Træernes dans  

En fransk soldat ved fronten under det første tyske bombardement

På grundlag af 'Carnet du Verdun'. Anthologie présentée par Laurent Loiseau et Géraud Bénech. (Paris 2006)

Paul Perin

(Billedes og data mangler)

Paul Perin var menig soldat i 165. infanteriregiment i den franske hær.

Han overlevede ikke kun den tyske spærreild i Caures skoven, men hele krigen. Hans beretning er nedskrevet flere år senere.

Om morgenen d.22.februar blev Perins kompagni sammen med andre kompagnier i bataljonen sat ind mod den tyske offensiv i Cauresskoven, ca. 10 km nord for Verdun. Terrænet her er stærkt kuperet

      Cauresskoven

Se et  mere detaljeret kort på siden 'Slagmarksbeskrivelse'. 'R2' i Bois des Caures var oberst Driants kommandosted for de to bataljoner jægere, som lå i frontlinjenn i den nordlige halvdel af skoven. Perins kompagni lå lidt længere syd på i skoven.

 

Om oberst Driant se siden med erindringsstedet 'Bois des Caures'.

Det tyske spærreild i Cauresskoven

Perin og de andre infanteristerne i kompagniet blev beordret ned i skyttegraven, siddende ryg mod ryg på deres rygsække. Der var endnu ikke noget tegn på bombardement i deres område. Perin forsøgte at sove, men på grund af kulden – og sneen der faldt tæt  – og på grund af træthed og smerter fra stivheden i kroppen var umuligt at lukke et øje. Der var ingen forplejning. Efterhånden lå der mere end 10 cm sne i skyttegraven og på soldaterne. De frøs, og de var sultne, tørstige og deprimerede.

Kl.8 begyndte en fransk 9 cm kanon i et batteri i nærheden at affyre sine granater. Det var åbenbart den eneste kanon i batteriet, som stadig fungerede. De tyske 30 cm kanoner svarede hurtigt igen i forsøg på at ramme batteriet, og de franske soldater blev udsat for øredøvende larm, et sandt infernalsk helvede. Hvert 20. sekund. De blev siddende i skyttegraven med hovedet bøjet ned mod benene. Først hørtes det tunge drøn fra affyringen af den tyske kæmpegranat, så en orkanagtig hylen fulgt af jordrystelser ledsaget af kæmpebrag. Soldaterne følte bragene runge i hovedet. Nogle fik næseblod og hjerteflimmer.

De tyske kanoner ramte det franske batteri, og de indledte nu en rullende spærreild hen over terrænet, ca.150 m foran den franske skyttegrav, med 8 granater på linje i hver salve. Bag spærreilden kom de tyske stormtropper, men dem kunne Perin endnu ikke se. Hver ny salve lå 1-2 m foran den gamle. For Perin var der et særligt forhold ved spærreilden, som han ikke senere kunne få udvisket af hukommelsen: Træernes 'dansen'. Nedslagene af de store granater sendte skovens træer op i luften, med rødder og grene, og blidt som balloner, der langsomt ’duver’ op og ned, som om de balancerede på et eller andet, for derefter pludseligt at slå ned som et lyn og knuse alt hvad de stødte ind i. Et af træerne faldt ned over skyttegraven, ødelagde dele af brystværnet og sårede flere af soldaterne....

Henimod kl.10 måtte de franske erkende, at linjen ikke kunne holdes. Den tyske spærreild var nu kun nogle få minutter fra den løbegrav, som Perin og hans kammerater havde trukket sig tilbage til. De var blevet oversprøjtet af sten, jord og grene. Terrænet var ’slået ned’. En eksplosion tæt ved Perin blæste ham op i luften af og trykker ham op mod brystværnet. Der var ved at opstå panik i skyttegraven, og mange af soldaterne begynder at flygte – og resten, herunder Perin, fulgte hurtigt efter...

Copyright Bo Jessen 2012-17