'Vejen til Passchendaele'.

 

Offensiven ved Ypres-Belgien Juni-november 1917

Udsigt fra et højdedrag nær Passchendaele i retning mod Ypres. En enkelt valmue i kornmarken er alene om at symbolisere de faldne i landskabet.

Ypres på Vestfronten

Den britiske hærs del af Vestfronten gik fra et sted ca. 15 km nord for Ypres til en stykke syd for floden Somme. (se linjen på kortet).  Den lille belgiske hær samt en fransk armé havde det sidste stykke ud mod kanalen. Den franske hær havde fronten fra et stykke syd for Somme og helt til grænsen til Schweiz. Af politiske grunde var det vigtigt for briterne at holde Ypres - det sidste stykke frie jord i Belgien, hvis uafhængighed de var gået i krig for i 1914. Militært set var det i virkeligheden tåbeligt, hvilket vil fremgå af kortet herunder. Byen Ypres kunne 'overvåges' - og beskydes - fra de nærliggende højdedrag. Hvilket tyskerne så også gjorde.

Højdedraget omkring Messine blev erobret af briterne helt efter planen i juni 1917. Men hele det øvrige højdedrag nord for Messine tog det over 3 måneder at indtage! Og målet for briterne havde endda været at støde frem til den engelske kanal ved grænsen til Holland på få uger.

Bevaret britisk skyttegrav ved 'Sanctuary Wood'

  

- britisk betegnelse for en sektor af skyttegraven sydøst for Ypres. 'Teknisk set' er den nok en skuffelse for de mange turister, som kommer her. Primitiv og ikke særlig dyb.

Men Flandern er et fladt lavlandsområde og gennemskåret af større og mindre dræningskanaler. Med høj grundvandsstand. Skyttegravene var ofte kun 1,5 m dybe. Flere steder måtte begge parter bygge brystværn op med sandsække for at opnå et minimum af beskyttelse:

Skyttegravene stod ofte under vand. Om efteråret gjorde regnen det stort set umuligt for køretøjer, herunder også artilleri og de nye kampvogne, at komme frem på grund af mudderet. August så en del regn, i september var det tørt, men fra oktober var der næsten uafbrudt regn.

Minesprængningerne

Et af de bevarede huller efter de 19 minesprængninger på Messine offensivens første dag d.7.juni. Minerne var anbragt i tunneller under den forreste tyske linje af britiske specialister flere måneder før offensiven. Tyskerne havde fundet en af de i alt 22 miner, men mente så, at der ikke var flere. Sprængningen af de resterende 19 (2 fungerede ikke) fandt sted samtidig og var et startsignal til de angribende soldater. Tyskerne havde store tab ved sprængningerne, som desuden gjorde det lettere for de britiske infanterister at erobre den tyske skyttegrav - eller det, der var tilbage af den. Sprængningen kunne høres helt til London

Udsigt fra den britiske militære kirkegård i landsbyen Messine på højdedraget syd for Ypres. I baggrunden ses Kemelbakken. De britiske stillinger før angrebet d.7.juni lå nede i dalen bag husene i midten af billedet. Tyskernes stillinger lå på Messine højdedraget, hvorfra billedet er er taget.

Det var den Newzealandske division (se herunder), der erobrede Messine. Men tyskerne havde flere stillinger på østsiden af højdedraget, som ikke kunne indtages.

Tysk bunker på mark ved Ypres.

 

Der er bevaret nogle af de tyske betonbunkere, som indgik i deres store forsvarssystem på højdedragene omkring Ypres. (om det tyske forsvar - læs herunder). Hvorfor denne ene er bevaret vides ikke - måske kunne landmanden bruge den til dyrene.

De fleste bunkers var indrettet til maskingeværstillinger. De var frygtetede og forhadte af de allierede soldater. De kunne modstå de fleste granattyper, og de var vanskelige at tage fra siden, da de som regel dækkede for hinanden. Det mest effektive middel mod dem var kampvogne, men de fleste bunkere blev - hvis de ikke blev ramt af tunge granater - nedkæmpet af infanteriet, der sendte mindre patruljer eller enkelte soldater frem med håndgranater til at kaste ind i åbningerne. Flere VC'er (Victoria Cross) - den højeste britiske udmærkelse - blev givet efter sådanne helteindsatser.

