Midteraksen i

Somme-offensiven

Menig George Nugent blev fundet ved siden af kraterranden i 1998 og blev begravet på Ovilliers kirkegården (se længere nede)

Menig George Nugent

Udsnit af Lochnager krateret.

La Boisselle ses i baggrunden til højre. Sprængningen af denne meget store mine (30.000 kg af sprængstoffet ammonal) kunne høres helt til London. Arbejdet med udgravningen af minetunnellen var startet tidlig i 1916. Tyskerne havde anbragt i defensivt minesystem længere nede, men alligevel kunne briterne arbejde uhindret i tunnellen. Al støj blev undgået, og sækkene med det udgravede kridt og sten blev skjult for tyskerne. Efter sprængningen, nogle minutter før angrebet kl.7.30 , som udslettede alle tyskere (over 250 mand) inden for en radius af 150 m, forsøgte briterne at besætte kraterkanten,men tyskerne nåede lige så hurtigt frem til nærmeste kant og beskød de fremstormende briter med deres maskingeværer. En britisk løjtnant fortalte senere, hvordan hans folk blev ramt en efter en i hovedet for derefter at falde ned i krateret. Briterne her led et tab på 90 % (sic!) døde og sårede.

Ovilliers kirkegård

Den britiske soldaterkirkegård i landsbyen Ovilliers. Her ligger mange af de faldne fra den katastofale offensiv d.1.juli.

Minesprængningerne havde været et signal til de skjulte tyske soldater i beskyttelsesrummene om det britiske angreb, og de havde fået tid til at gøre sig klar til at storme op i skyttegraven.

Intet under, at minesprængninger var hadet af de britiske soldater. De var sjældent til noget direkte nytte. Men de var populære hos hærledelserne, da de blev betragtet som et taktisk våben, der måske kunne bidrage til et gennembrud af fjendens linjer. Begge sider sprængte hver flere hundrede miner på Vestfronten.

En af de tyske officerer i spiden for et maskingeværkompagni beskrev, hvordan han og hans mænd på fronten syd for la Boisselle i stilhed ventede på, at de britiske angribere skulle komme nærmere. Da disse kun var få meter fra skyttegravene, åbnede maskingeværerne ild. Der blev kastet med håndgranater, briterne gik i dækning og for et øjeblik syntes det, som om slaget var gået i stå. Men så begyndte briterne - først i mindre grupper - senere massevis at trække sig tilbage. Tyskerne fortsatte skydningen i to timer (!). Briterne blev ramt 'hårdt', som officeren udtrykte det.

Mere end to hundrede officerer og 4000 soldater var faldet i denne del af Sommeoffensiven. Mere end 5000 var sårede. Det tog 48 timer før alle de sårede briter på hele fronten omkring la Boiselles var bragt tilbage fra ingenmandsland. Tyskerne lod bårebærerne arbejde uforstyrret - ja disse fik endda lov til at hente britiske soldater, der lå sårede mellem 1. og 2. tyske skyttegravslinje.

The Tynesiders

Monument med bænk til minde om 'the Tynesiders' bataljonerne i regimentet The Nothumberland Fusiliers, som indgik i 34. division. Bænken står ved vejkryds i La Boiselles. Der var tale om såkaldte 'pals' bataljoner, som bestod af frivillige fra samme geografiske område eller fra samme arbejdsplads/erhverv. De kom fra de fattige områder, 'Tyneside', i byen Newcastle ved floden Tyne i Nordengland. Den ene af brigaderne, 103. Brigade, med fire bataljoner, bestod af mænd af irsk herkomst, den anden, 102. Brigade, af mænd af skotsk herkomst. De var ankommet til Frankrig i januar 1916, og blev sat ind på Somme-fronten, hvor de deltog i offensiven d.1.juli  - med forfærdelige tab.

I venstre og højre hjørne af monumentet er der relieffer med henholdsvis et skotsk og et irsk nationalt symbol (se herunder) - i midten ses St georg i kamp med dragen.

