Kortet giver med de røde felter - forter og større beskyttelsesrum - et overblik over den samlede befæstning omkring Verdun. De stærkeste forter var placeret på bakketoppene mod nordøst: Douaumont, Vaux og Souville. I 1914 troede både franskmændene og tyskerne, at forterne havde mistet deres betydning, fordi de - sagde man - kunne nedkæmpes med det tunge skyts. Men kampene i 1916 gav ikke noget klart svar på spørgsmålet om forters værdi i en industrialiseret krig, hvor artilleri spillede hovedrollen.  Fronten d.6.september 1916 angiver grænsen for den tyske fremrykning. Fronten d.15.december angiver grænsen for den franske tilbageerobring. (Kilde. Wikipedia: The First Battle of Verdun.)

Verdun - fremspringet

Verdun lå som en 'bule' på vestfronten. Igennem hele året 1915 havde fronten her været ganske fredelig. Det var for besværligt for franskmændene at starte en offensiv herfra på grund af terrænet og de dårlige transportforhold. Tyskerne sad på jernbaneknudepunkterne nord for byen.

General von Falkenhayn

Von Falkenhayn var en ganske effektiv general, hvilket han viste med sit sejrrige tyske felttog mod Rumænien i efteråret 1916. Churchill anså ham for den dygtigste tyske general i krigen.  I juli 1914 havde han som preussisk krigsminister  talt for krigen. Men som tysk øverstbefalende i foråret 1916 havde han mindre held med sin offensiv ved Verdun. Han mente ikke, efter det tyske nederlag ved  Marne 1914, at den tyske hær kunne vinde en afgørende sejr i et 'almindeligt' felttog og valgte derfor en 'nedslidningsstrategi'. Men tabene blev uforudset store, og han blev sat fra bestillingen i august 1916.

Med sin ide om nedslidningsslag og sin mangel på 'moralsk' krigsførelse viste han sin foragt for menneskeliv. På den anden side viste han sig som en loyal og ærlig ven, og han forhindrede som tysk-tyrkisk general i 1917 en tyrkisk pogrom mod den jødiske befolkning i den daværende tyrkiske provins Palæstina.

Operation Gericht

Falkenhayns 'Operation Dom' så på papiret ganske logisk ud. Franskmændene skulle få at mærke 'dommen' i form af det tyske artilleri, men udviklingen i slaget viste, at også tyskerne selv fik 'dommen' at mærke i denne 'knoglemølle', som Verdun efterhånden blev kendt som.

Fort Vaux

Fortet ligner meget Fort Douaumont, men er mindre i omfang. Efter generobringen gennemgik fortet en meget grundig renovering med bl.a.nye pansertårne, nyt vandsystem og med længere underjordiske gange med elektrisk lys.

Brevduen fra Fort Vaux

I modsætning til erobringen af Fort Douaumont (se erindringsstedet) blev erobringen af det nærliggende Fort Vaux en kostbar affære for tyskerne. Fortets kommandant, major Raynal, følte, at skammen fra opgivelsen af Douaumont ikke måtte gentages. Fortet blev hårdnakket forsvaret. Da tyskerne var trængt ind i fortets overbygning 1.juni, trak de resterende forsvarere sig tilbage til de underjordiske gange, hvor de opbyggede barrikader bemandet med maskingeværer. Tyskerne måtte, i mørke, bekæmpe disse barrikader med flammekastere og håndgranater, men forsvarerne svarede igen og forsøgte at genopbygge barrikaderne med løsrevne cementblokke, stolper og dele af møbler fra mandskabsrummene. Stanken fra latrinerne og fra de faldne blandede sig med røgen og støvet fra kampene i gangene. D. 3.juni slap vandet op for forsvarerne og Maynal sendte sin sidste brevdue afsted til Verdun med en desperat anmodning om hjælp. Duen kom af sted halvt kvalt af iltmangel, men nåede Verdun, hvor den snart døde. Men fortet modtog ikke noget svar. Det lykkedes en officer fra fortet at nå frem til de franske linjer dagen efter, men det efterfølgende franske bombardement af de tyske stillinger var uden virkning, og d.7.juni gav Raynal op og overgav fortet.