New Zealand divisionen

Monumentet i landsbyen Gravenstafel for den newzealandske division. Divisionen indgik sammen de 5 australske divisioner i Anzac-styrken, der deltog i fremstødet mod højdedraget ved Passchendaele. Newzealænderne, der ofte stod lidt i skyggen af deres 'kolleger' fra Australien, var rekrutteret ud af en  befolkning på kun lidt over en million. Ca.100.00 mænd deltog i aktiv krigstjeneste. Over 18.000 faldt i krigen, de fleste på Vestfronten - ca. 40.000 blev sårede.

Udover indsatsen i Flandern havde divisionen (og Anzac-styrken) deltaget i kampene på Gallipoli ved Bosporusstrædet i 1915 og ved Somme i 1916.

Et af de nationale emblemer for NZ er sølvbregnen - her vist på monumentet i Gravenstafel. Bregnen optræder også på de faldnes gravsten på de britiske militære kirkegårde.

Indskriften på monumentet (tryk på billedet for at få indskriften frem) slutter med ordene 'From the Uttermost Ends of the Earth'. Mændene fra New Zealand var til trods for deres 'britiskhed' efterhånden blevet bevidste om deres egenart. Den lange afstand til deres hjem fra krigens fronter fik dem til at understrege deres nationale identitet i forhold til andre. En af veteranerne udtalte efter krigen, at New Zealand nu 'bestemt var blevet en nation'.

1. Hvorfor offensiv ved Ypres?

  

Efter den mislykkede Somme-offensiv med de forfærdende tab af menneskeliv var den nye britiske leder, premierminister Lloyd George, indstillet på en mere tilbageholdende strategi på vestfronten i 1917. I stedet skulle de allierede bruge flere ressourcer på offensiver andre steder, fortrinsvis i Norditalien. Men franskmændene var stærkt imod at svække indsatsen på Vestfronten – det var her at krigen skulle vindes!

Lloyd George bøjede af. Samtidig med Nivelle-offensiven (se erindringsstedet 'Le Chemin des Dames') indledte briterne en mindre støtteoffensiv ved Vimy og Arras. (Se erindringssted 'Vimy-Arras'.) Men alle offensiver blev stoppet af tyske modangreb.

Haig havde længe ønsket en offensiv ved Ypres. Det første (1914) og det andet slag ved Ypres (1915) var endt med, at de allierede holdt en lille rest af Belgien omkring byen. Det var vigtigt af symbolske grunde – Storbritannien var gået i krig på grund af det tyske angreb på Belgien. Men militært set var Ypres noget af et taktisk handikap. Tyskerne sad på bakkedragene nordøst, øst og syd for byen og kunne herfra observere de britiske militære bevægelser.

 

Men Haigs vigtigste grund til en offensiv her var byens nære beliggenhed ved havet. Et strategisk gennembrud af de tyske linjer her ville sætte briterne i stand til at nå både Kanalkysten og den hollandske grænse, afskære den tyske 4.arme  og dermed ændre hele den militære situation på den nordlige del af fronten. Af samme grund var det et område, som tyskerne ikke kunne tillade sig at give køb på.

I løbet af de første måneder af 1917 blev det klart, at tyskerne ikke selv ville starte en offensiv på Vestfronten. I feb. havde de trukket sig tilbage til den velforberedte Hindenburg linje. Storbritannien skulle slås med den uindskrænkede ubådeskrig. Samtidig koncentrerede de den landmilitære indsats til østfronten, hvor Rusland var ved at gå i opløsning.

Lloyd George og hans krigskabinet indså formodentlig, at det kun var Storbritannien, som kunne sætte Tyskland under pres i fra sommeren 1917. Men hvordan? Lloyd George, der efter Somme-slaget 1916 nærede dyb mistillid til Haig og hans offensivplaner, kunne ikke se noget alternativ til Haigs ønske om en Ypres-offensiv.

