Drejeligt tårn med 7,5 cm kanon. Efter afgivelse af skud kunne tårnet sænkes således at kanonen blev beskyttet af metalskjoldet. Se billede med tekst nederst på siden.

Et mindre, drejelige tårn til maskingeværer på fortets tag.

Alle kanoner var endnu ikke installeret ved krigens start.

Herunder Fort Douaumonts beliggenhed i forhold til Verdun og de andre forter (røde femkanter og cirkler). De sorte linjer er fronten.

Om gundplanen:

Grundplanen her er kun en 'skitse', der skal give et indtryk af fortets konstruktion. Linjerne i hovedbygningen er ikke korrekt gengivet, da der var flere 'udbygninger', bl.a. til ammunitionsdepoter mod nord. Skanserne - både de ydre og de indre, der var bygget op med jord, holdt fast med metalnet og med kvader sten indadtil, samt maskingeværstillingerne på hjørnerne, der også skulle sikre det indre område mod fjender - er her kun skitseret her med lige linjer. Voldgravene var uden vand. Kanontårnet - med to 7,5 cm kanoner - mod vest var placeret i en særskilt bunker.

Voldgraven (vestsiden). For enden ses bunker til maskingeværer.

Den midterste del af fortets hovedbygning set fra sydvest. Indgangen i dag til fortet ses til højre ved skiltet. Bemærk flagene på toppen af fortet: det tyske, det franske og EU-flaget.

Tæt på får man et ganske godt indtryk af det bombardement, som fortet har været udsat for. Skaderne her er fra den franske beskydning, efter at  tyskerne havde erobret fortet. Murene  blev gennembrudt flere steder. Men det er vanskeligt at vurdere, om fortet opfyldte sin funktion i enten i fransk eller i tysk besiddelse. For det meste fungerede det som udkigspost og som beskyttelsesrum for soldater på vej til og fra fronten.

Det  var i øvrigt først, da fortet kom under fransk beskydning, at taget blev gennembrudt. Det meste af den tyske stab, der befandt sig under taget, omkom.

Den største skade led fortet ved en eksplosion i et granatdepot i maj 1916 under den tyske besættelse. (Se neden for)

Som det ses af billedet er der foretaget en del 'reparationer' i form af tildækning af huller og vinduesarealer. (Sydsiden vendte i fransk besiddelse bort fra fjenden).

Fort Douaumont

Fortets konstruktion

 

Konstruktionen af fortet begyndte i 1885. Det stod først færdigt i 1913, da udviklingen af nye sprængstoffer og nye kanontyper efter 1900 gjorde det nødvendigt at forstærke mure og tag. Mod vest blev betonmuren 2,5 m tyk, mod øst 1,5 m. Hovedbygningen består af to etager, med et tag på 2,5 m tykt beton, forstærket med ståldragere. Murene hviler på en 'sandpude' på 1 m, lagt ind i mellem sten og beton. Fortet ligger på det højeste sted i området, en 388 m høj bakke.

Fortet var en del af en samlet plan for forsvaret af den franske østgrænse efter den fransk-tyske krig 1870-71, hvor Frankrig måtte afstå provinserne Alsace (Elsass) og Lorraine (Lothringen). Den nye grænse til Tyskland kom til at ligge tæt på den gamle befæstnings by Verdun, og det forekom oplagt at lade denne by indgå i de nye forsvarsanlæg. Højdedragene nord for Verdun var særdeles velegnede til befæstninger. Fort Douaumont blev en hjørnesten i det nye anlæg, som kom til at omfatte flere forter, skanser og bunkers i en ring omkring byen. 

   

Da krigen brød ud, havde fortet en besætning på 6 officerer og 417 mand. Fortet havde som bevæbning en 7,5 cm kanon (haubits) i et drejeligt kanontårn i midten, mod øst et andet drejeligt tårn med en 15,5 cm kanon (også en haubits), 2 andre 7,5 cm kanoner, flere maskingeværtårne, som bl.a. kunne 'dække' området mellem hovedbygningen og voldgravene, samt tårne til udkiksposter. Derudover var der ammunitionsdepoter, mandskabsrum, felthospital, depoter, vandtanke og underjordiske gange, der forbandt de forskellige rum og poster.

Omkring fortet blev der anlagt voldgrave med indbyggede bunkers og mandskabsrum. (se plan herunder). Fortets besætning var 900 mand.

