21 dage i Helvede   

Korporal Henri Laporte i skyttegravene ved Verdun

På grundlag af Laporte, Henri: Journal d’un poilu, Paris, Mille et Une Nuits (1998)

Henri Laporte

1895-1982

(Billede fra bogens forside).

Henri Laporte var ansat i jernbane- administrationen i det nordøstlige Frankrig, da krigen brød ud. Han blev indkaldt til hæren 27. nov. Efter endt træningstid indgik han i 151. infanteriregiment og sendt til fronten første gang 10. april 1915. Han var med i forreste linje i flere af de store slag på Vestfronten i 1915. Han blev såret første gang i 1915, anden gang alvorligt i 1916 under slaget ved Somme. Han udgik af aktiv tjeneste og overgik til træning af nye soldater. Erindringerne, indtil Somme, er nedskrevet flere år efter krigen på grundlag af dagbogsnotater. For tiden efter Verdun støtter han sig til 'enkelte notater og hukommelsen', som han udtrykker det. Han beskriver ret grundigt de forskellige stridigheder, som han var involveret i. Afmagten ved ikke at kunne gøre noget ved fjendens ødelæggende artilleriild træder tydeligt frem. Men også nærkampene i skyttegravene beskrives i detaljer. Hans afsnit om tiden ved Verdun i 1916, som delvis er refereret her, er et vigtigt vidnesbyrd om kampenes karakter fra en erfaren 'l'ancien' eller en poilu, om man vil.

Bogen udkom i 1998, udgivet afnogle af hans efterkommere.

Herunder hovedbygningen i Fort Froideterre, som Laporte passerede

på vej til Douaumont.

Fortet, som egentlig kun klassificeredes som 'un ouvrage' (et værk, dvs. et mindre befæstet sted) på fransk, var udsat for voldsomme bombardementer, men skaderne er ikke så synlige her på bygningen.

Om kampen om Fort Froideterre: se siden med 'Benhuset'.

Landsbyen Douaumont lå få hundrede meter nordvest for fortet af samme navn. Fronten d.25.feb. mellem de tyske og franske styrker gik nord for landsbyen, men blev snart rykket mod syd, således at den gik igennem landsbyen, men syd om fortet, som tyskerne erobrede d.26.feb. Laporte og hans regiment havnede således lige i kampzonen, da de nåede frem d.26.feb. om morgenen. Kløften, der er omtalt, er 'Ravin de la Dame'.

  Meuse - vestbredden

Ligesom på Meuse's østbred var tyskernes fremgang her d. 6.marts både beskeden og uhyre kostbar i mandskab. Kampene på den ca. 5 km brede front kørte fast i skovene neden for højene, men d.10. marts var tyskerne igennem og kunne begynde at indtage Le Mort-Homme, som efterhånden var helt uden vegetation. Det tyske - og det franske - artilleri havde ikke alene blæst alt væk, men også ødelagt hver af parternes oprindelige positioner. Læs videre på siden 'Le Mort-Homme og Cote 304'. 

Skyttegrave og          løbegrave

Det er vanskeligt at finde egentlige skyttegrave eller løbegrave (forbindelsesgrave) bevaret på Le- Mort-Homme eller Cote 304. Der er markeringer i jorden mellem træerne, som viser, at her har været en skyttegrav eller en løbegrav, men i øvrigt er jorden mellem træerne præget af de mange bombekratere. Af soldaterberetninger fremgår det, at skyttegrave og eventueller løbegrave efterhånden blev ødelagt af granaterne. På østsiden af floden findes derimod rester af skyttegrave og løbegrave, som her 'London-forbindelsesgraven' - udført på foranledning af den franske generalstab i 1916-1917 efter generobringen af bl.a. Fort Douaumont. Man manglede en rimelig sikker forbindelse mellem de generobrede positioner. Forbindelsesgraven begyndte i Fort Belleville, et par kilometer nord for Verdun, fortsatte til Fort Froideterre og endte i Douaumont. Bemærk at siderne på billedet herover er forstærket med cementplader. På billedet herunderser det ud til, at pladerne er væk.

