To franske forfattere

om deres opfattelse af slagmarken ved Le Chemin des Dames

Udsigt mod sydvest fra le Chemin des Dames ved det gamle Craonne.

 

La Peur - frygten

(Sammendrag af Gabriel Chevallier: La Peur (2008 udg.) s.292-312.)

Romanens hovedperson, Jean Dartemont - Gabriel Chevallier selv - var 'agent de l'iaison' (kompagniets 'kontaktmand' i de sidste år af krigen.

Under en parade i byen Fismes, hvor en general modtog soldaternes præsenteren gevær med hånden på kepien (kasketten), tænkte Dartemont uvilkårligt på den romerske kejser, som  cirkus vender tommelfingeren nedad, når nogen skulle dø: morituri te salutant.

I marts 1917 indkvarteredes hans regiment i en af hulerne under le Chemin des Dames. Her oplevede han flere dages bombardementer.

Mens han sad nede i hulen, fornemmede han, hvordan ’artilleriets vrede’ kun syntes at vokse. ’Vi forstod, at et angreb var under forberedelse, og at det var nødvendigt med en udløsning af denne vrede'. Han tænkte på, hvordan det land, som han og andre skulle forsvare, blev lagt mere og mere øde. 'Vi forstod, at to generalstabe på dette plateau ville begynde en kamp, som ville sætte deres forfængelighed og deres militære ry på en prøve’.

Dartemont prøvede at beskrive ’frygten’. Han kendte ikke noget mere deprimerende end granaternes tunge hamren, som forfulgte ham under jorden, som holdt ham nede i en stinkende hule, som kunne blive hans grav. Det var nødvendigt at bekæmpe frygtens første symptomer, da han ellers ville tabe, fordi hans fantasi ville opfinde nye skrækindjagende scener. Frygten ville berøve ham hans sunde fornuft.

Han havde nu nået det punkt, hvor frygten havde taget overhånd. Han ville nu acceptere at dø her (troede han) for at undgå at blive beordret ud på slagmarken. Han foragtede sig selv. Hvordan skulle han nu kunne udvise selvtillid efter det, som han havde opdaget hos sig selv.

Han lagde ikke længere mærke til, hvad der foregik omkring ham i denne evige nat . Han prøvede at beskæftige sig med noget papirabejde, da han var kompagniets kontaktmand til bataljonen og nabokompgnierne, men han hørte kun granaternes nedslag.  Så kom oberstens angrebsordre med angivelse af tid og sted for kompagniet. En tung og nærmest begravelsesagtig stilhed sænkede sig over soldaterne i hulen. Enhver af dem isolerede sig med sin angst, sin fortvivlelse og sin kamp mod hæslige visioner.

Dartemont delte ordrene ud til kompagniet. Han skulle måske dø nu. Flere af hans kammerater skulle give deres liv. Der var ingen illusioner om angrebet. Dartemont håbde, at han ikke ville blive tvunget til at gå med. Men en lodtrækning om hvilke kontaktmænd skulle følge angrebet, faldt uheldigt ud for Dartemont og tre af hans kolleger.

'La Donne Italiane'.

Skulptur på den italienske militære kirkegård i Soupir. Et italiensk armékorps blev indsat på Vestfronten i juni 1918. Korpset erobrede bl.a. Soupir under den allierede fremgang i efteråret 1918, men led store tab.

Skulpturen udtrykker vel først og fremmest sorg, men også frygten kommer frem i ansigtet på soldaten til venstre.

 

Frygten var iflg. Chevallier en sandhed for alle soldater i moderne krige. Heroisme fandtes ikke under syndfloden af granater.

Iflg. nogle rygter, som romanens hovedperson hørte fra en adjudant, skulle en enhed først afløses, når tabene havde overstiget 50 %. Han spekulerede på, om det var det, som blev kaldt 'opslidningskrig' - og om det så blev ham selv, der ikke kom med tilbage - eller om det blev hans sidekammerat?

Gabriel Chevallier som 'soldat af 2.klasse'.

