Robert Graves

High Wood set fra sydvest. På fransk hedder skoven Bois des Fourceaux (omtrent = høtyve). De britiske soldater gav de fleste lokaliteter omkring deres front britiske navne - det gjorde det lidt lettere! Navnet High Wood fik skoven formodentlig, fordi den ligger på en (ganske vist) lille bakke. Skoven er ikke ret stor - se kort længere nede i venstre spalte, men den blev lige så svær at indtage som Mametz skoven. Efter flere angreb, begyndende d 14. juli, indtrådte der en pause, og først med offensiven d.15.sept. med bl.a. de nye tanks, lykkedes erobringen. Et af angrebene d.14.juli var et kavalleriangreb med lanser (sic!), der fik en del skrækslagne tyske soldater til at overgive sig. Men kavalleriet løb derefter ind i kraftig maskingeværild og måtte retirere. Angrebet gav et tab på 102 mand - og 130 døde heste.

Mellem Mametz skoven og High Wood

(Graves blev sendt på orlov i slutningen af marts for at få næsen opereret. Boksekampene havde ødelagt den, og han kunne ikke bruge den ny type gasmaske, der krævede, at man trak vejret gennem næsen. I juni var han i træningscenter nær Liverpool, men blev allerede d.1.juli beordret tilbage til fronten i Frankrig. Somme-offensiven var begyndt. Og der havde været store tab. Hullerne i rækkerne skulle fyldes ud.)

9. juli blev bataljonen (nu 2nd Royal Welsh) overført til Somme-fronten. På vejen Méaulte-Fricourt-Bazentin mødte de en stadig strøm af sårede og fanger fra fronten, men det var synet af døde heste og muldyr, der chokerede mest. Det syntes forkert, at dyr var blevet trukket ind i krigen. Den tyske spærreild gjorde snart vejen ufremkommelig. Ad omveje i gennem et landskab fyldt med granathuller nåede de frem til udkanten af Mametz-skoven (se kortet tv). Det var tæt tåge, og tågen fastholdt lugten af de gasgranater, som tyskerne havde benyttet under forsvaret af skoven.

 

De næste dage (fra d.16.juli)  bivouakerede bataljonen uden for skoven. Graves frøs om natten og gik ind i skoven for at finde nogle tyske overfrakker, der kunne bruges som tæpper. Skoven var fuld af døde soldater, preussiske gardere af reserven og britiske Royal Welsh og South Wales-mænd. Et sted stødte Graves på en britisk og en tysk soldat, der havde bajonetteret hinanden.

D.18.juli afløste bataljonen en irsk afdeling ved fronten foran High Wood. Undervejs blev den udsat for et granatgasangreb og mistede 6 mand. Den tyske granatregn kom igen næste dag ved middagstid. Graves kunne se, hvordan granaterne enten landede uden for brystværnet eller fløj over skyttegraven og landede bagved. Han kunne ikke drikke sin te uden at få jord i den fra eksplosionerne. Han havde ikke vagt, og han faldt i søvn i skyttegraven inden bombardementet stoppede. Der var ingen ’dug-outs’. Som andre soldater kunne han sove siddende, stående, marcherende eller i hvilken som helst anden position – med et øjebliks varsel på et hvilket som helst tidspunkt.

 

Samme aften byggede bataljonen to fremskudte stillinger halvvejs til den tyske skyttegrav. Graves skulle overvåge arbejdet. I måneskinnet på vej ud til den ene stødte han på liget af en tysk sergeant liggende udstrakt midt på en vej. Han var en kort, kraftig person med et stort sort fuldskæg. Graves måtte slå korsets tegn for at komme videre. Vejen var fuld af granathuller, der var fyldte med døde Gordon Highlanders. Det var sårede fra et tysk modangreb. De havde søgt beskyttelse der, men var døde af deres sår.