          De faldne

Et af flere benhuse med ukendte faldne på Esnes kirkegården i nærheden af Le Mort-Homme. De samlede tabstal for kampene omkring Le Mort-Homme kendes ikke, men alene en tysk division mistede 3000 mand under det 4 dage lange angreb på skovene nord for højene.

Herunder gruppegrave/fællesgrave for både kendte og ukendte faldne tyske soldater på kirkegården i Consenvoye ved Meuse nord for Verdun. (Se siden med 'Consenvoye')

 

Skyttegraven

25.februar 1916 ankom Laportes regiment til Verdun efter tre dages march fra Champagne. Hans maskingeværkompagni indkvarteredes i en gruppe forladte huse, hvoraf flere var ramt af granatnedslag. I det fjerne hørte de kanontorden – af og til eksplosioner tæt på.

Allerede efter 2 timer bliver der kaldt til samling. Kl. 3 om morgenen var regimentet på vej mod skyttegravene. Det var holdt op med at sne, men kulden varr gennemtrængende. De passerede på marchen Fort Souville, og efter en time gjorde de holdt i nærheden af fæstningsanlægget Froideterre. (Se kort samt billede herunder i margin tv).

 

I mellemtiden var det blevet klart måneskin, og de kunne se, at Froideterre var hårdt ramt. Senere på morgenen nåede frem til kløften ved landsbyen Douaumont. På vej ned skulle de igennem en skov, men det tyske artilleri, der forventede en afløsning på de franske linjer her på morgenen, sendte en regn af granater ned over dem. Men de led kun mindre tab.

I bunden af kløften lå der lig af soldater og heste, fra kampene aftenen forinden. Fremme i forreste linje afløste de et regiment fra 11.armekorps. De gik straks i gang med at uddybe skyttegraven. Ved daggry begyndte artilleriduellen mellem de to parter. Et tysk maskingevær indledte derefter beskydningen. De var ude af stand til at røre sig. Men Laporte synes egentlig, at resten af dagen forløb rimeligt roligt. Underholdningen var en luftkamp mellem tyske og franske flyvere.

Patrulje i ingenmandsland

Kl. 2 om natten blev Laporte og to andre sendt ud på patrulje for at finde frem til de fremskudte tyske forposter og den forreste tyske linje. De krøb frem i mørket, uden om ødelagte pigtrådsafspærringer. De opdagede nogle skygger længere fremme - sandsynligvis en tysk lyttepost. En af skyggerne var på vej tilbage. Franskmændene fulgte efter og så skyggen forsvinde ned i et hul, der måtte være den forreste tyske linje. Inden de krøb tilbage, afmærkede de positionen med grene. Månen var nu kommet frem, og tilbage i skyttegraven kunne de tydeligt se deres afmærkning. Bombardementerne begyndte op igen ved daggry men uden om Laportes del af frontlinjen.

I to dage fik de ikke forsyninger. Tyskerne havde lagt en spærreild bag de forreste franske linjer for at isolere dem, sektor for sektor, og få dem til at give op. Reserveppå vej til Douaumontrovianten formindskedes hastigt. Laporte konstaterede nøgternt, at både vandet og vinen var sluppet op. I løbet af de næste ti dage kom dog mindre forsyninger frem.

Den 11. dag blev Laportes kompagni afløst og var nu reserve i kløften bag skyttegravene. Her brugte kaptajnen Laporte som kurer ved 1.maskingeværkompagni i 1.bataljon, et ikke 'ufarligt' job. Han skulle følge med kaptajnen rundt i stillingerne for at finde de bedste placeringer til maskingeværerne. Laporte mødte her flere af sine gamle kammerater fra tiden ved fronten i Argonne. Han følte sig nu som en af 'l'ancien' - de gamle - som har været med længe. 

Jagten på forsyninger

På 12.dagen skulle der hentes forsyninger frem. De havde ikke haft noget at spise de sidste 48 timer. Laporte og 6 andre meldte sig frivilligt til opgaven. Forsynet med gryder og feltflasker drog de afsted omkring midnat. Der var kun få granatnedslag, og sektoren syntes helt rolig, da de skulle passere bunden af kløften. Det var måneskin, og de gik med mellemrum en efter en de 100 meter, hvor de ikke var i dækning, for at mindste risikoen for at blive set af de tyske observatører i Fort Douaumont. Men den 6. og sidste mand nåede det ikke.

