Sigfried Sassoon      

 

Mametzskoven med det røde dragemonument for den walisiske division. Sassoons 'solotur' d. 4.juli 1916 mod den tyske skyttegrav foran skovkanten, med en taske fuld af håndgranater, fandt sted bag træerne i baggunden til venstre. Sassoons bataljon, the 1st Royal Welsh, blev efter en uges kampe trukket ud af linien d.8.juli sammen med d.7.division, som den var en del af. Kampen om Mametz skoven forsatte med den 38.division (Walisiske division). Skoven blev endeligt taget d.12.juli. Dagens før led 14.Bataljon, 'the Swansea Pals', voldsomme tab og blev trukket ud af linien til et måneds hvil bag fronten. General Haigs bemærkning om walisisk frygtsomhed - divisionen havde kun et tab på 150 den første dag (8.juli) - stemte således ikke helt overens med de efterfølgende dages kampe!

Siegfried Sassoon (1886-1967)

(Billede fra Wikipedia)

Sassoon kom fra en velhavende familie i Kent i Sydengland. Efter forældrenes skilsmisse boede han og hans to brødre hos moderen, der var meget interesseret i kunst og kultur. Siegfried voksede op med digtning og kunst som en del af hverdagen.

Hans skolegang gik ikke godt, og han fuldførte ikke sine senere studier i Cambridge. Han synes at have vaklet mellem et tilværelse i London som digter med mulighed for et spændende socialt og kulturelt liv - over for et liv på landet som en 'country' gentleman med cricket og jagt som vigtigste interesser. Han bekostede selv udgivelsen af sin første digtsamling.

Somme-fronten

Mametz skoven

Kort over Mametz området i dag. Pilene angiver kun de britiske angrebsretninger - ikke bestemte enheder. I pilen tv indgik bl.a. Sassoons bataljon. Sassoons 'solotur' (4.juli) udgik fra Quadrangle skyttegraven ind mod den venstre sydlige spids af Mametz skoven og skyttegraven Wood Trench. M i cirkel til højre på kortet angiver det walisiske dragemonument, hvor den walisiske divisions angreb fandt sted (8-12.juli).

Forsiden på en nyere udgave af Siegfried Sassoons 'Memoirs of an Infantry Officer', der omhandler hans deltagelse i krigen på Vestfronten. Bogen udkom i 1930. Forinden var 'Memoirs of a Fox-hunting Man' (1928) udkommet. I 1936 fulgte  'Sherstons Progress'. Bøgerne udgør tilsammen trilogien 'George Sherston' (Sassoons 'alter ego').

Bøgerne udgør ikke en 'ægte' selvbiografi, men er en såkaldt 'fictionalised autobiography'. Hans oplevelser er skildret i romanform. Han selv og øvrige personer i hans liv har fået andre navne, men er letgenkendelige i skildringerne. Begivenhederne ved fronten er beskrevet og analyseret, således som han opfattede dem, men ikke ændret. Han skrev senere en 'ægte' selvbiografi.

Bogen blev en stor salgsucces ved sin udgivelse. Den blev et af 'hovedværkerne' i den bølge af erindringer om krigen, som kom i slutningen af 1920'erne i Storbritannien, og i mindre omfang i Frankrig og i Tyskland. Den har ikke været 'out of print' siden da.

Bogen skildrer hans oplevelser dels ved fronten og dels på hjemmebesøg (orlov eller som rekonvalescens efter at være blevet såret). Men bogen handler også om Sassoons stigende bevidsthed om det 'forkerte' i krigen, og om hans voksende ønske om at gøre noget ved det. Han troede, at han som officer fra en forholdsvis priviligeret baggrund ville have større vægt i offenligheden med sine protester mod krigen end den almindelige soldat. Men Sassoon syntes underligt nok også at være motiveret i sin protest af den tilsyneladende mangel på forståelse for krigens virkelighed fra den almindelige borgere hjemme.

Som så mange andre soldater på orlov havde han svært at tale om krigen (sine oplevelser). På den anden side kunne han heller ikke rigtig få sig selv til at tale om krigens virkelighed - selv blandt sårede, når han var indlagt. Men da han var priviligeret som officer og kunne pleje sin rekonvalencens på gode hospitaler og på fine landsteder, fik han tid til at læse om og tænke over krigen. Han havde forbindelse med anti-krigs aktivister og filosoffer, bl.a. Bertrand Russell. Men hvad der til sidst førte til hans 'Declaration' mod krigen, var ikke kun påvirkningen fra andre, men i høj grad hans egen virkelighed i skyttegraven med dens enorme spil i menneskeliv i en konflikt, der for ham var åbenbar formålløs.

