Edmund Blunden

Vue fra Thiepvalområdet ned mod Ancredalen og op mod Beaumont-Hamel og Beaucourt (til højre uden for billedet).

Floden Ancre er skjult bag træerne i forgrunden. Fronten i september 1916 gik på tværs af dalen i billedets højre halvdel.

Edmund Blunden

(1896-1974)

Blunden blev en af de 16 digtere fra Den Store krig, som mindes på en stentavle i 'Poet's Corner' i Westminster Abbey. Tavlens indskription er en linje af Wilfred Owen, en anden af de kendte digtere fra Den Store Krig: 'My subject is War and the pity of War. The Poetry is in the pity'.

Fra kostskole til Vestfronten

 

Edmond Blunden meldte sig som frivillig ved the Royal Sussex regimentet – maj 1915, 19 år gammel. Han var elev fra Christ’s Hospital - en kendt privatskole (Public School). Han havde været en af skolens bedste og mest populære elever. Som skoleelev skrev han digte – det var en af hans passioner. Han betalte selv for trykningen og offentliggørelsen af de første 40 digte i 1914. Efter endt officersuddannelse blev han sendt til Vestfronten ved Béthune i maj 1916 som sekondløjtnant ved regimentets 11. Bataljon. Her deltog han i de almindelige skyttegravsrutiner (vagt, patruljer i ingenmandsland, oprydning efter granatnedslag).

Hans bataljon, der var en såkaldt ’service’ bataljon (der skulle sørge for forsyningerne til skyttegravene) deltog ikke direkte i et af de mislykkede afledningsangreb ved Gommecourt d.30.juni 1916 inden selve Somme-offensiven, men Blunden så nok til at beskrive det som en ren massakre i sin erindringsbog.

Hans bataljonschef, der havde læst en anmeldelse af hans sidste digtsamling i ’The Times’, fik ham tilknyttet bataljonsstaben og udnævnt til ’Field Works Officer’, en slags altmuligmand for bataljonschefen. Dette reddede sandsynligvis hans liv på længere sigt. Blunden har beskrevet denne tid indtil overflytningen til Somme som en sær form for voksenliv, denne kombination af kedsomhed, fare og ødelæggelse.

Beaumont-Hamel ved Somme-fronten

D.3.sept deltog bataljonen i angrebet på de tyske linjer ved Beaumont Hamel ved floden Ancre. Blundens beretning om tiden ved Ancre er her gengivet i forkortet form fra hans krigserindringer ’Undertones of War’

Angrebet blev udsat et par gange, og Blunden, der igen fungerede som en slags forsyningsofficer, fik mere tid til at forsyne de fremskudte depoter i forreste skyttegrav med granater og anden ammunition. Det dagelange britiske bombardement, der skulle indlede angrebet, blev besvaret af tysk artilleri, og Blunden og en sergent var kun få meter fra flere granatnedslag på skyttegravens brystværn. Desperate forsøgte de begge at kravle væk, men pludselig ophørte bombardementet.

D.2. september om aftenen blev bataljonen så flyttet fra indkvarteringen bag fronten til forreste skyttegrav. Beaucourt højdedraget skulle angribes og indtages næste morgen. Blunden skulle dirigere kompagnierne til hver deres plads i skyttegravene – og stå for kaffe og rom-uddelingen. Derfter skulle han sørge, at spande med håndgranater stod parat til at blive samlet op i det rigtige øjeblik.

Den britiske spærreild begyndte. Første angrebsbølge blev sendt af sted. Den østlige horisont var rød i det første morgenlys og fyldt med blinkende lys fra kanonerne. Blunden var ikke med i angrebsbølgen, men skulle kommandere bærerne med granater og ammunition frem i ingenmandsland efter angrebsbølgen. Blunden havde svært ved at overskue, hvad der skete. Marken var fyldt med sårede og dræbte soldater. Halvvejs i ingenmandsland sendte han bærerne videre frem og vendte om.

