Somme-offensiven 1916

Beskrivelse og analyse

Et vue fra Lochnagarkrateret (se erindringsstedet 'En minesprængning') mod syd. Bag højderyggen ses kirketårnet i byen Albert. Billedet giver et godt indtryk af højdedragets form. På disse åbne marker blev rækker af britiske soldater, der om morgenen d.1.juli 1916 gik fra 2.skyttegravslinje på den anden side af højdedraget frem mod egen 1.linje på denne side af højdedraget, fanget af  tysk maskingeværild fra la Boisselle-stillingen - altså inden de nåede frem til deres egen 'startlinje' og ud i ingenmandsland.!

Vestfronten juli 1916

Somme-offensiven juli-nov. 1916

D: Delville skov. M: Mametz skov

En anden del af slagmarken

Vue ud over landskabet i retning mod nordvest fra landevejen mellem Albert og Bapaume, et stykke nord for Pozières. (Se kortet herover) Billedet er taget fra højderyggen, der går fra Thiepval over Pozières til Longueval.

Området indgik i de britiske mål for de første par dage i offensiven i juli, men først i september fik britiske styrker kontrollen med området. At området kun ligger ca. 5 km fra La Boisselle, hvor offensiven startede d.1.juli, siger noget om det tyske forsvars sejhed, men også noget om briternes undervurdering af tyskerne og deres overvurdering af eget artilleri.

Bemærk den britiske soldaterkirkegård i billedets højre side. Dem er der ca.150 af i Somme-området.

Ulster Tower

Tårnet (der ligger nær Thiepval - se kortet foroven) er opført i for at mindes 36. Division, der bestod af frivillige fra den protestantiske del af Nordirland. Tårnet er en kopi af et tårn på et slot i County Down i Nordirland, hvor divisionen trænede, inden den blev sendt til Frankrig. De fleste af de frivillige havde inden krigsudbruddet i august 1914 tilsluttet sig de protestantiske militser i Nordirland, der ville forhindre, at Nordirland blev en del af det hjemmestyre, som den britiske regering havde lovet hele Irland. Ved krigsudbruddet meldte de sig næsten alle på en gang til hæren!

Divisionen var en af de få på den nordlige del af fronten, der nåede sit mål d.1.juli: erobringen af den stærke tyske stilling Schwaben. Men den fik ingen opbakning fra reserver og måtte trækkes tilbage. Tårnet indeholder et kapel samt rum med minder om divisionen på væggene.

Thiepval monumentet for de savnede 

Læs om monumentet på siden med erindringsstedet 'Thiepval'.

 

 

Erindringer fra angrebet ved Thiepval

 

Et af de få steder, hvor britiske soldater nåede et stykke ind i de tyske linjer, var stillingen Nordwerk syd for Thiepval. En korporal fra 8. bataljon i  'King's Own Yorkshire Light Infantry' mindedes senere i livet, hvordan han og hans sektion 'went over the top' (dvs. kratrede op af skyttegraven), da officeren blæste i sin fløjte. Men der var kun få huller i den tyske pigtråd. De tyske maskingeværer koncenterede deres ild netop der, da soldaterne forsøgte at komme igennem.  Korporalen befandt sig snart alene. Alt hvad han så var døde mænd på marken, mænd, der skreg, mænd der hang fast i pigtråden. Men angrebet gik videre. En anden korporal husker, hvordan de nåede frem til den tredje tyske skyttegravslinie for igen at blive trængt tilbage til den anden og til den første.

Han husker den uophørlige tyske maskingeværild, de tyske håndgranater - men mest af alt den store forvirring. Ingen føring, ingen ordrer.