 

Den næste aften blev bataljonen afløst. Men fik samtidig besked på, at den skulle deltage i angrebet på High Wood, som kunne ses 1000 m væk øverst på en skråning. To britiske brigader havde tidligere forgæves forsøgt at erobre stillingerne der. The 2nd Royal Welsh Fusiliers var nu nede på ca. 400 mand (ud af ca.1100) og skulle fungere som reserve under angrebet. Graves tog kommandoen over B-kompagniet.

Under angrebet nåede britiske enheder frem til skoven, men the Royal Welsh blev først beordret frem kl. 11 om formiddagen. Men tyskerne lagde en spærreild foran bataljonen, som mistede ca. 1/3 af styrken, døde og sårede – inden den kunne komme i kamp. Graves var en af de hårdt sårede.

 

Regimentet The Royal Welsh Fusiliers ('musketerer') blev oprettet i 1689 og var således et af de ældste regimenter i den oprindelige, professionelle hær i Storbritannien. Regimentet er i tiden efter krigen blevet beskrevet som 'det litterære regiment' på grund af de mange forfattere, der tjente i regimentets bataljoner. Ud over Sassoon og Graves (i 2.Bataljon) nævnes ofte forfattere som Bernard Adams, David Jones, Frank Richards og J.C Dunn. Richards, som også var i 2.Bataljon, var en af de få menige, som skrev sine erindringer ('Old Soldies Never Die').

Om 2.Bataljon kan det i øvrigt nævnes, at den inden Somme sjældent deltog i større aktioner (og derfor havde små tab)

Ved Vestfronten    

Graves blev i født i Wimbledon, London.  Til trods for at hans far var irsk og hans mor tysk (mellemnavnet von Ranke!) må familien betegnes som en typisk britisk 'upper-middle class' familie.  Robert blev som dreng (1907) sendt til kostskolen Charterhouse, hvor han ikke trivedes særlig godt, men han vandt dog skolens to af skolens mesterskaber i boksning – og begyndte at skrive digte i sin fritid. Han vandt også et stipendium til Oxford.

Ved krigsudbruddet i august 1914 meldte han sig til det nærmeste rekrutteringskontor. Da han på det tidspunkt var på ferie i Wales, blev hans regiment ’the Royal Welsh Fusiliers’.  Til trods for manglende militær erfaring – han kom lige fra skolen! – lykkedes det ham  at sikre sig en officersbestalling. Efter afsluttet officersuddannelse blev han i maj 1915 som løjtnant sendt til Vestfronten i Frankrig.  Her deltog han i slaget ved Loos og senere i slaget ved Somme.  Loos blev hans første alvorlige udfordring. Kun 5 af bataljonens officerer overlevede denne mislykkede britiske offensiv. Et af Graves' digte blev tilegnet en af de faldne officerer. Forinden havde han stiftet bekendtskab med en anden digter i samme regiment, Siegfried Sassoon.  I 1916 havde han udgivet sin første digtsamling, ’Over the Brazier’. De næste fulgte i 1917, ’Goliath and David’ og ’The Fairies and Fusiliers’.

D.20 juli under slaget ved Somme blev Graves ramt af en granatsplint i brystet. Hans højre lunge blev alvorligt beskadiget. På forbindsstationen blev han blev opgivet som død, men overlevede. Forinden havde han fået sit navn på listen over faldne i The Times. Han blev sendt tilbage til England, hvor han efter sin rekonvalescens arbejdede som instruktør. Han vendte senere tilbage til fronten, men han var ikke helt rask, og en læge beordrede ham hjem.

