Pals-bataljonerne i angreb

Sheffield Park ved Serre

Serre i

Somme-offensiven 1916

Briterne havde fronten nord for Somme, franskmændene syd for. Floden som sådan spillede ingen militær rolle under slaget

Den britiske frontlinje:

Den forreste britiske frontlinje gik langs skovkanten - retning nord-syd. Efter den tyske tilbagetrækning februar 1917 anlagde briterne en jernbane til transport af forsyninger til den nye front. 'Sporene' ses til højre på billedet.  En af gravpladserne fik navn efter en anden lille jernbane og efter den lavning, som ligger bag den lille skov til venstre. (Se billede længere nede på siden).

Oprindeligt var der fire stykker 'krat' (på engelsk: copse), opkaldt efter de fire evangelister  – John, Luke, Mark og Matthew. John var udset til at være omdrejningspunktet. I dag er der en 'lund', kaldet Sheffield Park med mindesmærker for nogle af de såkaldte pals-bataljoner. (se kort og billeder længere nede på siden).

Mindesten for the Barnsley Pals.

Efter yderligere måneders træning som en del af den britiske hær blev de sendt til Frankrig. De fleste nåede frem til fronten og indgik i Somme-offensiven. Nogle havde da ventet op til 18 måneder, siden de meldte sig. Men de var alle uden erfaring – mandskab, officerer, artilleri m.v. – en slående kontrast til de tyskere, som de blev placeret over for. Men deres begejstring (’elan’) - de ønskede at 'komme igang' med krigen - og deres indbyrdes loyalitet er blevet fremhævet. De var ’pals’ – kammerater.

Hvorfor blev amatørerne - the Pals - brugt i offensiven?

31.division, Pals-divisionen, fik overdraget Serre som angrebsmål, måske fordi den britiske stab troede, at erobringen af Serre var en relativ nem opgave. Men Serres ’lidenhed’ – landsby med få huse og en landsbygade – dækkede over en stærk tysk fæstning. Måske vidste staben dette, men regnede med, at det ugelange artilleribombardement ville smadre forsvaret.

Pals idealet var endt i sorg. Og sorgen herskede hjemme i de byer, der havde lidt uforholdsmæssigt store tab. Mindre byer som Accrington kom sig aldrig over det.

Litteratur:

Horsfall, John og Cave, Nigel: Serre (1996)

Levine, Joshua: Forgotten Voices of the Somme (2009)

Prior, Robin og Wilson, Trevor: The Somme (2006)

Reed, Paul: Walking the Somme (2011)

 

Copyrigth Bo Jessen 2012-17

'Pals': på dansk omtrent det samme som 'kammerater' eller 'gode venner'. Se mere om 'pals' længere nede på siden. 

Fronten ved Serre havde briterne overtaget fra franskmændene i juli 1915. Indtil da havde disse fortaget flere, forgæves stormløb mod de tyske stillinger i landsbyen Serre, hvilket den franske soldaterkirkegård (på billedet til venstre) og kapellet vidner om. Frontlinjen løb bag  træerne tilhøjre.

Serre - 'fløjmanden' i den britiske offensiv

Landsbyen Serre, der ligger på et lille højdedrag nord for floden Ancre, var ligesom de andre landsbyer langs fronten ombygget til mindre fæstning af tyskerne fra oktober 1914 til feb.1917, da tyskerne i hemmelighed iværksatte en tilbagetrækning af alle deres styrker på Somme- og Chemins des Dames sektorerne til  en nøje forberedt forsvarslinje, Hindenburglinjen. Dette træk forkortede deres front ganske betydeligt. Linjen er ikke med på kortet her, men gik nordøst for byen Bapaume.

I den britiske offensiv ved Somme var styrkerne ved Serre tildelt rollen som ’fløjmænd’, der skulle beskytte divisionerne syd for dem mod de tyske forstærkninger, der ville komme fra sektoren nord for Gommecourt, dvs. den del af fronten, hvor der ikke var nogen  britiske offensiv. Ved at rykke ca. 3 km mod øst kunne Serre-styrkerne fungere som ’skjold’. Det forudsatte dog, at de tyske stillinger i Serre samtidig blev nedkæmpet! Knap to timer var denne aktion beregnet til!