En løjtnant, der var i angrebet i 10. Bataljon, West Yorkshire regiment, har fortalt, hvordan han hurtigt klatrede op af egen skyttegrav, da angrebet begyndte, for at løbe så hurtigt som muligt over mod den tyske. I ingenmandsland forsøgte en tysk officer at stoppe ham og hans mænd med håndgranater, men en eller anden 'var så venlig' at skyde denne officer. Lidt senere befandt han sig i en tysk skyttegrav, 100 m bag den første tyske skyttegrav, med 20 af sine mænd. Snart efter var de omringet, men holdt stand ved at skyde alle de tyskere, som dukkede frem fra skyttegravens hjørner. Da ammunitionen var ved at slippe op, lykkedes det dem at trække sig tilbage, da tyskerne blev engageret af andre engelske soldater. Løjtnanten og hans mænd var de eneste, der var tilbage af bataljonen, da de kom tilbage -  resten var dræbt eller såret.

 

Serre

 

En af de britiske militære kirkegårde ved landsbyen Serre på den nordlige del af Somme-fronten. Den klassiske triumbue, der fungerer som indgang til kirkegården, er tegnet af arkitekten Lutyens, manden bag Thiepvalmonumentet og de fleste britiske militære kirkegårde fra 1.Verdenskrig. Her virker buen bevidst meget markant, da muren rundt om anlægget er lav. Man kan som besøgende let få den tanke, at Lutyens har forsøgt at undgå det mausoleumpræg, som høje, klassisiske mure med søjler ville give kirkegården (se f.eks. kirkegården ved erindringsstedet Pozières). De 'tavse byer', som forfatteren Ruyard Kipling kaldte dem. I stedet er der måske tale om en rigtig triumfbue, som Somme-soldaterne er gået igennem til evig erindring, ikke en port til de dødes rige.

 

Under buen i Thiepval-monumentet

I de mange soldatererindringer om angrebet d.1.juli og de senere kampe i Somme-området, som er tilgængelige i dag i bogudgivelser, på lydbånd  (Imperial War Museum's store arkiv) eller som historikeres egne interviews med de sidste veteraner, er det som oftest de faldne eller sårede kammerater, som er i centrum for fortælleren. Forfærdelsen og sorgen over tabene er dyb. Mange af disse faldne kunne ikke findes eller identificeres (sprængt i stykker af granater). Deres navne er i stedet med på den offentlige erindring på de hvide tavler på pillerne under buen her i Thiepval.

Forsøg på at forstå hvad der egentlig foregik på slagmarken er der ikke så meget af i erindringerne (gælder ikke officerer), og det er forholdsvis sjældent, at den militære ledelse (på brigade eller divisionsniveau) kritiseres. Dog synes der at være en følelse af dyb skuffelse, når erindringen specielt gælder d.1.juli. Inden angrebet havde officererne i flere bataljoner fortalt soldaterne, at tyskerne i de forreste linjer var udslettet af det britiske bombardement, at pigtråden foran den tyske skyttegravslinje var sprængt væk - og at der ikke ville være en tysker i miles omkreds! Flere menige soldater erklærer samstemmende, at de havde fået ordre til at gå (!) henover ingenmandsland (bl.a. ved Serre).

De britiske divisionsgeneraler havde aftenen før angrebet udsendt deres såkaldte 'battle orders'. I en brigadegenerals udgave af ordrerne kunne brigadens officerer (55th Brigade) læse, at tyskerne nu var underlegne mht soldater og kanoner ('outgunned'), og de vil snart gå i opløsning, når hver britisk soldat  gik ind i kampen besluttet på at komme igennem! Ordren blev læst højt for de forskellige bataljoner.

Optimismen var også stor blandt menige soldater. Mange så virkelig nu muligheden for at kunne afgøre krigen. De meget omfattende forberedelser til offensiven virkede meget overbevisende, og det ugelange britiske bombardement - døgnet rundt - kunne ingen tysker have overlevet.

En sydafrikaner

Gravsten på militær kirkegård ved Longueval. Den menige soldat F.C.Butcher fra 3 regiment i det sydafrikanske infanteri faldt her ved Delville skoven (se kortet for oven) d.15.juli. Den Sydafrikanske Union, der i 1910 var blevet et britisk dominion, deltog kun med en mindre styrke, en brigade på ca. 3500 mand, i Verdenskrigen. Styrken, der bestod af frivillige (hvoraf flere havde kæmpet mod briterne i Boerkrigen kun 15-16 år tidligere!), blev sat ind på Vestfronten som en del af den 9. Skotske division.

