TD3 abri - rester af dækningsrum

TD3 i nærheden af Fort Douaumont nord for byen Verdun. Indgangene til to rum i bunkeren skimtes til venstre i billedet. Stedet indgår i en turistrute i området. Bemærk pælen til venstre for skiltet med indbygget audiovisuel guidening. Franskmændene har i de senere år forbedret informationen til turisterne, men det kniber stadig med at få tavler med nødvendige oplysninger på flere sprog op de relevante steder.

TD3 og og andre lignende  beskyttelserum blev bygget af franskmændene i 1908-09. Fra april til juni 1916 forsøgte tyskerne forgæves at indtage bunkeren. Først d.1.juni lykkedes det. Men bunkeren blev få dage senere skudt i brand af fransk artilleri. Den tyske besætning omkom.

Vejskilte med navnene på 4 af de mange britiske soldater- kirkegårde (cemetery) nær floden Somme. Som turist i egen bil kan det trods den gode skiltning være lidt svært at finde rundt til de mest interessante steder på egen hånd. Der er mange 'besværlige' små- veje! Men  turisten bør tænke på, at der er næppe noget andet erindringssted uden for Storbritannien, der kan appellere til briterne som  'Somme'. Storbritannien har ikke tidligere haft en så stor hær engageret i et så stort slag som Somme - med så store tab. Navnlig Ulsters mange frivillige havde mange faldne de første dage i Somme-offensiven, her mindet af en 'pilgrimstur' i 2007 af nordirske turister.

Valmuerne på Flanderns marker:

Det er mange britiske turister, som man møder ved de forskellige monumenter, på soldaterkirkegårde og museer i Somme - området. Det gælder også i Ypres-området. På billedet til højre er det dog ikke briter, men unge  turister fra Canada - 'Youth of Canada/Jeunes de Canada' - der har lagt en krans på en af trapperne i Menin-porten i Ypres. Til højre og til venstre for kransen ses dele af navne på faldne (og savnede) soldater fra Canada.

Turistbus (th) fra det australske rejsebureau Cobbers, der har specialiseret i ture på de slag- marker, hvor de australske soldater var sat ind (På bussen: Following the Anzacs). Der findes flere sådanne bureauer i Storbritannien, der har guidede ture med fly og bus  med Ypres- og Somme-slagmarker- ne på programmet.

En slagmarksturist bør også besøge nogle af de mange 14-18 muse- er, der findes i byerne langs den gamle vestfront. I Ypres (på flamsk: Ieper) museet 'In Flanders Field', i Passchendaele 'Memorial Museum', og i Verdun museet 'Memoriale de Verdun'. Det bedste museum er:

Peronne-museet (indgang i middelalderborg). Læs videre herunder:

Ofte er turene kombineret med ture til 2.Verdenskrigs slagmarker i Normandiet.  I Belgien og Frankrig er guidede ture organiseret af de lokale turistbureauer- i Tyskland derimod synes der ikke at være noget større marked for sådanne organiserede ture. I Danmark har enkelte bureauer busture til slag-  markerne, som regel kombineret med andre kulturelle rejsemål.

Mange museer forsøger sig med 'tableauer', f.eks. en 'realistisk' skyttegrav, men spørgsmålet er, om det fremmer overblikket og forståelsen. Man kan ikke genskabe en 'krigssituation' - det kan ingen. Derfor er et museum som  'Historial  de la Grande Guerre' i Peronne nok at foretrække. Her er plads (og ro) til at studere de enkelte genstande, som er anbragt efter tema. (Billedet th.) Udstillingen er 'horisontal', idet der er også genstande og kort lagt ned i gulvet. Museet er internationalt. Alt er forklaret på de tre sprog (en-ty-fr), og der er ingen national sejr eller  'triumfering' over fjenderne. Museet rummer også et forskningscenter.

Litteratur:

Lloyd, David W.: Battlefield Tourism. Pilgrimage and the Commemoration of the Great War in Britain, Australia and Canada (1998)

Copyright Bo Jessen 2012-17

I departementet Meuse (navn efter floden Meuse) møder man som bilturist ofte skilte som ovenstående. Symbolet '14/18 - m' er fra 1995. (Figuren bag 'm' er departementets mærke). Vejskiltene er del af en større indsats fra 'L'Association 14/18 Meuse', en privat organisation, der har som mål at bevare sporene efter Den store Krig, udbrede kendskabet til slagene omkring Verdun og fremme turismen i området.

Amerikanske soldater kom for alvor med i kampene på vestfronten fra juli 1918. Under fremrykningen i Argonneskoven i okt. 1918 blev 7 kompagnier fra 77.division afskåret af tyske enheder, men de holdt stand mod overmagten i flere dage. De fik betegnelsen 'Lost Battalion', og stedet er markeret med mindestene og skulptur ved vejen. Et 'must' for amerikanske turister.

Hvad er 'slagmarksturisme'?

