Mindestenen, der markerer stedet for den ødelagte (detruit) landsby. Stenen er tilegnet heltene fra 254 .regiment, der for svarede byen fra den 19.maj til den 23.maj, da den blev erobret af tyskerne. Den endelige ødelæggelse af byen skete ved den franske generobring i marts 1917.

Maufrais ved Le Mort-Homme

Kort over floden Meuse's vestbred. 

Cote 304 (Høj 304) og Le Mort-Homme (Dødemandshøjen) ses midt i kortet.

I maj måned gik fronten lige nord om Le Mort-Homme og Cote 304.  Toppen af højen  - toppen af højen på Cote 304 - er markeret med en lille rund cirkel. Den anden top på Le Mort-Homme længere mod øst er ikke markeret.

Se i øvrigt siden med erindringsstedet

'Le Mort-Homme og Cote 304'.

Lægen i skyttegraven

Louis Maufrais: J'etais médecin dans les tranchées (2008)

Louis Maufrais 1889-1977

Louis Maufrais modtog sin indkaldelse 2.august 1914. Som færdiguddannet mediciner – han var 24 år – blev han udnævnt til assisterende læge ved 94.infanteriregiment. Han kom til fronten i februar 1915. Han var tilknyttet det samme regiment i tre år ved Vestfronten (Argonne, Champagne,  Verdun og Somme). Fra feb. 1917 blev han læge ved 40. artilleriregiment  ved Chemin des Dames, derefter igen ved Verdun. Fra marts 1918 var han assisterende kirurg ved ambulancetjenesten ved 42. division.

Erindringerne er først udgivet i 2008. Da Louis Maufrais var 84 år gammel (1973), gik han, efter et travlt liv som læge, i gang med arbejde med sine erindringer. Men han var ved at miste synet. Hans kone måtte læse op af hans noter fra hans krigsdagbog og af de breve, som han havde sendt til sine forældre under krigen. Og hun måtte beskrive scenerne på de flere hundrede foto, som han havde taget. Hvorefter han så kunne indtale sine erindringer på en båndoptager.

Hans barnebarn Martine Veillet fik overdraget lydbåndene 30 år efter og brugte fire år til redigeringen af materialet, renskrivning af båndene og indplaceringen af billederne i teksten. (fortsættes længere nede)

(Udsnit af billede på bogens forside)

En forbindsplads nord for Verdun (østbredden)

Den forbindsplads, hvor Maufrais skulle fungere, var indrettet i et beskyttelsesrum, en stor betonbunker, ved Abri des Quatre-Cheminées (se billede længere nede i venstre spalte samt kortet herunder). Dagen var d.11.marts 1916. Den tyske offensiv havde været i gang i 18 dage.

Hvert femte minut eksploderede der en serie af granater i området omkring Maufrais's forbindsplads. Også om natten, da tyskerne vidste, at afløsning og transport af forsyninger skete i mørket. Om morgenen sås altid nogle sårede og døde soldater liggende på stierne. Men der var steder ('blinde vinkler') på nogle skråninger, som tyskernes granater ikke kunne nå. Da han ankom til beskyttelsesrummet, beordredes han til at se til en foreløbig forbindsplads, der iflg. hans overordnede befandt sig i Coulevre kløften.

Men Maufrais kunne ikke finde den. I stedet 'oprettede' han en plads tættere på fronten i en anden kløft nærved. Men de sårede soldater, der passerede på vej tilbage, ville helst ikke standse op der, men fortsætte til mere sikkert område. Det kunne han ikke fortænke dem i. Pladsen bestod faktisk kun af et 'hul i jorden' – ikke noget med et tag eller et telt, der vil kunne ses af tyskerne. Det var også en kold omgang for Maufrais og hans sygehjælper at opholde sig der. Der var ingen plads til at røre sig på!