Fortet syntes uindtageligt, indtil den franske hærledelse så virkninger af det tyske bombardement med 42 cm haubitser af de belgiske forter ved Liege i august 1914, og som en konsekvens heraf nedprioriterede fortet (og de øvrige omkring Verdun) m.h.t. mandskab og ressourcer i øvrigt. Det viste sig senere at være en noget uklog beslutning.

Udsigt fra fortets tag mod nordøst. Bemærk de åbne landskab bag træerne. Men der var ingen franske udkigsposter d.25. februar. 1916.

Den 'rigtige' indgang mod syd. men tyskerne var kommet ind af en sidedør i hovedbygningen!

Fortets fald

Fra krigens start forsøgte tyskerne at uskadeliggøre fortets kanoner med en beskydning med deres egne 42 og 38 cm haubitser. Det lykkedes kun i mindre omfang - skaderne kunne hurtigt repareres af de franske teknikere - og da den tyske offensiv begyndte i februar 1916, fungerede fortets artilleri endnu.

D.25.februar trængte tyske pionerer og infanterister uantastet ind i fortet og spærrede den franske besætning inde. Denne var kun på 60 mand - hovedsagelig artillerister - da den franske overkommando i august 1915 havde overført en del af mandskabet - og kanoner (fra vesttårnet og fra reserven) - til andre sektorer på Vestfronten. Maskingeværbunkerne i skanserne og observationsposterne mellem skanserne og hovedbygningen var ubemandede! De få tyske soldater (færre end 100), der var med i angrebet, kunne uset af forsvarerne trænge ind i hovedbygningen.

 

Allerede dagen efter forsøgte franskmændene forgæves at generobre fortet, og de følgende dage blev fortet udsat for en voldsom fransk artilleriild. Men fortet blev først tilbageerobret i oktober 1916. Ironisk nok var et hold franske ingeniører i februar netop ved at afslutte forberedelserne til at ødelægge kanontårnene og andre vigtige dele af fortet, da fortet faldt i tyskernes hænder! 

   

Bombekratere og rester af observationstårne og maskingeværstillinger på toppen af fortet. Fortet blev ramt af mere end 120.000 granater i perioden august 1914 - november 1917. 2000 af disse havde en kaliber på over 27 cm. Men det lykkedes ikke, selv ikke med det tungeste skyts, hverken for tyskerne eller franskmændene selv, da det blev deres tur efter d.25.feb., for alvor at beskadige fortet, endsige 'slå hul igennem', hvor det betød noget, dvs. i de centrale kanontårne, kasematter eller i ammunitionslagrene.

Udsigt fra toppen af fortet mod vest. I 1914 lå fortet frit - uden træer eller anden beplantning - på bakketoppen og kunne kontrollerer de fleste bevægelser på nærliggende bakketoppe og i kløfter. Til venstre i billedet ses en del af den ydre skanse med voldgraven. Denne og skansernes skråninger blev ryddet for træer og buske i 2008 og giver nu den besøgende et bedre indtryk af fortets konstruktion.

Eksplosionen

d.8.maj 1916:

Natten mellem d.7. og d.8.maj var fortet fuld af tyske soldater. Mange sårede havde søgt tilflugt der, og en bataljon fra et bayersk regiment var ved at rykke ud efter et hvil natten over, mens et andet bayersk afdeling var ved at rykke ind. Kl. 4.45 høres knald - som fra et maskingevær og kort efter lød der en kragtig eksplosion. Alt lys i gange og rum forsvandt. En uudholdelig varme bredte sig, og ilten syntes at forsvinde. Der udbrød panik, flere hundrede mænd, som ikke kendte fortet, løb rundt,  ude af stand til at finde udgangen. Mange trampedes i hjel. Andre blev vanvittige og sloges indbyrdes. Først fire timer senere lykkedes det officerer at sørge for lys og skabe nogenlunde ro og orden. Der gik to dage med at finde og samle de døde sammen. Først begravedes de uden for i den vestlige voldgrav, men da der blev stadig flere, lagde man dem i to kasematter, som bagefter blev muret til - og de ligger der endnu - se billede herunder. Over 650 soldater var omkommet. Undersøgelser efter katastrofen viste, at der var gået ild i nogle flammekastere, der blev opbevaret ved sydindgangen. Det var udsivende brændstof, der var blevet antændt - men hvordan?. Det antændte brændstof havde sværtet de soldater, der fandtes ved indgangen, i ansiget.

