Forvirring og kapitulation 

Korporal Leon Vuillermoz i skyttegraven ved Verdun

På grundlag af Vuillermoz's optegnelse, trykt i 'Carnets de Verdun. Anthologie présentée par Laurent Loiseau et Géraud Bénech'. (Paris 2006)

Leon Vuillermoz

1883-1955

Foto fra 'Carnets de Verdun')

Billedet her må være fra værnepligtstiden 1902-1903.

Léon Vuillermoz, landmand i det civile liv, var korporal i d.23. infanteriregiment. Han var født i 1883 og havde aftjent sin værnepligt i 1903 i det 23. regiment. Da krigen brød ud i august 1914, blev han mobiliseret. Regimentet gjorde tjeneste på forskellige steder på vestfronten, men var mest stationeret i Champagne. Vuillermoz var med en del af tiden i 1915. I efteråret 1915 deltog han i træningen af de nye årgange, der indkaldtes til tjeneste. Han vendte tilbage til regimentet i januar 1916.

Beretningen viser noget af den forvirring, der herskede i det franske forsvar af Verdun i de første dage af den tyske offensiv. Den franske ledelse af forsvaret omkring Verdun havde ikke noget overblik over, hvad der egentlig skete ved fronten. Vuillermoz’s bataljon blev omringet fire dage efter starten på det tyske angreb, og han måtte gøre sine optegnelser færdige i tysk fangenskab. Optegnelserne i form af to dagbogshefter er bevarede af familien. De blev udgivet af en nevø i 2001 med titlen ' Journal d’un poilu franc-comtois, Guerre 14-18'.

Foran Verdun

Landsbyen Douaumont, som har givet navn til fortet, er ikke angivet på kortet, men lå 3-400 nordvest for fortet. Et mere detaljeret kort kan ses på siden 'Slagmarksbeskrivelse'.

En af mandskabskasemat terne i Fort Douaumont som den ser ud i dag. I dagene inden den tyske erobring var fortet et kærkomment tilflugtssted for franske soldater til og fra frontlinien. Efter tabet af fortet blev Fort Vaux det  nye tilholdssted, men i den franske forsvarslinje mellem de mange forter var det også bygget beskyttelsesrum i beton bunkers, som regel ind i en skråning i en kløfte, eller flere meter ned i jorden som 'Quatre Chemins' (se bl.a. siden om 'Benhuset' (Ossuaire)) - eller som betonbunkeren herunder.

             Abri TD2 -  

På vejen fra Fleury til Fort Douaumont ses ruinerne af et mindre beskyttelses, TD2,  i den franske forsvarslinje, hvor forterne Vaux, Douaumont, Thiaumont og Froideterre indgik. TD2 blev kraftigt beskudt - det ses tydeligt på ruinen! Det blev bygget i 1908-09 og indholder to store mandskabsrum samt køkken og latriner.der var plads til 100 siddende mand. Det blev også brugt som forbindsstation, og da det blev erobret af tyskerne d.23.juni 1916, var det fyldt sårede og døde soldater, både franskmænd og tyskere. TD2 blev generobret af franskmændene 24.oktober 1916.

Advarselsskiltet på muren fortæller, at der også her - som ved alle andre ruiner - adgang strengt forbudt. herunder den anden halvdel af TD2.

    beskyttelsesrum ved

         Fort Douaumont

Copyright Bo Jessen 2012-17

 

I skyttegraven ved Fort Vaux

Vuillermoz og hans bataljon havde marcheret i flere dage for at nå frem til Verdun-sektoren af Vestfronten. Det regnede uafbrudt. Soldaterne beklagede sig over, at det er vanskeligt at lave kaffe undervejs. Marchen var blevet mere og mere trættende. Om aftenen d.20.februar nåde de frem til landsbyen Damloup, ca. 6 km fra frontlinjen (se kortet i margin længere nede på siden). De hørte kanontorden overalt, men blev beroliget af soldater fra det 44. territorial regiment, der var indkvarteret her. Sådan havde det hele tiden været. En tysk overløber, der samme nat fandt frem til Damloup, fortalte, at tyskerne ville indlede et stormangreb næste dag.

Vuillermoz's bataljon brød op for at marchere videre til landsbyen Vaux, som lå lidt tættere på frontlinjen og nær et af de vigtigste forter i det franske forsvar, Fort Vaux, der er placeret på en bakketop ca.340 m høj, i et stærkt kuperet terræn, der endnu delvis var dækket af skov.

Om morgenen d.21.februar kl. 7.15. skete det så. Et intenst tysk bombardement begyndte, og det fortsatte det meste af dagen. Granaterne faldt tæt omkring Vaux. Det var åbenbart, at tyskerne forsøgte at ramme en stor skibskanon, som anbragt lidt nordøst for landsbyen.

Vuillermoz og hans kammerater søgte beskyttelse i nogle skyttegrave bag en skrænt i nærheden. Men officererne fandt stedet ’utilfredsstillende’, og soldaterne beordredes til at grave enkeltmands skyttegravshuller på en bakkeside ovenover vejen til Verdun – midt blandt træer. Men det gik langsomt med gravearbejdet. Jorden var fuld af sten og trærødder – og det var koldt.