Styrken kom i kamp d.15.juli. 

I striden om Delville skoven lykkedes det brigaden at drive tyskerne ud af det meste af skoven, hvorefter den gravede sig ned for at gøre klar til de uundgåelige tyske modangreb. Sydafrikanerne blev afløst d.19/20 juli. Tabene var da 766 faldne (ud af 3000), hvoraf kun de 116 kunne identificeres. Korporal Hermann Bloom skrev hjem til sine forældre, at det ikke havde været et 'tea party', som han havde deltaget i. Ved skovkanten var de blevet modtaget af gasgranater, håndgranater og maskingeværild. Det havde regnet kraftigt. og det var kommet til nærkamp. Skoven havde været så tæt, at man næppe kunne se mere end 8-10 meter frem. Til sidst var der ikke en gren eller et blad tilbage. Skoven var en masse af døde og sårede, det var forfærdeligt, slutter han af med at skrive.

Sydafrikanske monument for de faldne ved Delville skoven

Mametz skoven (th) ligger ca.2 km øst for Fricourt - se kortet for oven. (På kortet oven for er skoven angivet med et M i cirkel). Den blev angrebet d.7.juli af 38. (Walisiske) Division. Der var flere 'Pals'bataljoner fra bestemte byer i Wales (bl.a. Swansea) med i angrebet, som var meget dårligt forberedt (bl.a.ringe artilleristøtte). 'Death Valley', som området op til skoven på billedet blev kaldt, kostede store tab. Men general Haig mente, at de walisiske soldater havde svigtet og fyrede divisionsgeneralen. Den nye general fik besked på at tage hele skoven i næste angreb! D. 10.juli indledtes så et nyt angreb, hvor de walisiske soldater bogstaveligt kæmpede sig frem træ for træ. Forinden havde et nyt bombardement sat skoven i brand. D.12.juli var de overlevende walisere nået frem til nordenden af skoven. En soldat fra '17th Royal Welsh', der på afstand så nedslagtningen i 'Death Alley', var dagen efter med i skoven. Han deltog i forfølgelsen af tyskerne, der langsomt trak sig tilbage, meter for meter. Han og hans overlevende kammerater glemte aldrig denne oplevelse!

Divisionens samlede tab ved Mametz var 4000, heraf 600 faldne og 600 savnede. Tab ved Somme i alt: 5000 faldne. Divisionen blev ikke sat ind ved fronten igen før juli 1917.

Hvorfor fandt offensiven sted ved Somme?

Somme-offensiven blev aftalt på Chantilly-konferencen dec.1915, hvor de allieredes strategi for 1916 blev udformet. En offensiv på Vestfronten skulle finde sted samtidig med henholdsvis en russisk offensiv på Østfronten og en italiensk offensiv på den nye Sydfront mod Østrig-Ungarn.

Offensiven på Vestfronten var tænkt som et kombineret britisk-fransk bredt, frontalt angreb på de tyske linier. De britiske styrker skulle angribe nord for floden Somme og de franske syd for.

Men det var uklart fra starten, om der var tale om et forsøg på et strategisk gennembrud (som den britiske øverstkommanderende, general Haig, ønskede og planlagde for de britiske styrkers vedkommende) eller om der var lagt op til et såkaldt ’opslidningsslag’ (som general Joffre, den franske øverstkommanderende, gik ind for). Haig havde ønsket en offensiv i Flandern ved kanalkysten, men måtte af politiske grunde bøje sig for Joffres ønsker om en fælles aktion. Storbritannien var stadig ’junior’ i forhold til Frankrig på Vestfronten.

Joffres valg af angrebssted, Somme, hvor tyskerne stod stærkest, er vanskeligt at forklare. Måske blev det valgt for at vise, at de allierede kunne føre krigen sammen. På grund af fortsat mangel på bl.a. tungt artilleri og ammunition blev angrebet udsat til slutningen af juni 1916.