(Billedet) Duen er blevet mindet med en sten med en del af teksten i det sidste budskab sat foran indgangen til fortet.(1929)

Fortet var ligesom Douaumont blevet berøvet sit tunge artilleri i 1915, men ved starten på den tyske offensiv i februar var kanonerne hurtigt blevet bragt på plads igen. Fortet havde fra sin position på en bakkekam på det østlige hjørne af Meuse højderne et godt udsyn ud over de tyske troppebevægelser. Fortet skulle erobres, hvis tyskerne ville videre mod Verdun. Men efter Fort Vaux ventede Fort Souville - som tyskerne måtte opgive at erobre i sept. 1916. (se det store kort øverst på siden)

Kronprinz Wilhelm

Den tyske kejser Wilhelm II's ældste søn blev sat i spidsen for den 5.armé på Verdunfronten i 1914 til trods for manglende ledererfaring. Det var 5.arme, der skulle lægge soldater til den tyske offensiv i 1916, og kronprinsen, der skulle lede den. Men kronprinsen var mod sin egen vilje blevet en kransekagefigur. I februar beklagede han,  at offensiven ikke også omfattede Meuse's vestbred, da han med rette frygtede det franske artilleri her. 

 

I april 1916 forlangte han, at offensiven blev afbrudt, da den ikke førte til noget og medførte urimelige tab. Men Falkenhayn og kronprinsens egen stabschef ignorerede ham.  Stabschefen var indsat af hans far, kejseren, der havde bedt sin søn om at følge stabschefens råd.

Dagen efter Fort Vaux's erobring mødtes han med kommandantenm major Raynal og lykønskede ham med det tapre forsvar. Kronprinsen var til trods for sit ry som en svag og lidt latterlig person en ganske fornuftig mand.

Kejser Wilhelms abdikation med det tyske nederlag i november 1918 tvang kronprinsen i landflygtighed sammen med resten af familien. Senere forsøg på et 'comeback' for kejserfamiliens politiske indflydelse under Hitler lykkedes ikke.

Litteratur:

Jean-Jaques Becker/Gerd Krumreich: Der grosse Krieg (2008)

Alistair Horne: The Price of Glory (1993 udg.)

John Keegan: Det första Världskriget (sv. udg. 2004)

Ian Ousby: Vägen till Verdun (sv. udg. 2003)

Slaget om Verdun

- en kort beskrivelse, analyse og vurdering af slagets forløb

Udsigten mod nord fra toppen af Fort Vaux - et af de større forter i befæstningen omkring Verdun. Som det fremgår af billedet her, er der ikke meget andet at se end et stort skovområde. I 1916 var enhver form for 'natur' bombet væk. Nøgne træstubbe og granathuller på de mange bakketoppe prægede landskabet. Sammen med Fort Douaumont og Fort Souville (se kortet herunder) dominerede Fort Vaux denne del af fronten mod nordøst, og tyskerne var derfor tvunget til at indtage dem, hvis de ville videre sydpå.

For bedre at kunne følge med i slagets gang præsenteres her et oversigtskort, der dels viser frontlinjerne med datoer og dels de vigtigste stednavne - forter, byer og skove - samt floden Meuse. Et mere detaljeret kort med højdeforskelle og flere stednavne kan ses på siden 'Verdun - slagsmarksbeskrivelse'. En beskrivelse af enkelte dele af slaget kan læses på siderne med erindringsstederne samt i de forskellige soldatererindringer. Oversigtskortet her samt den efterfølgense beskrivelse,  analyse og  vurdering af slagets udvikling skulle gøre det muligt at sætte erindringsstederne og soldaternes erindringer ind i en større sammenhæng.

Copyright Bo Jessen 2012-17

Slagets betydning

Slaget om fæstningsbyen Verdun på grænsen mellem Frankrig og Tyskland fra februar til november 1916 bliver af mange betegnet som 'krigens vigtigste slag' eller endog som 'verdenshistoriens største slag'. Målt på tabenes omfang, dvs. antallet af faldne, sårede og tilfangetagne på begge sider, bliver slaget vanskeligt at 'overgå', men slaget 'konkurrerer' alligevel med andre slag i både den første og den anden verdenskrig om at være det 'vigtigste', hvis der hermed forstås det mest betydningsfulde for krigens udfald.

