Soldaterdigterne ved Somme

Britiske patriotiske plakater. Ved krigens begyndelse kunne ånden i plakater som disse være inspiration ikke kun for de mange frivillige , men i høj gra også for de første soldaterdigtere. Mens de frivillige fortsat strømmede til I Storbitannien (inden værnepligtens indførelse i 1916), blev tonen hos de fleste digtere en helt anden over for krigens virkelighed. (Plakaterne hænger på Historial de la Grande Guerre i Peronne)

Soldaterdigterne – en introduktion

Tiden før og under 1.verdenskrig bliver ofte betegnet som brevskrivningens højdepunkt – ikke elitens men den almindelige befolknings brevskrivning. I en tid med kun aviser og plakater som fælles offentlige medier – det er før ankomsten af radio og tv og anden tidsrøvende underholdning - var private breve det dominerende skriftlige kommunikationsmiddel. I breve og erindringer – og i digte! - kunne soldaterne udtrykke deres meninger og deres følelser. Og de er i dag en af kilderne til Den store Krig.

Sjældent har nogen krig skabt så megen poetisk aktivitet i den britiske hær som Vestfronten under 1.verdenskrig. De var mange - disse nye soldaterdigtere, som søgte at udtrykke deres reaktion på den nye eksistens, som de oplevede som soldater 1914-1918. Nogle havde allerede udgivet deres første digtsamlinger i årene inden krigen, men flere blev nu inspireret til at slippe deres indre digter løs. Udsat for død og ødelæggelse nedskrev disse mænd deres umiddelbare reaktioner for at finde en måde at udtrykke deres følelser på. Ofte gik det meget stærkt. Men digte nedskrevet på papirlapper i skyttegraven i al hast i en presset situation viste sig at være en ’poetisk frugtbar’ situation for mange.

Krigen – og navnlig skyttegravskrigen – ændrede med tiden soldaterdigternes syn på tilværelsen fra det optimistiske og begejstrede i retning af mørkere og mere realistiske udtryksmåder. Men det var ikke altid den forfærdelige krig, som prægede digtenes stil og indhold. Ofte var det livet før krigen, hjemmet og familien, der blev digtet om. En digter som Edmond Blunden mistede ikke troen på naturen (den grønne!) og dens små underfundigheder midt i al elendigheden.

Soldaterdigternes poesi samt deres senere selvbiografier og romaner er et særlig litterært fænomen. Soldaterdigterne forsøgte at konfrontere krigens vold med det humanistiske grundsyn – og, er det blevet sagt meget rammende: det abstrakte heroiske sprog med den krigstrætte krop. Forventningerne (illusionerne!) til krigen i 1914 for langt de fleste digtere/forfattere forsvandt ret hurtigt i de barske realiteter i skyttegravskrigen. 

 

Men krigen var jo alligevel både fascinerende ogt forfærdende. Den var på den ene side en katastrofe, men på den anden side gav den i form af kammeratskabet i skyttegravene netop mulighed for at udtrykke nogle af de ædle følelser som mod, loyalitet, medlidenhed og en ukuelighed hos dem, der under de mest uudholdelige forhold kunne bevare deres værdighed. I mange tilfælde blev resultatet, at ironien blev fremherskende som et 'dække' over dette ambivalente forhold.

Ironien i romanerne/selvbiografierne og i digtene gjorde det muligt for mange at undgå en enkel og ligefrem holdning. De mest kendte digtere som Graves og Sassoon brugte ironien til at skabe et nyt sprog, der kunne beskrive 'det ubeskrivelige' - til at kommunikere et budskab ud, som ikke lod sig kommunikere ud, fordi modtagerne - læserne - ikke selv havde prøvet krigen. Paul Fussell skriver i sin bog 'The Great War and Modern Memory' (1975), at denne udtryksform skabte en ny 'modern memory', som kom til at præge eftertidens opfattelse og senere forfatteres måde at skrive på.

Men Fussells teori er kun delvis dækkende for britisk litteratur (læs videre herom efter billedet). For fransk og tysk litteratur rammer den ved siden af. De franske soldaterforfattere, der skrev om deres krigsoplevelser - mest kendte er Henri Barbusse og Maurice Genevoix - brugte ikke ironien, men var udpræget realistiske i deres beskrivelser, ikke kun af de enkelte krigshandlinger, men af soldaternes oplevelser og adfærd. Det samme gælder tyske soldaterforfattere - Jünger og Remarque. Man behøver blot at mindes flere episoder fra bogen 'Intet nyt fra  Vestfronten', som de fleste har læst eller hørt om.

En anden historiker, Jay Winter, lægger mere vægt på at se soldaterdigternes digte og erindringer som en 'berøvelseslitteratur'. Litteraturen er skrevet af soldater for soldater. Andre kan alligevel ikke forstå den. Formålet er at mindes ('commemorate') de faldne på en måde, som ikke glorificerer krigen. Men kan det lade sig gøre? Det 'problem' har mange tidligere forfattere i historien kæmpet med. Så måske skal man tænke på soldaterdigterne som dem, der ikke skabte en ny litteratur, men som dem, der skabte et varigt minde for deres egen ungdom og for dem, der blev ladt tilbage. 

Soldaterdigtningens betydning

En britisk historiker, Dan Todman, skriver i sin bog om krigens minder og myter, at for ham - og for de fleste briter - var det litteraturen, som var i centrum ved det første møde med 1.Verdenskrig. Poesien var blevet så central for, hvordan krigen skulle tolkes, at dens eksistens var blevet en del af den større myte om krigen. Han kritiserer Fussell for at se de mere kendte krigsdigtere som repræsentative for soldaternes syn på krigen og derved fastholde og uddybe de negative myter.