 

De kom op af kløften og over bakkekammen og ned i næste kløft, forbi de mange granathuller og fandt efter nogen tid frem til feltkøkkenet. Tilbageturen med de mange fyldte gryder og felt- flasker blev besværlig – der var fortsat bombardementer nær frontlinjen, men de nåede tilbage uden uheld. Laporte var stolt af præstationen, og han noterer, at kaffen til kammeraterne stadig var varm. Men sorgen over tabet af den 6. mand dæmpede glæden.

Laporte sov 'trygt' i sit beskyttelsesrum på trods af larmen fra granatnedslagene. De generede ham ikke mere, siger han. Kl.6. forsøgte det tyske infanteri et overrumplingsangreb. Laporte vågnede til lyden af de franske maskingeværer og styrtede op ad skrænten til den forreste skyttegrav. Men det franske artilleri stoppede hurtigt angrebet. Der lå mange døde tyske i terrænet indtil 20 m foran den franske skyttegrav.

Den 21. dag om aftenen blev de endeligt afløst. De kunne gå tilbage stort set uden tab undervejs til en indkvartering uden for de store kanoners rækkevidde. Tyskerne havde opgivet deres spærreild på kløften. De havde i stedet rettet deres opmærksomhed mod højene 304 og Mort-Homme på den venstre Meuse-bred. På tilbagevejen så de ødelagt fransk artilleri, dræbte og lemlæstede heste i granathuller fyldt med vand. 

Tilbage til helvede

12 dage senere var de tilbage ved fronten, men denne gang ved Le Mort-Homme på flodens venstre bred. På vejen passerede de landsbyen Chattancourt. Granaterne faldt nu tæt og skabte flere huller i gelederne. Kl.5 om morgenen d.4.april så de, da de nåede frem til skyttegravene, at den forreste grav var forvandlet til en række granathuller. Der var endnu enkelte beskyttelsesrum tilbage mellem først og anden skyttegravslinje.

Bombardementerne – både tyske og franske - fortsatte og gav ikke soldaterne megen ro. Laporte fungerede stadig som kaptajnens kurer og fulgte ham rundt i stillingerne. Kompagniet var placeret neden for højen Le Mort-Homme. Meuse lå mod øst.

Hele dagen d.5.april fortsatte artilleriduellerne. Franskmændene led store tab. Laporte, der sammen med kammeraterne opholdt sig i beskyttelsesrum, bemærker nøgternt, at ikke en eneste meter jord blev sparet. Verden bestod nu kun af lynglimt, eksplosioner og røg.

 

Hen mod midnat – i en periode med forholdsvis ro -  slap han ud af rummet for sammen med 8 frivillige at søge efter proviant. En af dem blev dræbt af en kugle fra en granatkardæsk (shrapnel). De andre nåede uskadte frem til landsbyen Chattancourt, der var forvandlet til en 'bunke mursten'. I stedet fra veje var der granathuller fyldt med vand. De måtte videre og to km syd for landsbyen fandt de feltkøkkenet.

På tilbagevejen stødte de i mørket bogstaveligt ind i andre forsyningshold. Der bandedes og svovledes - nogle fik en tur i mudderet – men alt opløstes i latter. Snart var de tilbage i helvede. Men noget gik galt. Netop som de troede, at de var fremme ved deres egen skyttegrav, hørte de stemmer på tysk. Der foretoges et hurtigt tilbagetog til det nærmeste granathul, hvorefter alle krøb langsomt tilbage og fandt ved et rent held egen linje. Det tog en time.

Laporte kunne ikke forklare, hvad der var sket, og vill gerne have grinet af hele episoden, men kammeratens død forhindrede det. Han så det som et mirakel, at de var kommet igennem med forsyningerne i dette helvede af ild. Normalt lykkedes kun en ud af to forsyningsture. Deres tur havde styrket moralen.

Overløberen

På vej med forsyninger til en sektion på 50 mand, der lå 100 m fra hans egen, stødte Laporte pludselig ind i en stor soldat. De væltede begge omkuld. Den anden bandede højt på tysk. Laporte greb hurtigt sin hjelm og slog den anden i hovedet – han havde heldigvis tabt sin hjelm. Tyskeren råbte 'Kamerad Francais' som tegn på overgivelse. Det var en ung soldat på 18 år, en overløber. Han var ikke den første. Også tyskerne led store tab, fortalte han.