103. Brigade, The Tyneside Irish

på bakkekammen ved La Boisselle

Brigaden begyndt at rykke frem kl.7.40 fra sin position i 2.britiske linje om morgenen d.1.juli 1916. Soldaterne kunne ikke se deres egen 1.linje eller ingenmandsland på grund af bakkekammen (se det andet billede herover) foran dem og vidste således ikke, hvad der foregik. På bakkekammen blev de mødt af dels tysk artilleriild og af tysk maskingeværild. Men soldaterne fortsatte med at gå frem. Brigadens tab er vurderet til ca. 70 %, inden de nåede egen 1.frontlinje! Brigaden fortsatte indtil der kun var få, der stod op. Det lykkedes faktisk enkelte af dem at nå tysk skyttegravslinje. De blev ikke set igen.

Som nogle historikere bemærker, var der ikke tale om et 'slag', men om ren nedslagtning. At karakterisere brigadens indsats som 'glorious' - hvad der hidtil har været det almindelige, når de irske soldaters martyrium skulle beskrives, - er forståeligt men næppe passende for situationen..

Brigadens tab var nok nogle af de mest 'synlige' i hele krigen. De dræbte blev fotograferet som de lå på bakkekammens skråning bag deres egen 1.linje. Det så da ud som om de var faldet i ingenmandsland.

Britisk artilleri svigtede

Der kom nu meldinger til staben om briternes opmarch i skyttegravene. Den tyske frontlinje bad om øjeblikkelig spærreild. Men det store skyts var sat ud af spillet af gassen og af britiske fuldtræffere. Men med et stoppede det britiske feltartilleri (det mobile, kortrækkende) sin skydning. Sådan lød det for Eisler, men i virkeligheden var skydningen nu rettet mod den tyske etape (forsyningstjenesten) i baglandet. Han kunne også høre de britiske minesprængninger ved Fricourt. Det blev meldt, at briterne var brudt igennem den forreste frontlinje flere steder. 

Endnu kl. 8 var alt forbavsende roligt, hvor Eisler opholdt sig – bortset fra lyden af to maskingeværer. Men nu satte en lang britisk spærreild ind. Byger af projektiler slog ned på stedet. Men skyerne af gas var forsvundet, solen var brudt igennem, og Eisler kunne efter spærreildens ophør klart se de britiske soldater dukke frem ved Fricourt gården og angribe 1.Batteris stilling. Melding gik ud til alle batterier om at åbne ild, men de tunge kanoner på toget ud for Contalmaison var endnu ikke skydeklare, og Eisler opdagede nu, at hans 3.batteri var også er sat ud af spillet.

Den fremrykkende britiske bataljon var nu kun 200 meter væk. Så blev et kompagni med ingeniørsoldater og 'de arbejdsløse' artillerister sat ind som infanterister, og på 20-30 meter afstand åbnede de ild mod de ubeskyttede briter, der måtte vende om og flygte.

Eisler var ærgerlig over, at hans batterier ikke kunne deltage på grund af defekte kanoner, men stolt over, at hans division fik fordrevet briterne. Han kunne høre støjen fra håndgranaterne og maskingeværerne ved La Boisselle, men kunne ikke forstå, at han ikke længere hørte mere til det britiske feltartilleri. Eisler skriver, at han stod en stund og betragtede de ødelagte tyske batterier og mente, at briterne med et par mere energiske kompagnier og et mere aktivt feltartilleri kunne være brudt igennem til Bapaume.

En enkelte kanon i 1.batteri samt en i 3.batteri og en på artilleritoget kunne nu genoptage ilden, dels mod den britiske bataljon og dels mod banegården i Fricourt, der er fyldt med britiske tropper. De blev ikke selv beskudt, hvad der forståeligt nok undrede Eisler. Han betegner ilden fra de tre kanoner som et rent blodbad. 

Midteraksen i Somme-offensiven

Lochnagarkrateret ved La Boisselle er et ganske imponerende seværdighed, en af dem, som man skal se som slagmarksturist. Sprængningen af Lochnagarminen under den forreste tyske skyttegrav kom som et chok for tyskerne, der led et tab på flere hundrede mand. Men sprængningen kom ikke til at spille nogen positiv rolle for den britiske offensiv. Tyskerne kom sig over chokket og besatte kraterkanten før briterne!