Dog sanktionerede han og hans krigskabinet kun offensivens indledning. Men det var en forudsætning for offensivens fortsættelse, at den skulle forløbe godt - og uden de store tab, som man tidligere havde set. Men hvis den udviklede sig som offensiven ved Somme året før, skulle den stoppes!

Nivelle-offensiven udartede ligefrem til en katastrofe for den franske hær. Flere afdelinger var mytteriets rand og nægtede at fortsætte angreben. Nivelle blev fyret og erstattet af general Petain, der stod for en ren defensiv strategi.

Lloyd George, der havde støttet Nivelle på bekostning af sine egne generaler, stod ydmyget, og general Haig, som Lloyd George havde prøvet at holde nede, sad mere sikkert i sadlen som britisk øverstkommanderende.

De britiske kanoner kunne ikke følge med frem på grund af den opblødte jord. Hele august måned var præget af regnvejr. De mange millioner (!) granater havde ødelagt drænkanalerne og gjort markerne ufremkommelige, og efterårsregnen gjorde sit. For at komme frem til kampzonen måtte soldaterne lægge gangbrædder hen over mudderet. Flere druknede, da de faldt ned fra brædderne med fuld oppakning. Men det skulle blive værre endnu.

I slutningen af september ændrede Haig offensivens angrebsretning mod sydøst, langs vejen mod Menin (se kortet øverst tv). Til trods for de velforberedte tyske stillinger nåede offensiven ca. 1,5 km frem, hvilket blev betragtet som en succes. I den næste runde – slaget om Polygon skoven – gik det mindre godt. (Polygon skov: mellem Geluveld og Broodseinde). Tabene ved erobringen af skoven var nu steget til 15.375 (dræbte, sårede, tilfangetagne) – dobbelt så store som tabene ved Menin vejen. Gevinsten var ca. 8 km2 (1km dybt og 8 km bredt område).

 

Derefter dirigerede Haig offensiven videre mod Broodseinde (4.oktober). Her avancerede man knap 1 km – prisen: ca. 20.000 dræbte og sårede. Til gengæld tog man ca. 5000 tyske fanger – et usædvanligt højt tal. Forklaringen var, at tyskerne denne gang havde placeret langt flere soldater i frontlinjen end tidligere, hvor de praktiserede deres såkaldte forsvar i dybden, dvs. få mand i forreste linje for at begrænse tabene ved bombardementerne.

   

D.9.oktober gik den 1. Franske Armé, der stod nord for briterne, sammen med den britiske 2. Armé til angreb på de tyske stillinger ved Poelcappelle. Det slog fejl (tab 13.000). Et angreb længere mod syd mod Passchendaele måtte også stoppes (12.okt.) (tab 13.000). De største tab led New Zealand divisionen med 45 faldne officerer og 800 faldne menige – den sorteste dag i New Zealands historie!

  

Efterårsregnen var nu for alvor begyndt. Det var vanskeligt at få forsyningerne frem til fronten – og kanonerne kunne ikke komme tæt nok på til at deltage i kampene med spærreild og til at bekæmpe tyskernes artilleri. Man var ikke kommet nærmere bakkedraget ved Passchendaele.

Men for at vedligeholde presset på tyskerne genoptoges angrebet d.22.okt. – uden succes. D.26.okt.blev det canadiske korps sat ind. Selvom regnen midlertidigt ophørte d.30.okt. og igen 3-5.nov., var forholdene nu sådan, at soldaterne nærmest måtte trække hinanden fri af mudderet for at komme frem. Men spærreilden fungerede bedre end tidligere, og canadierne nåede frem til udkanten af Passchendaele.

Men regnen kom igen. En britisk artillerist sagde, at forholdene nu trodsede enhver beskrivelse: Forestil dig en ødemark af vandfyldte granatkratere, hvor man meget forsigtigt kan famle sig vej frem på kanterne af kraterne. Dante ville aldrig have dømt fortabte sjæle til sådant et helvede. D.10.november styrtede regnen ned time efter time.

Det meste af Passchendaele samt dele af bakkedraget blev alligevel taget af canadierne, men nu måtte selv Haig sige stop. De canadiske tab siden 26.okt. var 12.000 dræbte, sårede og tilfangetagne. Tyskerne havde ydet hårdnakket modstand. Landsbyen Passchendaele kom efterhånden til at lægge navn til hele offensiven.  

