En nation mister sin fremtid

Newfoundland Park ved Beaumont-Hamel

En caribou skriger sin sorg ud over tabene i angrebet d.1.juli 1916 ved Beaumont-Hamel. Monumentet er midtpunktet i Newfoundland Park. Det nordamerikanske rensdyr er et symbol for Newfoundland. Der er i dag ca. 100.000 af dem i provinsen. Det var også et symbol for 'the Royal Newfoundland Regiment', som deltog i 1.Verdenskrig på Vestfronten og ved Gallipoli. Det findes også som monument på fire andre slagmarker i Frankrig, hvor soldater fra regimentet var med.

 

Newfoundlandsbataljonens skæbne

Newfoundlandbataljonens angreb blev startet på grundlag af en misforståelse i divisionshovedkvarteret. Rapporter om fremgang på højrefløjen fik divisionsgeneralen til at beordre reservebrigaden med bl.a. Newfoundlandbataljonen frem for at støtte fremgangen. Til trods for at løbegravene og forreste skyttegrave var blokeret af sårede og døde soldater lykkedes det newfoundlænderne at nå frem til 'startlinjen' kl.9.15 og begynde angrebet på det sted, hvor caribouen i dag står (øverste billede) - ned ad den åbne skråning ned mod den tyske skyttegrav. Uden artilleristøtte! De blev øjeblikkeligt mødt af den tyske maskingeværild.

De største tab fik angriberne, da de skulle passere gennem åbninger i egen pigtråd. Men de blev ved med at rykke frem, og iflg. en overlevendes beretning nåede få af dem faktisk frem og fik kastet deres håndgranater ned i den tyske skyttegrav,

Resultatet af angrebet: 272 dræbte og 438 sårede - ud af en styrke på 790. Divisionens samlede tab var over 5000 dræbte og sårede. Divisionen blev trukket tilbage.

Igen var det den ineffektive britiske artilleriforberedelse og den britiske stabs uheldige planlægning, der nærmest gav frit lejde for tyskerne fra kl.7.20 til 7.30, der er forklaringen på katastrofen. Men selvfølgelig også det professionelle effektive tyske forsvar.

Beaumont-Hamel i

Somme-offensiven 1.juli 1916

Sommefronten nord for floden - den britiske sektor - havde en bredde på ca. 20 km. Men hvilke af divisionerne, der var tiltænkt en hovedrolle, og hvor reserverne skulle sættes ind, var uklart.

Newfoundlands bidrag til Somme-offensiven

De to landsbyer Beaumont-Hamel og Hamel var målene for den  29.britiske division i Somme-offensiven d.1.juli 1916. Den britiske hærstab forventede, at divisionen sammen med nabodivisionerne forholdsvis let ville presse tyskerne tilbage og måske endda nå halvvejs til Bapaume den første dag. Hvorvidt man sigtede på et egentligt gennembrud af de tyske linjer er uklart.

Newfoundland regimentet indgik med sin 1.bataljon i 29. division som det eneste ikke-britiske element på hele angrebsfronten på offensivens første dag. Divisionen var ikke tiltænkt nogen speciel opgave, men var en del af fremstøddet mod nordøst.

Men det gik som ved Serre, Thiepval og længere syd på: det britiske artilleri havde ikke magtet sin opgave efter en uges bombardement af tyskerne. Disse stod parat, og briternes angreb d.1.juli fra kl.7.30 udviklede sig hurtigt til en katastofe. (Om 1.bataljons skæbne - se længere nede). Sprængningen af en kæmpemine ved Hawthorn bakkedraget under den 1.tyske linje kl.7.20, - samtidig med det britiske bombadements ophør - havde advaret tyskerne om det forestående angreb og givet dem tid til at komme op fra deres beskyttelsesrum og bemande deres forreste skyttegrave - og til at skyde på de britiske infanterister, der lå parat foran pigtrådsspærringerne og ventede på klarsignalet kl.7.30.

Mellem de to frontlinjer i Newfoundland Park

På billedet til højre ser man ned over ingenmandsland mellem de to frontlinjer.

(se kortet med Newfoundland Park herunder.) Det var ned ad denne skråning newfoundlænderne angreb - uden dækning! Billedet er taget fra den britiske frontlinje. Til højre under træerne ses Y kløftens kirkegård. Y kløften, hvor tyskerne havde en mindre base, ligger bag træerne til højre. Den tyske frontlinje løb langs med træerne til venstre og videre bag kirkegården. Granathuller ses foran og spredt ud over terrænet.