Efter krigen led Graves, der havde stiftet familie, af depression (granatchok?). Finansielle problemer gjorde livet endnu mere besværligt. Han forsøgte at leve af sit forfatterskab. Det lykkedes efterhånden. Mest kendt blev hans erindringer, ’Goodbye to All That’ (1929), som blev en stor succes, samt bøgerne om den romerske kejser Claudius (1934-1935)

Robert Graves

1895-1985

(Billede fra Wikipedia)

  

Gravs digtning var stærkt påvirket af klassisk mytologi.  I skolen blev han meget interesseret i antikkens mysterier. Metaforer fra den klassiske oldtid optrådte ofte i hans digtning og erstattede kristne billeder. Venskabet med Sassoon betød, at denne fik indflydelse på hans litterære stil, men Graves digte fik aldrig det præg af vrede og indignation over krigen, som var almindeligt hos mange andre soldaterdigtere, navnlig hos Sassoon. Måske skyldtes dette forhold det tyske islæt i hans familie. Graves følte ikke noget had mod fjenden. Hans holdning var snarere præget af forvirring og ambivalens.

Graves og Sasson var venner, indtil Sassoon blev vred over en, efter hans opfattelse, uheldig omtale i Graves' bog 'Goodbye to All That'.

Vestfronten juli 1916

Somme juli 1916

Robert Graves havde til trods for sin unge alder (20 år i 1915) fået en del krigserfaring. Han var blevet udnævnt til  kaptajn allerede i oktober - der var akut mangel på officerer! Han havde da 5 måneders frontophold bag sig og trængte til orlov!

Under slaget ved Somme nåede han ikke at gøre sig gældende. Han havde kun opholdt sig 6 dage ved 2nd Royal Welsh, inden han blev såret.

I skyttegraven inden Sommeoffensiven 

(I marts 1916, efter et 8 ugers instruktørkursus på en base bag fronten, vendte Graves tilbage til sin gamle enhed, 1st Royal Welsh Bataljon, der lå ved Fricourt (se kortet for neden tv). Indkvartering var i en landsby, der endnu var uberørt af granatilden. Og primulaen stod i blomst!  Her følger en sammenfatning af Graves' oplevelser ved fronten fra 'Goodbye to All That' s.159-162, 170-175)

Skyttegravene var overtaget fra franskmændene. Graves fandt skyttegravenes tilstand under al kritik. De var dårligt vedligeholdte, de var for brede, dvs. for åbne, og de var forfaldne. Flere steder dukkede lig fra tidligere kampe op til overfladen. De britiske soldater måtte i gang med spaderne. Arbejdet udførtes om natten. Brystværnet forhøjedes, og der blev gravet flere forbindelsesgrave, som skulle mindske risikoen for at blive ramt af mortergranater, affyret fra de tyske skyttegrave.

Måneskin hindrede ikke soldaterne fra begge sider i at arbejde på brystværnene. En nat var Graves med sit kompagni i færd med at befæste brystværnet med sandsække – synlige i måneskinnet for de tyske vagter 50 meter væk. Men tyskerne ignorerede briterne. De ønskede også selv at kunne arbejde uforstyrret. Men freden holdt ikke længe.

 

Der var også flere rotter her end i bataljonens tidligere skyttegrave. Graves og hans officerskolleger havde under måltiderne i det rum, som tjente som officersmesse, revolveren liggende ved siden af tallerkenen for hurtigt at kunne skyde til måls efter en rotte, der kravlede rundt på loftsbjælkerne i dækningsrummet.

   

Dækningsrummene var ingen garantier for sikkerhed mod mortergranaterne. Menig 33 Williams kom en dag styrtende ind i messen. ’Sir, sir, der er en skyttegravsmorter i mit dækningsrum’. Williams kunne ikke forklare sig nærmere. Det viste sig, at han ene mand havde overlevet en granateksplosion. Granater var faldet ned i skyttegraven og derfra ned af trinene til Williams’s beskyttelsesrum, hvor den var eksploderet og havde dræbt fem mænd. Williams havde ligget og sovet bag en af de andre mænd.

Mellem Mametz og High Wood

Graves blev såret i nærheden af kirkegården ved landsbyen Bazentin-le-Petit d.20.juli. Bataljonen var kommet igennem Death Valley sydfra for at deltage i angrebet på High Wood (Den venstre pil). Linjen gennem High Wood er den tyske skyttegrav.  Det meget omtalt kavalleriangreb d.14.juli fandt sted omtrent ved den højre pil.