For at forstå slagets gang er et vigtigt er at se på det landskab, som omgiver krateret. Og det giver kraterkanten god mulighed for. Dette åbne land (se de næste billeder) med næsten ingen skove, var valgt af den britiske ledelse som 'hovedscenen' for deres del af offensiven.

Denne minesprængning (og andre) var tænkt som et 'psykisk' start på offensiven, der skulle ryste tyskerne, men det gjorde den ikke!

Det er usikkert, om den britiske øverstkommanderende, general Haig, i sin planlægning sigtede mod et egentlig gennembrud af de tyske linjer. Men hvis han forventede et gennembrud, måtte det komme her i området syd for Pozìeres, evt. langs med landevejen Albert-Bapaume. Her kunne kavalleriet, som endnu ikke havde haft nogen rolle i krigen, få 'frit spil', når III. Korps i den 4. Britiske Armé havde 'ryddet' vejen.

Dette var imidlertid ikke særligt sandsynligt. Korpsets artilleri kunne ikke levere den nødvendige ildkraft – hvilket artilleriofficererne havde gjort korpsets stab opmærksom på. Men alligevel skulle artilleriet også, udover de forreste tyske linjer, bombe flere fjerne mål bag de tyske linjer.

Hvis man som interesseret turist holder sig til den lige landevej mellem Albert og Bapaume, er det ret let at orientere sig på den gamle slagmark, selvom der ikke er rester af skyttegravslinjer eller andre former for markeringer. De to landsbyer, La Boisselle og Ovilliers, der ligger på mindre højdedrag, indgik i de tyske forsvarslinjer. Herfra er det også let at få et indtryk af landskabets karakter. Landsbyerne var stærkt befæstede. Husenes kældre var ideelle som beskyttelsesrum for mindre garnisoner og for maskingeværpositioner. Det var ikke lykkedes det britiske artilleri i dagene op til angrebet d.1.juli at tilintetgøre disse tyske positioner eller andre større befæstede stillinger imellem de tyske skyttegravslinjer. 

En minesprængning

Lochnagarkrateret ved La Boisselle 

Lochnagarkrateret ved la Boisselle. Krateret er ca. 21 m dybt. Diameteren ved kraterkanten er ca.91 m. Krateret blev købt af en britisk privatmand i 1978. Han har siden da med hjælp fra venner og bekendte vedligeholdt stedet, der har sin egen hjemmeside.

Den skæbnesvangre bakke

Briterne selv var uden dækning under angrebet. De 6 infanteribrigader fra 8. og 34. division gik direkte frem i brede formationer henover markerne fra deres 1. og 2.linje. Nogle skulle krydse et ingenmandsland på 200 meters bredde, andre havde 800 meter og andre igen havde kun 50 meter til de forreste tyske skyttegrave. Th på billedet ses den sydlige udkant af landsbyen la Boisselle. Vejen ned mod Albert hen over højderyggen ses midt i billedet. De britiske soldater, der angreb fra 2. linje fra Albert-siden og op over højderyggen kunne ikke se, hvad den første britiske angrebsbølge blev udsat for foran la Boisselle  - og løb ind i den samme tilintetgørende tyske maskingeværild. (Se længere nede om the Tynesiders) Det tunge tyske Maxim 08 maskingevær med en besætning på fire-fem mand havde en effektiv rækkevidde på op mod 2 km og kunne således fra positioner på højdedragene dække det meste af det åbne område. Ved Somme d.1.juli stod det for ca. 90% af de britiske tab! 

Offensiven der endte i en katastrofe

 

På 8. divisions venstre fløj – ud for Ovilliers – gik det værst ud over 70.Brigade. Selvom soldaterne her havde forladt skyttegravene noget før angrebstidspunktet (7.30) for at komme tættere på den tyske linje, mens bombardementet stadig var i gang, blev de alligevel mejet ned af de tyske maskingeværskytter, der var dukket op i forreste linje, så snart det tunge britiske artilleri havde flyttet deres ild til de tyske reservelinjer, hvad det gjorde kl.7.00! De efterfølgende britiske soldater nåede længere frem, men trods gentagne angreb måtte briterne opgive at erobre noget som helst. Der var ingen reserver til at følge angrebet op. Tabene i brigaderne oversteg 60 %.