Uenigheden og formålet med offensiven viste sig også mellem Haig og Rawlinson, den øverstkommanderende for den britiske 4.arme, som skulle stå for hovedparten af angrebet. Rawlinson anså et gennembrud af de tyske linier for urealistisk, men Haig holdt på sit. Der skulle forsøges et gennembrud. Hvad der ikke var lykkedes i 1914 og 1915, skulle ske nu. Når gennembruddet var sket, skulle kavaleriet (sic!) trænge gennem hullet i fronten og støde frem gennem det tyskbesatte Frankrig.

Hvordan forløb den britisk-franske offensiv ved Somme?

Efter en uges intenst artilleribombardement af de tyske skyttegrave gik 18 britiske og 5 franske divisioner til angreb nord og syd for floden Somme d.1.juli 1916 om morgenen. Det var den første større britiske offensiv i krigen. Offensiven fortsatte med afbrydelse frem til 18.nov. 1916. Offensiven var nu – efter at de fleste franske divisioner, der skulle have deltaget ved Somme, var sat ind ved Verdun – hovedsagelig et britisk foretagende.

Forberedelsen til offensiven havde stået på siden marts: opbygning af ammunitionslagre og andre forsyningslagre, udvælgelse af standpladser for batterierne, konstruktion af observationsposter samt nedgravning af telefonkabler (10.000 km mindst 2 meter ned – resten ca. 70.000 km på jorden) fra divisionshovedkvartererne og frem til de forreste linier. Kommunikationen mellem de fremrykkende tropper og hovedkvartererne og artilleriet var livsvigtigt – artilleriet skulle gerne kunne bevæge sig fremad i samme takt som de fremrykkende tropper for at sikre disse fortsat beskyttende spærreild og for at kunne nedkæmpe fjendens batterier. Forbindelsen forsøgte man at sikre med særlige signalsystemer med lamper, flag, horn m.v. (radioforbindelser på lokalt plan blev i praksis først mulige i 1918).  

Mere end 200.000 mand og 100.000 heste skulle der skaffes plads til bag et forholdsvis snævert udsnit af fronten (ca. 30 km). For at soldaterne og deres forsyninger hurtigt kunne nå frem til fronten måtte der konstrueres nye veje og jernbaner. Nye pumpestationer, tanke og rørledninger skulle sikre vandforsyningen. Hertil kom nye feltlazaretter, kirkegårde og fangelejre. Nye løbegrave bag de forreste skyttegrave var nødvendige for at få plads til opmarchen af de mange soldater

Alt dette kunne ikke holdes hemmeligt for de tyske recognosceringsfly og var derfor genstand for hyppige tyske artilleribombardementer. Tyskerne vidste godt, at angrebet kom - og den britiske hærledelse var udmærket klar over dette.

Der var 60.000 mand i de første angrebsbølger. I alt var 158 britiske bataljoner (ud over de franske) med i hele angrebet den første dag. 88 af dem bestod af de frivillige i krigsminister Kitcheners 'New Army' - ca. 90.000 mand, der i den patriotiske tid i efteråret 1914 havde meldt sig i store grupper ('pals'), og som fortsat var helt uprøvede til trods for en længere træningstid. De stod over for 32 tyske bataljoner - men i den tyske reserve var der yderligere 65 bataljoner! Men denne reserve, som kunne sættes ind ved Somme, valgte den britiske general for den 4. Armé at ignorere i sin planlægning!

Det britiske infanteri gik nogle steder, bl.a. ved la Boisselle, fremad i rækker bag deres egen spærreild. Andre steder (de fleste) løb, gik eller krøb de frem i grupper - hen over ingenmandsland, fra granathul til granathul frem mod fjendens første skyttegravslinier. Hver soldat med en oppakning på over 30 kilo. Og de skulle nå frem, inden tyskerne nåede i stilling i deres skyttegrav efter spærreildens ophør. Det lykkedes stort set ikke.

(Læs de korte beretninger i venstre spalte)

Ca. 20.000 faldt for de tyske maskingeværer den første dag. Mange nåede ikke engang helt op af egen skyttegrav – eller blot frem til ’startlinjen’, deres egen forreste skyttegrav, inden de blev ramt.

