Ossuaire 

Benhuset og den franske nationale militære kirkegård

Kortet viser, at Benhuset - Ossuaire - er placeret centralt på den gamle slagmark, kun få hundrede meter fra de berømte forter og nær museet 'Memorial de Verdun', der ligger på det sted, hvor den tidligere landsby Fleury lå.Skoven i dag er markeret med grøn farve.  Skovene i 1916 er markeret med mørkegrønt.

Benhusets langside - set fra syd. Bygningens udformning og dens triste grå farve gør et forstemmende indtryk. Det eri øvrigt et krigsmonument helt uden nogen form for 'glorificering':  ingen relieffer, ingen statuer af soldater eller generaler, ingen våben opstllet. Det er i øvrigt den eneste bygning i Verduns nærhed i området nord for byen,  bortset fra museet i Fleury (samt en cafe og en restaurant). 

Historien bag Ossuaire

Bygningen (se billede til venstre under kortet og billedet herunder) blev indviet af den franske præsident 7. august 1932. Grundstenen blev nedlagt allerede i 1920. Byggeriet blev sat i værk af Monsigneur Ginistry, biskop i Verdun. Han rejste verden rundt for at indsamle penge til dette sidste hvilested for de tusinder af faldne soldater, hvis ben lå spredt ud over slagmarken. Familierne skulle have et sted, hvor de kunne samle deres tanker og bede en bøn for den faldne. 

Murene udadtil er dekoreret med våbenskjolde for de franske byer samt de oversøiske byer og stater, der bidrog økonomisk til benhuset. Tårnet blev betalt med amerikanske donationer.

Bygningen er 137 m lang, tårnet 41 m højt. Det lange rum, et slags midterskib som i en kirke, er inddelt i 22 sektioner eller kapeller, der i alt indeholder 46 gravsteder af granit. Hvert gravsted repræsenterer en bestemt sektor af slagmarken (f.eks. Malencourt) og indeholder ben netop fra den sektor.  Mindetavler på vægge og i loftet hylder individuelle soldater og enheder, som gjorde tjeneste ved Verdun.

Massegraven siges at indholde ligrester fra ca. 130.000 franskmænd og tyskere. Men nogle hævder stædigt, at der kun er tale om franske ben. I hvert fald var der i begyndelsen tale om, at Benhuset kun var for franske soldater.

  

Bygningen en dyster kombination af kirkelig og militær arkitektur. Tårnet er formet som en artillerigranat, men der er et stort kors i relief på siderne.

Hvordan den lange bygning, skibet, skal fortolkes, er vanskeligere at sige noget om. Måske en skyttegrav. Andre vil hævde, at bygningen er skæftet på et sværd, der er stødt ned i jorden, vendt mod en indtrængende fjende.

Over indgangsdøren kan man se ordet FRED i gyldne bogstaver.

Den nationale kirkegård (th) ved Douaumont Ossuaire - her set fra terrassen for Benhuset - rummer 16143 faldne franske soldater, som alle er identificerede undtagen 540. En del af gravstenene er muslimske (herunder) og jødiske. Ingen protestantiske. De muslimske gravsten (579), der er sat over faldne franske kolonisoldater fra Nordafrika, er vendt mod Mekka. Et særligt bygning er rejst for muslimmerne.

Benhuset - Ossuaire - her set fran nordøst - kan næppe betegnes som en flot eller smuk bygning. Men det er bestemt heller ikke meningen. Det er ikke et sted, som skal være fredfyldt som en militær kirkegård kan være det med dens hvide kors og røde roser. 

Det er heller ikke et sted, hvor man skal føle sig tilpas. Blandingen af de synlige ben i vinduerne ud mod pladsen, de religiøse symboler, fremhævelsen af individuelle faldne soldater samt de kommercielle aktiviteter i det indre kan nok gøre en en ikke-katolsk besøgende fra Nordeuropa utilpas. Men det er måske den rigtige reaktion, når man tænker på, hvad der skete her i 1916.

Hele slagmarken var blevet et 'slagtehus' med op mod 300.000 faldne (franske og tyske - det nøjagtige tal kendes ikke) på et forholdsvis lille areal. Der var virkeligt et behov for et benhus efter krigen til alle de uidenficerede faldne (eller resterne af dem)!

Bygningsstilladserne omkring tårnet viser, at restaureringen, der skal gøre Benhuset klar til 100 året for krigens udbrud, endnu ikke er færdig.

      Omgivelserne

Granathuller i skoven ved resterne af det lille Fort Thiaumont nær Benhuset. Herunder billeder fra det noget større Fort Froideterre med flere kanon- og maskingeværtårne.

Billede af beskyttelserummet 'Quatre Cheminées' (4 skorstene)(herunder). Skorstene dækkede over ventilationsskakter, der førte ned til rummene. Disse lå dybt nede for enden af en trappe, hvis indgang ses på billedet.