Det er snart 100 år siden, at 1.Verdenskrig – eller Den store Krig, som den blev kaldt dengang – brød ud. Den sidste britiske veteran fra krigen døde for nogle få år siden, og her i 2011 er der få tilbage, som har oplevet krigens tid. Alligevel bliver Den store krig ved med at udøve en dyb fascination på nutidens mennesker, navnlig i de krigsførende stormagter Storbritannien, Frankrig og Tyskland. 

Men også i mindre lande som Danmark er interessen stor, ikke mindst på grund af det store tab af dansksindede nordslesvigere på tysk side.

Vestfronten i Frankrig og Belgien, der var den afgørende skueplads for de allierede hære, har siden 1918 efterhånden skabt sin egen mytologi og billedverden og har sikret sig en fast plads i den moderne erindring. Flere hundrede tusinde turister besøger hvert år de gamle slagmarker på Vestfronten ved byen Ypres (Belgien), ved floderne Somme og Aisne og omkring byen Verdun.

Sporerne efter de voldsomme slag – skyttegravene, granathullerne og ruinerne af byer og landsbyer – er i dag med enkelte undtagelser (for det meste i Verdun-området) væk. Genopbygningen og genopdyrkningen kom i gang kort tid efter krigens afslutning, og kun få steder er der rester af det enorme skyttegravssystem. Ellers er det monumenter og militære kirkegårde, der vidner om slagmarkerne 1914-1918.

Regionens topografi påkalder sig ikke den store turistinteresse. Der er ingen markante landskaber eller historiske byer, når man sammenligner med andre regioner i Frankrig eller Belgien. Så hvorfor den store tilstrømning til slagmarkerne med de mange mindesmærker, museer og besøgscentre - og ikke mindst de mange gravpladser?

En turistrute på slagmarken

Hvorfor slagmarksturisme?

Det kan der gives forskellige forklaringer på. En forklaring er turisters søgen efter oplevelser. Selvom 1.Verdenskrig for længst er forbi, og der ikke er meget tilbage at se på de tidligere slagmarker, kan det måske stadig give ’et kick’ for mange at befinde sig i en tidligere krigszone. Der hviler en særlig atmosfære over stederne. De mange gravpladser og mindesmærker bidrager hertil.

 

Flere områder kan stadig være afspærret på grund af eksplosionsfare. Krigs- souvenir, f.eks. ueksplodere granater (eller granatstumper) kan stadig findes på marker og andre områder, der ikke er spærret af, men kan også købes i nærliggende butikker. Nogle af museerne har indrettet ’realistiske’ skyttegrave og ’dugouts’ (beskyttelsesrum) med de rigtige lyde.

En anden forklaring tager udgangspunkt i de besøgende turisters ønske om ’gennem selvoplevelsen at sætte den historiske interesse ind i en aktuel geografisk ramme’ og ’reflektere over historiens gang på det sted, hvor begivenhederne udspillede sig’. (Citat fra Wikepedias artikel om ’Slagmarksturisme’).

 

Altså i princippet det samme motiv, der gør sig gældende ved et besøg i f.eks. en vikingeborg eller i Colosseum i Rom, selvom et besøg ved f.eks. Thiepval med det britisk-franske monument for de faldne ved Somme 1916 nok af de fleste vil opfattes som mere nærværende og relevant for deres egen tid.

Turister i dag kommer ikke for at se krigens ’virkelige historie’. Men for at ’fornemme’ den. Når det gælder de to verdenskrige, er der heldigvis sjældent tale om en sygelig morbid interesse i krig som sådan. Langt de fleste turister er fyldt med respekt for de døde soldater.

Turisterne ved godt, at de kan ikke ’se’ de tidligere slagmarker på Vestfronten, heller ikke på de nye museer med al deres interaktive digitale grej. Men de kan engagere sig følelsesmæssigt i den ved at være der og tænke på dens gru og dens forfærdelige virkninger.

 

De kan have et ønske om at identificere sig med slagmarkens ’tomme’ og ’abstrakte’ landskaber og dens steder med de synlige erindringer som krigsmindesmærker og soldatergrave. Næppe nogen dansk slagmarksturist går upåvirket fra et besøg på den danske soldaterkirkegård i Braine i Nordfrankrig.

Mange turister fra de krigsdeltagende lande ser deres besøg på 1. Verdenskrigs erindringssteder som en form for pilgrimsrejse. Selvom de ikke har kendskab til faldne i deres bedsteforældres eller oldeforældres generation, føler de måske alligevel en slags ’forpligtelse’ som efterkommere at hylde dem, der faldt for deres land.

Valmuerne på Flanders marker

De røde (papirs)valmuer ses over alt på kirkegårdene og ved monumenterne for faldne soldater fra Storbritannien og de øvrige commonwealth lande. Den bæres  på tøjet på Remembrance Day (erindringsdagen 11.november), hvor den skal minde nutiden om det store offer, som de faldne gav i krigen (nu også i 2.Verdenskrig). De røde blade er de faldnes blod, der siver ned i jorden. Det var et digt 'In Flanders Field' af den canadiske militærlæge John McCrae, der førte til valmuens 'berømmelse'. En gruppe kvinder fra YMCA (=KFUM i Danmark) begyndte i novenber 1918,  inspireret af digtet, at sælge valmuer for at samle penge ind til de faldnes enker og børn.