At slaget har antaget en særlig 'status', både i Frankrig og i udlandet, skyldes særligt to forhold:

1) det blev udkæmpet på et forholdsvis (dvs. i forhold til antallet af soldater og kanoner) lille område med en ikke tidligere overgået intensitet.

2) det antog for begge parter en nærmest symbolsk betydning. For Frankrig blev slaget en kamp om landets eksistens, for Tyskland en kamp om Vestfronten og dermed vejen til den endelige sejr.

Hvorfor fandt den tyske offensiv sted ved Verdun?

General Erich von Falkenhayn, der d.14.september 1914 havde efterfulgt feltmarskal Moltke som generalstabschef under den tyske tilbagetrækning ved floden Marne, havde forberedt en ny strategi på vestfronten for året 1916. Året 1915 havde givet tyskerne flere vigtige sejre på østfronten mod russerne. På vestfronten derimod havde man afholdt sig fra større offensiver og i stedet udbygget forsvarsstillingerne, som de allierede havde forsøgt at gennembryde. 1915 havde set flere store franske og britiske offensiver, men de løb forgæves storm mod de veludviklede tyske skyttegravsystemer.

Falkenhayn ønskede i modsætning til sine kolleger i kejserens militærkabinet og i generalstaben en offensiv mod vest. Krigen kunne kun afgøres i vest. Offensiven måtte finde sted i foråret 1916 – inden de vestallierede selv startede en offensiv og inden den britiske hær blev forøget med de divisioner, som var under opbygning i England.

Målet med offensiven var at få Storbritannien til at opgive krigen - Storbritannien var hovedfjenden – ved at få Frankrig til at forbløde. Ved at slå Frankrig ud, ville man ’slå Englands bedste sværd ud af dets hånd’. En offensiv på østfronten gav ingen strategisk mening. For hvad skulle man erobre der for at få russerne ud af krigen? Altså henholdende krig i øst var Falkenhayns råd til kejseren – Rusland var jo alligevel på vej til sammenbrud – og flere styrker overført til vestfronten.

Da den britiske del af fronten blev anset for at være for stærk til et gennembrud (og jordbunden i den britiske sektor i Belgien/Nordfrankrig var først tør sent på foråret), måtte offensiven rettes mod den franske del – og her mod et sted på fronten, som franskmændene ville gøre alt for at forsvare - og dermed forbløde i et tysk bombardement!

Stedet var de fæstninger, der lå i en cirkel  omkring byen Verdun. Fæstningerne kunne angribes fra tre sider, da Verdun lå som et frontfremspring. Der var kun få veje bagud til Frankrig – og ingen fungerende jernbane - hvorimod tyskerne på deres side rådede over et jernbaneknudepunkt få kilometer væk. (Jernbane var nødvendig til transport af de tusinder af granater, der hver dag skulle affyres mod fjenden).

Den tyske plan, der fik navnet ’Operation Gericht’ (dom), havde som strategisk mål erobringen af Verdun eller nedkæmpelsen af den franske hær. Hvis franskmændene opgav kampen, mistede de Verdun – og hvis de fortsatte kampen, mistede de deres armé! Falkenhayn forudså det sidste.

Erobringen af Verdun var for Falkenhayn egentlig ikke målet – men det sagde han ikke officielt. Franskmændene skulle jo forbløde i Verdun! Franskmændene vil tilføre alle de forstærkninger, som de havde, men de ville lide nederlag, da tyskerne havde de materielle fordele – terrænet og det tunge artilleri, herunder 42 cm kanoner, der havde nedkæmpet de 'uindtagelige' belgiske fæstninger ved Liege i 1914. Franskmændene skulle tvinges ud i et ’nedslidningsslag’, hvor det tyske artilleri skulle gøre det meste af arbejdet. De tyske tab ville blive begrænsede.

Hvordan forløb den tyske offensiv ved Verdun?