(Foto fra http://lagrandeguerre.cultureforum.net/)

 

Gabriel Chevallier var født i Lyon som søn af en assistent ved notarens kontor. Han blev studerende ved kunstakademiet i 1911. Han blev mobiliseret i 1914 og såret året efter. Han vendte tilbage til fronten, hvor han holdt ud som menig soldat indtil krigens slutning. Efter krigen var han bl.a. handelsrejsende , journalist, plakattegner og tegnelærer. Efter mindre udgivelser kom så 'La Peur' i 1930, men det var først med 'Clochemerle' (på dansk 'Forargelsens hus') i 1934, at han for alvor slog igennem og blev berømt.

Romanen 'La Peur' er i store træk selvbiografisk. Den var ved udgivelsen lidt af en sensation ved sin realistiske skildringer og sin desillusionerede tone. Den gav et protræt af franske soldater, der havde resigneret og kun var interesseret i at afslutte krigen for at redde deres skind. Påstanden om at frygten i skyttegravene var stærkere end troen på propagandaens patriotisme vakte skandale.

Gabriel Chevallier

1895-1969

Soldatens frygt

Forsiden på en af de nyere udgaver (2008) af Gabriel Chevalliers selvbiografiske roman 'La Peur' fra 1930.

Billedet illustrerer meget godt bogens titel. Livet i skyttegravene var ikke blot farligt, men også trøsteløst og uden håb. Skyttegraven (eller en løbegrav som denne her, dvs. forbindelsesgrav) med vægge, der er ved at falde sammen, må have været udsat for et større bombardement.

Romanen er i dag af mange udråbt til at være den stærkeste og den mest realistiske om 1.Verdenskrigs slagmarker. Læserne præsenteres omhyggeligt og præcist for alt det, som hovedpersonen ser og tænker dels i kamp og dels som såret på hospitalet eller på orlov.

Krigen i skyttegraven var først og fremmest en nervekrig. Dartemont (hovedpersonen) opdagede efterhånden, at han befandt sig i hjertet af en usynlig og urørlig krig, hvor døden kunne slå til hvor og når som helst.

Hen mod slutningen af bogen, når beskrivelserne blev mere grufulde og uudholdelige, blev forfatterens tone også mere monoton og resigneret – måske fordi hans helt ikke harvde noget reelt alternativ til sin skæbne som soldat.

Bogen blev genudgivet i 1939, men da 2.verdenskrig var lige for, enedes udgiveren og forfatteren om at suspendere det videre salg af hensyn til krigsindsatsen. Chevallier sagde i sit forord til en senere (1951) udgivelse, at bogen var så uheldig at møde en ny verdenskrig på sin vej. Når krigen var der, var det ikke længere det øjeblik, hvor man skulle gøre opmærksom på, at det drejede sig om en ildevarslende hændelse med uforudsigelige følger!

 

Angrebet

 

Udenfor om morgenen d.16.april var det stadig mørkt. Dartemont indtog sin plads i geleddet nærmest af vane, næsten som en slave på vej til markarbejdet tænkte han. Da de nåede frem til den første skyttegravsline, hvorfra de kunne betragte det tomme, kolde landskab i morgengryet, var klokken 4.40. Disse minutter var nok de sidste for mange af dem. Om nogle øjeblikke vil nogle af mændene blive lemlæstet, ligge som kadaver, som hæslige genstande, spredt rundt i granathuller.

 

Maskingeværernes ild begyndte at knitre, kugler slog mod skyttegravens brystværn.

 

En granat eksploderede ved siden af Dartemont i skyttegraven. Han mærkede et slag og noget blodigt på sin kind. Var han såret? Nej, granaten havde splittet en anden soldat, og Dartemont var blevet ramt af en af stumperne. Han var ude af sig selv. Var han ved at blive gal?

 

Så kom ordren til at rejse sig og gå op ad skyttegraven. ’Fremad!’ Soldaterne gentog råbet – som om det var et råb om hjælp! En umådelig buldren mødte dem. Dartemont ophørte med at tænke, med at forstå. ’Sjælen skilte sig fra legemet – og ledsagede det som en afmægtig vogtende engel!’