   

Goodbye to All That

Forsiden på Penguins 2000 udgave af Robert Graves' 'selvbiografi'. Bogen udkom første gang i 1929 og blev en stor salgssucces. Han lagde i sin bog ikke skjul på, hvad han mente om flere officerskolleger, om 'venner' fra skoletiden og om det britiske klassesamfund. Det kom til udtryk hans ofte komiske skildringer af de mange interesser - rene banaliteter! - , som optog en britisk officer.

 I 1957 udkom en revideret udgave med en kort prolog af forfatteren, hvor han erkender, at 1929 udgaven må have fornærmet mange!  Graves' bog er i høj  grad også en satire, bygget op af forskellige 'situationer', f.eks. forberedelsen til et angreb eller livet i 'officersmessen' (en dugout) 

Slagbeskrivelser er altid populære - som Graves selv skrev to år efter udgivelsen: bogen skulle jo sælges. Men disse smertefulde 'situationer' med mange faldne, herunder nære venner, skulle serveres spøgefuldt og ironisk. 

Graves indrømmede, at han havde blandet sine egne oplevelser med historier og anekdoter, som han havde hørt på anden hånd. Som selvbiografi er bogen derfor næppe mere 'troværdig' end f.eks. Sassoons bøger. Bogen fik flere fra hans eget regiment til at anklage ham for at fordreje facts og fremstille personer i et forkert lys.

Sassoon fortæller i øvrigt, at Graves ikke var populær blandt sine kolleger i bataljonen. Han kunne være ubehagelig og lagde ikke skul på sine meninger. Han var også for hurtigt ude med at bryde ind og komme med forslag, som ingen havde bedt om

Bogens salgssucces gav ham mulighed for 'at sige farvel' til det britiske samfund og bosætte sig på Mallorca.

Robert Graves huskes i dag mest for sin selvbiografi og sine historiske romaner. Men Graves opfattede sig selv som digter - og hans digtsamlinger, herunder de, der blev udgivet under krigen, er blevet rost meget - og genoptrykt flere gange.

Digtet her 'Two Fusiliers' er fra samlingen 'Fairies and Fusiliers' (1917). De to 'musketerer' er Sassoon og Graves selv. Digtet er skrevet for understrege, at de er bundet sammen af de fælles erfaringer med krigen. Som det siges i første vers er der ikke behov for noget løfte eller ed for at deres venskab skal holde.

Graves angiver kort og præcist, hvad krigen drejer sig om: slagmarker (Fricourt og Festubert), regn, sol, elendighed, lyd (bombardementer!), forår og - ler/mudder (Picard clay). (2.vers). Venskabet er bundet sammen af blodet og det at stå ansigt til ansigt med døden. Det findes ikke stærkere.

(3.vers)

Graves' lyriske stil er kort og præcis.

Af og til også stærkt ironisk. Ingen direkte fordømmelse af krigen, men han formår at sammenfatte sit syn på krig og soldaters venskab i ganske få ord, som ikke bryder hans lyriske stil: 'By Death...' Sådan er krigen!

Robert Graves

Two Fusiliers

And have we done with War at last? 

And there's no need of pledge or oath

Well, we've been lucky devils both,  

To bind our lovely friendship fast, 

By firmer stuff 

Close bound enough.

By wire and wood and stake we're bound,

By whipping rain, by the sun's glare, 

By Fricourt and by Festubert, 

By a Spring day, 

By all the misery and loud sound, 

By Picard clay. 

Show me the two so closely bound 

As we, by the red bond of blood, 

By friendship, blossoming from mud,

By Death: we faced him, and we found

Beauty in Death,

In dead men breath. 

Litteratur:

Fussell, Paul: The Great War and Moder Memory (1975/2000)

Graves, Robert: Goodbye to All That (2.udg. 1957 - i Penguin 1960 og 2000)

McPhail, Helen og Guest, Philip: Robert Graves & Siegfried Sassoon (2001)

Copyright Bo Jessen 2012-17