Efter to dage kaldtes han tilbage til Quatre-Cheminée og herfra videre til Redoute (lille fort) deThiaumont, som lå kun to hundrede meter i retning mod Fort Douaumont. Men det tog lang tid at finde vej i mørket. Maufrais, sygehjælpere og andre, som skulle samme vej, mått hvert femte minut afvente lyset fra tyske raketter for at undgå at falde i nogle af de meget store bombekratere. De sidste 25 meter til Thiaumont nåde de ved at kravle på maven. Netop fremme ved døren eksploderede en stor granat tæt ved. Men de kom da ind.

Beskyttelsesrummet, som de nu befandt sig i, var stort. Åbningerne vendte mod sydvest, dvs. bort fra frontlinjen. Taget bestod af et lag beton på 40 cm samt et lag jord på 1 m. Udsigten fra åbningen var fantastisk. Et helt panorama. Mod syd sås Verdun, mod øst Vaux og foran dem Fort Souville og landsbyen Fleury. Jorden var helt nøgen – dog ses lidt grønt ned mod Verdun.

Om morgen var der forholdsvis 'normalt'. Sårede soldater på vej tilbage behandledes, men hen på eftermiddagen og aftenen intensiveredes bombardementerne.

 

Terrænet ved Thiaumont er som det øvrige terræn nord for Verdun, meget kuperet.  Mod nordøst går det opad i en lag skråning mod Fort Douaumont, vest herfor ligger Ravin (kløft) de la Dame, mod sydvest  det lille fort Thiaumont og  Fort Froideterre , til højre herfor 4 (Quatre) Cheminées (abri - beskyttelsesrum) - se billede herunder. Fra Fort Douaumont, som er det højest beliggende sted, og som tyskerne erobrede 25 februar, kunne de holde  kløfter og bakkekamme under observation. Frontlinjen 26. februar gik lige syd for Fortet.

Et ældre kort med højdeangivelser  kan ses på siden'Slagmarksbeskrivelse'.

Abri des Quatre Cheminées - Beskyttelsesrummet 'De 4 skorstene'. Indgangen ses nederst. Fra indgangen er der trappe ned til galleriet. Fra galleriet går der en luftskakt op til skorstenen for oven.

Thiaumont

Om morgenen d.18.marts begyndte bombardementerne tidligt. Maufrais noterer tørt, at han ikke var ekspert og derfor ikke kunne høre forskel på de forskellige typer af granater, men det kunne komme ud på et. Det var et sandt helvede. Der måtte være et tysk angreb i gang. De gjorde sig klar til at forlade stedet. Maufrais tog sit Røde Kors armbind på og tænkte, at de 20-30 soldater med våben, som også skulle trække sig tilbage, egentlig ikke måtte befinde sig på en forbindstation. Han aftalte, at de skulle lægge våbene, hvis tyskerne nåede frem inden de selv havde forladt stedet.

Men hen på eftermiddagen blev der så småt et ophold i bombardementet. De var ved at falde i søvn af træthed, da lyden af en affyring af en kanon af stor kaliber nåede dem. 'Den er til os', var der nogle, som råbte. Instinktivt bøjede de hovedet og holdt sig for ørene. Nedslaget var forfærdeligt. Alt og alle rystedes omkuld. Rummet fyldtes med støv. Men loftet holdt! Næste granat faldt lidt længere væk til højre – og næste gang til venstre. Og det fortsatte.

Senere hørte de en tysk observationsflyver. Da den var væk, - og da bombardementet igen var stilnet af - åbnede de forsigtigt døren. Resten af det lille forts befæstning var helt blotlagt, og der var store granatkratere hele vejen rundt. Kun beskyttelsesrummet var ikke ramt! Senere – da de var kommet tilbage til Quatre -Cheminée  - fandt de ud af, at bombardementet ikke kun havde til formål at ramme Thiaumont, men at forhindre franske forstærkninger i at nå frem til fronten. Den eftermiddag tog de – Maufrais og hans kolleger og sygehjælpere -  imod 45 sårede og 8 døde.

