To britiske officerer

i offensiven ved Ypres

'Essex Farm': bunker i den britiske forsvarslinje nord for Ypres. Den var bygget (1916-1917) til flere funktioner: officersmesse, køkken, latriner og rum til evakuering af sårede. Bunkeren blev renoveret i 1995 for at stå klar til 80-årsdagen for det digt, som canadiske læge og oberst McCraes skrev her efter en vens død: 'In Flanders Fields' - vel nok krigens mest berømte digt. Før konstruktionen af denne bunker var der et simpelt dækningsrum, der tjente som McCrae's forbindsstation, under jorden. Flere hundrede tusinde turister - flest britiske - besøger Essex Farm med kirkegården, monumenter og mindetavlen for 'In Flanders Field'.

En officer i offensivens start d.31.juli 1917

I juli 1917 var Sheriff's bataljon (fra East Surrey regimentet) indkvarteret i hytter med bliktag bagved frontlinjen og fuldt optaget af træning som eksercits, bajonetfægtning, marchture, brug af gasmaske m.v. Der blev arrangeret sportskampe og konkurrencer mellem de forskellige enheder, og 16.juli blev officererne sendt på en to-dages orlov i Boulogne. Det tolkede Sheriff som et klart tegn på stilheden før stormen. En uge senere blev hans C-kompagni sammen med D-kompagniet sendt frem i frontlinjen, hvor de blev udsat for tysk granatild dag og nat. Tabene var fire dræbte officerer og et større antal dræbte og sårede menige soldater. Men det var bataljonens A- og B-kompagnier, der skulle føre an i angrebet d.31.juli om morgenen. C- og D- skulle fungere som støttekompagnier. Det forberedende britiske bombardement var begyndt tre dage før. Bataljonen befandt sig et eller andet sted i nærheden af Pickem - se kortet i venstre spalte.

(sammendrag af Richard van Emden og Victor Puik:  Famous 1914-1918 (2009) s.191-202, der bringer uddrag af Sherifs erindringer i ’No Leading Lady’ (1968))

Sheriff husker, hvordan det var begyndt at regne under det indledende britiske bombardement. Feltkøkkenet blev oversvømmet, og det meste af maden var uspiselig. Der var kun klæge kiks og kold kogt kød. Det bacon, som kokken serverede til morgenmad lugtede ’som døde mænd’. Mange af mændene havde fået diarré, men der var for få latrinspande. Soldater kastede op rundt eller sad på hug og sked rundt omkring uden for deres blikhytter. Sheriff fandt, at der i modsætning til mændenes elendighed var noget stort og overvældende ved kanonernes salver, som oplyste det omkringliggende land med tusinder af røde stikflammer.

Den 31.juli om morgenen stillede C-kompagniet, der var i reserveposition ved offensivens start samme morgen, op i mudderet foran hytterne. Under inspektionen af sin deling (Sheriff, sekondløjtnant, var delingsfører) bemærkede Sheriff, at mændene så snavsede og ubarberede ud, nogle lige frem syge. De havde ikke kunnet skifte tøj, endsige vaske sig, i uger, og deres skjorter var fulde af lus. Langsomt bevægede kompagniet sig frem mod kampzonen, i et geled på de smalle gangbrædder hen over mudderet. På et tidspunkt under marchen tav de britiske kanoner. Den pludselige tavshed føltes uhyggelig. En slags tomhed omgav dem nu.

Sheriff og resten af kompagniet vidste, at nu forlod den første bølge af britiske soldater forreste skyttegrav. C-kompagniet nåede frem til en gammel skyttegrav, hvor de skulle overnatte, inden de skulle frem og afløse et andet kompagni i frontlinjen. Men slagmarken var nu blevet en stor sump. Regnen styrtede ned. Sheriff så på jorden foran dem og spekulerede på – ligesom de andre – hvordan man dog kunne reddes ud af dette muddermareridt, hvis man blev såret.

Da orden til at rykke frem kom, måtte soldaterne hjælpe hinanden op af skyttegraven. Sandsækkene på kanten gik i stykker af bare ælde i regnen. Det var et mareridt at rykke frem. Ikke kun på grund af mudderet, men også fordi der ikke var nogen kendingsmærker tilbage i landskabet. Granatilden havde ødelagt alt. Ingen ruiner, ingen rester af træstammer. De var nødt til at rykke frem ud i det åbne land, udsat for tysk bombardement. Sherif så, hvordan eksploderende granater slyngede ligrester af tidligere faldne soldater op af mudderet.

