De holdt ud fordi...

Britiske historikere plejer gerne at fremhæve det forhold, at den britiske hær, på linje med den tyske (når man ser bort fra efteråret 1918), ikke oplevede det samme nedbrud i soldaternes disciplin som den franske og italienske hær (i 1917) og specielt den russiske hær. Det er selvfølgeligt et væsentligt punkt, men mere vigtigt er det at prøve at forstå, hvad det var, der fik soldaterne (også de franske og italienske det meste af tiden) til at udholde de forfærdelige forhold, som krigen blev udkæmpet under.

Her tænkes ikke blot på skyttegravshelvedet - bombardementerne, de elendige dækningsrum, de ubeskrivelige sanitære forhold osv., men også på det psykiske pres som følge af uvisheden (hvornår slutter krigen?), savnet af familien, kammeraternes død osv.

Der er givetvis mange forskellige forhold, der sammen kan bidrage til en forklaring på, hvorfor langt de fleste soldater 'gjorde deres pligt' - og ikke deserterede. For de britiske frivilliges vedkommende har historikere netop peget på det forhold, at de havde meldt sig frivilligt. Mange af de unge mænd ville væk fra en fattig tilværelse uden fremtidsudsigter. Og andre meldte sig af patriotiske grunde.

I de værnepligtige hære i Tyskland og Frankrig har historikere peget mest på de sociale normer som den afgørende faktor: man gjorde sin pligt - man adlød autoriteterne. Der var egentlig ikke andet at gøre. Soldaten var et lille led i en stor og magtfuld organisation.

 Efter de første kampe i efteråret 1914 og efter at skyttegravskrigen låste fronten fast, bredte der sig en vis apati blandt soldaterne. En fatalistisk holdning til skyttegravslivet og krigen blev almindelig. Skulle man blive ramt, så var der ikke noget at gøre ved det. Alligevel var mange - måske de fleste? - soldater i frontlinjen overbeviste om, at granaten med deres navn på ikke ville dukke op!

Forside/Soldaterne og krigen

 

Tema: Soldaterne og krigen

 

Soldaternes oplevelse af angreb, nærkamp og bombardement og deres forhold til fjenden

- skildret ud fra deres erindringer - og ud fra erindringsstederne.

 

På Vestfronten holdt de ud - hvorfor?

Læs introduktionen herunder

Den faldne franske soldat og Guds engel. Udsnit af monumentet for de faldne i Sarlat, en mindre by øst for Bordeaux i Sydfrankrig. Denne patriotiske (og religiøse) skildring af den franske soldat forekommer ofte på disse 'Monuments aux morts'  (monumenter for de faldne) i de franske byer. Men soldatens lidelser i skyttegravene bliver aldrig vist eller blot antydet i monumenternes skulpturer/relieffer eller i deres indskrifter.

                              

'Det mest frygtede'

Soldater, der venter på angrebsfløjtet i forreste skyttegrav, er en ofte tilbagevendende scene i film om 1.Verdenskrig. Soldaterne ved, at de om lidt skal forlade den beskyttende dækningsgrav for at udsætte deres krop for maskingeværild, løbe over ingenmandsland fyldt med granathuller samtidig med at fjendens granater falder omkring dem og bane sig vej gennem fjendens pigtråd for derefter at springe ned i fjendes forreste skyttegrav uden af vide, om ens eget artilleriet har 'tømt' den for fjender. Og så skal de holde denne skyttegrav, når fjenden sætter sit modangreb ind.

I en undersøgelse fra 1926 om franske soldaters 'minder' fra krigen blev angrebet over ingenmandsland mod fjendens skyttegrave oftest citeret som 'det værste' de var udsat for - værre end f.eks. tyske bombardementer med gasgranater.

Flere soldatererindringer indeholder (korte) beskrivelser af soldatens oplevelse af angreb mod fjendes skyttegrave. Ofte er disse beskrivelser præget af en patriotisk holdning, men lige så ofte forsøger soldaten at vise angrebets meningsløshed. Dette sidste gælder navnlig erindringer fra slutningen af 1920'erne. I breve hjem omtales angreb derimod sjældent, sikkert for at skåne familien for de rædsler, som soldaten gennemgik.