Halvvejs til den tyske linje findes det såkaldte 'Danger Tree' (ses ikke på billedet her), som markerer det sted, hvor de britiske tab var størst. (læs videre om angrebet efter kortet herunder)

Newfoundlandparken er et af de erindringssteder i Somme-området, som skal besøges - også hvis man kun har tid til at besøge et! Stedet er det ene af to bevarede (dvs. ikke ændrede) frontafsnit på hele den britiske del af vestfronten.

Newfoundland Park

Parken (det lysegrønne område til venstre på kortet) dækker over et areal på ca. 30 hektar, hvoraf lidt over halvdelen udgjorde den del af frontlinjen som blev holdt af den 1.bataljon i regimentet fra Newfoundland. Området blev købt af en regimentspræst i 1922, overtaget af Newfoundlands regering og indrettet som mindepark for de flere hundrede faldne newfoundlænderne. Det blev indviet i 1925. I 1959 overtog den canadiske regering vedligeholdelsen.

Alt er stort set bevaret, som det blev efterladt i 1918. Senere slag efter Somme-offensiven ændrede ikke meget, og det er derfor her muligt at få et godt billede af slagmarken fra 1916. Der er fjernet en del pigtråd, og skyttegravene er delvis rekonstruerede i 1961, men ellers har græsset fået lov til at brede sig ud over skyttegrave og granathuller.

I parken findes der tre britiske kirkegårde. Den ene af dem - 'Y Ravines Cemetery' - ses herover. Derudover er der nogle mindesten, bl.a. for den 29.britiske division (herunder), som Newfoundlandsbataljonen indgik i - samt et museum, der fortæller historien om soldaterne. Og så er der Caribouen, centralt placeret lige bag newfoundlændernes skyttegrav.

29. Divisions angreb

Mindestenen for den 29. britiske division ved vejen ind til parken (St Johns vej til højre).

Den første angrebsbølge med bl.a. bataljonen the Lancashire Fusiliers blev udslettet indtil få meter fra de tyske maskingeværer. Ingen nåede frem til den tyske pigtrådsspærring. En korporal, der havde søgt dækning i et granathul fortalte senere, hvordan han kunne se tilbage henover ingenmandsland mod sin egen linje. Der lå hundrede af dræbte, og sårede prøvede at kravle tilbage.

På divisionens højre flanke nåede enkelte frem til den tyske skyttegrav, men kunne ikke få støtte, da de styrker, der var udset som støtte, ikke kunne forlade deres egen skyttegrav i en 1/2 time på grund af tysk spærreild. Da de endelig kom op af skyttegraven, blev de fleste ramt af tysk maskingeværild.

Et udsnit af 'St Johnvejen'

En såkaldt 'støttegrav' for den forreste skyttegrav. Det var fra denne støttegrav, at newfoundlænderne indledte deres angreb.

Da slaget var ovre den dag, sendte divisionsgeneralen følgende meddelelse til Newfoundlands premierminister: Det var en strålende opvisning af disciplineret tapperhed, og angrebets manglende succes skyldes kun, at døde mænd ikke kan gå længere.

Sorgen over tabet

'Træd  varsomt her' (Tread softly here!). Og digtet på en af mindestenene i parken fortsætter: Gå ærbødighedt og langsomt. (Go reverently and slow!) Sådan indleder den populære britiske digter John Oxenham (1852-1941) sin hyldest til de faldne. Oxenham støttede krigsindsatsen ud fra sin kristne idealisme og tro på det guddommelige forsyn.

De tre første ord er nok en klassisk formulering brugt  af britiske forfattere gennem tiden, men den synes særligt passende på dette sted, hvor over 270 unge mænd fra en lille nation mistede livet og 450 blev sårede (ud af 790!) i et totalt forfejlet og meningsløst angreb. Der var næppe et hjem på Newfoundland, som ikke var berørt af den dags katastrofe. 1.juli er da også den officielle 'Memorial Day' (mindedag eller sørgedag) på øen. Ironisk nok samme dag, hvor Canada, som Newfoundland blev en del af i 1949, fejrer sin grundlæggelse.