Den tyske offensiv startede d.21.februar – ca. 10 dage forsinket på grund af dårligt vejr. Forsinkelsen betød, at franskmændene fik underretning om angrebet, men de var ikke klar over angrebets karakter. Om morgenen åbnede mere end 500 tunge kanoner ild mod de franske stillinger over en strækning på ca. 12 km, ca 10 km nord for Verdun (i begyndelsen fandt offensiven kun sted på østsiden af floden Meuse).

Det tyske infanteri rykkede frem efter artilleribeskydningen kl. 4 på eftermiddagen, og d.25.februar var tyskerne trods hårdnakket fransk modstand i de forreste linjer af de soldater, der havde overlevet bombardementet, rykket 3 km frem og havde taget et af hovedforterne, Fort Douaumont.

Vejen til Verdun syntes åben. Det tyske angreb blev lettet af det forhold, at franskmændene selv månederne forinden havde fjernet deres tunge artilleri for at bruge det andensteds samt reduceret antallet af soldater i besætningerne (hvad tyskerne ikke vidste!). Man havde ikke regnet med et tysk angreb på denne front. D.27.februar stod tyskerne kun 6 km fra Verdun. Men herefter gik de i stå.

Franskmændene satte store ressourcer ind på at holde stillingerne. En ny general, Petain, blev sat til at organisere forsvaret. Forstærkninger blev ført frem. Og – hvad der var det vigtigste i krisesituationen – den franske artilleriild på vestbredden koncentreredes således, at den gav en ’mur af ild’ mod de tyske stillinger på den østre flodbred. Man havde bl.a. det held at ramme et af de store tyske ammunitionsdepoter.

 

Men Petains artilleritaktik forudsatte uophørlig tilgang af enorme mængder af granater – 2.000-4.000 tons om dagen! Lastbiler fra hele Frankrig blev mobiliseret og sendt til Verdun, hvor de kørte i fast rutefart fra byen Bar-Le-Duc (ca. 60 km sydvest for Verdun) ammunition og andre forsyninger til Verdun på den eneste farbare vej. Vejen blev konstant vedligeholdt af en hel division kolonitropper. Vejen blev kaldt ’Voie Sacrée’ – den hellige vej.

Fra d.10 marts, da tyskernes offensiv på den vestre Meuse-bred også var ved at køre fast, stod det klart for tyskerne, at de ikke kunne bryde igennem. Fra nu af måtte slaget blive et rent nedslidningsslag. I slutningen af marts satte tyskerne endnu flere soldater ind i angrebene og endnu mere artilleri. Virkningerne udeblev ikke. Tyskerne kunne fortsat ikke bryde igennem til Verdun – det var som nævnt egentlig heller ikke meningen – men trækket på de franske reserver kunne mærkes, hvilket bl.a. betød, at franskmændene måtte reducere deres deltagelse i den kommende Somme-offensiv sammen med briterne.

En anden virkning var, at mere end 2/3 af alle franske regimenter på et tidspunkt under den 9 måneder lange offensiv var en tur forbi Verdun, idet Petain for at lette presset på den enkelt soldat sørgede for hurtig udskiftning i de franske stillinger.

D.1.juni forsøgte tyskerne endnu et koncentreret angreb over en 5 km lang front. Målet var Fort Vaux, som blev erobret d.7.juni, og d..23.juni nåede tyskerne frem til det sidste fort, Fort Souville, inden Verdun. Et gasangreb på franske artilleristillinger lammede delvis disse, og der syntes at være fri bane for tyskerne. Landsbyen Fleury, 3 km fra Verdun, erobredes. Men alligevel ebbede det tyske angreb på fortet ud om aftenen. Det franske artilleri, hvis besætninger netop havde fået udleveret nye gasmasker, var kommet sig oven på gasangrebet og havde genoptaget ilden, og tyskerne, der var løbet tør for ammunition og vand (!) opgav at komme videre.

Det var også ved at være for sent. Dels fik Petain tilsendt yderligere 4 divisioner (som var taget fra den forestående Somme-offensiv) og dels gav Falkenhayn ordre til at stoppe yderligere ammunitionsopbygning ved Verdun, da det britiske bombardement ved Somme begyndte dagen efter (24.juni). Og efter d.1.juli, da selve Somme-offensiven var i gang, fik tyskerne ved Verdun ikke yderligere forstærkninger. De gik herefter over til defensiv krigsførelse.