Han foragtede generalerne, der lagde slagplanerne, og de officerer, som talte om de store tab og kun tænkte på antal, ikke på individuelle mænd. Men han foragtede også civile på hjemmefronten - de, der ikke vovede noget som soldaterne, men 'sad krigen ud'. En ven sagde om ham, at han førte 'krig mod krigen'.

I dag er Sassoon kun kendt for sin trilogi og sine krigsdigte. Den senere litterære produktion nåede ikke samme højder som hans krigslitteratur. Men hans 'Memoirs of an Infantry Officer' fanger tidens - krigens - ånd og må læses, hvis man i dag vil sætte sig ind i en officers liv under krigen.

(En kort sammenfatning af Sassons erindringer fra de første dage ved Somme-fronten. Fra 'Memoirs of an Infantry Officer', (1965 paperback udg., reset 1997. Se for neden i venstre spalte))

 

Et angreb

Sassoon skriver, at han mindes det dejlige vejr under det britiske bombardement om morgenen d.1.juli 1916. Sammen med en officerskammerat befandt han sig i en dugout. Da bombardement stoppede, gik han og en anden op i skyttegraven for at iagtage troppernes angreb. En tredje officerskammerat blev siddende rystende i et hjørne. Sassoon huskede hans fortrukne ansigt og at han ikke følte nogen sympati for ham – dengang.

Den brigade, som hans bataljon (1st Royal Welsh) indgik i, var ikke med i det første angreb. Han havde derfor tid til at observere slagets gang, men på grund af et højdedrag kunne han ikke se ret meget af angrebet mod Mametz. Han fik dog noteret i sin lille lommebog, at 21.division rykkede frem på den venstre del af fronten mod La Boisselles, og at det britiske morterangreb på den tyske skyttegravslinje ramte præcist.

Han så også ’20th Manchesters’ (en bataljon i brigaden, der skulle angribe om eftermiddagen), klar til at gå 'over the top'. Også naturen kom med i beskrivelserne:  valmuerne ’glødede’ på skråningerne, mens fuglene syntes forvirrede. En lærke flagrede rundt og vidste ikke, hvad den skulle.

Kl. halvtre kravlede ’the Manchesters’ op af skyttegraven. Mange af dem gik med geværet i hvilestilling. Den tyske skyttegrav (ved Fricourt) blev taget med et tab på ca. 40. Sassoon kunne se dem, der lå tilbage på marken, mens angrebet fortsatte hen over bakkekammen. 

Om aftenen blev Sassoons bataljon beordret frem mod Mametz (landsbyen på kortet tv) for at grave skyttegrave. For første gang var Sassoon i et område, hvor resultatet af et angreb var meget synligt. Ca. 50 faldne britiske soldater var lagt på linje langs vejsiden. Der var også en del døde heste, og det flød med udrustning, tøjstykker og iturevne støvler.

Da de passerede den erobrede tyske skyttegrav, bredte der sig en gennemtrængende lugt, som de ikke havde oplevet tidligere. Sassoon bemærker ironisk, at han nu var i stand til at sige, at han havde oplevet krigens rædsler.

En 'country gentleman' ved Vestfronten

    

Sassoon meldte sig som frivillig allerede d. 3. august 1914 som menig soldat i et kavalleri-regiment under hjemmestyrkerne -  i stedet for at søge en officersuddannelse, som ville have bragt ham sammen med socialt ligesindede. Han medbragte sin egen hest, men et uheld med hesten forsinkede hans afgang til fronten. 3/4 år senere fik han så alligevel en officersbestalling i regimentet 'the Royal Welsh  Fusiliers' (1st Batallion) og blev udskibet til Frankrig i nov. 1915. 

Han fortsatte med at digte i Frankrig. I det første år tenderede hans digtning mod det patriotiske og mod krigens mere positive sider, men tabet af flere venner i skyttegravskrigen fik ham til at skifte kurs. Fra 1916 blev hans digtning et protest mod krigens gru og meningsløshed.

I juli 1916 vandt han tapperhedsmedaljen ’Military Cross’, da han under fjendtlig ild egenhændigt reddede flere sårede fra slagmarken. Flere andre 'gale' bedrifter, hvor han handlede på egen hånd eller på patrulje med andre, var gået forud - og flere fulgte. Men under en rekonvelacens i England skrev han efter tabet af en nær ven  sin ’Declaration’ mod krigen, som blev offentliggjort i 'The Times' i juni 1917 - og derefter læst op i Underhuset. Den var et åbent oprør mod både den politiske og den militære ledelse! Han var forberedt på følgerne af sin handling - en krigsret.