En nation mister sin fremtid

I forhold til sin befolkningsstørrelse (250.000 i 1914) og i forhold til sin velstand - eller rettere mangel på samme) var Newfoundlands bidrag til 1.Verdenskrig enestående. Omkring 8500 mænd blev indrulleret, heraf 7000 i the Newfoundland Regiment. Regimentet havde 1300 dræbte og 2300 sårede. Newfoundland havde mistet næsten 1/4 af sine unge mænd.

Newfoundland, der i 1914 var et dominion (selvstyrende område) i det britiske imperium på linje med Canada, måtte i 1920'erne og 1930'erne se sit eksistensgrundlag svinde ind: verdenskrisens faldende priser på de vigtigste eksportvarer fisk og træ. Tidligere forhandlinger om en sammenslutning med Canada var endt uden resultat, bl.a. på grund af konflikten om Labrador.

Men i 1930'erne genoptoges forhandlingerne, og efter 2.verdenskrig stemte et lille flertal for en tilslutning til Canada. Det er blevet hævdet af nogle, at tabene i 1.Verdenskrig var en væsentlig faktor bag denne udvikling.

Memorial to the Newfoundland Missing.

Bronzepaneller med navnene på de 814 savnede soldater og søfolk. Basis for caribou monumentet er udformet som en 'dugout' - et dækningsrum.

Caribouen

Den britiske billedhugger Basil Gotto har lavet  skulpturen af Caribouen samt de fire, lidt mindre udgaver andre langs den britiske vestfront, hvor det newfoundlandske regiment deltog i kampene.

Udover monumenter, kirkegårde og slagmarkens landskab er der også et mindre museeum, der fortæller om regimentets skæbne og dets betydning Newfoundland..

Efter slaget

En soldat fra Leicestershire Regiment fortalte senere, hvordan han var med til at begrave de faldne newfoundlændere. Det var ikke så slemt, hvis de lå med ansigtet nedad, men hvis de lå med ansigtet opad i solskinnet, var det dækket med spyfluer. Der var ingen grave til dem - de blev anbragt i granathuller. Der kunne være plads til 3-6 mand i hvert hul. Man skovlede noget jord fra hulkanten og dækkede dem til. Der var ikke noget træ, søm eller hammer til rådighed - så de fik ingen kors.

 

Men ikke alle blev begravet lige godt. En løjtnant fortalte senere, hvordan han og hans mænd efter den endelige erobring af Beaumont Hamel d.13.november (4 1/2 måned efter 1.juli) blev sat til at indsamle de faldnes soldaterbog, der skulle bruges til den formelle tabsopgørelse. Han husker, hvordan rotter havde fortæret det meste af ligene bortset fra uniformer og knogler. Der lå en sød duft af råddent kød over den gamle slagmark.

Nogle få dage senere (efter 1.juli) kom tabslisterne til Newfoundland. På den første liste var kun anført de sårede. og det blev understreget, at mindst 90 % af dem ville komme sig. Så kom listen med de faldne. Men trøsten var, at de var faldet for fædrelandet og for kongen. Myndighederne og pressen skyndte sig at understrege den indsats og den tapperhed, der kollektivt var vist. Imperiet kunne være stolt af Newfoundland. Forhåbentlig ville flere melde sig til regimentet!

En fredelig park?

Et kik ind i parken til venstre for indgangen. Ved højlys dag med solskin på græsset og med træer som indramning ser granathuller og skyttegrave ganske fredelige ud. Men Rose E.B. Coombs, ekspert i erindringsstederne fra 1.Verdenskrig og forfatter af bl.a. en omfattende guide til disse steder (Before Endeavors Fade - udkommet i 13. udgaver), har oplevet det anderledes. Under et besøg en fin sommeraften i juli, da hun gik ned ad skråningen mod de tidligere tyske linjer, blev hun overrasket af tordenvejr og måtte søge ly i en af skyttegravene. Efter at regnen var stoppet, kunne hun mærke duften af det regnvåde gras, som stadig 'lugtede af slagmark'. Hun skriver videre: 'Nowhere else i my travels on the Western Front has the horror of war come nearer to me than here on one hot evening following a clear day'.

Litteratur:

Rose E.B. Coombs: Before Endeavours Fade (13.udg.2010)

Martin Gilbert: The Somme. Heroism and Horror in the First World War (2006)

Joshua levine: Forgotten Voices of the Somme (2008)

Paul Reed: Walking the Somme (2011)

Robin Prior and Trevor Wilson: The Somme (2005)

Copyright Bo Jessen 2012-17