For Vuillermoz forløb dagen alligevel nogenlunde! Der var nemlig ingen tab, da de tyske granater faldt i nabolaget. Feltkøkkenet arriverede, og om natten kunne soldaterne vende tilbage til landsbyen for at sove i en lade. Men de fik nattesøvnen forstyrret af kanontordenen og af granatnedslag i nærheden – og af regnen, der trommede mod ladens bliktag.

Næste morgen (d.22. feb.), da granatnedslagene igen kom nærmere, var de tilbage i skyttegravshullerne. Øjeblikke efter faldt en de helt store granater (22 cm) tæt på bakkekammen. De dukkede sig alle, da de hørte granatens hvislen igennem luften, men Vuillermoz så en af sine kammerater, der ikke var hurtig nok, blive ramt af et granatstykke. Han døde lidt senere. Om aftenen måtte de ty til gasmaskerne. De søgte igen ind til landsbyen. Men mange af husene lå allerede i ruiner. Den tyske granatregn faldt nu i salver, gaslugten bredte sig, og Vuillermoz hørte skrigene fra de sårede. Mellem to granatsalver fandt de vejen tilbage til skyttegravshullerne.

Det begyndte at sne, og det blev rigtigt koldt i hullerne. Næste dag (23.feb.) fortsatte bombardementet med fordoblet styrke. For Vuillermoz lød som en konstant torden. Om aftenen beordredes bataljonen videre til Douaumont. De passerede 'Dødens kløft' og nåede frem til et plateau, men officererne vidste ikke, hvad de nu skulle gøre. De fortalte mandskabet, at der var en fransk troppelinje foran dem.

Soldaterne gik i gang med at grave nye huller i den frosne jord. De befandt sig på kanten af en kløft. Granaterne faldt på alle sider af stillingen, og Vuillermoz havde netop lagt sig på ryggen i sit hul, da han blev begravet i jord. En granat var slået ned 2-3 meter væk. En 88 mm østrigsk granat, som han ikke havde hørt, fordi den ikke i forvejen ’havde hvislet’ sin ankomst.

Død eller overgivelse foran Fort Douaumont?

Ved midnat gik bataljonen ind i Fort Douaumont, der var en af hjørnestenene i den franske forsvarsring om Verdun. Efter nogle timers søvn i fortets kassematter på feltsenge gik soldaterne atter i stilling i nogle skyttegrave nord for fortet. Skyttegravene var i dårlig stand og uden forbindelsesgrave bagud. Vuillermoz og kammerater spurgte sig selv, hvad man egentlig havde foretaget sig her omkring Verdun inden det tyske angreb. De tænkte på det gravearbejde, som de selv har lagt i skyttegrave ved Aisne og i Champagne.

Men sektoren overtoges af nogle kompagnier 'Chasseurs' ('jægere' - en slags elitesoldater). Vuillermoz’s  bataljon søgte tilbage. I Vaux  var der også fyldt med soldater fra forskellige afdelinger, som 'enten skulle frem eller tilbage'. De rykkede så ind i fortet, hvor de var hele dagen. De hørte tyske 380 ca granater passere henover dem på vej mod Verdun.

Vuillermoz satte sig i spidsen for et forsyningshold. De skulle skaffe mad og drikke til 4 dage, da feltkøkkener havde fået ordre til at gå tilbage mod Verdun. Men de måtte foreløbig opgive på grund af det tyske bombardement.

D.25.februar om aftenen blev bataljonen beordret frem til nogle skyttegrave på en bakkekam nord for fortet for at afløse en anden bataljon. Atter var det dårligt vedligeholdte skyttegrave, der ikke var dybe nok. Officererne var i dårligt humør. Beskyttelsesrummene var ikke noget værn mod selv den mindste granat. En indskrift i skyttegraven lød: her skal man sejre eller dø!

Vuillermoz og hans kammerater fik det klare indtryk, at de skulle ofres for at holde fjenden stangen, indtil der var etableret stærkere forsvarslinjer mellem forterne. Det skulle jo være gjort for længe siden, bemærkede Vuillermoz. De fandt ikke andre afdelinger på deres linje, hverken til venstre eller højre for dem. Til deres undren blev de kun beskudt med enkelte 77 mm granater

Om morgenen syntes terrænet foran skyttegravene helt roligt. De prøvede at skjule sig for fjendtlige fly, der kunne registrere deres position. Men der faldt ingen granater i området. Henad kl. 11 begyndte så en kraftig skydning til venstre for bataljonen. Men næppe var Vuillermoz og hans kammerater nået i stilling i skyttegraven, førend det gik op for dem, at der også var tyske infanterister bag deres linje! Med maskingeværer! 4. Kompagni havde allerede overgivet sig.

De var helt i vildrede, da de hørte kaptajnens ordre: overgivelse eller flugt. Men det sidste var udelukket, da den smalle skyttegrav var fyldt med sårede. Det var altså ingen vej udenom overgivelse. Hvad de så gjorde – ’dybt bedrøvede’ - som Vuillermoz skriver. De tyske soldater nærmede sig skyttegraven skrigende og råbende, men faldt til ro, da de så franskmændenes række armene i vejret. Tyskerne kaldte  dem 'kammerater'...