Karl Rosner

1885-1985

Rosner som maskingeværskytte. Billedet er et udsnit af bogens forsidebillede.

Advokat, dommerfuldmægtig i München. Indkaldt til infanteriet i marts 1915, i juni overført til en såkaldt 'sneskoafdeling' i alpekorpset og i august samme år til en maskingeværafdeling, også i alpe korps. I februar 1916 blev afdelingen sendt til det sydlige Serbien nær grænsen til Grækenland. Serbien var blevet erobret af centralmagterne, og de allierede havde oprettet en ny front i det nordlige Grækenland. Men Rosners afdeling kom ikke i kamp. I april 1916 blev afdelingen sent til Vestfronten og deltog i stillings- kampe (ikke offensiver) i Champagne- området. I juni-juli 1916 blev den sat ind i kampene ved Verdun, hvor Rosner blev såret og senere overført til reserven. Efter krigen vendte han tilbage til Mün chen og juraen. Han var dommer ved forskellige retsinstanser helt frem til sin pensionering i 1965. Under nazismen forsøgte han bl.a. at beskytte jødiske medborgere mod overgreb.

Dagbogen er skrevet i september-oktober 1916 under hans rekonvales- cens. Grundlaget er stenografiske optegnelser nedskrevet umiddelbart efter de begivenheder, der skildres. Dagbogen har han forsynet med fotografier, som han selv har taget. De mange kritiske bemærkninger om krigen og om den politiske og militære ledelse i dagbogen kan være skrevet under rekonvalescensen.

Dagbogen er velskrevet, ja endda underholdende til trods for emnets karakter. Forfatterens mange refleksioner over det, som han ser, og hans beskrivelser af natur og mennesker vidner om et engageret og kritisk menneske.

På vej mod fronten ved Verdun   

Korporal Kurt Rosner ved bjergmaskingeværkompagni 206 i det tyske alpekorps om sin tid ved Verdun.

På grundlag af Andreas Sauer (Hrsg.): Heilig soll der grundsatz 'Krieg dem Krieg' sein! (2008)

En 'fredelig' front i Champagne

   

D.2.april 1916 var Rosner og hans maskingeværafdeling 206 indkvarteret i landsbyen Caurel nær fronten ved Reims. Landsbyen var ikke sikker. Husene stod ganske vist endnu, men det franske artilleri sendte med mellemrum flere granater mod byen og mod den nærliggende Vitry. Tårnhøje sorte røgskyer fra granatnedslag mod et tysk batteri uden for Vitry mindede Rosner om, at det nu var blodig alvor. For første gang skulle han i kamp. Han følte en uendelig sørgmodighed og resignation, men prøvede at trøste sig med, at denne sindstilstand ville forsvinde, når han havde prøvet været i ilden.

En kamp mellem franske og tyske maskiner over landsbyen vakte nogen utilfredshed hos soldaterne. Kampen endte 'uafgjort'. Både de franske og de tyske maskiner fløj væk.

D.8.april kl. 6 om morgenen befandt Rosners maskingeværafdeling sig i forreste skyttegrav – nogle hundrede meter fra den forreste franske linje. Foran Rosner var der pigtrådsspærringer. Fra en lille høj bagved skyttegraven havde han og løjtnanten en god udsigt over fronten og over byen Reims nogle km væk. Det hvide kridt, som findes i Champagnes undergrund, lyste op i jordvoldene langs skyttegravene. For Rosner var det nærmest ubeskriveligt. Der var ingen militær aktivitet at spore. Der hvilede tværtimod en slags kirkegårdsro over stedet. Han vovede at rejse sig halvt op og tage tre billeder med sit kamera af 'den tomme slagmark'.

Om aftenen førtes afdelingen tilbage til en reservestilling nogle km bag ved skyttegraven. Den næste dag på vej til skyttegraven passerede de et batteri, der udsattes for fransk bombardement. Soldaterne søgte omgående dækning i skyttegravens beskyttel- sesrum 8 m nede. Om aftenen på vej tilbage til hvilestillingen slog granater igen ned omkring dem på en skovsti. De løb, men kunne ikke undgå at se store blodpletter på jorden. En granat slog ned 30 m bag Rosner og kastede ham til jorden, men han var uskadt. En kammeret ville samle et granatstykke op, men brændte fingerne.