Kun få steder nåede de britiske soldater af fronten frem til de mål, som var planlagt for den første dag. Angrebene fortsatte de følgende dage, d.2. og 3.juli, mest på den sydlige del, hvor målene for den først dag var nået. Men derefter beordrede Haig sine generaler til fornyede indsatser på hele frontlinien. Slaget blev nu en daglig kamp om marker, skove og landsbyer.

I de efterfølgende, mindre offensiver - fra 14.juli og frem til 15.september -havde officererne og soldaterne, der gik 'over the top' (op fra skyttegraven) lært at krybe fra et granathul til det næste - eller at kravle om natten frem til den tyske pigtråd for derefter om morgene at storme frem igennem åbningerne og nå den tyske skyttegrav førend tyskerne kom op fra beskyttelsesrummene efter spærreildens ophør.

Men som sagt: de fleste af de britiske angreb mislykkedes, dvs. nåede ikke de planlagte mål. Landskabet var nu fyldt med granathuller og oppløjet jord, som vanskeliggjorde nye infanteriangreb, navnlig under og efter et regnvejr, der kunne forvandle alt til mudder. Og regvejr var der usædvanligt meget af i juli og august. Artilleripjecer, der skulle understøtte de angribende styrker, sad ofte fast i terrænet – i de mange granathuller – og kunne kun vanskeligt føres frem. Særligt hårde var kampene om Pozieres, som det dog lykkedes australske enheder at erobre.

Også højdedragene omkring Martinpuich og Courcelette blev taget (15.september) i en ny stor offensiv. Kampvogne blev her taget i brug for første gang – men med begrænset succes. De var for langsomme (3-4 km/timen) og teknisk upålidelige. Fra 15.september til 30.september vandt briterne mere terræn end i perioden fra 1.juli til 15.september. Men i oktober gik den fornyede britiske offensiv mod de mål på den nordlige del af fronten, som ikke blev nået 1.juli, i stå. Tabene var nu større end i september, og flere angreb kørte fast i mudder. Det sidste større britiske angreb (det 5. i hele Somme-offensiven) blev sat ind 13. november.

Da offensiven omsider stoppede d.19.nov. - vejret satte et klart punktum - var der i alt faldet ca.300.000 britiske, franske og tyske soldater. (tyske: 164.000). Artilleriild var skyld i næsten 60 % af tabene (dræbte og sårede), mens maskin- og geværild tegnede sig for 38 %.

Hvorfor mislykkedes offensiven?

General Haigs plan havde spredt angrebsstyrkerne – 18 divisioner i den 4.arme – med et artilleri på 1537 kanoner – ud over en bred front på ca. 30 km i stedet for at være koncentreret om udvalgte tyske stillinger. Desuden skulle de britiske og franske soldater angribe ’opad’, da tyskerne havde deres befæstede stillingerne på bakkedragene langs fronten. Flere af disse stillinger var armeret med beton.

Den britiske angrebsstyrker bestod for en stor del af frivillige i de såkaldte ’Pals’ (kammeratskabs) bataljoner. Det var folk fra samme by, erhverv eller med samme skolebaggrund, de havde meldt sig til hæren i de første krigsmåneder. Populært blev de kaldt for Kitcheners hær. (forsvarsministeren, der på plakater havde opfordret folk til at melde sig). Men de var egentlig kun uerfarne soldater fra træningslejrene i England med - hvad der var værre – uerfarne befalingsmænd og lavere officerer.

Forskellige historikere har peget på flere forhold, der kan forklare, hvorfor det gik så galt med offensiven.

1) Haigs optimisme smittede af på hans underordnede i generalstaben og i armestabene og lukkede for enhver kritik af planens forudsætninger, dens strategiske mål og dens taktiske midler og dens grove undervurdering af det tyske forsvarssystem. De tyske stillinger mellem 1 og 2 forsvarslinje var nærmest underjordiske forter med et net af gange og rum til tropper og forsyninger.