Som det fremgår af kortet til venstre nåede briterne ikke til Serre under hele Somme-offensiven. Prisen for de mange forgæves forsøg på at bryde igennem de tyske stillinger var høj - hvilket de mange soldaterkirkegårde kan bevidne. Først efter den frivillige tyske tilbagetrækning i februar 1917 kunne britiske soldater rykke ind i den sønderskudte landsby. 

Slagmarken - en beskrivelse

Briterne overtog stillingerne fra franskmændene i juli 1915. Franskmændene havde overtaget tyske skyttegrave efter at de havde presset dem tilbage ved en offensiv, men havde ikke udbygget eller ændret dem. F.eks. var beskyttelsesrummenes åbninger forsat vendt mod øst, dvs. tyskernes artilleri øgede de franske tab, når de beskød deres egne tidligere stillinger.

Den britiske 31.division havde den del af fronten, der strakte sig fra Johns skov (den nordlige ende af skoven på kortet tv. - det grønne felt) og ca. 2400 m mod syd. Styrken var 15 bataljoner (á ca.900 mand) fordelt på en forreste frontlinje og to-tre 2.reserve linjer. De havde haft ca. to måneder til at lære frontlivet at kende, men tyskernes stillinger kendte de ikke meget til.

Deres tyske modstandere, 169 infanteriregiment, havde tilbragt ca. 20 måneder i den samme stilling ved Serre og var således fortrolige med forholdene. De havde kunnet observere de britiske forberedelser til en offensiv (ammunitionsopbygning, artilleripjecer) fra deres egne stillinger i Serre og fra deres højere beliggende bagland.

De britiske infanterister skulle kæmpe sig igennem 4 tyske skyttegravslinjer med pigtrådsspærringer og med ti tunge maskingeværer, som de kendte meget lidt til. Afstanden fra til dagens første mål var ca. 350 m.

De tyske stillinger omkring landsbyen Serre var i foråret 1916 kraftigt udbygget med ekstra pigtrådsspærringer, med befæstede maskingeværstillinger, med dybe skyttegrave og med store dybtliggende og komfortable beskyttelsesrum, sikret bl.a. med stålbjælker. Åbningerne i pigtrådsspærringerne var formet som smalle ’alléer’, der ledte angriberne lige ind i ilden fra maskingeværerne, hvis mandskab var beskyttet af stærke bastioner.

At dette arbejde, der viste, at tyskerne var kommet for at blive, kunne betale sig, sås under det britiske bombardement i sidste uge af juni 1916 inden offensiven. De tyske tab var her forbavsende små. Under 10% af styrkerne omkring Serre faldt, blev såret eller savnet. Under bombardementet befandt både maskingeværer og mandskab sig i beskyttelsesrummene, men de behøvede kun 2 minutter til at være på plads, da det britiske infanteri angreb d.1.juli. Det britiske artilleri på Serre-fronten havde ikke været stærkt nok til at trænge igennem den tyske dækning. Tyskernes eget artilleri var gemt i mindre kløfter et stykke bag frontlinjen.

Skoven - Sheffield Park - med spor efter skyttegravene er faktisk det eneste sted på hele Somme fronten, som er bevaret af briterne. (Newfoundland Park er canadisk). Der er formodentlig stadig mange faldne soldater i jorden i området. Kirkegårdene - der er yderligere to, som ikke er angivet på Serre-kortet til venstre - er af varierende størrelse, alt efter hvad der lokalt har været behov for. Se f.eks. billedet af Serre Road no 1 for neden til venstre. Der er ingen tysk kirkegård i nærheden.

Sheffield Park er bestemt et besøg værd. Her er det muligt at få et overblik over slagmarken og her er mindesmærkerne over de frivilliges bataljoner - The Pals!

Forberedelsen af det britiske angreb:

Den lille britiske kirkegård 'Queens Cemetery' (Billedet til højre) ligger midt i 'ingenmandsland' på slagmarken d.1.juli 1916. Billedet er taget fra den forreste britiske linje. Det ses, at marken skråner jævnt op mod de tyske stillinger, der lå ca. 300 m væk.