De følgende dage og uger forløb på samme måde. Frem til skyttegraven om morgenen og tilbage til reservestillingen om aftenen. Spredt fransk granatild. Rosners maskingevær – han var selv 'første' maskingeværskytte i den gruppe, som betjente geværet - var opstillet i skovbrynet. Der var ca. 300 m til den forreste franske linje.

Påskesøndag d.23.april sænkede stilheden sig over fronten. Rosner kunne nu høre fuglekvidren som i den engelske have i hjemme i München. Og skrigene fra fasaner. Men om natten til d.24.april blev himmelen farvet af lyskugler, og både granat- og geværild hørtes. Rosner skulle på sin vagt holde øje med røde lyskugler, affyret af tyske forposter 50 m fra den franske linje. Vinden var sydlig, dvs. fra Reims mod de tyske stillinger mod nord, og røde lyskugler varslede franske gasgranatangreb. Men de røde lyskugler kom ikke.

D.1.maj kl.3 om morgenen marcherede maskingeværafdelingen mod øst mod ukendt bestemmelsessted. Undervejs passeredes landsbyer i ruiner. Om aftenen steg afdelingen på et tog – stadig med ukendt bestemmelsessted. Men næste morgen var det tydeligt, at rejsen gjaldt Verdun, dette berygtede, blodbesudlede sted.

Kanontordenen hørtes nu uafbrudt. Indkvartering fandt sted i et gammelt slot, derefter i en lille idyllisk landsby, hvor Rosner lærte en fransk familie at kende. Han viste dem sine fotografier fra Balkan (det var i øvrigt forbudt at fotografere ved fronten). Familiens datter var meget venlig!

Men der var ikke så megen tid til at gengælde venligheden i. Maskingeværafdelingen skulle deltage i flere øvelser med forcering af skyttegrave og pigtrådsspærringer som hovedattraktioner. Til Rosners store fortrydelse. Hvorfor nu alt dette, spurgte han sig selv. Men senere øvelser gjorde det klart, at de lagde op til storm på en af de franske befæstninger.

 

Men Rosner undrede sig fortsat. Deres tunge maskingeværer var beregnet til kampe i bjergterræn, ikke til landskab med mindre bakker. Tyskland måtte være ved at mangle reserver. Tyskland var måske ved at tabe krigen. Han troede ikke på overordnedes forsikringer om, at den tyske spærreild ville udslette al fransk modstand i befæstningerne. Ellers gik tiden i øvrigt med foredrag om gasmasker, om taktik og med kurser for officersaspiranter. Rosner blev senere udnævnt til korporal.

Champagne-Verdun

Ventetid inden Verdun

Men dagene gik, og afdelingen var stadig i hvilestilling. Soldaterne tænkte oftere på, hvornår de kunne få orlov og komme hjem til familien. Rosner spekulerede – ligesom de andre – over mulighederne for at melde sig 'syg', men opgav. Enten var man rigtig syg – eller rigtig rask. Men tanken om at blive syg nok til lazarettet ville ikke gå væk. Rosner noterer sig, at humøret i hele afdelingen var dårligt.

D.28.maj rygtedes det blandt soldaterne, at maskingeværafdelingen skulle til den italienske front. Der var nu en bedre stemning. Dagen efter tog Rosner afsked med den franske familie. Det var svært for ham – og de andre – at skulle forlade denne landlige idyl, som landsbyen havde været for dem. Kl.2. om morgenen d.1.juni skete afmarchen, og en time senere sad afdelingen, efter at våben, heste og vogne er kommet med, i et tog på vej mod ukendt bestemmelsessted. Fuld af håb læste Rosner stationsskiltene undervejs: Mezières-Charleville, Sedan, Longuyon, Longwy. Den sidste station lå på en bane, der førte væk fra Verdun. Måske var de på vej til Italien, men så lød råbet: 'aussteigen'. De skulle åben- bart til helvedet i Verdun.

Ved Verdun

De indkvarteredes i en landsby uden for Longwy. Glimtene fra artil- leriilden over Verdun sås gennem hele natten. Rosner og kamme- raterne forsøgte at leve i nuet og ikke tænke på 'slagtebænken' Verdun. Det var vigtigere at beskæftige sig med middagsmaden end spekulere på, hvor de befandt sig om en uge. D.5.juni var det igen afsted, og efter to dages march i regnvejr slog de lejr midt på en mudret mark ca.15.km nord for Verdun. Omgivelserne var ret så uhyggelige, faktisk en slagmark fra foråret med gamle skyttegrave, våben, tøj, tornystre, ammunition som lå spredt ud over det hele. De måtte tage til takke med de bivuaker, som de selv kunne lave.