En af de soldater, som nåede frem til den tyske skyttegrav, Tom Easton, fortalte, hvordan de få, der var tilbage fra 21.Bataljon, Northumberland Fusiliers, indtog en del af  skyttegraven og gjorde sig klar til at forsvare den mod modangreb. Fuld af forundring gik han ned i en af de tyske beskyttelsesrum, der var 4 x 2 m og lå så dybt, at det var sikkert imod den britiske feltkanon 8,8 cm (18 pounder). Som han sagde: rummet var noget mere solidt og bedre indrettet end det tilsvarende britiske.

Easton og de andre måtte senere på dagen opgive erobringen og trække sig tilbage. Den næste morgen var der mønstring uden for brigadehovedkvarteret. Ud af 890 fra bataljonen var der nu mindre end to hundrede. Bataljonen blev trukket ud og sendt til indkvartering bag fronten.

På højre fløj mødte 8.division de samme problemer. Svag eller ingen artilleristøtte, intakte tyske maskingeværstillinger og ingen reserver. Angrebsbataljonerne lidt nord for La Boisselle havde  800 meter til de nærmeste tyske stillinger. Tyskerne kunne følge dem hele vejen! Den mine, som briterne havde anbragt under den forreste tyske stilling ud for La Boisselle have tyskerne opdaget, og det var lykkedes dem at evakuere deres folk. De britiske bataljoner i angrebet blev nærmest udslettet (80 % tab).

Harpen - et velkendt irsk symbol - relief på mindebænken

Fricourt

Fællesgrav for faldne soldater på den tyske kirkegård ved Fricourt, der ligger 3 km sydøst for La Boisselle. (se øverste kort). Mange af de faldne var ofre for det britiske bombardement i Somme-offensiven.

En af de overlevende, artillerisergent Karl Eisler, tilknyttet staben ved 29.feltartilleriregiment, forsøgte i sin dagbog, skrevet ca. et måned efter offensivens start, at forklare, hvorfor briterne ved Fricourt ikke brød igennem til Bapaume den første dag.

Eisler opholdt sig d.1.juli om morgenen ved sin stab midtvejs mellem Fricourt og Contalmaison (3 km nord for Fricourt). Han havde oplevet det ugelange britiske bombardement, som han beskriver som aldeles forfærdeligt. Kl. halvfire om morgene d.1.juli kom så gasgranaterne. Gassen lagde sig som en tyk hvid tåge, og man kunne ikke se 10 m frem for sig. (fortsættes for neden til højre):

Et observationstårn

Karl Eisler skriver i sin dagbog, at tyskerne i klart vejr kunne observere fra deres højereliggende positioner, hvad briterne foretog sig. F. eks. havde de dannet sig et klart billede af de britiske forberedelser til offensiv: de lange kolonner af forsyningskøretøjer, det tunge skyts og de mange nye tropper bag de britiske linjer kunne ikke skjules. Tyskerne brugte bl.a. tårnene på slottet i Contalmaison som udkigspost.

Briterne havde tilsvarende som fast udkigs post (fast i modsætning til balloner og fly) kirketårnet i Albert med statuen af Den gyldne Madonna med barnet. Tyskerne ramte tårnet flere gange, men statuen blev hængende i en skæv vinkel og nægtede af falde - hvilket skabte den myte, at krigen ville ende den dag, statuen faldt.

Litteratur:

Martin Gilbert: The Somme. Heroism and Horror in the First World War (2006)

Gerhard Hirschfeld m.fl. (Hg): Die Deutschen an der Somme 1914-1918 (2006) 

Joshua Levine: Forgotten Voices of the Somme (2008)

Robin Prior og Trevor Wilson: The Somme (2006)

Copyright Bo Jessen 2012-17