 

Mænd faldt overalt. Dartemont hørte de andres halvkvalte skrig, når de blev ramt. Han løb fremad. Han hørte maskingeværets skud ude til venstre. Hvor skulle han løbe hen? Fremad! De angreb for at erobre en skyttegrav og dens beskyttelsesrum. På jorden foran så han flammer, geværer, mænd. Dette syn fik vreden op i ham og andre. Frygten blev til et had, et ønske om at dræbe.

 

’Les Boches! Les Boches!’ (tyskere) lød råbet.

Tyskerne flygtede ned ad deres løbegrav. Nogle blev tilbage i skyttegraven. Dartemont sprang ned i skyttegraven ved siden af en tysker, som blev skubbet omkuld. Da tyskeren ville til at overgive sig, blev han gennemboret af en bajonet fra en af de franske soldater. Dartemont var forfærdet. 

 

Andre franske soldater opførte sig som vilde på jagt efter tyskere. En gruppe af tyske fanger samlet i et indhug i skyttegraven forsøgte rystende at berolige de franske ved at fremstamme ’Kamerad’. Franskmændene slog dem, skubbede til dem og prøvede at vise deres foragt for dem.

 

Løjtnanten gav ordre til at forberede sig på tysk modangreb. Den franske soldater følte nu – efter deres sejr i skyttegraven – at de kunne klare mere! Hadet var endnu ikke slukket. De frygtede ikke nogen, tænkte Dartemont. Men det tyske artilleri var endnu ikke rettet mod den erobrede skyttegrav, og i den periode af ro, som var opstået, og fangerne (som ikke syntes at beklage deres skæbne!) kunne føres tilbage hen over slagmarken.

 

Der var nu tid til at betragte resultatet: døde og sårede lå imellem hinanden – og der var mange spredte legemsdele. De tyske fanger bar de sårede tilbage. I bataljonens kommandocentral herskede der stor forvirring. Der var en kommen og gåen af kontaktmænd, sygehjælpere, og officerer og en udveksling af nyheder fulde af modsigelser. Dartemont og hans kammerater prøvede at bane sig vej. De fik overbragt løjtnantens budskab om kompagniets tab (25 %). De hørte også kommandanten viderebringe budskabet om sin sejr. Dartemont mente, at det var deres - de menige soldaters - sejr.

Hovedalléen med tricoloren i den franske militære kirkegård i Soupir, nogle km syd for le Chemin des Dames, udtrykker meget godt den franske patriotiske ånd. Kirkegården er anlagt få år efter krigens afslutning. En anden fransk kirkegård og en tysk ligger tæt ved.

Det er næppe 'defaitiske' holdninger som dem, læseren bliver præsenteret for i f.eks. La Peur, som den besøgende skal mindes, når vedkommende træder ind af lågen. Træerne i alleen fungerer nærmest som en æresvagt over de faldne. Gravene er placeret til højre og venstre for træerne. Udsnit af de tyske grave ses længere nede i spalten.

Georges Gaudy

1895-1987

Gaudy som yngre officer. (Foto fra forsiden af en biografi af Jean-Claude Frölich).

Gaudy deltog i 1.verdenskrig fra februar 1916 til dens slutning. Han var med i angrebet på Plateau des Casemates ved le Chemin des Dames 5-6.maj 1917 (uddraget her).

 

Han skrev fire bind om sine oplevelser. (1922-1930). Han var efter krigen aktiv i den højrenationalistiske bevægelse 'l'Action Francaise''. Han arbejdede også som journalist. I 1930'erne rejste han en del i Tyskland, hvorfra han sendte artikler hjem om opbygningen af den nationalsocialistiske stat.

Ved krigsudbruddet i 1939 meldte han sig til hæren igen. Fra 1940 deltog han i de frie franske styrkers kampe og var med i det amerikanske felttog i Italien. Han blev fyret fra sin officersstilling i 1946 efter at have forsvaret lederen af l'Action Francaise' i en retssag.

De tyske faldne 

ved Le Chemin des Dames

 

Udsnit af den store tyske fællesgrav i den franske nationale kirkegård nr.1 ved Soupir. Ved midtergangen til højre ses tavler med navne og enkelte kors uden navne. En lille sten ved enden af graven oplyser, at der her hviler 5935 faldne, heraf 5173 'unbekannte' - ukendte. Da graven - og de øvrige enkeltgrave - befinder sig på en fransk kirkegård, er der kun enkelte spredte større træer omkring (ses ikke på billedet) og ikke den skyggefuld lund, som tyske kirkegårde har. Tyske monumenter er der ingen af.

