Beskrivelse af slagmarken ved Somme

Et vue henover den gamle slagmark ved Montauban mellem Longueval og Mametz. Det bakkede landskab giver et nærmest idyllisk indtryk, men kampen om bakkerne – eller højdedragene var lang og opslidende – og tabene var helt ude af proportioner med det vundne (for briterne) eller med det tabte (for tyskerne).

Slagmarken i landskabet

I dag vil en besøgende på slagmarkerne ved Sommevil blive slået af Kontrasten mellem det landskab, som han ser nu – og det landskab, som han formodentlig har set på foto fra 1916 eller fra krigens slutning. En britisk forfatter rejste sammen med sin søster i 1919 til Longueval for at hjælpe hende med at finde sin faldne mands grav. Forfatteren beskriver det landskab, som han så, således: et trist hedelandskab, der strakte sig til alle sider, helt ud til horisontens grænser. Det var grønt og brunt, dækket af rød skovsyre og violette vikker. Der var næsten intet naturligt liv – ingen lærker, ingen råger eller hjejler, ingen duer. Man hørte kun vinden i det høje gras. Jorden var forvredet i alle mulige former, og den var plettet med de grå trækors.

Som det fremgår af billedet foroven er der ikke nogen spor af slagmarken i dag. Luftfoto kan dog afsløre markeringer af skyttegrave i nogle områder med kridtholdig jord. Men landskabets konturer giver os i dag alligevel et indtryk af, hvordan de geografiske forhold må have været for de kæmpende. Der er i dag – og var dengang – flere mindre skove, men det meste af jorden er (og var) opdelt i marker. Den nordlige flod, Ancre, løber fra byen Albert mod nord/nordøst op mod Bapaume. Den store, sydlige flod, Somme, bugter sig igennem landskabet syd for Albert mod Peronne. Men det er højdedragene, som man som besøgende hefter sig ved.

Og det var højdedragene, som striden stod om. Den militære taktik handlede om, hvordan man (briterne) indtog et højdedrag, og hvordan man (tyskerne) forsvarede det. At den britiske taktik – eller mangel på samme? – kunne være katastrofal, viste de mange mindre offensiver mod Pozières og Longueval. En moderne historiker har sagt, at man som besøgende kan stå på disse højdedrags skråninger og undre sig over, hvordan nogen ved sin fulde sansers brug kunne sende sine soldater hen over disse jorde for at angribe maskingeværer. Der manglede ofte en præcis,beskyttende spærreild for an soldaterne! 

Det var tyskerne, der som forsvarere havde størst fordel af landskabet. Under tilbagetoget fra Marne i september 1914 og i ’kapløbet’ mod kanalen mod nord havde de været i stand til at sætte sig på de vigtigste højdedrag her ved Somme og i de andre landskaber langs Vestfronten, hvor de store offensiver blev i værksat. Det betød, at de britiske og franske stillinger ofte var mere udsatte ved artilleriild, da tyskerne mange steder kunne se ned i dem, og de allieredes artilleriild var derfor mere afhængig af vellykket flyrekognosering end tyskernes. den kridtholdige jord var også en fordel for forsvarerne (tyskerne), der var mere omhyggelige ved udgravning af dybtliggende beskyttelsesrum end angriberne (de allierede):

Hovedgangen i den britiske Ovilliers militære kirkegård.

 

Om at besøge en militær kirkegård

At træde ind i en kirkegård føles ofte som at træde ind i en anden verden. Vi føler under et besøg, at vi forbindes med noget, som ligger uden for vores erfaring. Denne følelse gør sig endnu mere gældende ved besøg på en militær kirkegård fra 1.Verdenskrig. Tiden står stille, alt synes uforanderligt, indtil vi træder ud af kirkegården igen.

Arkitekten Lutyens, der har stået for Thiepval-monumentets konstruktion og er arkitekten bag udformningen af de britiske soldaterkirkegårde, beskrev de mange kirkegårde i Somme-området ’som et bånd af isolerede grave som en mælkevej milevidt henover landet, hvor mænd var lagt ind hvor de faldt'.

De mange kirkegårde ved Somme ’falder ind i landskabet’. Når man færdes på dem og imellem dem oplever man som pilgrim at gå tilbage til tiden 1914-1918. Man synes, at man kan fornemme det sammenbrud, der fandt sted dengang – at man er involveret i noget, som er større end en selv i dag.

Somme - højdedragene

Det var højdedraget omkring Pozières, der måtte lægge mark til de hårdeste kampe fra 14.juli til 15.sept, hvor briterne kunne iværksætte en ny, generel offensiv efter at fået kontrollen over Pozières og Longueval.

Der er flere hundrede militære kirkegård i Somme-området. Langt de fleste er britiske som denne ved landsbyen Ovilliers nord for Albert. Gravstenene er placeret i rækker, næsten som en bataljon på march.

For en britisk besøgende kan det måske være relevant at mindes de berømte ord fra Shakespeares skuespil ’Henry V’:

'But we in it shall be remembered

We few, we happy few,

we band of brothers;

For he to-day that sheds his blood with me

Shall be my brother'.

Litteratur:

Mary Ellen Freeman: Poets and Pals of Picardy (1999)

Gilbert, Martin: The Somme. Heroism and Horror in the First World War (2006)

Banks, Arthur: A Military Atlas of the First World War (1975-2004)

Copyright Bo Jessen 2012-2017