    

Det tredje slag ved Ypres var afsluttet. Haig erkendte, at der ikke var mere at gøre. De samlede britiske tab blev senere opgjort til ca.275.000, heraf ca. 70.000 dræbte! Tyskernes samlede tab skønnes at have været ca. 200.000.

2. Hvordan forløb den britiske offensiv ved Ypres

En offensiv i Flandern indbød til store vanskeligheder på grund af landskabets karakter. Flandern er et fladt lavlandsområde – på niveau med havet – og gennemskåret af større og mindre dræningskanaler. Skyttegravene stod ofte under vand. Om efteråret gjorde regnen det stort set umuligt for køretøjer, herunder også artilleri og de nye kampvogne, at komme frem på grund af mudderet.

Inden hovedoffensiven mod nordøst kunne sættes ind, skulle bakkedraget Messine med de tyske stillinger syd for Ypres erobres. Angrebet mod Messine blev sat ind d.7.juni og bakkedraget blev erobret samme dag. Årsagen til succesen var en omhyggelig forberedelse. Der var opstillet det antal kanoner, der var stort nok til at kunne klare følgende opgaver:

1. ødelægge fjendens pigtråd, 2. ramme hver en meter af fjendens skyttegrave i de forreste linjer samt 3. ramme alle fjendtlige kanoner. I alt havde briterne til offensiven 3 gange så mange kanoner som tyskerne på Ypresfronten. Desuden havde briterne sikret sig luftherredømmet, hvilket betød bedre informationer om de tyske bevægelser.

 

Britiske artillerister havde opnået stor træfsikkerhed med nye metoder til beregning af fjendes placering (bl.a. lydafstandsmåling). Ny type granater, der først eksploderede ved anslag, var blevet taget i brug. Desuden var artilleristerne nu i stand til at lave en udvidet ’løbende spærreild’, dvs. et flere hundrede meter bredt, bevægeligt bælte af granatnedslag foran de fremstormende britiske infanterister i ingenmandsland.

Hovedoffensiven, der noget uforståeligt først kom igang fem uger senere, indledtes med bombardement  af de tyske stillinger. Pilchem bakkedraget indtoges d.31.juli. og nogle dage senere Langemarck, 16-18. august (nordøst for Ypres), hvor man nåede flere 5-6 km frem i retning mod Passchendaele, som var det første mål for offensiven.

 

Men i offensivens centrum, retning mod Gheluvelt plateauet, stødte briterne på hård tysk modstand. Mange af de tyske cementbunkers med maskingeværer i anden linje var intakte efter det britiske bombardement. Der gik for megen tid med at nedkæmpe disse forhindringer (selvom soldaterne havde trænet i forvejen), og det tyske artilleri havde nu skudt sig ind på angriberne, der efterhånden havde mistet deres egen spærreild.

Mindestedet for Hedd Wyn på en husmur i Pilckem nær det sted, hvor han faldt. Hans fødested i Wales bliver nu indrettet som

museum.

Det tyske forsvarssystem

Efter udbygningen i juni-juli måned 1917 bestod det tyske forsvarssystem foran Ypres af 6 linjer. De første tre linjer - forreste skyttegravslinje, 2. og 3. linje var blevet udbygget med yderlige tre linjer, Flandern 1, 2 og 3. Den blå linje på kortet er Meninvejen.

 

Der var flere steder på linjerne ikke tale om egentlige skyttegrave med dækningsrum - den høje grundvandsstand forhindrede dette - men om betonbunkere - flere hundrede! - til maskingeværstillinger og til mandskabsrum samt befæstede gårde, hvor husenes kældre blev indrettet til bunkere. De befæstede stillinger i hver linje lå ikke på linje med forskudt indbyrdes, således at de dækkede hinanden. Fronten d.10.nov. var den yderste grænse for britiske fremstød - efter mere end 3 måneder!