Angrebet skulle begynde d.1.juli kl.7.30. Mændene havde været i position siden kl.2.om natten. Første angrebsbølge kravlede op af skyttegraven kl.7.20 og lagde sig ca 100 m foran egne pigtrådsspærringerne og tæt på de tyske pigtrådsspærringer. Her så de, at de britiske bombardement ikke havde ødelagt disse spærringer, og at det tyske brystværn var spækket med maskingeværer. Angrebet var i realiteten brudt sammen før zero hour. 2. angrebsbølge lagde sig ca.30 m bagved. Vejret var vendt - klart solskin – tyskerne havde observationsballoner oppe og var klar til at modtage det britiske angreb.

Udsnit af den britiske kirkegård Serre Road no 1.

Kirkegården er fra maj 1917. Markerne omkring Serre var blevet ryddet og de individuelle grave samlet på kirkegårde. Kirkegården her har grave for faldne d.1.juli 1916, mange fra pals bataljonerne i 31. division: 2106 britiske, 149 australske, 123 canadiske, 27 New Zealandske, 6 sydafrikanske og 1 fra Newfoundland. De fleste begravede er uidentificerede.

På kirkegården Serre road no2, der er den største britiske på hele Somme fronten med ca.7200 faldne, er kun hver tredje  idenficeret. 

En soldat fortalte senere, hvordan han, feltpræsten og en anden officer efter erobringen af Serre stående midt i det gamle ingenmandsland mellem skeletterne fra 1.juli-angrebet sang en hymne 'On the Resurrection Morning'. Den næste morgen havde nyfalden sne dækket alle ligene.

Det forfejlede angreb

Det britiske bombardement af de forreste tyske skyttegravslinjer, der havde varet i flere dage, var (over hele Somme fronten) stoppet kl.7.20, (ikke 7.30, da angrebet skulle indledes) – dels af hensyn til egne angrebstyrker, der var kravlet frem over ingenmandsland for at være tættere på den tyske linje ved angrebet og dels af hensyn til minesprængninger under den tyske skyttegrav. Bombardementet blev flyttet over på de næste tyske linjer, således at spærreilden, der skulle hjælpe de britiske soldater frem mod deres mål, nu blev flyttet nogle hundrede meter frem! 

Denne 'pause' fra kl.7.20 gav de tyske soldater mulighed for og tid til at komme frem og indtage deres stillinger, herunder få monteret maskingeværerne. De ventede ikke på det britiske infanteriangreb, men begyndte at skyde med det samme mod de britiske stillinger, hvor mange blev ramt, inden de overhovedet var nået frem til deres egen frontlinje!

Kl.7.30 gik de britiske soldater, der ikke forventede nogen stærk tysk modstand - det var de blevet fortalt af deres overordnede!  - fremad over den åbne mark på et fløjt fra officererne. De tyske forsvarere må have været dybt forbløffede ved dette syn. De tyske pigtrådsspærringer var enkelte steder sprængt, men ikke nok til at give de britiske soldater frit løb frem. Mens de fleste forgæves forsøgte at finde åbninger, blev de mejet ned af de tyske maskingeværer.

De sårede og de få, der ikke blev ramt søgte ly i granathuller på marken. Enkelte nåede frem til den første tyske linjer, men trak sig tilbage, da de så, hvor få de var. De efterfølgende angrebsbølger led samme skæbne. Mange blev ramt, mens de var på vej op af egne skyttegrave i anden eller tredje række. 

Da de fleste af de overlevende i ingenmandsland kunne se, at angrebet var mislykket, prøvede de at kravle tilbage til egne linjer. Dette viste sig også vanskeligt, da den forreste britiske skyttegrav var ødelagt af tysk artilleri. Kl. 10 på formiddagen var det hele overstået. 2 ud af 3 mand, som var gået ’over the top’, var enten dræbt eller såret

Den forreste britiske skyttegrav på østsiden af nuværende Sheffield Park.

