Langemarck - en myte blev skabt

Udsnit af kirkegården ved hjørnet ud mod indgangen mod nord. Yderst til højre ses en rektangulær bygning, en 'tunnel' med oplysningspaneler. Bemærk vandgraven (forrest i billedet), som omslutter kirkegården, der her nærmest får fæstningsagtig karakter. Anlægget blev først endeligt færdigt i 1980'erne. Den 'sorte tunnel' blev indviet i august 2006. Det store tyske kors på hjørnet - samt mindre grupper af store kors længere inden på kirkegården - synes at fungere som 'erstatning' for de manglende kors ved de individuelle grave, der i stedet for kors har gravsten i græsset.

Langemarck mindesmærket

 Mindesmærket er bygget som en portal, der fører ind til soldaterkirkegården. Portalen med rummene bagved blev finansieret af studenterindsamlinger i 1928 og indviet 1932. Kirkegården går tilbage til 1915, men først fra 1925 skete der en udbygning og overførsel af faldne fra mange små kirkegårde (efter krav fra den belgiske regering).

 

Arbejdet blev understøttet af det tyske studenterforbund (se teksten om myten for at få en forklaring herpå). Kirkegården hører ligesom alle andre tyske soldaterkirkegårde under VDK, Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge

Mindesmærket og soldaterkirkegården

I soldaterkirkegården ved landsbyen Langemarck i Flandern ligger 44.324 faldne tyskere (og to briter). Indgangsportalen (billede tv) er opført i røde Wesersandsten. I tilknytning til portalen er der to rum, det ene med et reliefkort over Belgien med oplysninger om tidligere og nuværende tyske soldaterkirkegårde.

Det andet rum indeholder en egetræstavle med navnene på (identificerede) faldne, som lå her før den endelige sammenlægning af soldaterkirkegårdene i Ypres fremspringet (1956-1958). Arbejdet, der bl.a. blev udført af frivillige internationale studenter i 1970-1972, blev først færdigt i 1980'erne.

I den store fællesgrav lige efter indgangen ligger over 25.000 faldne, ukendte soldater. Ca. 17.000 af disse har Volksbund Deutscher Kriegsgräberfürsorge senere kunnet give et navn.(Se foto med navnesøjlerne længere nede på siden.) Identificerede faldne ligger i enkeltgrave, som er markeret med gravsten (der har erstattet de tidligere kors) lagt i græsset - med et eller flere navne (se billede for oven og billede længere nede)

I alt ligger der i Belgien 125.000 faldne tyske soldater fra 1.verdenskrig på fire kirkegårde - hvoraf Langemarck i Ypres-fremspringet er den ene.

Fællesgraven

Disse fire sørgende soldater (i bronze) stod oprindeligt ved kanten af fællesgraven, men blev flyttet, da navntavlerne blev opstillet. De har fundet deres plads ud mod lyset fra markerne. De skal fungere som et bindeled mellem den besøgende og de faldne soldater. De fortæller de besøgende, at de har mistet deres kammerater, som var en del af fælleskabet. Hele kirkegården ses at understrege fælleskabet.

Gruppen er skabt af billedhuggeren Emil Krieger i 1956 efter inspiration fra et foto med reservister, der står ved en kammerats grav.

Fællesgraven med de uidentificerede faldne. Billedet er taget fra indgangen og ud mod kirkegårdens vestlige ende. Som nævnt i teksten foroven til højre har VDK efterhånden kunnet navngive de 17.000 af de 25.000. Navnene er anbragt på bronzerelieffer på den række af lave søjler, der omslutter fællesgraven.

Tast for stort billede og bemærk her, hvorledes den besøgende ved indgangen til kirkegården straks konfronteres med fællesgraven og søjlerne. Ser man op, falder blikket straks på de fire figurer, der er anbragt i skellet til markerne bagved.

(Figurerne kan være lidt vanskelige at se på billedet ovenover, da majsmarken bagved skygger for lyset).

Fire sørgende soldater

En myte skabes

Langemarck har givet navn til en myte i tysk historie om de tusinder af unge tyske frivillige, der gave deres liv til fædrelandet i et heltemodigt angreb på fjenden i slaget om Ypres i oktober-november 1914. Myten blev holdt levende i mellemkrigstiden af bl.a. tyske studenterforeninger og nationale bevægelser på den tyske højrefløj. Myten blev også udnyttet af nationalsocialisterne i propagandaen over for den tyske ungdom. Efter 2.verdenskrig var myten ikke længere aktuel.

Baggrunden for myten var følgende: efter slaget ved floden Marne i Nordfrankrig i september 1914 - slaget, der stoppede den tyske fremmarch mod Paris - opstod der 'et væddeløb' mod havet, idet hver af parterne - franskmændene og briterne på den ene side, tyskerne på den anden - prøvede at omgå hinanden mod nord. Resultatet blev som bekendt uafgjort, idet krigen stivnede langs den nye frontlinje fra syd til nord - Vestfronten.