Den lange ventetid

 

(Sammendrag af Georges Gaudy: 'Deux gouffres de feus. Verdun et le Chemin des Dames' (Paris 1966) s.113-142)

Korporal Gaudy opholdt i la Caverne (hule under le Chemin des Dames) natten mellem d.3. og 4. maj 1917, hvor han sammen med sine kammerater ventede på angrebsordren til den nye offensiv.  

  

Der var koldt og fugtigt, og det var ikke muligt at falde i søvn – til trods for at de kun hørte bombardementet oven over som dumpe drøn. Befalingsmændene prøvede at muntre de menige op. Nogle snakkede bare løs eller lavede sjov med kammeraterne, åbenbart for at dække over deres nedtrykthed. Enkelte af dem havde endnu ikke været i ilden. Gaudy følte med dem. I det øjeblik holdt han af alle sine kammerater. 

  

Gaudy fulgtes med en anden befalingsmand ud til en åbning for trække frisk luft. Ude i skyttegraven kunne han mærke trætheden fra de seneste dages passivitet melde sig. Han kunne se den stejle klint på den modsatte side af kløften. Klinten bar præg af granatnedslag. Ikke en eneste plantevækst tilbage. Det var den sydlige del af Craonne plateauet, den mur, som havde stoppet de franske soldater ved offensivens start d.16.april. På kanten af klinten sås rester af landsbykirkens hvælv. Mod øst, ned mod sletten mod Reims så han skyttegravenes gule riller i jorden. Tættere på så han vragene af de franske kampvogne.

 

Det franske artilleri bombede løs på klinten og på Craonne. Søjler af jord rejste sig overalt, granater hvislede gennem luften, og lyden af nedslagene opslugtes af kløften. Lyden fra de tyske granaters nedslag (bagved dem) blandede sig med de franskes. Craonne var i færd med at  blive totalt udslettet. En lille del af kirkens hvælving blev fortsat stående!  Gaudy følte næsten medlidenhed med de tyske soldater, som måtte krybe sammen i Craonne i dette inferno. De jublede over de franske fuldtræffere, men var også nedtrykte. At ofre en landsby for at generobre den!

 

Lidt senere hørte det franske bombardement op. Hen langs skråningen neden for klinten satte en række skikkelser sig i bevægelse. Den anden greb Gaudy i armen og råbte: angrebet. Det var angrebet på Craonne. Skikkelser blev til linjer, der bevægede sig mellem bombehuller opad. Målet var at bemægtige sig toppen af klinten for at give fri bane for det store angreb. Ca. en bataljon var på vej. De begyndte at råbe bravo!

 

Ved klintens kant blev soldaterne mødt med artilleri- og maskingeværild. Men hurtigt var 1.linje forbi Craonne og i færd med at konsolidere deres erobring, skjult i granathuller. De løb råbende tilbage til deres enhed råbende: Sejr! Craonne er taget! Begejstringen bredte sig i hulen. Men det tyske bombardement fik nu hulen til at ryste,og frygten blandedes med ønsket om at se Craonne. Ordren til afmarch kom, og det fik roen til at komme tilbage.

 

På vej ud prøvede Gaudy at ryste sin døsighed af sig. Det var ved at blive nat, og det var koldt. Gaudy frygtede det, der nu skulle ske. Han så, at himlen nu var stjerneklar, og at det franske artilleri havde begrænset skydningen en del. Lidt senere var de fremme i første skyttegravslinje, hvorfra det angreb, som de betragtede før, var startet. Lugten af lig var umiskendelig.

 

For Gaudy var kanontordenen, der aldrig hørte op, gået hen og blevet en form for stilhed! Enkelte soldater rystede, men de fleste forblev rolige og indifferente. Men de tænkte selvfølgelig kun deres overlevelseschancer. De lukkede sig ind i sig selv. Gaudy begyndte umærkeligt at falde hen. Han prøvede at bekæmpe søvnen, men gav op.