Men hans digterkollega, Robert Graves, som var officer i samme regiment, fik overtalt myndighederne til at lade Sassoon behandle for granatchock. Sassoon accepterede, da han indså risikoen for at blive erklæret sindsyg i stedet for at få en krigsret som 'talerstol'.

I marts 1918 vendte han tilbage til fronten i Frankrig, blev såret i juli og sendt tilbage til England. I 1920'erne skrev han sin selvbiografi (se herunder i venstre spalte)

(Fortsættelse af afsnittet oven over)

Historien om en 'solotur'

Sassoons bataljon bevægede sig langsomt på vej mod Mametz skoven. Efter fire timer havde de kun tilbagelagt ca 1 ½ km. I Mametz landsbyen (kortet for oven tv) så Sassoon de første faldne tyskere, som han syntes så helt anderledes ud end de britiske. En af dem, en tyk lille soldat med posede bukser, med et gråt og voksagtigt ansigt med en lille moustache – nærmest som en lille dukke – gav ham lidt af et chock.

De kunne nu i daggryet se Mametz skoven på den modsatte skråning. Men til trods for divisionsstabens forsikring om at højdedraget med skoven ikke var besat af fjenden, blev de alligevel beskudt og måtte søge dækning. Under beskydningen følte Sassoon  sig både nervøs og inkompetent. Hvad skulle han gøre, hvis han blev beordret til at lede en patrulje ’into the blue’?

Men han havde ikke behøvet at bekymre sig. Bataljonen vendte om. Tilbage til lejren. Den havde brugt 11 timer på ingenting. Tabene var en dræbt og fire sårede. Divisionsstaben havde dog opdaget, at Mametz skov var fuld af tyskere! En enkelt patrulje kunne måske have opdaget det samme i stedet for en bataljon på 1000 mand med hakker og skovle?

Alle i bataljonen var nu klar over, at den skulle i angreb en af de nærmeste dage. D 4.juli deltog 1st Royal Welsh så i angrebet på skoven. Sassoons C kompagni var med som forsyningsenhed, og han var på vej gennem Bottom Wood (se kortet for oven tv))  med et dusin mand med tasker med håndgranater. Inden de nåede den forreste britiske skyttegrav, Quadrangle Trench – den erobrede tysk skyttegrav - blev gruppen kaldt tilbage. Men Sassoon fortsatte alligevel alene sammen med en korporal.  Hvorfor kan han ikke rigtig forklare.

I Quadrangle Trench fandt han en udbredt passivitet blandt  officererne og de menige. Nogle skød på må og få mod de tyske stillinger. Sassoon blev vred og beordrede soldaterne til at grave. Den efterladte tyske skyttegrav var kun halvt færdig. Der lå flere faldne tyskere i skyttegraven. Sassoon løftede en af dem op, en ung mand på 18 år og tørrede mudderet fra hans ansigt. Han var blevet dræbt, mens han gravede. En følelse af nyttesløshed greb ham.

Det var ved at blive lyst. Sassoon fortsatte hen ad skyttegraven sammen med korporalen. De var nødt til at kravle på alle fire. Ved enden af skyttegraven stoppede de og stirrede over mod Mametz skoven. Ved synet af en tysk hjelm, der dukkede op flere gange ved skovens udkant, bemærkede Sassoon, at fra det sted, hvor hjelmen kom til syne, måtte man kunne se ned over hele den britiske skyttegrav.

Der blev skudt mod dem. Korporalen besvarede ilden, men blev selv ramt af et skud i hovedet. Sassoon mærkede, hvordan han blev grebet af en voldsom hævnfølelse. Han smed sin hjelm og øvrige udstyr, tog en taske med håndgranater og løb hurtigt ned ad skråningen og op ad den modsatte skråning  mod skoven – med an afsikret granat i hver hånd.

Lige før han nåede toppen af skråningen, kastede han granaterne og fortsatte mod kanten af den tyske skyttegrav. I stedet for en enkelt tysk soldat så han nu flere grupper af soldater, som var ved at forlade stedet. De havde formodentlig ventet et større britisk angreb, da Sassoons ’solotur’ blev støttet af britiske maskingeværsalver. Sassoon kastede flere granater, men tyskerne var allerede på vej ind i skoven.

Da det således ikke var lykkedes for ham at begå selvmord (!) – ironien over hans egen ’tapperhed’ (= dumhed) er ret iøjenfaldende her – kunne han i ro og mag ’besætte’ den tyske skyttegrav. Men hvad skulle han nu gøre? Han var endnu ikke i stand til at indse, at hans bedrift blot var et resultat af held. Han gav sig i stedet til at tælle de oppakninger, som de flygtende tyske soldater havde efterladt.