Franskmændene under en ny general, Nivelle, gik nu i offensiven, og d.24 oktober var Fort Douaumont samt en stor del af det tabte terræn på begge sider af Meuse tilbageerobret. Resten af det tabte terræn blev generobret d.18.december. Men prisen for denne generobring var høj: 47.000 mand! Verdunslaget  - og slaget om Frankrig - var forbi.

De samlede tab ved Verdun er vanskelige at gøre op. Omkring d.1.juli havde hver side mistet ca. 200.000 mand, dræbte og sårede. Ved slutningen af offensiven var de franske tab formodentlig på over 350.000, heraf ca.163.000 dræbte!. De tyske tab var lidt mindre: 337.000.

Antallet af dræbte og sårede i forhold til antal indsatte soldater var større ved Verdun end ved noget andet slag – ligesom antallet af dræbte i forhold til arealets størrelse! Der var blevet affyret omkring 20 mio granater. Skovene var reduceret til stubmarker, og granathullerne overlappede hinanden i hele terrænet.

Hvorfor mislykkedes offensiven?

Historikerne har peget på flere faktorer, der bidrog til den tyske fiasko. En af dem var så at sige indbygget i Falkenhayns plan fra starten. Ved at begrænse angrebet til floden Meuse’s østlige bred for at kunne koncentrere styrkerne på en kort strækning for at opnå større effekt, udsatte Falkenhayn de fremrykkende tyske soldater – efterhånden som de vandt terræn - og det tyske artilleri for en kraftig flankerende ild fra fransk artilleri på højene på den vestre bred. Herved blev Falkenhayn tvunget til at udvide angrebet til den vestlige flodbred, og koncentrationen omkring den østlige front gik tabt. En anden faktor i forbindelse med angrebsplanen var Falkenhayns ubeslutsomhed. Var målet Verdun? I februar kunne en erobring af byen muligvis være gennemført ved en overrumbling.

Falkenhayn havde klart undervurderet den franske modstand. Petains taktik med øjeblikkelig modangreb som svar på tyske angreb sinkede den planlagte tyske fremrykning, ligesom Petains taktiske brug af artilleriet (fra den vestre flodbred) var en ubehagelig overraskelse for tyskerne. Hertil kom den hyppige franske tropperotation, der forhindrede (eller i hvert fald udsatte) et fransk moralsk sammenbrud.

Måske havde det været en fordel for franskmændene, hvis de havde opgivet byen på et tidligt tidspunkt. Fronten var blevet lettere at holde uden fremspringet ved Verdun. Men da hærledelsen besluttede at forsvare byen for enhver pris, blev forsvaret af Verdun et symbolet på hele nationens vilje.

Men nedslidningsslaget om Verdun blev også kostbart for tyskerne, der led næsten lige så store tab som franskmændenes. Jo mere franskmændene forsvarede Verdun – jo større betydning tillagde tyskerne byen. Slaget fik sin egen indre dynamik.

Konsekvenserne for den franske hær trods dens tapperhed og udholdenhed var en kraftig reduktion af dens kampkraft. Franskmændene havde indtil slaget ved Somme juli 1916 båret hovedbyrden af krigen på vestfronten. I 1917 måtte de overlade denne rolle til briterne, specielt efter Nivelles katastrofale offensiv ved Chemins des Dames april 1917 og de efterfølgende udbrud af mytteri.

For tyskerne var offensiven forgæves. Den løste ikke deres strategiske dilemma omkring tofrontskrigen. Vestmagterne kunne ikke slås ud – tværtimod voksede deres styrker (de britiske!) og deres ressourcer mere end de tyske. Tysk strategi for 1916 var slået fejl, og den betød formodentlig, at krigen ikke kunne vindes. En offensiv i øst i stedet for ved Verdun havde uden tvivl stillet tyskerne bedre - men de ville alligevel være blevet udsat for de allieredes 'nedslidningsslag' på Vestfronten.