På vej tilbage så han flere soldater stå som i trance ude af stand til at foretage sig noget. Først timer senere kunne bataljonens chef danne sig et billede af, hvad der var sket. De fleste af de overlevende angribere sad fast mellem den første og den anden tyske skyttegrav, hvor de prøvede at grave sig ned. Som forsyningsofficer blev Blunden og hans mænd nu beordret frem med ny ammunition, men ordren blev tilbagekaldt, da artilleriet meddelte, at der var tyskere i de britiske skyttegrave.

Men der var ingen, og som tiden gik, blev det klart, at angrebet var slået fejl, og de små grupper af britiske soldater i og mellem de tyske skyttegrave blev forsøgt kaldt tilbage. Blunden tror ikke, at der kom nogen. Bataljonen (de, der var tilbage) blev afløst samme aften – under konstant tysk bombardement, som dræbte endnu flere. Natpatruljer forsøgte at finde frem til sårede i ingenmandsland, men kun 2-3 blev bragt med tilbage. Tyskerne sendte en regn af gasgranater ind over området.

Det næste angreb, som Blunden og bataljonen deltog i under kampene ved Hamel på Somme-fronten, fandt sted i oktober. Bataljonen samledes i forreste løbegrav. En tysk flyver observerer hele forløbet. Artilleri, der kørtes i stilling, bataljoner, der gjordes klar til angreb osv. Blunden følte, hvordan hjertet sank i livet på ham og andre. Tyskerne vidste nu, hvad der skulle ske næste dag. Morgenen var frostklar, men angrebet begyndte, som noget nyt, først om eftermiddagen.

Igen var Blunden heldig. Han skulle ikke deltage direkte i angrebet, men fungere som bataljonschefens højre hånd. Begge afventede de nyt fra angrebet, men først timer senere kom sendebud med små meddelelser om situationen. Målet – den tyske stilling ’Stuff Trench’, befæstet med betonbunkere og en del af ’Schwaben Redoubt’ - var taget, men den kunne næppe holdes. Der var kun få mænd tilbage. Samtidig med meddelelserne kom de første tyske fanger til den britiske linie. Blunden så dem blive ført ned i kommunikationsskyttegraven bagud, men en regn af tyske granater faldt i graven. Blunden mente ikke, at ret mange nåede igennem.

Briterne i de erobrede stillinger blev ikke afløst før efter et døgn. Blunden ledte den nye bataljon hen over ingenmandsland over mod den tyske stilling. Det var heldigvis meget mørkt – der var fortsat bombardement - men det vanskeligt at finde frem gennem den hele tyske stilling og frem til ’Stuff Trench’.

Blunden var længe om at finde tilbage. Han var for træt til at bære på den lille hund, som dukkede op i den tyske stilling. Han tog den op, men måtte opgive. Han var simpelthen for udmattet. Han beskriver sig selv som nærmest apatisk i denne situation.

I 1917 blev bataljonen flyttet til fronten ved Ypres-fremspringet i det vestlige Belgien. Blunden overlevede krigen som officer ved fronten (1916-1918) – ja, han blev ikke engang såret. Han tilskrev det sin ringe højde.

The Ancre at Hamel: Afterwards

Digtet er ikke oversat - det ville også være synd! - men er næppe vanskelkigt at forstå for en dansker, som har sit skoleengelsk nogenlunde i behold.

Nogle noter og kommentarer til digtet:

I digtet sidder han, Blunden, ved floden Ancre og kan høre de glade stemmer her efter våbenhvilen (nov.1918) . Han kan ikke deltage i glæden, men lytter til flodens sagte mumlen. Floden – naturen – har lidt lige så meget som soldaterne. Broen over floden – broen som bindeled mellem civilisation og natur – er revet væk. Han kan ikke finde fred.

Floden sorgfulde suk minder ham om krigens rædsel. Den har ingen del i hans nye 'timer', men han føler alligevel fællesskabet med floden, dvs det, som floden og han har set.