Digte - og tolkning af digte - kan kun med stor forsigtighed bruges som historiske vidnesbyrd. Et ret selvfølgeligt udsagn. Det er derfor noget problematisk, at digte og romanagtige selvbiografier fra krigen i vid udstrækning bruges i historiundervisningen om 1.verdenskrig. Der er selvfølgelig en oplagt emotionel fordel ved en litterær fortolkning af historisk forløb som en krig, men det er nok mere rigtigt at holde sig til datidige kilder som dagbøger, breve m.v. Digte siger kun noget om digterens egen opfattelse af det, som han oplever.

Poesien blev - for de flere digtere som Graves og Sassoon - men som nævnt langtfra for alle! - til en protest mod krigen. Det var også fortsat nogle - på begge sider af fronten – der hyldede både det patriotiske og det heroiske i krigen, som tyskeren Ernst Jünger.

De fleste af de britiske digtere havde en middelklassebaggrund, og mange af dem kom fra kendte privatskoler (public schools). De tjente som officerer ved fronten. Flere af dem faldt i krigen. Men også menige soldater fra arbejderklassen kom på digterlisten.

Nogle af soldaterdigterne oplevede at se deres digtsamlinger udgivet under krigen. En historiker har identificeret 2225 digtere, der fik deres værk offentliggjort 1914-1918. Dette tal er formidentlig kun toppen af isbjerget. Langt mere blev skrevet privat - sammen med dagbøger, breve m.v. Forklaringen skal søges i det forhold, at den britiske middelklasse var opdraget til at betragte poesi som et naturligt svar på dramatiske begivenheder.

For størsteparten kom berømmelse først efter krigen, og for fleres vedkommende posthumt. Begrebet ’soldaterdigtere’ (War poets) er således mest et efterkrigstidsfænomen. Mange udgivelser af digtsamlinger blandede sig med de mange krigserindringer, der udkom i 1920’erne.

Digtere som Sassoon og Graves står i dag tilbage som dem, der med deres digte protesterede mod den industrielle krigs grusomhed og meningsløshed. Det er deres digte, som - uanset kritikken! - har været med til at forme vores kulturelle og litterære minde om krigen. Men af og til har det alligevel været for meget med digtningens indflydelse på historieskrivningen. Som kaptajn Flasheart siger i TV-serien 'Blackadder', da han skal opsummere krigens rædsler: 'the mud, the blood, the endless poetry'.

 

Indhold

Edmund Blunden (1896-1974).

(Billede fra Wikipedia)

Britisk officer og digter. I sin digtning og i sine krigserindringer forsøgte Blunden både at forstå, hvad der foregik – og at skildre den fortvivlelse og udholdenhed, som soldaterne i hans bataljon udviste. Læs mere her…

Robert Graves (1895-1985)

(Billede fra Wikipedia)

Britisk officer og digter. Måske mest kendt for sin bog ’Goodbye to All That’, hvor han dels skildrer sin tid ved fronten og dels gør op med sin konventionelle britiske livsform efter krigen. 

Læs mere her...

Siegfried Sassoon (1886-1967)

(Billede fra Wikipedia)

Britisk officer og digter. Han protesterede offentlig mod krigen i 1917, men vendte alligevel tilbage til fronten. Han ville ikke svigte sine kammerater!

Læs mere her...

La Pensée aux absents'

('Tænker på de fraværende'). Maleri af André Devambez, der meldte sig som frivillig i 1914 i en alder af 48. Kan de civile bag fronten forstå soldaterne?

Måske med dette maleri? De tre kvinder i midten er hans datter, hans mor og hans hustru. Smerten i deres ansigter blander sig med den manglende forståelse af, hvad der er sket. De skal fremkalde billedet af de hellige kvinder ved Kristus's legeme. De to sidepaneler skal illustrere malerens krigserfaringer (billedet til højre med de tre soldater i et granathul i et månelandskab) og hans ensomhed ved fronten (billedet til venstre).

Malerierne prøver at vise i et klart og tydeligt sprog, hvor vigtigt det er at skabe en forbindelse mellem civile og soldater. (Historial de la Grande Guerre, Peronne)

Nogle af de mindre kendte digtere ved Somme

Noel Hodgson (1893-1916)

(Billede fra Wikipedia)

Løjtnant, faldt ved Mametz d.1.juli 1916. Søn af en biskop, uddannet på Oxford. Fik udgivet digte og noveller inden sin død.

Will Streets, (1886-1916)

(Billede fra Wikipedia) sergent i 'The Sheffield Pals' ved Serre d.1.juli 1916, hvor han faldt. Han var en af de lovende yngre digtere. Til trods for opvækst i en familie med 12 søskende og en start på arbejdslivet som minearbejder i en alder af 14 lykkedes det ham at uddanne sig i sin fritid.

     

De fleste briter kender kun få digternavne fra 1.Verdenskrig. Som regel de digtere, hvis værker indgår i skolernes pensum. Men at disse til gengæld har haft stor indflydelse på senere generationers opfattelse af krigen, specielt Vestfronten, er hævet over enhver tvivl. Flere af deres formuleringer går igen i senere titler på bøger om krigen: The Pity of War, They Called It Passchendaele, Up the Line to Death.

Litteratur:

Freeman, Mary Ellen: Poets and Pals of Picardy (1999)

Fussell, Paul: The Great War and Modern Memory (1975/2000)

Todman, Dan: The Great War. Myth and Memory (2005)

Winter, Jay: Sites of Memory, Sites of Mourning (1995)

Copyright Bo Jessen 2012-17