Australiens hellige jord

Pozìeres - og de første tanks

Et vue mod vest ud over en del af australiernes slagmark. Billedet er taget nord for landsbyen Pozìeres. Til venstre i baggrunden ses i en rydning i skoven overbygningen på Thiepvalmonumentet for de savnede britiske soldater. Omtrent midtvejs til Thiepval lå den daværende Mouquet gård.  I forgrunden ses rester af fundamentet for en gammel vindmølle. Billedet giver desværre ikke indtryk af en 'højderyg', men både mod syd  og mod nord (se billeder længere nede på siden) falder niveauet ca.30 m over en strækning på 1-2 km.

1. og 2. Australske division

Divisionen blev dannet i efteråret 1914. Indtil da bestod det australske  landmilitær af delstaternes militser, som imidlertid ikke kunne sendes udenlands. Efter deltagelse i det mislykkedes Gallipoli-felttog mod Tyrkiet blev divisionen sendt til et roligt afsnit på Vestfronten i Frankrig i marts 1916. Den indgik sammen med 2. Australske Division og en New Zealandsk brigade i ANZAC 1 (The Australian and New Zealand Army Corpse).

Den blev sammen med 2.og 4.Division trukket ud af kampene i september, på ny sat ind i oktober, også ved Somme, i 1917 i Flandern, bl.a. ved Ypres og Passchedaele, og i 1918 igen ved Somme og senere ved Hindenburg-linjen. Divisionens styrke lå på ca. 15.000 mand i gennem hele krigen. Sammen med 2. og 4.Division - ca. 55.000 mand udgjorde den hovedstyrken ved kampene om Pozières og Mouquet gården. (om tabene - se under næste billede) De senere ankomne divisioner blev placeret i ANZAC 2.

Australierne og den britiske hærledelse

Australien er i dag et godt 'brand'. Landet har i den vestlige verden et ry som en nation på fremmarch. Under krigen 1914-1918 var synet i Storbritannien på 'kolonierne', herunder Australien, et lidt andet. De havde endnu meget at lære! De australske soldaters ry for at se stort på disciplin og forsigtighed så britiske hærledelse som et alvorligt problem.

Den øverstbefalende, general Haig, skrev i sin dagbog d.29.juli  - altså efter de mislykkede australske angreb på den tyske stilling nord for Poziéres - at angrebet var dårligt forberedt, og at man måtte holde nøje øje med Anzac-korpsets planlægning. 'Nogle af deres divisionsgeneraler er så uvidende og (som mange andre kolonister) så indbildske, at man ikke kan betro dem alene at udarbejde angrebsplaner'.

De forholdsvis høje australske tab synes at underbygge påstanden. Men Haig overså, at hans egen general Gough flere gange forsøgte at presse den australske division frem til angreb uden egentlig forberedelse. I øvrigt: Haig var meget lidt populær i Australien, og i dag er det ofte australske historikere, der går forrest i kritikken af Haigs ledelse.

Hvorfor Pozières?

Slaget er i eftertiden kendt for to forhold: 1. Det var indsatsen af de australske styrker på Vestfronten, og 2. det var ilddåben for det nye våben, tanks (kampvogne). Der er monumenter for begge i landsbyen.

I seks uger fra d.23.juli 1916 deltog australske styrker, som indgik i den britiske reservearme, i kampene omkring landsbyen Pozières. Erobringen af denne landsby fra tyskerne var en vigtig forudsætning for at komme videre med offensiven, der skulle presse tyskerne tilbage og evt. skabe et gennembrud af de tyske linjer. Slaget om Pozières var dog kun et af de mange forsøg på at fortsætte Somme-offensiven efter den katastrofale 1.juli. De britiske styrker havde haft nogen fremgang vest og nord for Fricourt (se kortet tv) ved en ny lokal offensiv d.14.juli, men var så gået i stå.