2) Effekten af bombardementet var ikke blevet undersøgt tilstrækkeligt. De svage britiske granater med mange forsagere havde i over halvdelen af angrebspunkterne ikke kunnet gennemtrænge de dybe tyske beskyttelsesrum. Briterne havde for lidt tungt artilleri (se under 3)De tyske maskingeværskytter var derfor parate, da bombardementet ophørte og de britiske soldater angreb henover ingenmandsland.

Det havde ikke været muligt at få et klart overblik over bombardementets virkninger, da de britiske luftrecognosceringer blev vanskeliggjort af dårligt vejr, men mindre raids over ingenmandsland mod de tyske stillinger inden angrebet viste, at de tyske maskingeværer var fuldt intakte. De få tyske fanger, som det lykkedes at tage ved disse raids, var også et klart tegn på, at bombardementet de fleste steder langt fra havde knækket tyskerne.

Desuden var bombardementet for spredt. Det havde ikke kun ramt de forreste skyttegrave, 1. og til dels 2.linie , men også 3. og 4.linie, og kun i mindre grad tyskernes artilleri. Tyskerne kunne hurtigt føre forstærkninger frem. Man havde tilsyneladende intet lært af fiaskoerne i 1915! Tyskerne havde forstærket deres artilleri og deres stillinger, der mange steder nærmest havde karakter af små betonforter, der kunne støtte hinanden, hvis fjenden trængte igennem.

3) Mangel på tungt artilleri, der kunne bekæmpe de tyske batterier under slaget. De fleste britiske kanoner havde været rettet mod den tyske pigtråd og de tyske skyttegrave. Den britiske fremgang på den sydlige del af fronten skyldtes netop det forhold, at der her var mere tungt britisk artilleri (en del var lånt af franskmændene!), der kunne koncentrere skydningen mod forreste linje og ødelægge den.

4) De nødvendige reserver var ikke til stede, hvor det tegnede sig en mulighed for et gennembrud af den tyske frontlinje. De mange lokale angreb med en bataljon eller mindre lokale offensiver med en division, angreb der skulle skabe en ny gunstig udgangsstilling på højdedragene for næste storoffensiv, havde tæret for hårdt på reserverne.

Dragen, der blev afsløret i 1987, er udført af en walisisk billedhugger. Dragen er på det walisiske flag som symbol på landet. Den bruges ofte på skilte m.v. som et slags synonym for noget walisisk. Dragens oprindelse fortaber sig i middelalderlige myter. Således skulle den røde drage repræsentere det walisiske (det keltiske) modsat en tilsvarende hvid drage (fjenden!) det anglosaksiske (engelske). Stedet her er bemærkelsesværdigt fredeligt og alligevel bevægende, når man ved, hvad der er sket. Det er blevet et pilgrimsmål for walisiske besøgende. 

En vurdering

Generelt var det et problem for hele krigen på vestfronten, at de øverstkommanderende på alle niveauer helt ned til bataljonen hurtigt mistede følingen med, hvad der foregik, når angrebet var begyndt. Der fandtes (før feltradioen) simpelthen ingen hurtige og pålidelige måder for de kæmpende soldater at melde tilbage til bataljons og regimentshovedkvarterer om kampens gang i de første timer.

Signalering med flag og lysraketter fra de forreste soldater, der skulle vise, hvordan kampen skred frem, blev ofte misforståede på grund af granateksplosioner. Hvor langt var infanteriet nu nået på slagmarken? udsendte observatører kunne ofte intet se på grund af røg, regn eller tåge. Hvad skulle artilleriet nu rette sin ild imod? Der kunne gå nogle dage, inden korps- og arme-generalerne – og dermed Haig – havde dannet sig et nogenlunde klart billede af offensivens forløb og derefter kunne træffe beslutning om det offensivens videre forløb.