Fortet i tysk besiddelse

Kanonerne på fortet var stadig aktive, da tyskerne trængte ind. Den tyske artilleriil havde indtil da ikke udrettet større skade på fortet, bortset fra ødelæggelse af en del af skanserne, mandskabsrummene i skanserne og den underjordiske passage. Men eftersom det nu var franskmændene, der beskød fortet 'fra den forkerte side', dvs. fra vest og syd, havde granaterne lettere ved at ramme og slå hul på murene i hovedbygningen. Men alligevel mislykkedes det franske artilleri- og efterfølgende infanteriangreb d.22.maj, selvom det faktisk lykkede at nå ind i en del af fortet. 

Tyskerne havde opstillet flere morterer på fortet for at udnytte fortets høje position i forhold til frontlinjen, men de fik aldrig det helt store udbytte af erobringen. Fortet havde mest værdi for dem som observationspost og som beskyttelsesrum for soldater, som lå i reservestilling. Der var frit udsyn over de fleste af højdedragene - og skovene var jo stort set slået ned af artilleriild. Derfor måtte franskmændene erobre det tilbage.

Først d.24.oktober lykkedes det med store tab for franske styrker at generobre fortet. En rapport om fortets tilstand efter den franske generobring viste, at fortets bygninger og kanoner havde klaret sig forbløffende godt indtil da! Der var et hul i den 2,5 m tykke vestmur, nogle stykker i den lidt tyndere østmur. 13 af de i alt 18 kasematter var stadig i brug. Det samme galt alle kælderrummene. Et maskingeværtårn var ødelagt, og det østlige kanontårn beskadiget. Men 7,5 og 15,5 haubitserne havde modstået alle typer granater. Ud over ødelæggel- serne i skanserne var voldgraven væk.

Tyskernes største problem under deres besættelse havde været eksplosionen i et granatlager (se spalten tv og billede herunder) med efterfølgende ødelæggelse af vandcisterne og vandrør (vand måtte bæres ind på fortet) - og manglen på frisk luft.

Af tværsnittet tv.  ses det tydeligt, hvor stærk panseret (den mørkebrune farve) omkring haubitserne (metalplader og beton) og over kasematterne og gangene (granit, beton, musten) cvar.

De yderste skanser skrånede jævnt ned mod kanten af den bakketop, som fortet var placeret på.

Bemærk i hvor høj grad det var lykkedes at bygge fortet 'ned i jorden'. Det var sammen med Fort Vachereauville det  'stærkeste'  i Europa i 1914.

Besøgende har kun adgang til enkelte gange og rum i hovedbygningen - men nok til at få et indtryk af bygningens styrke. Fortet var oprindeligt konstrueret delvis med mursten, men den teknologisk udvikling inden for artilleriet - større granater med større gennemslagskraft - krævede noget mere solidt i form af en speciel beton til facader, hvælvinger og skillevægge indedørs. Her er det gange i hovedbygningens underetage, hvor væggene er bygget op med solide sten.

Da de flygtede fra røgen længere ind i bygningen, blev de af vagtposter forvekslet med franske kolonisoldater. Der blev skudt og enkelte projektiler ramte tændsatsen på 15,5 granat. Den efterfølgende eksplosion dræbte folk i nærliggende 6 kasematter. Et lager med håndgranater eksploderede, lofter styrtede sammen og 7,5 cm kanonens tårn beskadigedes. Vandbeholdningen tømtes, og nyreparerede vandledninger blev ødelagt.

Th:

Mindekapel for de tyske soldater, der ligger bag muren for enden af  kasematten.

Kanontårnet til 15,5 cm haubits med kort kanonrør under en kuppel på taget. Når kanonen havde affyret et skud 'sank' tårnet ned, således at kanonen blev beskyttet af 'låget' på taget. Dette blev gjort med håndkraft ved et system af tandhjul, kabler og vægte. Der skulle tre mand til at 'hejse' kanonen op 60 cm - det tog to minutter - når den skulle skyde. Når den skulle sænkes, slap man bremsen, og kanonens vægt pressede den ned igen. Hver granat vejede 43 kg og kunne nå 7,2 km væk. Teknisk set kunne kanonen skyde uafbrudt, men ventilationssystemt kunne ikke fjerne røgen så hurtigt, at besætnïngen kunne undgå at blive kvalt.

Litteratur:

Kurt Fischer: Berichte aus dem Fort Douaumont (2004)

Jean-Luc Kaluzko: Le fort de Douaumont (2010)

Fort Douaumont - Story of a Fortress (udg. af Verdun turistkontor) (u.å.)

Copyright Bo Jessen 2012-17