Pozières ligger på en højderyg, der strækker sig fra Thiepval og ned til Longueval (lyseblå skravering på kortet til venstre). 'Højderyg' her betyder, at terrænet lå ca. 30 meter over markerne ved Ovilliers, som igen lå ca. 30 meter over La Boisselle. Ikke meget, men nok til at give den tyske side af fronten en stor fordel. På det åbne areal kunne tyskerne se, hvad de andre lavede. Her var det ligesom under de fleste andre offensiver 'op ad bakke' for de britiske og franske tropper.

Efter Pozières var næste mål gården Mouquet, som tyskerne havde omdannet til en mindre, underjordisk fæstning. Briterne og australierne brugte det meste af august og september måned til at indtage den. Besiddelsen af gården var en nødvendig forudsætning for erobringen af Thiepval-området, hvor tyskerne havde deres stærkeste stillinger.

For slagmarksturisten er Pozíères-området rimelig let at overskue. Der er dog ingen spor efter skyttegrave eller andre former for stillinger (med undt. af rester af en tysk bunker), men de australske og britiske monumenter og mindetavler (se længere nede på siden) bidrager til en forståelse af de vanskelige vilkår, som den åbne, flade slagmark gav begge parter. Skyttegravene her gav ikke nogen særlig god beskyttelse mod artilleriets granater.

Tabene på begge sider blev også derefter, da begge parter kunne koncentrere deres artillerild til et forholdsvis begrænset område. Værst gik det ud over den australske 1.division i dagen efter d.25. juli, da den på et lille erobret område - et fremspring (se kortet tv) - skulle 'tage imod' et uhyggeligt tæt tysk bombardement fra tre sider. (Læs videre under billedet).

Somme-fronten 1916

Det skraverde, lyseblå  felt er den øverste del af højderyggen mellem Thiepval og Longueval.

Pozières-fronten

23.juli-19.august 1916

Frontlinjen for den 1.Australske division inden angrebet d.23. juli ses nederst. To dage senere havde divisionen erobret Pozières (Frontlinje 25.juli).

Besøgssteder: - de røde firkanter:

1. Pozières Britiske militære kirkegård.

2. Monument for den 1.Australske division

3. Vindmøllemonumentet

4. Monument for Tank-korpset.

 

Af pladshensyn er 3. og 4. på kortet anbragt syd for frontlinie OG 1 og 2. Den rigtige placering er nord for OG 1 og 2.

AIF - Australian Imperial Force

Mindetavle for den 1.Australske Division. (om divisionen - se længere nede). I alt deltog ca. 320.000 australiere i 1.Verdenskrig (ca. 13 % af den mandlige befolkning!) Den nye hær, der blev dannet af frivillige i 1914, fik navnet 'Australian Imperial Force'. Australien understregede hermed, at landet, der var blevet en selvstyrende (Dominion) federation i 1901, var en del af Det Britiske Imperium. Folkeafstemning om indførelse af værnepligt endte med et nej. De frivillige have mange motiver til at melde sig: at se verden, at få et spændende liv, men også at tjene kongen og imperiet. Hver femte mand var født i Storbritannien.

Slaget om Pozières

Kampen om landsbyen blev usædvanlig hård. Men begyndelsen tegnede forholdsvis godt for australierne. Det britiske bombardement med tungt artilleri begyndte d.19.juli og stoppede først den 23.juli kl.12.30, hvorefter soldater fra den 1.Australske Division, der i nattens løb var krøbet frem til en position kun 20 meter fra den første tyske skyttegrav, gik til angreb. Skyttegraven blev hurtigt erobret. Det samme skete med de to næste skyttegrave. Succesen skyldtes uden tvivl det koncentrerede bombardement, der under angrebet også tjente som spærreild.