John McCrae skrev digtet, da han efter tabet af en kammerat bemærkede de mange valmuer på slagmarken ved Ypres (1915).

Før krigen voksede der kun få valmuer i Flandern. På grund af de store bombardementer blev jorden rig på kalk fra murbrokker fra de ødelagte landsbyer, som fremmede væksten af den røde valmue. Nogen tid efter krigen forsvandt valmuen igen.

Ved Somme findes også den store australske soldaterkirkegård på en høj i landskabet - med et monument. der kan ses vidt omkring. (Billedet herunder)

 

Særlige slagmarksture

Slagmarksturismen fra 1919

Allerede under krigen var der flere ikke-militære, der forsøgte sig som ’turister’ på forladte slagmarker for at indsamle souvenirs (hjelme, våben m.v.) eller for at ’opleve’ noget af krigen. Flere britiske rejsearrangører, bl.a. den kendte Thomas Cook, så i slagmarkerne store muligheder for kommercielle rejser, når krigen var forbi. De første guidebøger blev udarbejdet allerede i 1919.

Men de veteraner og de efterladte, der tog på ’pilgrimsrejser’ for at finde en kammerats, ægtemands eller søns grav, tog stærk afstand fra de almindelige turistrejser. For dem, briter, tyskere og franskmænd, var slagmarken hellig jord, hvor deres kære havde ofret deres liv for deres land. Men også andre, f.eks. journalister, forfattere, politikere, delte deres opfattelse og krævede denne jord skulle fredes, så mindet kunne bevares intakt. Men det var forgæves

Landskabet på fronterne ændrede karakter. Landbruget i de tidligere krigszoner kom på fode igen, de fleste skyttegrave blev udjævnet og de, der blev bevaret, blev af hensyn til turisterne rekonstrueret, forsynet med trapper, gelændere m.v. De belgiske og nordfranske bønder vendte hjem til deres jord. De kunne ikke vente på politiske beslutninger! Landsbyer genopbyggedes, skove, enge m.v. reeta- blerede sig selv – kort sagt – naturen gik sin gang.

Slagmarken blev en stor turistattraktion allerede i starten af 1920’ erne og slagmarksturismen (den engelske) ’udkonkurrerede’ senere pilgrimsrejserne. Men da havde de fleste familier, der havde mistet en søn eller ægtemand i krigen og som havde råd til at rejse, be- søgt krigergravene.

 

Også mange veteraner besøgte deres faldne kammeraters grave. Sorgen over tabene var fortsat lammende ved besøg på gravstederne, men den ro og følelse af fred, som hvilede over gravene, gjorde den lettere at bære.

I 1930 havde mere end 100.000 i løbet af 3 måneder skrevet sig ind i gæstebogen ved Meninporten i Ypres (Britisk krigsmindemonu- ment). Men udviklingen i slagmarksturismen bidrog til en ’triviali- sering’ af krigserindringen. En britisk veteran udtrykte det således efter et besøg i Flandern: hans krig, den krig som specielt tilhørte hans generation, som nu var ved at blive midaldrende, var tiden ved at forandre til noget, som på afstand tog sig meget romantisk ud.

Tiden efter 2.Verdenskrig

Efter afslutningen af 2.Verdenskrig var der et fald i antallet af besø- gende til den gamle vestfront, men efterhånden fik også erindrings- stederne her deres andel af den voksende turisme, som fulgte med velstandsstigningen i Vesteuropa.

Fascinationen af krigenes steder er bestemt ikke aftaget med årene – tværtimod. Men spørgsmålet er selvfølgelig, om den turistkultur, som er udviklet omkring erindringsstederne med fremvisning af (renoverede) skyttegrave, med turistguidernes historier og med ’besøgscentrenes’ butikker og små udstillinger, er ved at gøre erindringen om krigen til en slags ’historisk underholdning’?

 

Noget som efterhånden går i glemmebogen på samme måde som 1864 for en dansker og bliver til en fjern romantisk fortid? En fortid som kun vil blive trukket frem ved et 150 års minde?

Faren ved denne turistkultur med dens souvenirs af forskellig slags er en glorificering af soldaterne og deres liv ved fronten. Men ligesom de mest forenklede myter om 1864 i Danmark stadig hænger ved, indgår også myter om Den store Krig i den folkelige kultur.

 

De forenklede forestillinger om ’de heroiske soldater’, ’de uduelige generaler’ osv. vil leve videre og bidrage til, at erindringen om krigen vil fortsætte nogen tid endnu – også efter det kommende jubilæumsår 2014.

Museet understreger ved sine opstillinger, at krigsoplevelserne i skyttegravene var ens for de franske tyske og britiske soldater. Krigen var en fælles katastrofe. Men slagene er ikke vist - hvordan kan man vise et slag, spørger museet sine besøgende? Museet mener, at oplevelsen af kampen, af dens mærkelige og uhyggelige karakter netop fremhæves ved ikke at være repræsenteret.