Kl.6 om morgenen d. 7.juni skulle 40 mand fra afdelingen hurtigt afsted til fronten. De blev hver forsynet med brød, ost, røget kød og to feltflasker med te og rum – til fem dage. Efter deres afgang fik de tilbageblevne, heriblandt Rosner, at vide, at de 40 skulle deltage i stormen på fæstningsanlægget Thiaumont, der lå midt på frontlinjen ca. 7 km nord for Verdun.

Næste dag passerede en gruppe med fangne franske soldater, ledsaget af en afdeling tyske. Rosner lagde mærke til, at de tyske soldater så meget hærgede ud. Snavsede, iturevne uniformer, udhungrede. Rosner noterer med forfærdelse, at det måtte være 4.kompagni i det 15. bayerske infanteriregiment – 53 mand. Der manglede altså 2/3 af kompagniet. Senere på dagen kom enkelte af deres egne 40 mand tilbage såret tilbage. En af dem, underofficer Pöttinger, kunne kun fortælle, at der herskerde stor forvirring i forreste skyttegrav med mange faldne på grund af heftigt bombardement, måske fra eget artilleri!

Næste dag berettede yderligere to tilbagevendte sårede, hvad der var sket med skytterne i afdelingen. Rosner kunne grædende notere, hvordan den ene efter den anden var blevet ramt af granatstumper for at dø af blodtabet timer senere. Og sådan fortsatte det. Endnu nogle kammerater vendte sårede tilbage og fortalte, hvad der var sket. Der herskede dyb tavshed blandt de tilbageblevne. Alle tænkte på de dræbte kammerater, som man havde delt glæder og sorger med i det fremmede på Balkan. Rosner følte, at han næsten ikke kunne give udtryk for sin sorg og vrede over det, der var sket. Hvem havde ansvaret for dette nyttesløse blodbad?

D.10 juni kl.7 om morgenen beordredes Rosners 5. maskingevær- gruppe, der indtil nu havde fungeret som reserve, til at hente et depot med ammunition, som de fire andre, nu tilintetgjorte grupper, havde efterladt i en slugt halvvejs til fronten. Gruppen passerede et plateau fyldt med bombekratere, ødelagte vogne, lemlæstede heste og granathylstre. Mod syd sås de franske udkiksballoner, der dirigerede artilleriets ild. Både til venstre og højre for plateauet faldt de franske granater, og i det fjerne kunne de skimte Fort Douaumont. En provisorisk tysk soldaterkirkegård med trækors ved kanten af plateauet var ramt, og lig og ligrester flød over det hele. Ikke engang de døde kunne være i fred, noterer Rosner. Men nu slog granaterne også ned lige omkring dem. De var blevet observeret fra udkiksballonerne.

Men de nåede uden uheld frem til Fossewald-slugten, hvor tyskerne havde etableret en stor forsyningsbase. Gruppen fik læsset deres tre heste med ammunitionen og og et muldyr med forbindsstoffer og begyndte tilbageturen. Pludselig slog en granat ned mindre end 100 m fra dem. Da Rosner kastede sig til jorden, mærkede han trykket og derefter jorden og røgen fra yderligere tre granater tættere på. Gruppens tab var en dræbt, en hårdt såret, og en hest. Den sårede soldat var fører for den dræbte hest, og han kunne ikke komme sig over tabet. De havde været sammen på hele Balkanturen. Muldyret og de to andre heste tog situationen roligt. De var for Rosner symboler på tålmodighed og lydighed!

Gruppen nåede tilbage bag en bakkekam, hvor de ikke kunne ses fra udkiksballonerne, og videre frem til deres reservestilling. Rosner havde aldrig været så lykkelig, hævder han, da resterne af maskingeværafdeling 206 marcherede 3km mod nord til en hvilestilling med blokhuse - væk fra Verdun. Han var stadig i live. Afdelingens tab på en enkelt dag var 29 dræbte og sårede.