PC 119 ved Thiaumont (Herunder) De franske kommandoposter (PC) var ikke kun vigtige ved ledelsen af infanteriet i frontlinjen, men tjente oprindeligt som beskyttelsesrum for soldaterne. Denne har form som en bunker, der rager lidt op i landskabet, selv om den ligger på en sydvendt skråning,  mens andre var bygget ind i siderne i kløfter.

Historien om en kamp ved fronten d.23.juni 1916.

Benhuset er centret for den del af slagmarken, hvor de hårdeste kampe fandt sted. Der blev kæmpet indædt om hver eneste m2. Landsbyen Fleury skiftede side 14 gange i løbet af sommeren og efteråret 1916. Men stadig foregik kampene i fronten mellem forholdsvis små enheder på grund af terrænforholdene og afgjordes  ofte af tilfældigheder. Et eksempel er kampen omkring Fort Froideterre.

Efter at Fort Vaux var faldet til tyskerne i slutningen af maj 1916 syntes der nu at være mulighed for dem til at rykke videre syd på mod Verdun. Forterne Souville (syd for landsbyen Fleury), Thiaumont (uden større artilleri) og Froideterre, som alle lå på en højderyg, skulle først indtages og øvrige franske batterier slås ud. D.21.juni begyndte så det tyske bombardement mod det franske artilleri. Virkningen blev forfærdelig. Der var kun få aktive franske kanoner tilbage senere på dagen. 

D.22. juni brugte det tyske artilleri en ny slags gasgranat (fosgen) mod de franske skyttegravslinjer og batterier, en gastype, som de franske gasmasker kun ydede ringe beskyttelse imod. Magtesløse måtte de franske infanterister - de der stadig var i live - krybe sammen i enhver form for ly, som de kunne finde.

Kl.6. d.23.juni kom det tyske infanteriangreb - på hele fronten øst for Meusefloden med 3 armékorps mod resterne af 3 franske divisioner. Men fremmarschen blev besværlig. Landskabet var efter lang tids bombardementer fyldt med granathuller, landsbyer i ruiner, ødelagt udrustning, lig, ligrester og affald. Der var kun plads til mindre enheder ad gangen i front.

Et regiment fra den bayerske hær stormede Thiaumont (billederne tv). Den franske bataljon af jægere blev bogstaveligt talt nedkæmpet. Også det store beskyttelsesrum for reservister, Quatre Cheminées, blev indtaget. Derefter kom turen til Fort Froideterre. Men bombardementers ødelæggelse af landskabet havde gjort det vanskeligt for de forreste tyske afdelinger at finde fortet! Det skete først, da de tilfældigt fik øje på et kanontårn midt blandt granathullerne. Til tyskernes overrraskelse åbnede det ild. Samtidig begyndte andre nærliggende kanon- og maskingeværtårne, som tyskerne ikke havde set, også at skyde.

Nogle tyskerne nåede op på fortets tag og smed håndgranater ned i alle de åbninger, som de så. En kraftig røg udvikledes fra antændelsen af nogle signalraketter i fortet, og både franskmændene og tyskerne gik i panik. Franskmændene frygtede at ilden ville brede sig til ammunitionslageret, og tyskerne frygtede en eksplosion som den på Fort Douaumont for nogle uger siden. Tyskerne trak sig skyndsomst tilbage. Men franskmændene fik slukket ilden, og kanonerne og maskingeværerne fortsatte med at skyde.

Tyske forstærkninger forsøgte at nå frem til fortroppen, men blev nu stoppet af fransk artilleri, der var kommet sig oven på gasangrebet og havde lagt en spærreild mellem de forreste tyske linjer og hovedstyrken. Den tyske fortrop, der efterhånden var reduceret til 15 mand, trak sig tilbage, men løb ind i en fransk enhed og blev taget til fange. At franskmændene nu beholdt Froideterre betød, at de forsat kunne beskyde de lavereliggende områder nord for Fleury. Tyskerne nåede ikke længere sydpå den sommer.

    Andre benhuse

Indskrift på fællesgrav på den franske nationale kirkegård i byen Bras ved Meuse få km nord for Verdun: Her hviler 1000 franske ukendte militærpersoner fra områderne...(derefter en række navne på kamppladserne, bl.a. Froideterre og Thiaumont).

Tallet 1000 må betyde, at der er tale om et benhus, hvor man har skønnet, at lig og ligrester har svaret til ca.1000. Benhuset har form som en stor retangulær forhøjning 40-50 cm over jorden. Næsten alle franske militære kirkegårde har en eller flere af sådanne benhuse - et forfærdeligt vidnesbyrd om artilleriets rolle i krigen overalt på Vestfronten. De tyske og britiske kirkegårde har ikke egentlige benhuse, men fællesgrave med identificerede og ukendte soldater. 

For slægtninge til savnede faldne kan det have været en trøst at have et sted at gå hen, hvor soldaten måske var stedt til hvile. 

Litteratur:

Christina Holstein: Walking verdun (2009)

Nigel Jones: The War Walk (1983, 2004)

Ian Ousby: Vägen til Verdun (2003)

Copyright Bo Jessen 2012-17