Der gik tre dage med fortsat bombardement. Så kom det næste store tyske angreb (9.april). Aftenen forinden havde to overløbere fra provinsen Alsace (en tidligere fransk provins erobret af tyskerne i 1870) fortalt, at angrebet ville komme næste dag kl.12. Kompagnikaptajnen kontrollerede, at maskingeværerne – et for hver ti meter – var på plads. Artilleriilden fra tyskerne overgik nu alt, hvad Laporte indtil da havde oplevet. En syndflod af ild kalder han det. Døvheden begyndte at melde sig.

Tysk infanteriangreb

Kl.12 præcis den næste dag gik en raket op fra den forreste tyske linje, og en bølge af tyske infanterister dukkede op i terrænet. I Laportes øjne var det rigtige 'superbs gaillards' (friske fyre). Han var ikke den, der talte hånligt om fjenden. Tværtimod havde han stor respekt for tyske soldater.

Denne sammentrængte masse af tyske stormtropper nåde at løbe ca. 10-12 m, da de franske maskingeværer åbnede ild. Laporte så, hvordan tyskerne mejedes ned. Det samme skete med den næste bølge, og de få, som nåede længere frem i terrænet, blev skudt ned af geværild. Efter fem minutter kom så den franske spærreild fra artilleriet baguden. 'Quel enfer de feu! Quel bruit infernal!' En af de få gange, hvor Laporte svinger sig op til at bruge store ord!

Flere tyske bølger af soldater var på vej til at blive sprængt i stykker af granaterne eller mejet ned af maskingeværerne. Bunkerne med lig foran voksede. Og angrebene blev ved! Efter to timer stilnede de af. Tyskerne var stoppet! De måtte have mistet tusinder af mand. Meuse flød med lig. Det var en ren massakre. Men også Laportes regiment havde lidt tab. De overlevende, siger han, lignede 'simple skorstensfejere'.

Det tyske bombardement genoptoges. Franskmændene måtte ned i beskyttelsesrummene igen. Laporte følte det som om tyskerne nu vil sige tak for sidst! Den første deling (35 mand), som lå ved siden af Laporte, blev totalt udslettet. Laportes eget beskyttelsesrum havde kraftigt tømmer og jernbaneskinner som tag og klarede granatregnen (en tidligere tysk kommandopost!). 

Levende begravet?

Henimod kl.10 (22) erkendte de, at de måtte væk. De helt store granater faldt nu tæt på stillingen. Indgangen til beskyttelses rummet var ved at blive blokeret af jord, og de kæmpede febrilsk for at skubbe den væk. For Laporte lød granaternes susen gennem luften nærmest som 12 tunge jernbanetog, der kørte forbi med høj hastighed. Netop som de gjorde klar til at komme ud, faldt der en stor granat lige ved indgangen. De blev begravet i jord. De, der står bag Laporte pressede på for at nå op til indgangen. Alle gravede nu som gale for at få jorden væk, og det lykkedes at få lavet et hul op til det fri. Det var en gasgranat.

Da det blev nat, aftog bombardementet, og de kunne slippe ud i det fri. En hurtig inspektion af kompagniets stilling viste, at der kun var et – ud af 10 – maskingeværer, der fortsat fungerede. De over- levende soldater begyndte så småt at udbedre stillingerne. Næste morgen fortsatte bombardementet, men stilnede så af nogle timer senere. Den franske linje havde igen lidt store tab. De to sektioner  til venstre for Laportes var stort set udslettet. I tre dage holdt de ud uden forsyninger, men nu mærkede de for alvor sulten og tørsten. Kræfterne svandt. På fjerdedagen (13. april) blev  kompagniet  omsider afløst. Alle følte en enorm lettelse - 'alle os overlevende', som han udtrykker det.

Litteratur:

'Témoignages de 1914-1918', www.crid1418.org

Cazals (dir.): 500 Témoins de la Grande Guerre (2013)

Copyright Bo Jessen 2012-17