Men succesen var begrænset. De britiske divisioner på højre og venstre fløj var blevet stoppet af tyske maskingeværer. De havde præsteret en ringe artilleriforberedelse og måtte delvis opgive videre fremrykning. Tyskerne begyndte så dagen efter et nådesløst bombardement af Pozières. Britisk 'modbombardement' fik blot tyskerne til at forstærke deres. Byen skulle gøres ubeboelig iflg. den tyske general. Australierne fik nu ordre til at indtage linjen OG 1 (Old German 1 - se kortet med Pozières-fronten), men måtte opgive. Divisionen blev afløst af den 2.Australske Division, som havde held til at indtage OG 1 og 2 d.4.august - men kun efter nøje forberedt bombardement af de tyske linjer.

Men det værste stod tilbage: erobringen af Mouquet gården. Australierne (og briterne) skulle rykke frem på selve bakkekammen fra Pozières mod gården og kunne derfor tydeligt ses fra de tyske stillinger. Tre gange nåede de australske soldater frem til gården for derefter at blive slået tilbage af tysk artilleriild. Heller ikke canadierne, der afløste australierne, kunne gøre nogen forskel. Først da Thiepval omsider blev taget af briterne d.26. september, faldt også Mouquet gården.

Soldaten på monumentet for den 2.Australske Division skal illustrere en typisk australsk 'digger', australsk udtryk for 'kammerat/ soldat'. Monumentet står i Mont St Quentin ved Peronne, hvor divisionen havde et tab på 3000 i kampen d.31.august 1918 om højen uden for byen. Divisionens andet monument, ved Pozières, ses herunder (Billedet med flagene).

Den australske soldat så sig selv som en selvhjulpen, praktisk mand, ukuelig og hård, en rigtig 'bushman' (de fleste var dog vokset op i storbyerne!) og sammenlignede sig selv med de 'ineffektive  og uduelige' (og fysisk mindre) britiske soldater. Han var også kendt for sin mangel på traditionel soldaterdisciplin og så med foragt på den britiske kadaverdisciplin.

Efter Pozières var de fleste australske soldater (også officerer) dybt kritiske over for den britiske ledelse. Den officielle australske verdenskrigshistoriker skrev, 'at australierne aldrig glemte Poziéres, ej heller den britiske ledelse, som sendte dem der, ...eller de britiske divisioner på deres flanker, som så ofte svigtede dem'. Men de fleste australiere følte sig stadig bundet til Storbritannien, og mange var stolte af deres dobbelte tilhørsforhold, til Australien og til Det britiske Imperium.

Vejen til Bapaume

Landevejen fra Pozières mod Bapaume. Her er det muligt at se højdeforskellen mellem Pozières og landskabet mod nord. Det er dog først ca. 3 km længere fremme, at det går rigtigt ned ad bakke.

Cambrai og Bapaume nåede briterne aldrig til under Somme-offensiven. Først under den sidste offensiv i efteråret 1918, der førte til Tysklands nederlag, blev disse byer indtaget.

Det brune vejskilt længere fremme  fortæller, at her lå fronten d.1.september 1916 - altså kun nogle få kilometer nord for Pozières. Ved Somme-offensivens afslutning 18.november 1916 var briterne nået til Le Sars.

Monumentet for den 1.Australske division. Divisionen havde selv valgt Pozières som det sted, hvor monumentet skulle stå. Det var her, at den var blevet udsat  for de hårdeste kamp i hele krigen. I følge en iagttager så de, der blev afløst d.26.juli efter det tyske bombardement, ud 'som mænd, der lige havde været i Helvede... som gik de i en drøm, og deres øjne var glasagtige'..

Pozières britiske militære kirkegård

med 2730 grave, heraf 714 australske. 1353 er uidentificerede. Muren rundt om kirkegården (se billede herunder) bærer navnene på savnede faldne fra kampene i 1918. Kirkegården er et typisk udtryk for den stil, som hovedarkitekten i den britiske soldatergravskommission, Lutyens, fulgte:  klassiske linjer med antikke halvtage, søjer og buer.