I de følgende dage regnede det, og alle bombekratere fyldtes med vand. Bombardementet fortsatte – hele tiden! De var nu næsten helt isolerede fra omverdenen. Ingen forsyninger, ingen mad nåede frem til dem.  Når det endelig lykkedes nogle forsyningssoldater at nå frem med brød, ris eller kold suppe, skulle det altsammen først renses for mudder. Men det værste var manglen på vand. Det var forbundet med livsfare et hente vand fra et bombekrater, og hvis det lykkedes, skulle det filtreres.

For Maufrais var det den værste tid siden krigens start. I et brev hjem kritiserede han divisionsgeneralen, der talte om at genvinde æren ved at gå op i frontlinjen igen efter kun fem dages hvil,  for kun at tænke på egen forfremmelse. Han mærkede, at hans kammerater, ligesom han selv, var forandrede. De var kommet ud af et mareridt, men havde ikke mod på at fortsætte.

D.25. marts blev de afløst. De var alle syge, havde feber, var blege og hulkindede, rystede af krampe.

Cumiéres på Vestbredden

D.8 april var Maufrais igen tilbage i tjeneste ved fronten. Denne gang var han stationeret ved landsbyen Cumières, nordvest for Verdun. Forbindspladsen var indrettet i resterne af jernbanecafeen,  på første sal i bygningen, som lå på et fladt område ved Meuse. Ingen såret soldat turde bevæge sig derhen! En af sygehjælperne bemærkede ironisk, at tyskerne nok ikke skød på dem, da ingen kunne være så dumme at bruge en bygning på åbent terræn til forbindsplads. Og tilføjede, at der højst havde været 10 sårede forbi her indtil nu.

Efter tre dage skiftede Maufrais til en kælder med flere rum, formodentlig et tidligere osteri. D.13.april bombarderes landsbyen af de store tyske kanoner. De sårede begyndte at ankomme, nogle på bårer. Tre af dem var allerede døde. Efter en halv time var Maufrais smurt ind i blod op til albuerne og til knæene. Der var store blodpytter på gulvet. Når han var færdig med at forbinde en såret, kom der to nye ind.

Senere på formiddagen meldtes det, at tyske infanterister nærmede sig. Kommandanten, der også holdt til i kælderen, slog alarm og prøvede at sætte kælderen i forsvarstilstand. Han gik rundt med sin revolver og truede de unge rekrutter, der ville trække sig tilbage. Men det var jo til at bliver nervøs af, siger Maufrais. Men det viste sig senere, at tyskernes angreb på Cumiéres var blevet stoppet. Maufrais havde intet set. Hans udkikshul ud til det fri var på 10x25 cm!

Bombardementet fortsatte den næste morgen. Det så ud til at være tid til at trække sig tilbage. En adjundants forsøg på at sende en hvid raket i vejret – signal til det franske artilleri om spærreild – endte med at sætte ild til træværket oven over kælderen. Men adjudanten var alligevel vaks. Han fik slukket ilden ved at tømme tissespandene ud over flammerne. Maufrais og hans sygehjælpere holdt ud endnu i tre dage, inden de var nødt til at evakuere forbindspladsen om dagen. Om natten – når bombardementer aftager – kunne den stadig gøre nytte. Den efterfølgende nat blev de afløst.

Tilbage i hvilestillingen i en landsby nær Bar-le-Duc udnævntes Maufrais til 'médecin-major' af 2.klasse, altså officer. En ordonnans mødte op med en hest og spurgte, om han skulle sadle den nu!

Stillingen på Le Mort-Homme

8.maj var Maufrais med sit hold i  lastbil på vej tilbage til Verdun ad Voie Sacrée. Målet var denne gang højderyggen Le Mort-Homme, Dødemandshøjen. Det var med bange anelser, at han så frem til mødet med den nye sted. Han havde netop hørt, at en lægekollega, som han kendte godt, var blevet dræbt på en forbindsplads på Mort-Homme af en tidsindstillet bombe. De franske aviser skrev nu kun om kampene om Le Mort-Homme...