 

Kort efter meldte en officersaspirant, at angrebet nu var udsat til kl.9. Målet var i første omgang en tysk skyttegrav, og lidt før 9 blev Gaudi vækket. Han førte sine mænd op i den ødelagte skyttegrav. På vej op greb en af hans korporalskammerater hans hånd og udbrød: Denne gang skal det lykkes! Ja, vi skal nok komme igennem. Han var forbavset over sin egen ro. Hans kompagni skulle være med i 2.angrebsbølge efter 1.Bataljon.

 

De tyske maskingeværsalver fortalte nu, at 1.Bataljon var gået i angreb. Fra alle sider hvislede og skrattede det. Gaudys kompagnikaptajn gav ordre til at stille op i to parallelle rækker i skyttegraven. Soldaterne rykkede ind på plads. Skyttegraven blev overfyldt. En regn af kugler, som syntes at komme alle vegne fra, hørtes hen over det ødelagte brystværn. Gaudi kastede et hastigt blik op over kanten og så de blå linjer, der gik hen over et virvar af granathuller. En løjtnant stillede sig op på kanten og råbte. Andre officerer rejste sig, og hele kompagniet var på vej op. Det var nu, det var øjeblikket, det var vores tur – 'Fremad' råbte Gaudy til sine mænd i sektionen. En mand bag Gaudy forøgte at presse sig frem, men Gaudy ville først op. Bag ham fulgte de andre, blege, med sammenbidte tænder. 'Fremad'! 'Fremad'!

Granathul

fra arboretet ved Gl Craonne

Men hullerne kunne også være til ulempe. De gjorde det besværligt at passere slagmarken, og i regnvejr kunne det hurtigt blive fyldt med vand. En del soldater druknede faktisk i dem.

I særligt hårdt ramte områder tjente granathuller som en slags erstatning for de soldater, som ikke længere kunne bruge den ødelagte skyttegrav. (se sidste del af Gaudys beretning)

Granathuller kunne være både en fordel og en ulemper for de angribende soldater. En fordel først og fremmest fordi de her kunne søge ly mod de fjendtlige maskingeværer. De sårede kunne, hvis de orkede det, også slæbe sig hen til et hul - og måske blive hentet tilbage til linjen senere.

'Sejr'

Tre fjendtlige fly angreb dem, men efter lidt forvirring gendannedes linjen og sektionen fortsatte frem i skridtgang, med geværet i tværstilling.

For Gaudy lød bragene fra de hundrede af franske kanoner bag dem som en koncert, 'der var mere skræmmende end alverdens trompeterer...Deres rasen smittede os, løftede os og kastede os fremad'.

Endnu var ingen af hans mænd ramt. De tyske maskingeværer skød for højt. Foran dem rykkede 1.Bataljon hurtigt frem bag tæppet af spærreild.

 

Mod vest hvor plateauet hævede sig vildt og forrevent kunne han se 123. regiment invadere ruinerne midt i røgen og støjen fra maskingeværerne. Mod øst gik angrebsbølgen frem overalt op mod højderyggene og de små skove. Det var 36.division – baskerne, folk fra Bearn, tidligere fårehyrder! Foran dem slog granaterne ned i en lille skov. En tæt sky som følge af nedslagene omhyllede soldaterne.

 

Men det gik fremragende. Fremad – fremad, blev der råbt. Soldaterne blev ophidsede. Pludselig råbte de: Se skyttegraven! 1.Bataljon passerede den uden at stoppe. Gaudy gik frem, med kroppen foroverbøjet, blikket stift rettet fremad. Råb fik ham til at dreje hovedet. 4.sektion i hans gruppe havde mødt modstand i Rastadt-løbegraven. Skud og eksplosioner fra håndgranater hørtes samtidig med at den tyske spærreild nu faldt på den skyttegrav, som de var kommet fra. I forvirringen styrtede de ned i en stor grav med mængder af våben og andet udstyr: Den såkaldte 'store' skyttegrav. Soldaterne nærmest faldt over hinanden.