Skildringer af nærkampe forekommer også i erindringer og i breve hjem. Nærkampe hvor soldater kæmpede med håndgranater, pistoler og/eller bajonet. De kunne finde sted ved 'rensning' af erobret skyttegrav og under natlig patrulje i ingenmandsland. Håndgranater var det mest benyttede våben her.

At bajonetten var et hyppigt anvendt våben, beror på en myte. Dels var gevær med påsat bajonet vanskelig at anvende i en snæver skyttegrav, og dels var soldaterne sjældent så tæt på fjenden, at de skulle 'fægte' sig frem. Dog findes der enkelte 'bajonetberetninger', bl.a. fra en dansk soldat i Fremmedlegionen.

Den forreste franske stilling ved Verdun februar 1916

Oberts Driants kommandocenter nord for Verdun. De få franske kompagnier, der lå omkring dette center var udsat for et overvældende tysk bombardement d.21.februar 1916, inden det tyske infanteriangreb samme dag.

En kort gåtur rundt i området er noget af en oplevelse. Overalt er der mellem træerne granathuller og rester efter løbegrave. Og man kan støde på en ruinerne af et mindre dækningsrum.

Der var skov dengang i 1916, men næppe mange træer overlevede kampene i 1916. Efter krigen blev området totalt fredet og er nu - som det fremgår af billedet - dækket af ny bøgeskov.

Dækningsrum Ypres 1917

Udsnit af dækningsrum for en britisk officer. (Kaptajn)

(Passchendaele-museet ved Ypres). Tast for stort billede.

Det ses, at selvom rummet er ganske smalt - der er ikke plads til meget mere end en briks - er det alligevel ganske 'udholdeligt' - i hvert fald sammenlignet med de menige soldater, som ofte i forreste linje og i reservelinjen bagved måtte nøjes med en hulning i siden på skyttegraven - eller erobrede tyske anlæg. I området øst og nordøst for Ypres måtte alle nøjes med granathuller under offensiven!

 

Bræddevæggen i dækningsrummet var ikke kun til pynt. Den skulle forhindre udskridninger af jord. Bemærk hylden ovenover briksen med private fornødenheder - samt lerkrukkerne yderst til højre (whisky?)

Museet har rekonstrueret flere andre dækningsrum samt underjordiske gange, som fører turisten rundt i anlægget.

'Det uudholdelige'

 

Der var næppe nogen soldat på Vestfronten, der ikke havde været udsat for et bombardement fra fjendens kanoner. Bombardementer inden og under en storoffensiv var rettet mod hele fjendens frontzone, dvs. skyttegravslinjerne (som regel 3-4 parallelle linjer) med skyttegrave, løbegrave, artilleristillinger, brigade- og divisionshovedkvarterer, forsyningsveje m.v. - ofte i en dybde af 3-6 km bag fronten.

Bombardementer var mest intense omkring de store offensiver, men også mere 'fredelige' dele af Vestfronten blev, med mellemrum, udsat for bombardement, dog i en mindre målestok. Det var sjældent, at et kompagni/bataljon ikke havde et dagligt tab på dræbte og/eller sårede.

 

De fleste soldater led frygtelig under de langvarige bombardementer af deres stillinger. Selvom om flertallet af dem oftest befandt sig i dækningsrum (af meget varierende kvalitet) eller i enmandshuller i skyttegravens side, vidste de godt, at intet nok så solidt loft kunne beskytte dem mod en fuldtræffer fra en tung granat.  Tanken om at blive begravet levende var nærmest uudholdelig.

Følelsen af afmagt hos den enkelte soldat var stor. Han var prisgivet skæbnen. Virkningen var traumatiserende. Hvert minut, mens jorden rystedes af granatnedslagene, bad soldaten om, at dette minut ikke måtte blive hans sidste.