I en gammel tyske skyttegrav så de en række af britiske soldater, sårede og døende. Den midlertidige forbindsstation, der var oprettet her, var sammen med lægen og hans sygehjælpere ramt af en bombe. Mændene kunne kun sidde her og dø. Der var ingen til at bære dem væk. Kompagniet nåede snart frem til den erobrede tyske skyttegrav, hvor de overlevende fra første bølge holdt til. Ca.15 af 100 mand var tilbage. Den kommanderende officer pegede ud mod ingenmandsland og sagde, at tyskerne var der et eller andet sted med maskingeværer bag ubrudte rækker af pigtråd.

Sheriff indså, at de var helt isolerede. Ordonnanser ville ikke kunne finde vej tilbage med besked. Sheriff fandt en gammel tysk bunker og anbragte sine sårede der. Her ventede de nogle timer. Af og til kom der en salve fra et tysk maskingevær. Kompagnichefen gav Sheriff ordre til at finde nabokompagniet. Sheriff drog afsted med sin oppasser. Han syntes, at det var som at udforske månen. De fulgte en gammel skyttegrav. Da de passerede en anden  gammel tyske bunker, landede en granat på bunkerens cementtag 5 m fra dem. Sheriff og hans oppasser blev ramt af flere af de cementsplinter, som granaten havde slået løs. Til alt held fløj de fleste af dem hen over hovedet. Indsmurt i blod og mudder vaklede de tilbage. Kompagnichefen sendte dem bagud for at finde en forbindsstation.

(De var heldige og fandt en midlertidig forbindsstation, hvor lægen ikke kunne finde dybe sår hverken hos Sheriff eller oppasseren og sendte dem videre bagud. 6 timer senere fandt de et felthospital. En læge fjernede 52 stykker cement på størrelse med ærter fra hans krop. Sheriff blev sendt tilbage til England og vendte ikke tilbage til Vestfronten)

Tysk bunker på mark

på mark nær ved Messinevejen syd for Ypres. Formidentlig lig dem, som Stewart (herunder) stødte på ved Meninvejen. Som nævnt tidligere er der kun få bevarede tysk bunkere af de flere hundrede (nogle siger over 1000), som blev opført i de tyske forsvarslinjer i Flandern. Som det fremgår af flere britiske soldaterberetninger var de frygtede på grund af maskingeværilden, og en erobring af en bunker betød ofte døden for det tyske mandskab. Betonkonstruktionen kunne klare et direkte træffer fra en middelsvær haubits, men mandskabet omkom på grund af rystelserne.

Robert Cedric Sheriff

(1896-1975)

Forsiden af Sheriff's skuespil 'Journey's End'. (Foto fra Wikepedia).

Stykket foregår blandt officerer i et dækningsrum nær frontlinjen lige før den tyske storoffensiv i marts 1918. Han skildrer spændingerne mellem mændene, der afventer den tyske offensiv - som alle tager for givet.

Det var forfatterens 7. skuespil, udgivet i 1929 og var baseret på hans egne krigserfaringer. Dog var forfatteren ikke med ved fronten netop den dag i marts 1918. 

Stykket  blev opført søndag d.9 december 1928 med den 21-årige skuespiller Laurence Olivier i hovedrollen.

Sheriff fortæller, at han ved krigens udbrud forgæves søgte om en plads på officersuddannelsen.  Han blev afvist, fordi hans skole ikke hørte til den fornemme række af ’public schools’.  Sheriff forsøgte igen i nov. 1915, denne gang lykkedes det. Hæren manglede officerer. I oktober 1916 indgik han som sekondløjtnant  i et East Surrey regimentet på Vestfronten. Han var med ved Vimy, Ypres og Messines. I januar 1917 bukkede han under for anfald af neuralgia. Efter 14 dage under observation vendte han tilbage til sit kompagni i East Surrey regimentet, som indgik i 24.Division. Han var med i kompagniets forberedelser til offensiven ved Ypres. Men det fremgår desværre ikke af hans erindringer, hvor på den nordlige frontlinje ved Pilckem højdedraget hans kompagni var stationeret.

Kort over Ypres-området

under offensiven 31.juli-25.sept. 1917

 

Navnene 'Essex Farm' og 'Stirling Castle' blev brugt af de britiske officerer som letgenkendelige betegnelser for bygninger og lokaliteter i øvrigt - is stedet for de vanskelige flamske og franske navne.

På et kort for slagmarksturister vil man derfor hele tiden støde på disse engelske navne, som for andre end de britiske soldater i Flandern og Frankrig 1914-1918 kan virke helt uforståelige.

Britiske militærhistorikere har uden problemer overtaget disse navne, men til alt held for slagmarksturisten bliver navnene i dag også brugt af de lokale turistinstitutioner (vejskilte, museer, kirkegårde m.v.)