Serre-slagmarken i dag. Tre af de britiske kirkegårde er placeret i ingenmandsland, som ses mellem den tynde røde og den tynde blå lodrette linje midt på kortet. Den røde markerer den forreste britiske skyttegrav og den blå den tyske. Bag disse forreste skyttegrave var der rækker andre parallelgrave samt flere løbegrave (kommunikationsgrave) med længder på op til flere hundrede meter.

Railway Hollow kirkegården bag Sheffield Park. Etableret foråret 1917. Lille kirkegård med 107 grave opkaldt efter den lille jernbane, der bragte ammunition frem. Tyskerne kunne ikke se den på grund af lavningen bag 'The Copses'.

Hvad var

Pals-bataljonerne?

I mange byer – hovedsagelig i de nordlige industristæder i England – foregik rekrutteringerne lokalt, dvs. under byrådets kontrol. Mænd fra samme arbejdsplads, institution, sportsforening osv meldte sig til samme militære afdeling. De blev trænet i de lokale parker, indkvarteret i offentlige bygninger, klædt på og udstyret af byen eller af fremtrædende lokale personer. Efter nogle måneder blev de inspiceret af krigsministeriet og overtaget af hæren. Hver afdelinger fik et bataljonsnummer, men de fleste beholdt deres ’navn’ – Hull Commercials, Sheffield City, Barnsley Pals eller  Accrington Pals som her på mindesmærket i Sheffield park.

I offentligheden blev de også kendt som krigsminister Kitcheners ’New Army’ - i modsætning til 1) den gamle professionelle hær og 2) The territorrials – de lokale militser (en slags hjemmeværn) som efterhånden blev sendt til fronten.

Afslutningen

De kommanderende officerer for Serre-fronten opgav nu enhver tanke om at forsætte offensiven. Reserverne (Hull Pals bataljonerne) blev holdt tilbage. Tyskerne forsøgte til alt held ikke noget modangreb, og om natten gik mange modige ud i ingenmandsland for at bringe de sårede (de der stadig var i live) tilbage. Tyskerne lod det ske uden at skyde. Divisionen blev afløst d. 4.juli. Divisionens tab var 4500 dræbte og sårede.

Leeds Pals havde 230 faldne og 309 sårede ud af 730 angribere. Begge Barnsley bataljonerne havde tab (dræbte og sårede) på over 50%. Andre Pals-bataljoner havde tab på 80 %.

En menig fra 12.bataljon (Sheffield pals) har fortalt mange år efter, at de d.1.juli om morgenen lå foran de tyske pigtrådsspærringer og ventede utålmodigt på angrebssignalet. Også andre bekræfter, at soldaterne fik ordre til at gå fremad. Men da signalet lød, og soldaterne gik (sic!) fremad med en armslængde til sidemanden, og da han så, hvordan folk faldt som brikker på hver side af ham, begyndte han hurtigt at kravle fremad for at dumpe ned i et granathul sammen med andre.

En tysk soldat mindedes senere hvor overraskede han og andre tyskere var, da de så de britiske soldater gå - i stedet for at løbe frem og overmande dem. De behøvede ikke engang at sigte for at ramme englænderne, kun at lade - og lade igen, indtil genværløbene blev for varme og måtte afkøles med mændenes urin .

En anden forhenværende britisk soldat har berettet, at soldaterne inden angrebet havde fået at vide, at den tyske pigtråd var ødelagt, og at der ikke ville være en levende tysker inden for miles omkreds! Men virkeligheden var en anden. Kammerater blev ramt af den tyske maskingeværild, så snart de kom op over kanten af deres egen skyttegrav.

Serre-slagets betydning

31. divisions nederlag fik kun ringe betydning for udviklingen i Somme-offensiven. Kun en enkelt division på den sydlige del af den britiske sektor nåede sine mål den første dag. Her havde briterne lånt en del tungt fransk artilleri, der havde magtet at ødelægge de tyske skyttegrave.

Men Pals-divisionen kan godt konkurrere om titlen som den hårdest ramte på offensivens første dag. Af de 156 bataljoner, heraf 97  'New Army', som deltog den første dag, havde de 30 tab på mere end 50 %. 5 af disse var fra Pals-divisionen. 5 andre havde tab på over 40 %.