De militære tab - australske og tyske

1. Divisions tab ved Poziéres gik op i 181 officerer og ca.5000 underofficerer og menige (faldne og sårede). Ved Mouquet gården var tabene 2650 (faldne og sårede).  2.Divisions tab nåede op knap 9000 mand inden afløsningen 4.september. Tabene var størst ved Mouquet gården, navnlig d.28.august, da divisionen havde indtaget gården, men så blev angrebet af en tyske garderdivision, der var dukket op fra den underjordiske befæstning.

I løbet af de seks uger, hvor ANZAC deltog i kampene, havde de australske styrker et samlet tab på  23.000 - lige så mange som i de 8 måneders kamp ved Gallipoli. Ingen anden nation havde så store tab i et så kort tidsrum i forhold til indbyggertal (med undt. af Newfoundland).

Også tyskerne led forfærdeligt store tab, navnlig i forbindelse med forsøgene på at generobre Pozières. Det præcise omfang af de tyske tab kendes ikke. 3 bataljoner fra 86. reserveinfanteriregiment løb under angrebet ind i australsk maskingeværild og senere ind i australsk spærreild. Herefter opgav tyskerne generobringen.

Som bekendt fik tyskerne ikke lov til at rejse monumenter for deres faldne i Frankrig eller Belgien. De mindesmærker, som tyskerne havde rejst under krigen, blev (næsten) alle fjernet af franskmændene efter krigen. De tyske faldne fra Somme-kampene ligger på kirkegårde i Fricourt, Rancourt og Bray-sur-Somme. 

En sønderjyde

Sønderjyden Kresten Andresen, der som værnepligtig tysk statsborger var med i 86. reserveinfanteriregiment, ankom med sit kompagni til kamppladsen et stykke fra Pozières d.31.juli. I et brev hjem til sine forældre omtaler han bl.a. de britiske 38 cm granater, der i den grad gør et uhyggeligt indtryk på ham. I et efterfølgende brev siger han, at han ikke har oplevet en værre trommeild, end den han blev udsat for om natten.

Hans sidste brev er dateret d. 7.august. Han meldtes savnet d.8.august. Han blev formodentlig ramt af trommeilden. Hans lig er ikke fundet. Han kan være blandt de uidenficerede på en tysk kirkegård. Hans navn findes på muren med de faldne dansksindede sønderjyders navne i Marselisborgparken i Århus.

Vindmøllemonumentet.

Monument for den 2.Australske Division.

Også kendt som vindmøllemonumentet. Beliggende midt på Pozières højdedraget var det et oplagt mål for de angribende australiere. Som en australsk historiker har formuleret det, markerede vindmøllens ruiner 'et højdedrag, der var mere tæt sået med australske ofre end noget andet sted på jorden'. 

Stedet blev erhvervet af den australske stat i 1932. Den 11.november 1993 blev jord fra dette sted strøet på kisten med den ukendte australske soldat i hallen ved Australiens krigsmindesmærke i Canberra. En veteran fra Vestfronten sagde ved ceremonien, at 'nu er du kommet hjem, kammerat'. Poziéres ses som nationens fælles arv.

Vue ud over slagmarken mod sydvest for Poziéres. Landsbyen Ovilliers ses til højre. Til venstre i det fjerne anes kirketårnet i Albert. I dag er det vanskeligt at forestille sig landskabet i 1916. Inden den britiske offensiv boede der fortsat franskmænd i landsbyerne, og markerne blev passet. Fronten her havde været forholdsvis rolig siden efteråret 1914, da bevægelseskrigen gik over i skyttegravskrigen. Men efter et uges bombardement og efterfølgende kamphandlinger i juli, august og september med eksplosioner af tusinder af granater, var det kun ruiner i landsbyerne, og jord og sten omkring granatkraterne på markerne - ikke ulig et månelandskab.

Den australske soldat som turistreklame.

Hvis man kommer nordfra som bilturist, kan man ikke være i tvivl om, at Pozières har noget med Australien at gøre. Glade australske soldater hilser velkommen ved byskiltet (billedet herover) og foran byens cafe.

