Forside/Soldaterne og krigen/(1) Soldater i angreb og nærkamp

 

Tema: Soldaterne og krigen 

  

(1) Soldater i angreb og nærkamp

Næsten alle mindesmærker langs Vestfronten med en eller flere soldaterskulpturer viser ikke en soldat på vej op ad skyttegraven - 'Over the Top' - eller blot i angrebsposition. Som regel står soldaten roligt og afventende som denne skotte fra Highlanderdivisionen, der hædredes med et større monument i Newfoundland Park. Divisionen fuldførte d.13.november 1916 erobringen af de tyske stillinger ved landsbyen Beaumont Hamel og Y-kløften (se billeder efter teksterne herunder), hvor tyskerne i tilknytning til skyttegravene havde etableret et kompliceret tunnelsystem.  Erobringen markerede afslutningen på Somme-slaget. Tast for stort billede af hele monumentet.

En patriotisk fransk beretning om angreb

At mange soldater indtog en eller anden stimulans (som regel vin eller spiritus) inden et angreb var almindeligt anerkendt. De britiske soldater fik hver en lille romration.

Den franske jægersoldat Roger Prudon (153: Regiment), der var med i første angrebsbølge i kløften ved Grelines under Le Chemin des Dames-offensiven d.16.april 1917, nåede lige at drikke en lille flaske brændevin inden angrebsfløjtet og råbet ’en avant’ lød. Han havde gemt flasken til dette øjeblik.

Efter at soldaterne var kravlet op af skyttegraven, blev de med det samme mødt af den fjendtlige ild. Soldater omkring ham faldt om i mudderet eller søgte ly i bombekraterne.  

Prudon mistede orienteringen, mens han rykkede frem. Han skød i retning mod fjenden, kastede sine håndgranater mod en åbning længere fremme, søgte dækning og hørte intet andet end larmen fra bombenedslag og skud.

En kaptajn kommanderede ham og andre frem mod en skov. En soldat kastede håndgranater ned i en af de tyske dækningsrum, selvom tyskerne råbte, at de ville overgive sig. Prudon selv undlod – i modsætning til andre franske soldater -  at skyde på de tyskere, der overgav sig.  Andre af hans kammerater fraterniserede straks med de tyske fanger.

Det franske angreb blev ret hurtigt stoppet. Prudon kunne ikke forstå hvorfor. Men et tyske modangreb var sat ind. En række af ’store grå djævle’ (som Prudon beskrev dem senere i sin beretning) rykkede nærmere. Den franske kaptajn beordrede sine soldater i dækning og danne en forsvarstrekant. De var 30 mand, som efter fraterniseringen med de tyske fanger nu atter vendte tilbage til virkeligheden. 

Prudon så det som en situation, hvor de kunne vise mod. Hvad der nu skete, havde han aldrig tidligere kunnet forestille sig.  Tyskerne stormede frem og skød mens de løb. Prudon rystedes af kuldegysninger. Franskmændene skreg ’Les vaches!...Tuez-les!’  Og de skød.

Det var ret så dramatisk med tyskerne i en afstand af 60-50 meter fra deres stillinger.  ’Gør bajonetterne klar’, skreg kaptajnen. Men tyskerne tøvede og stoppede op ved en lille skyttegrav. ’Ils passeront pas…’.  De kom ikke igennem!

Selv om han havde rystet over hele kroppen, havde Prudon nu genvundet sin ro.  Men flere af franskmændene var blevet ramt, og da de trak sig tilbage til deres skyttegrav, var de 15 mand tilbage.

 Death Valley juli 1916

Udsigt ud over terrænet fra vejen nord for landsbyen Mametz. Som det frem går af dette billede, er der  i dag intet spor af slagmarken fra 1916. (tast for stort billede). 'Dalens' navn blev den engelske betegnelse for området efter de store tab. Vejskiltet til højre henviser til den walisiske divisions kirkegård.

R.H. Tawney (1880-1962)

En af de infanterisoldater, der nedskrev og offentliggjorde sin oplevelse af et angreb, var den britiske sergent R.H.Tawney. Det skete i form af en artikel til avisen Westminster Gazette kun et måned efter sin deltagelse i den britiske offensiv på  Vestfronten ved Somme. Tawney blev senere en kendt filosof og historiker.