På vej til forreste linje

 

Efter 3 uger i hvilestillingen, hvor afdelingen fik nyt mandskab fra et alperegiment – som Rosner ikke havde meget til overs for. Det var 'velhavende' skiløbere og andre 'sportsfolk'! Det var det uvist, hvad der skulle ske med afdelingen. Kanontordenen fra Verdun hørtes konstant døgnet rundt. Fra d.22.juni 'suppleredes' den med lyden og rystelserne fra batterier med tyske skibskanoner (42 og 38 cm kaliber) i nærheden af deres hvilestilling. De havde en rækkevidde på 20-25 km. Rosner funderede videre over krigens meningsløshed. Hvorfor stoppede franskmændene ikke bare deres artilleriild og ventede på, at tyskerne ikke havde mere at spise?

D.7.juli fik afdelingen ordre til at rykke frem til forreste kamplinje ved landsbyen Fleury. Men til alles (inkl. Rosners) glædelige overraskelse beordredes afdelingen tilbage senere på dagen. Men fire dage senere var det alvor. Efterhånden som de nærmede sig fronten, bredte liglugten sig. Dræbte soldater – eller rester af soldater, heste, ødelagte kanoner, bombekratere osv fyldte op i 'landskabet'. Lige nu var der ingen granater på deres vej, men soldaterne bevægede sig alligevel med afstand på 50 meter mellem hver mand. De kom ind i en slugt, hvor der var udgravet dybe beskyttelsesrum på hver side.

I bunden af slugten var der opstillet batterier med 15 cm skyts, og på slugtens kant var det lettere feltartilleri gravet ned. Afdelingen slog sig ned i nogle tomme beskyttelsesrum. Men det var umuligt at falde i søvn på grund af den uafbrudte kanonild. Rosner stillede sig op ved en af feltkanonerne og så, hvordan artilleristerne uafbrudt 'fodrede' kanonen. Rundt om kanonen stod der en kreds af infanterister og røg, alt imens de nysgerrigt og koldblodigt betragtede skuespillet.

Så blev maskingeværafdeling 206 beordret frem til frontlinjen. Klokken var 10 om aftenen. Slugten mundede ud i en bred dal, hvor fronten befandt sig. For Rosner var granaternes hylen og nedslag en 'grausame Musik'. De var der helt på skæbnes nåde. Pludselig tonede en stor betonkolos frem i mørket, Fort Douaumont (erobret fra franskmændene i februar). Foran var der kæmpestore kratere. Soldaterne skulle balancere på en smal sti mellem disse kratere for at komme ind i fortet.

Ved midnat beordredes de ud igen. Ud af fortet og ned af bakke mod fronten i en lang række . Rosner gik 'uinteresseret og ligeglad med døden'. Igen op ad bakke og igen nedad bakke. Artilleriilden fortsatte med uformindsket styrke. Det var som at være midt i et væddeløb. Granaterne kom slag i slag. Der var nu kun et kvarter fral Fleury, deres mål ved fronten. Men på en gang mærkede Rosner et bedøvende stød mod brystet og en stikkende smerte i hånden. Han faldt bevidstløs om.

Han kom til bevidsthed senere på natten. Han opdagede, at han lå i et krater, halvt dækket af lerjord. Ved siden af lå der en død soldat og en såret soldat. Denne var i færd med at lægge en forbinding omkring sin fod. 'Du lever?', udbrød han, da Rosner bevægede sig. Hurtigt fandt han frem til Rosners sår i brystet og forbandt det. Rosner mærkede nu, hvordan kræfterne forlod ham, og han sank hen. Da han igen kom til bevidsthed, lå soldaten, der havde hjulpet ham, hen over ham. Han var død. Han havde et stort hul i panden.

Rosner begyndte at krybe tilbage. Overalt lå der døde og afrevne legemsdele. Men han bevægede sig i den forkerte retning. Maskingeværilden tiltog! Han vendte om og lod sig falde ned i et krater. Han tog fat i noget græs, men opdagede, at det er menneskehår. Smerterne tiltog. Han var bange for at gå fra forstanden. Han hørte soldater, der var på vej tilbage, og vidste nu i hvilken retning han skulle bevæge sig. Han krøb langsomt ned i en dal, hvor han følte, at han var i sikkerhed. Senere, efter yderligere nogle timers kryben, nåede han frem til en forbindsstation.

(Herfra blev han sendt tilbage til lazaret i Tyskland. Efter nogle uger kom han sig, og i september hjemsendtes han.)

Verdun

Copyright Bo Jessen 2012-17