 

Tank

Mark 1 – model af den første kampvogn (tank) , der blev sat ind på Vestfronten. Denne model og tre andre er anbragt på monumentet for det britiske Tank Corps, nord for Pozières (se billede herunder).

’Tank’ (dvs. vandtank) var et kodeord for det britiske projekt , der skulle skabe en mobil pansret enhed, der kunne bryde skyttegravens dødvande. Kampvognens sidepanser var 8 mm tykt – nok til at beskytte mod håndvåben, men tyskerne udviklede hurtigt specielle kugler, der kunne trænge igennem metallet. Vogne var chanceløs over for en fuldtræffer med en artilleri- eller en mortergranat. Farten var højest 5km i timen – dvs. som i skridtgang. Derfor foretrak infanteriet at holde sig lidt på afstand, når en kampvogn blev sat ind for at støtte et angreb. Især da det viste sig, at de fleste kampvogne ret hurtigt fik tekniske problemer på slagmarken og derved blev ret nemme mål for en tysk artillerist.

Tanken - et effektivt våben?

 

De første 49 kampvogne var planlagt til at deltage i kampene ved Flers-Courcelette 15. september 1916 i den store offensiv, der ligesom 1.juli offensiven havde som mål et gennembrud af de tyske linjer. Kun 36 nåede frem til ’startlinien’. De var fordelt på 7 infanteridivisioner. Det gik galt for de fleste af kampvognene. Af de 36 nåede kun 9 at gøre nogen nytte!

 

De steder, hvor den britiske spærreild foran de angribende infanterister var upræcis, bl.a. fordi der var ’spærreildfri’ zoner for at kampvognene ikke skulle blive ramt af egen ild, var der frit spil for de tyske granater og maskingeværer. Men de steder, hvor spærreilden var uden huller, præcis og ’krybende’ fremad foran soldaterne, havde angrebet fremgang, og kampvognene blev kun kaldt frem, når en tysk maskingeværrede skulle tilintetgøres.

Tyskerne blev overrasket over tanken, og nogle steder flygtede de tyske soldater i panik. Men Haigs og generalstabens håb om, at kampvognene kunne bidrage til et gennembrud, var meget langt fra at kunne realiseres. De var ganske simpelt for langsomme, for teknisk dårlige (hyppige motorsammenbrud) og dermed alt for sårbare over for fjendens feltartilleri.

Den senere kritik af Haig for at have indsat kampvognene ’forkert’, dvs. for få og spredt over en bred front, er derfor ikke særlig relevant. Det berømte ’kampvognsslag’ ved Cambrai i efteråret 1917, hvor briterne uden forudgående artilleribombardement angreb med flere hundrede vogne, overraskede nok tyskerne og pressede dem tilbage, men gav ikke noget gennembrud. Tyskerne førte hurtigt feltartilleriet frem mod kampvognene og kunne generobre det meste af det tabte landområde. Kun en koordinering af indsatsen med infanteri, tanks og fly, som det skete ved Hamel i juli 1918 med små tab, viste for alvor tankens effektivitet.

Den britiske propaganda gjorde megen brug af kampvognene. Man fremstillede dem som et vidundervåben, som kunne være med til at vinde krigen hurtigere. De optrådte ofte i film og i populære sange. Men ofte var sandheden en helt anden. En britisk observatør fortæller i sine erindringer, hvordan han og hans medobservatør fra deres post hjælpeløse måtte se til, hvordan tyske feltkanoner, skjult bag en bakke, ramte den ene tank efter den anden på kort afstand, efterhånden som disse kom op over bakkekammen. Observatørerne kunne ikke kommunikere med kampvognene (ingen radio), men kun med eget hovedkvarter.

Monumentet for de faldne i tankkorpset 

 

rejst i 1922 af British Army Tank Corps. 