Blunden havde tidligere skrevet om floden, da han var 'indkvarteret' i beskyttelserum, der var gravet ind i skrænten langs floden. 'Den kolde og klare strøm' var en velsignelse, og mangen en soldat dyppede spontant oglykkelig sine hænder i vandet eller krydsede ud til øerne i midten for at vaske sit tøj. Han mener, at disse trætte, blege mænd oplevede et øjeblik af poesi.

Blundens krigserfaringer vil for altid præge hans oplevelse af naturen.

The Ancre at Hamel: Afterwards

(1920)

Where tongues were loud and hearts were light 

I heard the Ancre flow; 

Waking oft at the mid of night 

I heard the Ancre flow. 

I heard it crying, that sad rill, 

Below the painful ridge 

By the burnt unraftered mill 

And the relic of a bridge. 

And could this sighing river seem 

To call me far away, 

And its pale word dismiss as dream 

The voices of to-day? 

The voices in the bright room chilled 

And that mourned on alone; 

The silence of the full moon filled 

With that brook's troubling tone. 

The struggling Ancre had no part 

In these new hours of mine, 

And yet its stream ran through my heart; 

I heard it grieve and pine, 

As if its rainy tortured blood 

Had swirled into my own, 

When by its battered bank I stood 

And shared its wounded moan.

Forsiden af en nyere Penguinudgave (2000) af Blundens krigsskildringer 'Undertones of War' (Undertoner af krig). Bogen udkom i 1928 og har siden ikke været 'out of print'.

Forsidebilledet er et udsnit af et større foto af en skyttegrav med 'dugouts' (dækningsrum). Manden i billedet er ikke Blunden,men en 'ukendt' soldat. Men udtrykket i hans ansigt synes at passe fint til bogens titel og indhold.

Blundens skildring af sit liv i skyttegravene bliver ofte betegnet som en af de bedste selvbiografier fra 1. Verdenskrig. Hans bog er et stille og dog under den rolige oveflade et lidenskabeligt opgør med myrderiet. Hans sprog er usentimentalt, af og til lidt ironisk og 'underfundigt', Den rolige opsamling af præcist gengivne detaljer og begivenheder (kampscener - slagmarken - ingenmandsland) er i sidste ende dybt rystende.

Beskrivelsen af 'naturen' er på en gang stille og fortvivlet. Han prøver at se noget ægte natur, men det lykkes ikke. Således skriver han bl.a. om en landsby ved Ancredalen august 1916:  en blid landsby, hvis grønne græstæppe under træer fuld af æbler blev dagligt udhulet af tunge granater. Dens komfortable huse blev ramt og spredt, og stier og indgange tilstoppet af murbrokker, kalk og træværk.

Ulig andre kendte selvbiografier fra krigen handler 'Undertones of War' ikke så meget om ham selv men om  hans regiment, Royal Sussex. Han formår at skildre både heroismen og fortvivlelsen hos soldaterne og officererne. Efter et af de helt mislykkede og nyttesløse angreb, som hans bataljon deltog i, beskriver han, hvordan der dybt ned hos de overlevende voksede et stigende bitterhed over spildet frem.

Blunden skrev bogen, mens han underviste ved et japansk universitet i slutningen af 1920'erne. Han har vistnok sagt senere, at han kun havde enkelte noter og nogle gamle skyttegravskort til rådighed, da han skrev bogen. Det mest af bogens indhold må således være skrevet efter hukommelsen. Men det har måske givet ham bedre mulighed for at holde sin lettere 'pastorale' (hyrdeagtige) stil med mange omskrivninger fra naturen og med den lidt underfundige ironi, som han var kendt for.

Hans krigsoplevelser kom til at præge hans videre digtning. Graves sagde om ham, at han var den digter, der var mest optaget af krigen hele sit liv. Selv skrev han kort før sin død, at oplevelser fra krigen havde hjemsøgt ham hele livet, og der var gået mange dage, hvor han levede i den verden snarere end i den nutidige verden.

Litteratur:

Blunden, Edmund: Undertones of War (Penguin Classic 2000)

Fussell, Paul: The Great War and Modern Memory (1975/2000)

McPhail, Helen og Guest, Phillip: Edmund Blunden (1999)

Copyright Bo Jessen 2012-17