hundredevis af stumper forskellige materialer ned på den tørre jord og store støvskyer steg til vejrs.

Briterne beskød nu byen med alle typer af kanoner. Fra sin observationspost på taget af huset med meldestationen betragtede Jünger dette 'skuespil' med en vis fascination. Det var ligefrem spændende at se, hvordan enkelte afdelinger og ordonnanser forsøgte at komme igennem gaderne i denne bomberegn. Man glemte i den situation let sin egen sikkerhed!

Den britiske artilleriild blev kraftigere for hver dag, og Jünger var ikke i tvivl om, at et angreb var forestående. D.27.april blev hans hus ramt, men kælderen, hvor han opholdt sig, holdt stand. Andre personer i et hus nærved, hvor nogle af cykelordonanserne og telefonister opholdt sig, var ikke så heldige. (fortsættes efter billedet)              

Tre blev dræbt, da de var på vej væk fra husets kælder og ind i en tunnel. Jünger, der var med til at bjerge ligene ud, beskriver hvordan mændene var blevet lemlæstet af granaten. Han slutter af med at fortælle sine læsere, hvordan det fine gule teglstensstøv havde lagt sig på de dødes ansigter og givet dem samme stive udseende som voksmasker.

Tilbage i sin bolig drak Jünger en Cherrybrandy for 'at genvinde balancen'. Senere søgte han og andre tyskere tilflugt i tunnellerne. Kældrene var ikke længere sikre. Kl. 5.14. på morgenen forstærkedes artilleriilden yderligere. Jüngers tunnel rystede som et skib i stormvejr. Man kunne høre bragene fra huse, der styrtede sammen. Kl.8 kom en ordonans med meddelelse om, at briterne havde erobret Arleux.

Kælderen over trappen ned til tunnellen var nu helt ødelagt. Tunnellen var ikke længer sikker, og Jünger fik tilladelse fra divisionens efterretningsafdeling – ja, telefonen virkede endnu! - til at trække sig tilbage med sine folk til den nærliggende sygeafdeling i en betonbunker. Men nogle af mændene ville ikke forlade tunnellen, og mens Jünger forsøgte at overtale dem til at komme med, styrtede tunnelindgangen sammen, ramt af en granat. Men de slap ud i det fri gennem et hul i muren og nåede frem til bunkeren med sygeafdelingen. De kunne på vejen se, at briterne havde lagt en spærreild i udkanten af byen for at holde tyske reservetropper væk fra byen.

Jünger giver følgende malende beskrivelse af bombardementet af Fresnoy: 'I Fresnoy afløste den ene kaskade af jord den anden, høje som kirketårne, og som hvert sekund syntes at ville overtrumfe den forrige. Som om det var troldom opslugtes den ene hus efter det andet af jorden. Mure faldt, gavle styrtede sammen og nøgne tagbjælker kastedes gennem luften og rev taget af huse i nærheden. Over en hvidlignende dis af damp dansede skyer af splintrede elementer. Øjne og ører var som forheksede af den hvirvlende tilintetgørelse.'

D.30.april blev regimentet og dermed Jünger og hans folk afløst. Han var glad for at slippe væk. På vejen til opsamlingspladsen i Beaumont 'nød øjet atter jordens skønhed', og 'lungerne berusedes af den milde forårsluft'.

(Ifølge Jünger havde hans enhed, regimentet, kun mindre tab. Humøret var derfor højt og der blev drukket tæt i indkvarteringen i byen Douai. D 5.maj indtog canadierne Fresnoy, men to dage efter satte tyskerne et voldsomt modangreb ind og generobrede byen. Fronten stabiliseredes vest for byen.)

Fresnoy på Vestfronten

april 1917

De allieredes pres mod de tyske linjer forstærkedes efter den canadiske erobring af Vimy-højdedraget. Men tyskerne holdt fast, og i slutningen af april måned var briterne og canadierne - og franskmændene længere mod syd - kun nået få kilometer frem  - og med enorme tab! Briterne forsatte offensiven i maj måned, men måtte på fronten ved Jüngers regiment nøjes med erobringen af Arleux.

Men også tyskerne havde store tab. Jüngers regiment havde 150 faldne og 350 tilfangetagne ved Fresnoy i april. Hvor stort regimentet var på dette tidspunkt vides ikke, men det har været langt fra fuld styrke (ca. 2.800 mand). Alligevel koncentrede Jünger i sin bog sig om det britiske bombardement.

Det samme gælder i endnu højere grad hans dagbøger (som bogen hviler på), hvor han gør meget ud af virkninger af bombardementet. I et brev til en general, hvis nevø var blevet dræbt, da hans kælder blev ramt, undgår Jünger at give den 'realistiske' skildring af virkningerne af  granateksplosionen, som han har givet i sin dagbog.

Litteratur:

Fabiansson, Nils: Das Begleitbuch zu Ernst Jünger in Stahlgewittern (2010)

Jünger, Ernst: I stålstormen (sv.udg. 2008)

 

Copyright Bo Jessen 2012-2017