Haigs plan er blevet vurderet som alt for ambitiøs. Tidligere erfaringer med forsøg på gennembrud af de tyske stillinger havde vist, at det var umuligt med de daværende metoder (frontalt infanteriangreb efter forudgående bombardement). Kavaleriet havde desuden stort set vist sig ubrugeligt i denne artilleri- og maskingeværkrig. Mange politikere, herunder Winston Churchill og Lloyd George og flere generaler (som ikke trådte offentligt frem), var betænkelige ved planen, men deres kritik blev overhørt i parlamentet, i regeringen og af Haig. En offensiv skulle sættes i gang. Presset på de franske soldater Verdun skulle reduceres, den britiske hær skulle vise sin formåen - og krigen skulle nu tage en afgørende ændring.

Om det lykkedes at lette det tyske pres på Verdun kan diskuteres. Tyskerne undlod større offensiver mod Verdun i efteråret 1916, og de overførte, da de indså, at der var tale om en større britisk offensiv, en del tungt artilleri samt to divisioner fra Verdun-fronten til Somme. Mere blev det ikke til. Også på den russiske front havde tyskerne været nødt til at tynde ud iflg. Haig. Haig forsvarede sig yderligere med, at briterne ville have lidt store tab, da tyskerne senere ville have angrebet. Nu var tyskerne, der blev slidt op. Men hvis man ser på tabstallene alene, var det snarere briterne, der blev slidt op! Haig kom til at mangle reserver i 1917 og navnlig i 1918.

Haig havde for så vidt ret i, at tyskerne var blevet presset i bund ved Somme, og at det var en medvirkende årsag til, at de nye tyske militære ledere, Hindenburg og Ludendorff, besluttede sig for en defensiv strategi på vestfronten for 1917 for i stedet for koncentere indsatsen om østfronten og om ubådskrigen. Men den strategi havde tyskerne formodentlig besluttet sig for efter fyringen af general Falkenhayn, den øverste militære leder før Hindenburg og Ludendorff, uanset Somme-offensivens forløb.

Haig holdt konsekvens fast i, at sejren skulle vindes på vestfronten. Offensiven havde styrket soldaternes moral iflg. Haig. Men regeringens ledende mand, Lloyd George, var derimod yderst skeptisk over for offensiven. Den havde givet uhyggelige tab og ikke ført til noget resultat, men der syntes ikke at være noget alternativ til Haig?

Men måske var problemet med strategien og taktikken på slagmarken, at ingen af de britiske eller franske generaler endnu havde accepteret (forstået?), at en industriel krig (artillerikrig) ikke kunne vindes med 'gennembrud' eller en afgørende 'omringning af fjenden'. Den franske general Foch var nok den eneste, som havde indset, at krigen på Vestfronten skulle vindes ved en række af operationer, der efterhånden ødelagde fjendens slagkraft, og at taktikken skulle ved hver offensiv skulle lægges derefter.

Den moderne debat om vurderingen af slaget ved Somme har delt militærhistorikerne, specielt de britiske, i to lejre. I den ene lejr er der de mere 'traditionelle' historikere, der fortsætter den kritiske linje tilbage fra 1960'erne (eller måske hel tilbage fra 1930'erne), en linje, der anser først og fremmest Haig for at have fulgt en 'gammeldags', fantasiløs og uansvarlig strategi. I den anden lejr er der de 'revisionistiske' historikere, der fra 1990'erne og frem synes at lægge vægt på, at Haig (og de andre britiske generaler) ikke kunne gøre meget andet end det, som de gjorde. Der skulle jo føres krig! En af disse historikere hævder, at briterne faktisk vandt slaget ved Somme trods prisen. (William Philpott: Bloody Victory. The Sacrifice on the Somme. (2010)). Han erkender, at det kostede dyrt, men det var nødvendigt!  Men debatten går videre med uformindsket styrke, bl.a. på internettet.

Litteratur:

Gilbert, Martin: The Somme. Heroism and Horror in the First World War (2006)

Hirschfeld, Gerhard m.fl. (Hg): Die Deutschen an der Somme 1915-1918 (2006)

Levine, Joshua: Forgotten Voices of the Somme (2008)

Philpott, William: Bloody Victory (2010)

Prior, Robin og Wilson, Trevor: The Somme (2005)

Reed, Paul: Walking the Somme (2.udg.2011)

Copyright Bo Jessen 2012-17