(Hans solotur udsatte et nyt britiske angreb mod skoven nogle timer, idet han tilbage ved bataljonen ikke rapporterede om sin hjemkomst, men gav sig til at læse digte)

Counter-Attack

Siegfried Sassoon

 

We’d gained our first objective hours before

While dawn broke like a face with blinking eyes,

Pallid, unshaven and thirsty, blind with smoke.

Things seemed all right at first. We held their line,

With bombers posted, Lewis guns well placed,

And clink of shovels deepening the shallow trench.

The place was rotten with dead; green clumsy legs

High-booted, sprawled and grovelled along the saps

And trunks, face downward, in the sucking mud,

Wallowed like trodden sand-bags loosely filled;

And naked sodden buttocks, mats of hair,

Bulged, clotted heads slept in the plastering slime.

And then the rain began,—the jolly old rain!

 

A yawning soldier knelt against the bank,

Staring across the morning blear with fog;

He wondered when the Allemands would get busy;

And then, of course, they started with five-nines

Traversing, sure as fate, and never a dud.

Mute in the clamour of shells he watched them burst

Spouting dark earth and wire with gusts from hell,

While posturing giants dissolved in drifts of smoke.

He crouched and flinched, dizzy with galloping fear,

Sick for escape,—loathing the strangled horror

And butchered, frantic gestures of the dead.

 

An officer came blundering down the trench:

“Stand-to and man the fire step!” On he went ...

Gasping and bawling, “Fire-step ... counter-attack!”

Then the haze lifted. Bombing on the right

Down the old sap: machine-guns on the left;

And stumbling figures looming out in front.

“O Christ, they’re coming at us!” Bullets spat,

And he remembered his rifle ... rapid fire ...

And started blazing wildly ... then a bang

Crumpled and spun him sideways, knocked him out

To grunt and wriggle: none heeded him; he choked

And fought the flapping veils of smothering gloom,

Lost in a blurred confusion of yells and groans ...

Down, and down, and down, he sank and drowned,

Bleeding to death. The counter-attack had failed.

Digtet er formodentligt påbegyndt kort tid efter  begivenhederne beskrevet ovenfor, men blev først fuldført i sommeren 1917 under Sassoons ophold på hospitalet i Skotland. Det blev trykt i samlingen 'Counter-Attack and Other Poems' (1918). Digtene behandler forskellige aspekter af krigen, men et gennemgående fælles træk ved digtene er sammenlingen af fronten med helvede. 

Sassoons krigsdigtning fra 1916 var specielt vendt mod den britiske regerings propaganda for at øge krigsanstrengelserne. Han foragtede den for dens hykleri, når den lokkede nye rekrutter til med patriotiske slagord, når formålet blot var at fylde 'hullerne' efter de faldne. Men også den følgagtige presse, de inkompetende generaler og den uvidende engelske borgere var oplagte mål for hans sarkasme. 

Digtet blev til på baggrund af et tysk modangreb på Quadrangle Trench kort tid efter Sassoons solotur. Angrebet blev slået tilbage, da de tyske soldater forsøgte at trænge frem ad hen en halvfærdig løbegrav, hvor de let kunne ses af de britiske maskingeværskytter.

Digtet går hårdt på med en grum beskrivelse af virkeligheden i den tyske skyttegrav efter erobringen: 'The place was rotten with dead' (linje 7) og 'Bulged, clotted heads' (linje 12). Der gøres klar til det ventede tyske modangreb: 'bombers (håndgranter) posted, Lewis guns (maskingeværer) well placed'. (linje 5)

Den trætte soldat (linje 14) iagttager det indledende tyske bombardement med 'five-nines'.(linje 17) Han kryber sammen, svimmel af frygt (linje 22). Officeren beordrer soldaterne op på skydetrinene (linje 26), og den trætte soldat bliver ramt (linje 33).

Digtet indeholder det meste af det, som Sassoon afskyede ved krigen - drabene, regnen, granaterne, tågen, frygten.  Det er følelsesmæssigt et stærkt digt. Det er tortur i helvede. Metamaforer rammer præcist her:  'wire with gust from hell' (linje 20). Sarkasmen fornægter sig heller ikke: 'the jolly old rain' (linje 13) og 'the counter-attack had failed' (linje39)

Litteratur:

Fussell, Paul: The Great War and Modern Memory (1975/2000)

Gilbert, Martin: The Somme. Heroism and Horror in the First World War (2006)

McPhail, Helen og Guest, Phillip: Robert Graves & Siegfried Sassoon (2001)

Sassoon, Siegfried: Memoirs of an Infantry Officer (1930/1965/1997)

Copyright Bo Jessen 2012-17