Lige så stor var frygten for at blive lemlæstet af en granat. Et mindre sår kunne betyde hjemsendelse - fint nok - men et sår, der gjorde soldaten til invalid (f.eks. vansiret ansigt) resten af livet var ubærligt.

De erindringssteder på Vestfronten, hvor man i dag stadig kan se granathuller, er alle steder, der har ligget i frontlinjen. De  kan  derfor  umuligt give et indtryk af hele 'frontzonen'. En undtagelse herfor er området nord for Verdun med de gamle forter. Selvom det meste af området i dag er dækket af skov, er der mange steder i denne frontzone, der tydeligt giver den besøgende et indtryk af de bombardement, der her har fundet sted. 

High Wood

'High Wood' var det britiske betegnelse for denne lille skov i Somme-området. . Det franske navn er Bois de Fourceaux, men det var lettere for britiske soldater at bruge egne, kendte stednavne end de franske.

De britiske soldater måtte storme skoven flere gange i sommeren og efteråret 1916, inden det lykkedes at erobre den, bid for bid. Tyskerne havde gravet sig ned, og bombardement alene var ikke nok til at få dem ud.

 

Turister advares i dag på skilte mod at vove sig ind i skoven. Dels ligger der fortsat megen (ikke-eksploderet) ammunition, og dels er skoven  hvilested for faldne britiske soldater. Gravfreden må ikke forstyrres. En britisk soldaterkirkegård er placeret i skovens vestlige side (yderst tv i billedet)

Passchendaele 1917

 

En enlig valmue i en kornmark ved siden af et monument for de faldne i 85. canadiske bataljon (Nova Scotia Highlanders) ved fronten i okt.-nov. 1917 ved Passchendaele nordøst for Ypres. Valmuen blev efter krigen symbolet for de faldne.

 

De canadiske infanterister måtte ud i flere frygtelige angreb, herunder egentlig nærkamp, mod de tyske maskingeværer i betonblokhuse på de åbne, mudrede marker - uden muligheder for dækning. At infanteristerne overhovedet kunne rykke frem forekommer utroligt nu. 'Desværre' giver landskabet i dag ikke slagmarksturisten lejlighed til at forestille sig landskabet dengang.

Tast for stort billede.

 

Læs mere om Ypres her...

Skyttegrav i relief

.

Relief viser soldat, der følger et angreb fra sin teleskopkikkert.  The Cambrai Memorial i Louverval, ved landevejen mellem Bapaume og Cambrai.

(Se billede herunder)

Kunstneren, C.S.Jagger, deltog i krigen i den berømte enhed Artists' Rifles fra 1914 til 1918. Han nåede at blive såret ved Gallipoli, at blive gasset (på Vestfronten) og igen at blive alvorligt såret ved Neuve Eglise (også på Vestfronten) april 1918. Inden sin tidlige død i 1934 nåede han at skabe flere kendte mindesmærker.

Lidt usædvanligt relief - kun ganske få monumenter over faldne soldater viser skyttegravsscener

'These All Died in Faith'

'De døde alle i troen' - således lyder indskriften over søjlegangen i 'The Cambrai Memorial' for de savnede 7048 officerer og menige fra 3. Britiske Armé, som faldt mellem d.20.november og 3.december 1917, dvs. i tankvognslaget ved Cambrai.

Navnene er anført på væggen i buegangen.

Hvorvidt der skal lægges en 'dybere' mening i indskriften er tvivlsomt. Kristendommen og troen på Gud spillede endnu en stor rolle ved britiske mindesmærker under og efter 1. verdenskrig - og også for mange soldater. Det vides fra forskellige beretninger, at soldater ofte satte deres lid til Gud: 'Gud vil ikke, at jeg bliver ramt'. Dybt troende - og også mindre troende - bad dagligt til Gud. Også mange soldater deltog i de store åbne gudstjenester - som oftest før en større offensiv.

Litteratur:

Brown, Malcolm: The Western Front (2001)

Cazales, Rémy & Loez, André: 14-18. Vivre et mourir dans les tranchées (2012)

Copyright Bo Jessen 2012-17