Men Maufrais fortsatte sit arbejde på en forbindsplads i nærheden af Chattancourt. D.17.maj var foråret kommet. For en stund forlod Maufrais forbindspladsen, da mørket var ved at falde på og begav sig ud i Corbeau-skoven syd for Mort-Hommes. Han hørte på en gang skovduerne baske rundt blandt træernes grene, nattergalen synge – og mod nord de store tyske kanoners drøn. Men luften var mild og vederkvægende. Det var en aften fuld af melankoli og minder.

Om aftenen d.18.maj forberedte Maufrais og folkene på hans hold sig på opstigningen til forbindspladsen på Le Mort-Homme. De nåede den efter ca. en time. Ved indgangen til beskyttelsesrummet (hvor forbindspladsen var indrettet  - bygget op med sandsække og tømmer – dårlig nok plads til de seks mand, som udgjorde Maufrais's hold), mødtes de af hans kollega Hurel og fem sygepassere, alle parate til at forlade stedet så hurtigt som muligt. 'Det er ligetil', sagde Hurel, ' er det en 15 cm eller er det en 21 cm (granat), der kommer? I dag har de også afskudt nogle 'minen' (mortergranater af mindre kaliber, affyret fra skyttegraven) for at skyde sig ind. Dette sted er virkelig dårligt placeret. Det er gennemskåret af skyttegrave. De fleste af de sårede går forbi os. En fuldtræffer fra en (tysk) 7,7 kanon kan få det hele til at skride sammen'. 

Martine siger i sin introduktion, at Maufrais havde svært ved at komme sig over krigen. På den ene side var der sorgen over de døde kammerater, og de mange andre døde – og på den anden side var der stadig en vis nostalgi over  livet under krigen, farerne, det uforudsete, og de store kontraster i hverdagen. For ham forblev årene 1914-1918 de mest intense. Han sagde, at han huskede  dem lige så præcist og vedvarende som barndommens år.

Af de mere end 6000 læger i den franske hær, har mindre end 20 skrevet om deres tid. Måske fordi deres erfaringer – behandlingen af de mange hårdt lemlæstede – har været så usigelig forfærdelig, at man ikke kunne skrive om dem. Maufrais erindringer er derfor interessante, fordi han som ikke-kombattant kunne iagttage sine 'soldater'kammerater 'udefra' nysgerrigt og analytisk og medrespekt – uden at optræde fordømmende.

Landskaber ved

Le Mort-Homme i dag

Landskabet nordvest for Le Mort-Homme i dag. Fra toppen af Le Mort-Homme og høj 304 havde franskmændene et helt frit udsyn over de tyske stillinger ved Malencourt og Haucourt - hvilket de selvfølgelig benyttede sig af ved den tyske offensiv d.6.marts. De tab, som det franske artilleri tilføjede tyskerne i dette landskab, var nok de forholdsvis største i hele Verdunoffensiven. Men tyskerne pressede på med offensiven på vestbredden. Indtagelsen af Le Mort-Homme var simpelthen  nødvendig for en fortsat tysk offensiv. 

På billedet herunder udsigten mod syd fra skråningen op mod Le Mort-Homme -  ud over den franske militære kirkegård ved Chattancourt samt landsbyen bag ved. I modsætning til Cumières blev Chattancourt genopbygget efter krigen.

Copyright Bo Jessen 2012-17

De gik i gang med at udbygge pladsen. Flere sække med jord hentedes hos kommandanten – ca. 50 m borte i et andet 'beskyttelserum'. Kommandanten pointerede, at de skulle være færdige inden kl. 18.00. De kunne nu grave to nye, dybere rum til de sårede og beskytte dem mod de projektiler, der kom vandret. Efter dette arbejde prøvede de at sove, men vækkedes af en formidabel eksplosion. Hele posten rystede, og jorden faldt ned over dem. Kl. var præcis 18.00 og tyskernes systematiske bombardement begyndte. 