   

Tyskerne satsede denne gang ikke på fleksibelt forsvar som tidligere, hvor reserverne var kommet for sent frem fra de bageste linjer, når fjenden skulle stoppes og 'rulles tilbage'.  I stedet fordeltes styrkerne således: 1.linje var kun besat med få soldater, der skulle melde tilbage om fjendens bevægelser. Mellem 1. og 2.linje var anbragt enkelte maskingevær- og feltkanonstillinger, der skulle 'disorganisere fjenden', når han rykkede frem. En større del af artilleriet var placeret mellem 2. og 3.linje, og de vigtige reserver lå i 3.linje. Her forventedes det egentlige slag at finde sted.

 

I Flandern 1 linjen lå så kontra-angrebsdivisionerne, der skulle nå frem til linje 3, når fjenden var blevet stoppet.

Det tunge artilleri havde tyskerne placeret bag højdedragene, dvs. linjen Flandern 2, hvor det ikke kunne ses direkte af britiske observatører.

En stor del af disse forsvarsværker var faktisk blevet konstrueret i den lange 'pause' på 7 uger, som var imellem den britiske erobring af Messine og starten på offensiven d.31.juli!

3. Hvorfor mislykkedes offensiven?

General Haig havde sat et gennembrud af de tyske linjer som mål for offensiven. Det samme mål havde Somme-offensiven haft i 1916. Begge offensiver kørte fast i det tyske forsvar. Men i modsætning til Somme-offensiven havde Ypres-offensiven bedre tekniske forudsætninger for at kunne lykkes. Først og fremmest var det britiske artilleri blevet dygtigere, og ammunitionsforsyningen var nærmest overvældende stor.

 

Koncentrationen af tunge kanoner inden offensivens start og inden de efterfølgende angreb var nu bestemt af antallet og af lokaliseringen af fjendtlige kanoner, der skulle nedkæmpes, samt af længden af de tyske skyttegrave og placeringen af de tyske maskingeværer.

Også den løbende spærreild var blevet mere præcis, og brugen af kampvogne var nu indarbejdet i angrebet. Spærreilden blev forlænget af kanoner, der i forvejen var anbragt tæt på fronten, således at infanteriet var sikker på at have spærreild under fremrykningen 2-3 km længere fremme. Hertil kom, at infanteriet havde i forvejen trænet i bekæmpelse af de tyske betonbunkers med maskingeværer, og at artilleriet i højere grad nu under angrebet koncentrerede sin ild mod de tyske kanoner.

Men tyskerne var også blevet dygtigere. De forstod i højere grad end før at flytte rundt på infanteriet og på deres artilleri under de britiske angreb for så at sætte ind med modangreb, når det britiske artilleri ikke kunne følge med. Tyskernes ’forsvar i dybden’ med få mand fremme og flere bagud til modangrebene var i begyndelsen kun en fordel for briterne, der fik nemmere ved at indtage de forreste skyttegrave.

 

Men under indtryk af den britiske fremgang i starten af offensiven ændrede tyskerne deres taktik og anbragte mere infanteri i front. Taktikken lykkedes, men kun delvis, da briterne nu kunne tage flere fanger, f.eks. 5000 ved Broodseinde.

De første faser af den britiske offensiv ved Messines, Pilchrim bakkedraget, Poelkapelle og Menin vejen, der hver havde begrænsede mål på 2-3 km fremrykning, var delvis succeser. De var en del af taktikken i den britiske strategi ’bid og hold fast’, dvs. koncentration af artilleriild på det areal, som skulle erobres. Infanteriet kunne dækkes af spærreild hele vejen. Men Haig ville ikke nøjes med denne strategi. Han ville have et gennembrud – og troede flere gange, at nu var muligheden der, specielt ved Broodseinde. De mange tyske fanger fik ham overbevist om, at fjenden stod foran et sammenbrud – og fik ham til at overvurdere den britiske hærs styrke.

Det område, som briterne nærmede sig i september, var mere lavtliggende end det, som de kom fra – og derfor mere udsat for oversvømmelser. Regnen og mudderet var ikke til fordele for angribere! Det var vanskeligere at komme frem for infanteriet, og soldaterne mistede ofte fordelene ved spærreilden. Desuden fik artilleriet mindre tid til forberedelse, da den ene angreb hurtigt fulgte det andet. ’Bid og hold fast’ strategien kørte fast, for slet ikke at tale om muligheden for et gennembrud, men Haig så det ikke førend i november. 