En 'klassisk' britisk beretning om angreb

'Over the top' - at kravle op over kanten på skyttegraven for at angribe - var frygtet af alle infanterister. Risikoen for at blive ramt af fjendens maskingevær var stor. Hvordan denne situation blev oplevet af den enkelte soldat er beskrevet i flere beretninger. Først den 'klassiske' beretning af den engelske sergent Tawney om angrebet på landsbyen Mametz ('klassisk' fordi den optræder i utallige historiske værker og er blevet opfattet som 'typisk'):

Tawney havde i timen inden angrebet på de tyske linjer, mens han ventede på startsignalet  i skyttegraven, oplevet et ’mirakel’.  Det strålende sollys og den intense blå himmel fik ham til at høre kanontordenen som en ’symfoni’.  Luften var fuld af en ’forpint lidenskab af stønnen og sukken’.  For Tawney lå ’symfonien’ som en malstrøm, der bevægede sig med en utrolig fart hen over skyttegraven. Den fyldte ham med ærefrygt men også med en ’triumferende jubel’.

På vej op ad skyttegraven og forbi pigtråden foran skyttegraven opdagede han, at han ikke behøvede at være bange. Han skulle ikke tabe hovedet. Han følte en indre lykke – han var ikke i fare! Alt imens han fortsatte med at råbe sine ordrer til soldaterne i sin deling under fremrykningen. 

Men de gik lige ind i en byge af maskingeværild.  Hele den britiske linje faldt ned, mange dræbte og sårede, mens andre søgte dækning. 

Tawney så nu til sin forbløffelse, at mange af tyskerne var kravlet op af deres skyttegrav for bedre at kunne skyde mod angriberne. Tawney, forvirret og vred – og ophidset! – besvarede ilden og ramte alle dem, som han sigtede på, undtagen en.  Men det var dette ene ’fejlskud’, som han hadede.  Denne ’frivolitet’ var    – som han skrev i sin artikel – det mest ’modbydelige’ i krigen.

Men det værste for ham var forvirringen. Mange lå dræbte og sårede omkring ham, men hvor mange? Hvor mange var der tilbage?  skulle de rykke frem nu? Man kunne ikke tro, at luften 30 cm over ens hoved var dødelig.

At tænke på døden – hvis han blev ramt – faldt ham ikke ind! Men han blev ramt af et granatstykke.  Han følte det som at blive ramt af en gigantisk jernhammer.

Tawneys beretning om hvordan han kom 'over the top’ er næppe enestående.  Andre soldater har også skrevet om den følelse af ’usårlighed’, som greb dem, da de var nået et stykke ind i ingenmandsland uden at blive ramt. 

Den frygt, som havde fyldt dem, mens de ventede på angrebsfløjtet ved foden af stigerne i skyttegraven, kunne forsvinde i det øjeblik de rykkede ind på selve slagmarken.  Der var ikke ’tid’ til at være bange.  I stedet gav de kaotiske forhold plads til en ny følelse af forvirring og usikkerhed.

En slagmark i dag

 

Et vue ned over ingenmandsland set fra den britiske side ved Beaumont Hamel. Soldater fra Newfoundland forlod skyttegravene (bag den, der ses til højre her på billedet) for at angribe de tyske stillinger, som lå nederst til venstre i billedet. (Se også næste billede under teksten til højre). Skyttegraven forrest i billedet kom til senere i efteråret 1916.

Der findes ingen soldaterberetninger om angrebet. Det endte i et blodbad på soldaterne fra Newfoundland (læs mere herom under erindringssted 'Somme'.).

Newfoundland Park, som stedet hedder i dag, ligger tæt ved det store Thiepval-monument.

Parken er en af de få bevarede slagmarker, hvor der ikke er foretaget omfattende rekonstruktioner med f.eks. 'nye' skyttegrave.

Forsiden på den engelske udgave af Georg Buchers krigserindringer.

 Georg Bucher kom nogenlunde helskindet igennem krigen på Vestfronten. Han var med i alle fire år, deltog i flere af de største slag, men ’slap’ med et sår i baghovedet. 

Buchers beretning fra 1926 om hans og hans kammeraters liv i skyttegravene er spændende som en krigsroman og kan godt minde lidt om Remarques ’Intet nyt fra Vestfronten’.  Men den mangler dennes litterære kvaliteter. Den er ikke en anti-krigsbog som Remarques, men et forsvar for den tyske soldats indsats på Vestfronten.

Det er blevet hævdet, at dele af kampbeskrivelserne er mere fiktion end fakta.

En patriotisk tysk beretning om angreb

Lidt før kl.4.10 en tidlig morgen i foråret 1917 stod Georg Bucher, sergent  i  5.kompagni  i et tysk regiment, i forreste skyttegrav ved fronten i landskabet Champagne sammen med sine mænd, parat til at angribe.  