 

I begyndelsen ca. 4 granater i minuttet – senere det dobbelte, dvs. hvert 5 eller 10 sekund. De fleste faldt på 1.kompagni foran dem – andre på 2.kompagni ved siden af dem. De første lettere sårede kom nu kravlende eller vaklende, skrigende og jamrende til forbindspladsen. Maufrais og hans sygepassere vidste ikke, hvor de skulle gøre af dem, og da de ikke kunne beskytte dem – hvilket soldaterne højlydt beklagede sig over – måtte de sende dem, som kunne gå selv, videre ned af højen.

Senere kom så de hårdt sårede: en med kraniebrud, i koma – en anden med afreven arm i sit regnslag, han var døende – en tredje, der var døende, blev udenfor. Flere kom til, men hvor skulle de gøre af dem? 'Beskyttelsesrummene' var fyldt op. Skrænten nedad var for stejl til at sidde eller ligge på, men de fandt på at holde de sårede eller døende soldater liggende fast ved at stive dem af med sten. Kl. 21 ramte en mortergranat ned mellem beskyttelsesrummene og slynger en af sygepasserne i vejret. Lidt senere blokerede en anden eksplosion for indgangen til det beskyttelsesrum, der fungerede som forbindsplads. En af sygehjælperne blev presset op mod væggen. Maufrais var næsten ved at give op.

Den næste morgen var der mere roligt. Tyskerne havde stoppet bombardementet. Men 1.kompagni havde mistet over halvdelen af mændene, store dele af skyttegravene var skredet sammen, og 12 mand begravet under to meter jord. Fire officerer var faldet. Maufrais og hans folk havde ikke mere at spise, men de var ikke sultne. Kun tørstige, da røgen og støvet fra eksplosioner brændte som ild i halsen og sviede i øjnene. Men de sårede havde fået det meste af vandet.

Om aftenen forsøgte Maufrais at overtale kommandanten til at flytte forbindspladsen til et mindre udsat sted, men han afslog. Han havde sine ordrer. Maufrais og hans hold havde da intet andet valg end at gå i gang med at udbedre skaderne og bringe de sårede ned af højen. Men næste morgen besluttede Maufrais sig for at rømme stedet. Bombardementet var begyndt igen, og de overlevede næppe, hvis de blev på stedet. Der var kun en mundfuld vand til hver tilbage. En af sygehjælperne måtte beroliges  af et skud morfin – det sidste!

Henad kl. 11 faldt granaterne mindst 20 gange i minuttet – inden for en radius af 100 meter fra forbindspladsen. De krøb nu sammen i beskyttelsesrummet. De var nærmest apatiske, og de rystede over hele kroppen. Maufrais følte, at han er ved at tabe bevidstheden. Nogle af dem besvimede. På et tidspunkt bemærkede han, at de tyske granater faldt længere væk, hen mod det franske artilleri. Dette skød tilbage, hen over deres position og ned mod tyske skyttegrave. Det kunne kun betyde, at et tysk infanteriangreb var i gang. Men der var stadig franske maskingeværer i aktion på Mort-Homme (til trods for at den 1 km lange høj har modtaget  3 granater i sekundet inden for 1 1/2 time) og de stoppede det tyske angreb.

Da bombardementet ophørte hen mod aftenen, kunne Maufrais og hans mænd omsider rejse sig. De var dækket af 5-6 cm. lag jord og støv. Dræbte og lemlæstede soldater lå spredt ud over arealet. Andre – levende – gik apatiske rundt og ledte efter et eller andet. Nogle af dem var i tysk uniform, men uden våben. Tyskerne havde indtaget toppen af Le Mort-Homme, men var blevet ramt af fransk artilleri på vej ned mod Chattancourt, og nu skete der ingenting på højen. Maufrais gik ned mod de franske skyttegrave. Her så man lidt forbløffet på ham og hans sygehjælpere. De var jo blevet afløst for længe siden!