En irsk digter

31.juli 1917 

Francis Ledwidge (1887-1917) havde meldt sig til den britiske hær i 1914, havde deltaget i Gallipoli-kampene i 1915, var sygemeldt i 1916, men var i april 1917 med i Arras-offensiven. Han faldt på Ypres-offensivens første dag, 31.juli 1917 på fronten nord for Ypres ved landsbyen Pilckem, hvor han sammen med en lille gruppe soldater blev ramt af granateksplosion tæt ved det sted, hvor de var i færd med at reparere en vej, der skulle holdes åben til forsyninger. På stedet er der i dag en mindetavle (billede th).

Ud over at være digter var Ledwidge inden sin soldatertid en ivrig politiske aktivist. Han havde været generalsekretær i en lokal fagforening og organiseret en strejke blandt minearbejdere. Han havde også været en af grundlæggerne af den lokale afdeling af 'the Irish Volunteers' i 1913, et korps, der skulle danne modvægt til de protestantiske 'the Ulster Volunteers' og arbejde for irsk hjemmestyre. For mange var det lidt uforståeligt, at han havde ladet sig hverve til den britiske hær, men han mente sikkert ligesom tusinder af andre irske frivillige, at de tjente et kommende uafhængigt Irland bedst på denne måde. Efter den britiske nedkæmplse af Påskeoprøret i Dublin (1916), hvor en af hans venner som irsk oprører blev henrettet af briterne, blev han helt disillusioneret og ville hjem og ud af hæren. Det lykkedes ikke, da al orlov var inddraget inden offensiverne.

Mindestedet for Francis Ledwidge ved landevejen ved Pilckem få kilometer nord for Ypres. Stedet er et fast indslag i de guidede slagmarksture i området.

Francis Ledwidge første digtsamling 'Songs of the Field' udkom i 1915. Den anden 'Songs of Peace' få måneder efter hans død og den tredje 'Last Songs' i 1919. Digtene skaffede ham adgang til kendte irske litterære kredse, og de læses den dag i dag. Hans fødested er omdannet til et museum.

Læs digtet 'Soliloquy' (enetale) her...

En walisisk barde

31.juli 1917

På en husmur i landsbyen Pilckem nord for Ypres ses dette lille mindested for den walisiske digter Hedd Wyn (1887-1917), der her faldt på offensivens første dag, 31.juli 1917. Mindestedet holdes stadig 'i live' med kranse og med højtideligheder flere gange om året.

 

Hedd Wyn (med det engelske navn Ellis Evans) tog det walisiske digternavn (='velsignet fred'), da han første gang deltog en digterkonkurrence i Wales. I 1916 blev han nr.2. i den nationale konkurrence, og i september 1917, to måneder efter sin død, blev han national vinder på et digt - Yr Arwr (Helten), som var indsendt to uger før hans død på slagmarken.

 

Hedd Wyn blev først hvervet i 1916. Hans familie var undtaget fra den nye værnepligt på grund af vigtigt landbrugsarbejde, men en af sønnerne skulle i hæren, og Hedd meldte sig frivilligt. Efter endt træning i februar 1917 fik han 7 ugers orlov til landbrugsarbejde, men brugt det meste af tiden på sit nye digt. I juni 1917 blev han tilsluttet Royal Welsh Fusiliers. Halvvejs henover det mindre højdedrag ved Pilckem blev han ramt af et granatstykke og dødeligt såret.

En 'tommy' ved Langemarck

Harry Patch

1898-2009 

Mindetavle for de faldne i 7.Bataljon, Duke of Cornwall's Light Infantry, ved Steenbeek, en å vest for landsbyen Langemarck (se øverste kort), som var et af målene i den britiske Ypres-offensiv. Mindestenen (2008) er bekostet af Harry Patch, der var maskingeværskytte i bataljonen.

  

Harry Patch, der døde 111 år gammel i 2009, blev kendt verden over som de sidste aktive skyttegravssoldat fra 1.Verdenskrig. Han optrådte i TV-udsendelser fra 1998 (sic!), og i 2007 udgav han sammen med en britisk historiker bogen om sit liv: 'The Last Fighting Tommy'. Han deltog i forskellige kulturelle aktiviteter, hvor han blev hædret - noget han oprindeligt havde været imod.