Præcis kl.4.10 begyndte de tyske morterer at affyre deres gasgranater. Eksplosionerne dannede  et tæppe af spærreild tæt på den franske skyttegrav. Kl.4.20 løftedes spærreilden og fortsatte 135-40 m længere fremme bag den franske skyttegrav.

Bucher og hans mænd stormede nu op ad stigerne og løb frem mellem hullerne i pigtrådsafspærringerne i ingenmandsland uden at ænse den franske ild.  På trods af besværet med gasmasker og den sky af gas, som var dannet, nåede de hurtigt frem til den franske skyttegrav, hvor de smed deres håndgranater.  Den franske modstand blev hurtigt overvundet. Der blev ikke taget fanger.

Bucher skriver, at det tyske angreb var heftigt og voldsomt.  Det var et hævntogt for et tidligere fransk raid mod 5.kompagnis linje. De tyske soldater tænkte kun på at gøre gengæld. Franskmændene havde iflg. Bucher brudt den stiltiende ’laden stå til’ aftale, som herskede på denne del af fronten. 

Selvom flere af Buchers kammerater åbent viste deres frygt før angrebet,  er det ikke noget, der præger Bucher selv i hans beretning. Tværtimod er denne fyldt med ’action’, som Bucher står i spidsen for.  De tyske soldater fik effektivt udslettet den franske modstand.  De var hævnerne, der skulle slå til mod de nederdrægtige franskmænd.   

Sådanne mindre raids mod fjendens forreste skyttegrave forekom ofte. Formålet var dels at tage fanger, der kunne afsløre noget om, hvilke enheder de tilhørte, hvordan bevæbningen var osv, og dels at afprøve fjendens forsvarssystem.  Men ofte resulterede disse raids kun i tab.

 

Y-kløften 1916

I den nordlige ende af Newfoundland Park ved landsbyen Beaumont Hamel ligger 'Y Ravine' (Y kløften), hvorfra de tyske maskingeværer rettede deres ødelæggende ild mod de angribende soldater fra Newfoundland. Navnet hentyder til kløftens form set fra luften. Det tyske regiment, der lå i stillingen i sommeren 1916, havde ikke spildt tiden, men gravet flere beskyttelsesrum med tilhørende tunneller 10-15 m under jorden ind mod egne skyttegrave og videre ind under ingenmandsland (tv i billedet).

Y-kløften med dens anlæg erobredes af briterne i november 1916. I april1918 kom de gamle skyttegrave ved kløften atter i brug, da den tyske forårsoffensiv atter nåede frem til Beaumont Hamel.

 

Mere om Newfoundland Park her...

16.april 1917

En fransk soldat i forsvar for fædrelandet. Monumentet for de døde i krigen i en fransk landsby ved Somme. Lignende monumenter kan turisten møde i de fleste byer/landsbyer i Frankrig.

 

Lidt usædvanligt:

tyske og franske soldatergrave på samme kirkegård ved landsbyen Soupir ved Le Chemin des Dames slagmarken. Tast for stort billede.

Fremmedlegionen

Den franske soldat herover er, ligesom det andet foto oven over, et eksempel på den hyldest, som kommer til udtryk i de lokale mindesmærker for de faldne 1914-1918. Figuren her er fra monumentet for de faldne i en landsby i Bourgogne.

Fremmedlegionen, som den danske frivillige Jules Eliasen var med i, indgik i den franske hær på lige fod med de andre enheder og fik den samme hyldest.

Det kan diskuteres, om Jules Eliasens beskrivelse af sine krigsoplevelser virkelig giver det sande billede. Hans noget romantiserede opfattelse af krigen og hans begejstring over at være med kan dække over en frygt for ikke at kunne klare det - og måske også over en skuffelse over, at krigen ikke var det eventyr, som han måske havde troet. Han havde jo meldt sig frivilligt. Krigen skulle have været hans livs store chance.

Mod og tapperhed

Nærkamp med bajonet indgik ofte i soldaternes træning. Under angreb – hvad enten det var en under en større offensiv eller et mindre natligt raid – havde soldaterne altid bajonetten påmonteret geværet. Men det var forholdsvis sjældent, at det blev nødvendigt at bruge den.  I nærkampe var håndgranater det foretrukne våben ved siden af geværet, når de angribende soldater skulle ’rense’ en fjendtlig skyttegrav. Der findes ikke mange beretninger om bajonetkamp.