Kaptajn Alexaner Stewart

(1882-1965)

Ansat på en gummiplantage i Malaya indtil marts 1915 (hvor foto på bogens forside stammer fra).  Maj 1915 indsendte han en ansøgning om en officersbestalling i ’Scottish Rifles’ (The Cameronians), som blev imødekommet .  Efter endt træningstid kom han til fronten ved Béthune i Nordfrankrig i marts 1916 - ved 1.Bataljon i the Cameronians.

I juli 1916 overflyttedes bataljonen til Sommefronten og deltog i kampene om Mametz Wood og High Wood i august-september.  Efter endt orlov var Stewart tilbage ved Somme i oktober.  En længere varende sygdom sendte ham væk fra fronten, men han kom tilbage i bataljonen  som ’B-Echelon’ officer – dvs. en af dem, der ikke var med i frontalangreb, men blev tilbage for at kunne  bygge enheden op på ny efter en offensiv med tab.

Efter angreb på Hindenburglinjen overflyttedes  bataljonen til Flandern for at være med i den nye Ypresoffensiv. Stewart var som kaptajn chef for C-kompagniet i bataljonen.

Kaptajn Alexander Stewarts dagbøger og breve blev udgivet af sønnesønnen  Cameron Stewart i 2009.

Yorkshire Trench Site

Renoveret skyttegrav i 'Yorkshire Trench Site' i Boezinge nord for Ypres. Området blev udgravet 1998-2000. Nye 'sandsække' (cement), nye gangbrædder m.v. samt nedgange til dækningsrum giver de gamle grave et realistisk indtryk.

Slagmarken ved Broodseinde

Billedet herover er taget ved Broodseinde, ca 4 km nordøst for Meninvejen. Slaget om Broodseinde kom efter slaget om Meninvejen, som Stewart og hans kompagni tog del i. 

Selvom billedet ikke dækker den lokalitet (Stirling Castle og 'omegn'), som omtales i Stewarts beretning, passer det måske alligevel  ganske godt til Stewart's beskrivelse: granathuller, mudder og enkelte tyske bunkere i det fjerne. Derudover bemærker man resterne af træer, men ikke noget specielt kendetegn for stedet. Man kan ikke se, at det er Broodseinde.

En officer i mudderlandskabet

I august lå bataljonen ved fronten ved Nieuwpoort ved Kanalen.  Efter en orlov og en række skydeøvelser  var Stewart  i slutningen af september tilbage ved sin bataljon, som lå i en reservestilling nogle kilometer øst for Ypres. The Cameronans  som indgik i 33.division, skulle sættes ind i angrebet på Polygon skoven 26.september som støtteenhed for den australske styrke, der lå  i 1.linje og skulle indlede angrebet.(Sammendrag af Cameron Stewart: A Very Unimportant Officer.  My Grandfather’s  Great War (2009).   s.245-268.)

D.24 sept. fik Stewart ordre til at føre sit kompagni frem til en position ved vejkrydset ’Stirling Castle’. Stedet lå mere eller mindre under vand, og skyttegravene (det der var tilbage), var våde og mudrede. Der var ikke noget kendetegn i landskabet for stedet. Stewart og kompagniet  bevægede sig lidt rundt i mudderet, indtil soldater fra et maskingeværkompagni fortalte dem, at det var her. Sit hovedkvarter indrettede han i en tysk bunker, der efter en fuldtræffer var væltet om på siden.

Næste morgen forsøgte Stewart ved hjælp af sit kompas at bestemme deres nøjagtige position. Ingen vidste præcis hvor frontlinjen var i dette mudderlandskab. Officeren fra maskingeværkompagniet kunne hjælpe ham med positionen.  Stedet var en del af ’støttelinjen’, og frontlinjen , dvs. de forreste poster, var (måske) få hundrede meter længere fremme.  Stewart fordelte sine folk langs en linje. Bunkeren var fuld af vand og stank forfærdeligt, og Stewart opgav at opholde sig i den. 

Maskingeværkompagniet ved siden af skød på ’night lines’, dvs. maskingeværerne skød i en bue hen over egne styrker, således at kuglerne ’landede’ det sted, hvor tyskerne formodedes at være.

Kl.5.50 d.25.sept. begyndte det britiske artilleri at bombardere de tyske linjer, og Stewart forventede, at hans kompagni snart skulle følge efter det angribende infanteri i de første bølger. Tyskerne besvarede det britiske bombardement og sendte granater ned mod ’Stirling castle’.

Maskingeværkompagniet blev hårdt ramt – flere faldne. Stewart prøvede i kikkert fra en lille forhøjning at følge kampen ved fronten. Men det var svært at se forskel på egne og fjendens soldater i de mudrede omgivelser. Enkelte sårede på vej tilbage meldte skiftevis, at angrebet var en stor succes og en ’bloody washout’. Stewart blev hele tiden bombarderet med forespørgsler fra baglandet om situationen, men han måtte opgive at få et overblik. Alt var så kaotisk.