I de interview, som han gav, understregede han, at han syntes, at 'Passchendaele var et ulykkeligt slag - tusinder og tusinder af unge mænd mistede livet. Det gør mig vred...Hvorfor skulle den britiske regering indkalde mig og føre mig ud til en slagmark for at skyde en mand, som jeg ikke kendte...'. Han optrådte i en BBC-serie om krigen, hvor han bl.a. fortalte, at han prøvede at undgå at dræbe en tysk soldat, som han stod ansigt til ansigt med ved at skyde ham i skulderen og over knæet.

Patch var blevet indkaldt som værnepligtig i oktober 1916 og ankom til Vestfronten i juni 1917. Han deltog i Passchendaele-slaget, hvor han blev såret af en granat d.22.september. Han var endnu ikke vendt tilbage til bataljonen, da våbenstilstanden indtrådte.

En vurdering af offensiven

Haig var ikke alene om ansvaret for den fejlslagne offensiv. De britiske politiske ledere i krigskabinettet med Lloyd George i spidsen havde godkendt offensivens indledende fase, men understreget, at offensiven skulle stoppe, hvis det gik ligesom ved Somme. Men alligevel greb de ikke ind, måske fordi de ikke så andre muligheder. De ønskede ligesom Haig noget spektakulært, noget dramatisk med store sejre. Og kun Vestfronten kunne give disse sejre.

Som forsvar for Haig anføres det af moderne britiske historikere, at den strategiske situation ved midten af 1917 ikke gav Haig noget valg. Den franske hær var svækket moralsk efter Nivelles offensiv, flere afdelinger havde gjort mytteri, og den nye leder, general Petain, stod for en defensiv strategi. Den russiske hær var i opløsning efter revolutionen februar 1917, og der ville gå flere måneder, måske et helt år, førend amerikanerne var ankommet i fuld styrke til Vestfronten. Italienerne havde lidt store nederlag på deres front.

Hertil kom, som nævnt ovenfor, den britiske hærs høje tekniske niveau. Der var kun den britiske hær til at lægge pres på tyskerne. At indtage en defensiv strategi var forkert. En defensiv stilling var vanskelig at holde over for fjendens tunge artilleri.

  

Men spørgsmålet er, om en offensiv – og en offensiv i Flandern – var uundgåelig, således som Haigs tilhængere hævder det. De britiske hær kunne have nøjes med mindre offensiver (’bite and hold’-strategien) for stadig at fastholde presset på Tyskland – og sammen med franskmændene vente på amerikanerne. Men problemet var nok Haig, der forestillede sig store kampagner og store mål - og at han ikke ville erkende, at terrænet i Flandern ikke talte for en storoffensiv her! 

 

De forfærdende store tab i det tredje Ypres-slag fik alvorlige konsekvenser for den britiske hær. Tabene svarede til en reduktion på 10-12 divisioner! Gevinsten var en lidt mindre reduktion af den tyske hærs styrke, men da tyskerne snart kunne overføre tropper fra østfronten til vestfronten, og da amerikanerne lod vente på sig, var det samlede resultat klart i britisk disfavør.

 

Hertil kom det slag, som den lange offensiv havde tildelt den britiske hærs moral. Rapporter i oktober-november 1917 tale om flere desertioner, eksempler på druk og andre psykiske problemer. Der kunne spores en udtalt bitterhed over det spild af liv, som havde fundet sted ved Ypres. Navnlig den sidste del af slaget – Passchendaele – blev set som et forfærdende monument over ledelsens dumhed. Erobringen af landsbyen var en tom sejr. Der var ikke vundet noget taktisk, da linjen ikke ville kunne holdes.

Litteratur:

Lyn MacDonald: They Called it Passchendaele (1978)

Robin Prior og Trevor Wilson: Passchendaele. The Untold Story (2002)

Wikipediartikler om Hedd Wyn, Francis Ledwidge og Harry Patch

Copyright Bo Jessen 2012-2017