I et brev hjem til broderen fortæller den danske frivillige i Fremmedlegionen, Jules Eliasen, om en natlig patrulje på den franske del af Vestfronten i  landskabet Champagne. Han havde sammen med en belgisk kammerat bevæget sig ud i ingenmandsland om natten for at finde nogle sårede kammerater.

På vej tilbage til egen skyttegrav stødte de ind i to tyske soldater. Efter en kort kamp – som Jules Eliasen beskriver i detaljer – lykkedes det ham sammen med belgieren at fælde de to tyskere med bajonet- og kolbestød. Han beklager ikke det skete – tværtimod. Det var ’tyske labaner’ , som fortjente deres skæbne. ’Således er krigen her’, som han formulerer det i sit brev til broderen.

Jules Eliasen var stolt af at være i Fremmedlegionen. ’Verdens bedste soldater’! Han havde meldt sig af eventyrlyst og fordi han følte det som en dansk pligt til at kæmpe mod Tyskland. Og han skjulte ikke de mange farlige situationer, som han oplevede i skyttegravskrigen, i sine breve hjem. Tværtimod!

I et brev til sine forældrene beskriver han udførligt en fremrykning igennem egen skyttegrav fuld af dræbte og sårede efter et tysk gasangreb - og det efterfølgende franske infanteriangreb mod den tyske linje bliver også gengivet i detaljer. Med påsat bajonet ’styrtede vi op’ af skyttegraven.

Det var ’underligt, næsten interessant’ at løbe frem mod en geværild. Kammerater faldt, men tyskerne, der havde været under et hårdt bombardement, overgav sig hurtigt. ’Men var det gået som vi ville, havde der ikke været en levende tilbage. Hvor havde jeg lyst til at slå ihjel’.

Jules Eliasen fik ikke mulighed for senere at skrive beretningen om sit barske liv ved fronten. Han faldt ved Somme 1916. 

Håndgranaten

- infanteriets våben i nærkamp

Forskellige typer af håndgranater fra 1. Verdenskrig.  (Skyttegravsmuseet i byen Albert i Nordfrankrig.)

Tv i billedet ses granater  af typen 'Mills bomb'. Mills (en engelsk våbendesigner) opfandt denne første 'sikre' håndgranat i 1915. Der blev produceret mere end 70 mio, og den var i brug også i 2. Verdenskrig.

Bemærk sikringsringen for oven. 'Ananasformen' skulle gøre det lettere at holde på granaten (og grebet) , når sikringsringen blev trukket, og granaten skulle kastes. Fragmenteringen af granaten ved eksplosionen (efter 4 sekunder, når grebet blev sluppet) gjorde, at kasteren skulle søge dækning med det samme.

Granaterne til højre i billedet er franske håndgranater med 'håndtag' eller 'stilk'. Den tyske håndgranat var også en 'Stiehlhandgranate' (ikke på billedet) -  med en sprængladning anbragt på en rund indpakning for enden af et 20 cm langt håndtag.

'Over the Top'

 - i kunsten

'Over the Top' - af den britiske maler John Nash (1918). Britisk infanteri rykker frem på linje efter at de er kommet op fra skyttegraven.

Nash deltog selv i dette angreb sammen med de 80 andre soldater i 'the First Artist Rifles'. 68 blev dræbt eller såret af den fjendtlige fra artilleri og maskingeværer. Nash var en af de resterende 12 soldater, som slap uskadt.

Ikke uden grund er dette maleri et af de vigtigste om krigen i skyttegravene. Soldaterne kravler op af skyttegraven og går nærmest søvngængeragtigt frem mod fjenden - helt ubeskyttet! De er helt bevidste om, at de ikke kommer tilbage i live. Billedet taler stærkere end et fotografi . Det sætter sig i hukommelsen.

Selvom soldater i angreb fra 1916 hyppigt blev beskyttet af egen spærreild - og selvom soldaterne krøb frem i mindre grupper eller (senere) gik bag kampvogne - fortsatte scener som her. (Se også billedet nederst på siden).

Med bomber og bajonet

 

Denne ’kamprus’, som Jules Eliasen gav udtryk for i sine breve, genkendes fra andre beretninger fra slagmarken. En af disse beretninger er også af en dansk frivillig på allieret side, Thomas Dinesen. Dinesen er en af de fire danskere, der vandt et VC i 1.Verdenskrig. Victoriakorset, den mest berømte britiske udmærkelse for tapperhed på slagmarken.