Granitobelisken står på en sokkel med fire hjørnepiller, hvor tankmodellerne er anbragt. Nogle af kampvognene startede herfra, da de skulle deltage i angrebet d.15.sept 1916. Tankkorpset var endnu ikke dannet (skete først i 1917), og kampvognene hørte ind under Maskingeværkorpset.Tavlen foran på sokkelen angiver de steder, hvor kampvognene blev sat ind. Der er kun bevaret få stykker af de første britiske tanks. En på museum i Storbritannien - og nogle få i Rusland og Ukraine! De britiske invasionsstyrker i Archangelsk i 1919 havde tanks med og overdrog dem til de hvide hære i den russiske borgerkrig.

Det franske monument

Monument for de faldne i det franske tankkorps og for korpsets skaber general Jean-Baptiste Estienne ved Le Cholera krydset (nordvest for Reims), hvor de franske kampvogne blev sat ind for første gang 16.april 1917 under den franske storoffensiv ved Chemin des Dames. 57 af de 132 Schneider (en stor tung kasse på larvefødder)) blev hurtigt ødelagt af tysk artilleri. Resten gik i stå eller måtte vende om. Det gik så bedre i de efterfølgende forsøg  i maj og i oktober 1917. Manden i midten af monumentet er chefen for kampvognene, Bossut, der blev dræbt ved det første angreb.  Produktionen af kampvogne var nær blevet stoppet, men blev reddet af Estienne, der  var en nær ven af den nye franske øverstkommanderende, general Petain.

Renault FT17 - den først, franske 'moderne' kampvogn. (Billede fra Wikipedia) Den første moderne kampvogn fordi det pansrede tårn med kanonen eller maskingeværet var anbragt øverst og kunne drejes. Motoren var anbagt bagest, og chaufføren forrest. Betjeningen var kun på to mand. Den var lettere end den britiske, nemmere at køre og havde højere hastighed. Under krigen blev der produceret op mod 3000 tusinde. Men i starten blev produktionen forsinket, og de første kom ikke i kamp førend maj 1918. De var derefter en vigtig del af det franske infanteris pres på den tyske hær.

En moderne tank

De tunge Schneider kampvogne fik snart konkurrence af en ny, revolutionerende let model, Renault FT17 (se billedet tv). Men en resolut besætning på en tysk feltkanon kunne godt holde kampvognene på afstand. 

En tysk artillerist, sønderjyden Thomas Sølbeck, har i sine erindringer fortalt om et af sine møder med franske kampvogne. I oktober 1918 under den tyske hærs tilbagetog var Sølbechs batteri med til dække enheder af tysk infanteri mod fransk infanteri og kampvogne. To af batteriets kanoner sendtes frem i forreste linje som 'tankafværgekanoner'. Sølbech var med i 4 mands besætningen på den ene kanon.

D.25.oktober om morgenen dukkede den første tank op på 700 m afstand. Ved tredje forsøg fik Sølbech og hans besætning ram på den med en ny panserbrydende granat. Af de næste tre kampvogne på 1 1/2 km afstand ramte de de to. Den tredje undslag bag en bakke. Det franske infanteri holdtes også på afstand med kanonen, og yderlige 7 (sic!) kampvogne blev stoppet i løbet af dagen. Men dagen efter må kanonbesætningen give op, destruere kanonen og trække sig tilbage. Sølbech siger ikke noget om kampvognsmodellen, men det har højest sandsynligt været en Renault FT17.

Litteratur:

Claus Bundgård Christensen (red.): Krestens breve og dagbøger (2012)

Cook, Wilfred: Men, Horses, Mud and Stew (2009)

Gerhard Hirschfeld m.fl. (hg): Die Deutschen an der Somme 1914-1918 (2006)

Graham Keech: Pozières (1998)

Robin Prior og Trevor Wilson: The Somme (2005)

Sølbech, Thomas: Artillerist på Vestfronten (2010)

Wikipedia-artikler om Schneider C1 og Renault FT

Copyright Bo Jessen 2012-17