Da det blev mørkt, intensiveredes den tyske granatild. SOS-raketter steg til vejrs ved frontlinjen. Det tyske modangreb var åbenbart sat ind. Overalt sås glimt fra granatild, geværild og lysraketter. Stewart fik ordre til at sende en deling frem for at støtte et andet kompagni. Men præcis hvor dette kompagni (og bataljon) befandt sig, måtte delingsføreren selv finde ud af. Stewart forventede ikke at se ham eller delingen igen.

Om natten mellem d.25.og 26.sept. fortsatte det tyske bombardement.  Sårede vendte tilbage fra frontlinjen  og fortalte den samme fortælling:  tyskerne var brudt igennem i stort tal, og at der var voldsomme tab på begge sider. De tyske granater faldt nu bag Stewarts kompagni, et tegn på at tyskerne kom nærmere.   

Stewart fik ordre til at overtage D-kompagniet og sammen med hans eget C-kompagni rykke frem til nogle ældre ubesatte skyttegrave og stoppe et tysk modangreb ved Meninvejen. Stewart begav sig af sted i mørket for at finde D-kompagniet. Officeren, der havde befalingen over D-kompagniet var en ung ny løjtnant, Wigan, som virkede ret forvirret.  

Wigan blev sendt afsted med nogle af sine soldater til den nye position. Men Stewart havde åbenbart selv besvær med at finde stedet – Wigan og hans mænd mødte han ikke. I forvirringen endte han og resten af de to kompagnier dog i samme position ved Meninvejen som Wigan, men der var ingen gammel skyttegrav, og soldaterne gravede sig ned i mudderet.

Wigan var i chocktilstand. Han blev ved med at bede Stewart om at skrive til hans familie for at fortælle dem, at han havde gjort sit bedste, og at han døde kæmpende. I mellemtiden faldt de tyske granater tæt på det sted, hvor kompagnierne iflg. Stewarts beregning skulle have været. Han sendte melding tilbage til (bataljons)hovedkvarteret om situationen, men fik kun et ’uhøflig’  svar tilbage, der beordrede ham til at gøre, som han havde fået ordre til.

Soldaterne blev naturligvis godt mugne over at skulle forlade de huller, som de havde brugt en time på at udgrave. Men Stewart fandt nu efter en kort march med mændene i et geled hen over en sump de gamle skyttegrave. Bombardementet var nu ophørt, og der kom intet tysk modangreb. Alle – undtagen de få vagter – lagde sig ned i mudderet og faldt i søvn.

Da det blev lyst, kunne Stewart få et overblik over landskabet.  Skulle han nu være glad eller ked af det?  Fra den nye position, som helt beherskede Meninvejen, kunne de have holdt tyskerne stangen, da de tyske soldater for at undgå sumpen måtte holde sig til vejen og dermed ville have været oplagte mål.  Ordren til at trække sig tilbage til ’Stirling Castle’ kom nu – måske fordi de var observeret af tyskerne.  På tilbagevejen landede en granat midt blandt soldaterne, mange faldt omkuld. Men de rejste sig alle igen. Mudderet havde dæmpet eksplosionen.

Næste nat blev Stewarts to kompagnier beordret tilbage til et nyt sted bag linjerne. Tilbageturen blev præget af granatnedslag.  Området som de skulle passere var ikke andet end granathuller. Der var lagt gangbrædder ud flere steder dels for at soldaterne kunne undgå at falde i de vandfyldte huller og dels for at angive retningen. Men gangbrædderne tiltrak fjendtlig ild, og soldaterne blev sendt af sted i små grupper.  

Stewart var med i den sidste gruppe med sin oppasser og kompagniets kok. Da de kom fra gangbrædderne og ud på vejen, som de skulle følge, faldt der en granat ti meter bag dem. Kokken blev dræbt, og Stewart selv blev ramt af en granatsplint i halsen.  Stewart begyndt at hoste og spytte blod op. Granatsplinten fulgte med op.

Stewart nåede ved egen hjælp tilbage til en forbindsstation. Han blev transporteret videre til et hospital i Frankrig. Derfra til England til et andet hospital. I nov. 1917 blev han udskrevet. Han blev i England som instruktør til krigens slutning. Efter krigen havde han sammen med sin bror et firma med køb og salg af te og gummi i the City i London.

Litteratur.

Richard van Emden & Victor Puik: Famous 1914-1918 (2009)

Major and Mrs Holt's Battlefield Guide to Ypres Salient & Passchendaele (2011)

Cameron Stewart: A Very Unimportant Officer (2009)

Copyright Bo Jessen 2012-2017