Dinesen (en yngre bror til Karen Blixen) havde meldt sig som frivillig i den canadiske hær og deltog i kampene på Vestfronten 1918. Han havde et stort ønske om at prøve sig selv i nærkamp – og det ønske fik han så sandelig opfyldt!  

Under de allieredes offensiv ved Amiens august 1918 blev hans bataljon sat ind mod en befæstet tysk stilling ved landsbyen Parvillers. Dinesen førte an, da hans deling sneg sig frem mod fjendens stillinger gennem gamle skyttegrave. Hans deling blev ’fanget’ bag en jordvold, der gik på tværs af skyttegraven.  En tysk maskingeværstilling tæt ved forhindrede dem i at komme videre.

Sammen med en kammerat, Mac, krøb Dinesen bagom stillingen, som de stormede med gevær og håndgranater. De to kravlede derefter over jordvolden og løb fra hjørne til hjørne i skyttegraven, fulgt af resten af delingen. Det lykkede dem at nedkæmpe (dræbe eller såre) flere tyske soldater og to maskingeværstillinger. Mirakuløst blev de ikke ramt, hverken af skud eller metalstykker fra håndgranater.

’De (delingen bag Dinesen) råber og skriger: Give them hell, boys!...Vi kaster os selv fladt ned på bunder af skyttegraven og bliver ikke engang ramt af en eksplosion 3 m væk…Jack dukker op med en ny forsyning af håndgranater…Værsågod, forbandede Fritzedrenge (tyskerne)…her er endnu en! De har fået nok nu, de bastarder! De er færdige! Et par overlevende flygter, og vi styrter efter dem, river vore hænder og kilt på pigtråden, hopper over det væltede maskingevær med de døde eller døende skytter, løber stønnende og svedende hen ad den tørre og hårde skyttegrav,  hjørne efter hjørne…og så når vi frem til den  næste maskingeværstilling og kaster os imod den med bomber og bajonetter, råbende og skrigende, kampgale, uden hæmninger og kun med det mål: at kæmpe os vej frem og at dræbe!’

(Egen oversættelse)

Kampen fortsatte hele eftermiddagen. Tyskerne satte forstærkninger ind og generobrede de tabte skyttegrave. Dinesen og Mac undgik at blive ramt.

Victoria korset

Thomas Dinesen (1892-1979) i sin canadiske uniform.

(Billede fra Wikipedia)

Thomas Dinesen havde forgæves søgt optagelse i den franske, den britiske og den amerikanske hær, da han (nærmest ved et tilfælde?) blev accepteret som menig soldat af et canadisk rekrutteringskontor i New York. Han endte i 'the Black Watch of Canada Regiment', der blev sat ind på Vestfronten i foråret 1918, nær ved byen Amiens,

Dinesen skrev sin beretning mere end 10 år senere. Han har i sin bog formået at gengive den ’kamprus’, som han befandt sig i under sine barske aktioner. Der var ikke tid eller plads til frygt! 

Som læser i dag forundres man over hans mod (eller galskab?)! Men det var sandt. At hans beretning ikke er overdrevet vidner tildelingen af Victoriakorset om. I begrundelsen for uddelingen af tapperhedsmedaljen hedder det bl.a., at han fem gange (inden for 10 timer) alene løb frem og nedkæmpede fjendtlige maskingeværer med bomber og bajonet.

Heroisk britisk angreb

Der findes meget få fotos, der viser soldater direkte i kamp med fjenden. Dels var det officielt forbudt for soldaterne (på begge sider) at have et fotografiapparat, - og dels var det alt for farlig for en fotograf at forsøge at  'fange' f.eks. kampsituationer i ingenmandsland. Der var derfor stadig brug for tegnere og malere i propagandaen. Denne avistegning, 'Heroes of Trones Wood' (juli 1916), udstillet på skyttegravsmuseet i Albert ved Somme-fronten, viser de britiske helte med sækkepiben i spidsen erobre Trone-skoven. Der er Ingen kildeangivelse, men andre lignende tegninger fra Somme-slaget 1916 er udgivet i publikationen "The Great War" Ed. H.W. Wilson, 1917

Litteratur:

'Breve hjem. Danske soldater i Første Verdenskrig' (2013)

Bucher, Georg: In the Line 1914-1918 (eng.udg. 2005)

Dinesen, Thomas: Merry Hell! (eng. udg. u.å.)

Nobécourt, R.G.: Les Fantassins du Chemin des Dames (1983)

Tawney, R.H.: The Attack and Other Papers (1953)

Copyright 2012-2017 Bo Jessen