 

En preusser på knæ på det øverste trin på trappen ned til et beskyttelsesrum rejste sig og rettede sit gevær mod Gaudy. Gaudy nåede ikke selv at gøre noget, inden en af hans folk skød preusseren. En anden af hans folk trængte sig frem, råbende at tyskerne havde dræbt hans bror og at han nu ville gøre gengæld. Han kastede en granat ned i hullet til beskyttelsesrummet, sort røg kom op og de hørte angstens skrig fra hullet. De franske soldater råbte vredt: brug brandbomber! Tyskerne jamrede nede i mørket. Igennem eksplosionerne kunne man høre dem råbe  'Kamerad'.  Gaudi gik hen til beskyttelsesrummets anden udgang og råbte på tysk, at de skulle overgive sig. En efter kom tyskerne op. Det var store knægte fra 1.Garderregiment. Deres unge kaptajn passerede forbi med bøjet hoved.

 

Gaudy meldte sig til at gå ned i beskyttelsesrummet for at se, om der var flere. Med stearinlys i hånden undersøgte han og en anden soldat det store rum, men fandt ikke andre tyskere. I mellemtiden var slaget ved at stilne af. De franske soldater var gået i gang med at genopbygge brystværnet i 'den store skyttegrav'. De tyske fanger førtes bagud til Craonelle. Maskingeværerne gjordes klar. De sårede anbragtes foreløbigt i beskyttelsesrum.

 

 Gaudy blev nu beordret til at fungere som forbindelsesled til 4. sektion. Men det viste sig at være vanskeligt at komme igennem, da skyttegraven flere steder var blokeret af store granathuller. Han måtte gå og kravle fra det ene krater til det andet – ind under rester af pigtråd. Kugler og hele salver passerede hen over ham. Han trykkede sig fladt ned til jorden. Som pejlemærke for retningen havde han rester af fletværk (fra skyttegravssiden), ødelagte redskaber -  og lig. Efter 10 m så han en bajonet. En korporal fra 4. sektion dukkede op fra et stort krater og kunne fortælle, at der rådede den store forvirring. Sektionen havde mistet sin løjtnant, og 1. og 2.Bataljon længere fremme var blevet afskåret fra enhederne i 'Den store skyttegrav'.

 

Bombardementerne fortsatte hele natten. Da det blev lyst, kunne de overlevende soldater se ligene af mage af deres kammerater. 'Vi var 152 i angrebet (to kompagnier)', skrev en soldat fra 57. regiment til sin kone. 'Vi kom 26 tilbage'. (oplysning her er ikke fra bogen)

Gaudy

   

Udsnit af monumentet for den baskiske infanteridivision ved Craonne. Den baskiske bonde - komplet med huen - vender ryggen til det plateau, som kostede så meget blod at erobre fra den preussiske livgarde (se Gaudys beretning). Divisionen var kendt for sin formidable kampstyrke - og for sine tab!

Uddraget her fra en samlet nyudgave (1966) af de to første bind af hans erindringer. Der har været rejst tvivl om troværdigheden af hans erindringer. Gaudy var jo stærkt højreorienteret!

Den kendte historiker og sociolog Jean Norton Cru, der opstillede en slags 'model' for pålidelige soldaterberetninger (1929), der er meget omdiskuteret blandt 1.Verdenskrigs historikere, havde ikke så meget til overs for den stærkt nationalistiske Gaudy. Hvis en soldaterberetning indeholdt overdrevne beskrivelser og følelser, kunne den ikke være særlig pålidelig.

Cru skrev bl.a., at Gaudys værk (andet bind om le Chemines Dames) viste, at Gaudy ikke var blevet modnet af krigen som andre unge mænd var blevet det. Han havde ikke fået fat i det væsentlige. Han var uden dybde.

Gaudy svarede, at da Cru var pacifist og soldat i reserven sammen med ældre genindkaldte og kun havde få erfaringer fra krigen, kendte han kun lidt til de stemninger, der herskede blandt de unge soldater, nemlig raseri, hævntørst, begejstring over en sejr.

Baskernes division

- et troværdigt vidne?

Litteratur:

Rémy Cazals og Frédéric Rousseau: 14-18, le cri d'une génération (2001)

R.G.Nobécourt: Les Fantassins du Chemin des Dames (1983)

Nicolas Ofenstadt (red.): le Chemin des Dames (2004)

 

Copyright Bo Jessen 2012-17