Ved kampene om den nordligste del ud mod havet - dvs. om byen Ypres - satte tyskerne nye reservekorps ind i angrebene. Reservekoprsene bestod af regimenter af frivillige med ingen eller kun kort militær træning. Disse korps var opstillet i al hast. Dels manglede man plads til alle de frivillige, der havde meldt sig i august måned, i de almindelige reservekorps (folk der havde aftjent værnepligten), og dels erkendte man først sent, at krigen ikke gik helt som planlagt.

4 af korpsene (et korps = to divisioner = 30.000 mand = 10 regimenter), der havde mange frivillige fra universiteter og skoler, blev sat ind i Flandern. De første angreb i oktober mod franske og belgike tropper brød totalt sammen i den sumpede jord (belgierne havde åbnet digerne). Men den tyske overkommando med general Falkenhayn ville have en sejr. Angrebet fortsatte, og d.10.november forsøgte den 6.reservedivision at erobre Langemarck. 11.november lød den officielle beretning fra den øverste hærledelse således:

'Vest for Langemarck brød unge regimenter syngende 'Deutschland, Deutschland über alles' igennem den første linje i den fjendtlige stilling og indtog den. Omkring 2000 franske infanterister blev taget til fange og 6 maskingeværer taget som bytte'.

Men i virkeligheden brød angrebet sammen efter at have indtaget fjendens første linje enkelte steder. De tyske tab den dag er ikke opgjort, men i alt mistede korpsene med studenter 9500 faldne og sårede udover 1000 savnede mellem 7. og 18 november. Tabene blev ikke nævnt officielt - i stedet  bekendtgjordes angrebet som en tysk sejr med unge, der gav deres liv for sagen.

Diplomatisk fortolket dækkede den officielle meddelelse over en militær tåbelighed. Soldaterne - herunder de mange studenter- blev sendt frem mod fjendens skyttegrave uden artilleristøtte. Dårligt forberedte og uden træning faldt de på stribe for de franske maskingeværer.

Kampfronten

I kirkegårdens nordlige ende står der forsat tre tyske betonbunkere fra 1915-1917. Mellem dem er anbragt en række betonblokke, således at disse sammen med bunkerne danner den gamle tyske forsvarslinje fra 1917. (Vedr. betonblokkene - se herunder).

Foran på græsplænen ses de 'individuelle' gravpladser markeret med de flade gravsten med navnene på de (identificerede) faldne. Langs kanten af kirkegården står de egetræer, som er kendetegnene for de tyske soldaterkirkegårde.

Bemærk i øvrigt hvordan gravstenene giver kirkegården et noget andet præg end korsene - en mere åben og mere rolig stemning. Det ligner mere en mindepark end en kirkegård.

'De unge regimenter'

En af blokkene, der symboliserer en af de tyske enheder i de reservekorps, der deltog i kampene omkring Ypres  i 1914. Her er der tale om 'Akademischer Turnbund', forbundet af tyske studenterforeninger, en slags 'studenterbroderskab'.

Tast for stort billede for at se flere blokke med eksempler på andre enheder..

Hvorfor blev historien en myte?

 

Hærledelsens officielle meddelelse fandt hurtigt genklang i den tyske offentlighed. Aviserne berettede om de unge, der gik syngende i døden for fædrelandet. Deres mod og ders offervillighed blev fremhævet. Der var andre beretninger fra fronten om mod og offervillighed, men Langemarck blev hurtigt noget særligt på gund af 'unge regimenter' og de unges 'begejstring'.

Navnet 'Langemarck' spillede givetvis også en rolle. Det omtalte angreb fandt sted nærmere byen Bixchote end Langemarck, men for hærledelsen lød 'Langemarck' åbenbart mere 'Bismarck'-agtigt end Bixchote! At hverken Bixchote eller Langemarck havde nogen som helst strategisk eller taktisk betydning spillede en mindre rolle. Historien var ude og kunne bruges i propagandaen af regering og medier.

At Langemarck kunne fænge i offentligheden skyldtes ikke kun ungdommen og begejstringen, men også angrebets karakter. Dette angreb var et af de sidste, som det foregik som 'i gamle dage': soldater på række, der stormer frem mod fjenden. Sådan var de unge tyskere!

Men Langemarck stod i diamentral modsætning til den nye virkelighed. Langemarck viste overgangen til den ny tids krig: den usynlige fjende, maskingeværer og den altdominerende artilleriild. Men myten om Langemarck ville vise den heroiske krig - den kollektive begejstring - som symboliserde håbet om, at offringen for fædrelandet ikke var forgæves.

Navnetavlerne for fællesgraven

Navne på 17.000 af de ca. 25.000 ukendte - dvs. uidentificerede soldater i fællesgraven. Navnene er kommet til efterhånden ved et grundigt efterforskningsarbejde af den tyske soldaterkirkegårdsadministration (VDK).

Den lille bronzeplade, der er sat op på gavlen af den nærmeste navnesøjle, mindes to britiske soldater, menig Carhill og menig Lockley. Resterne af de to soldater blev fundet på Louvain soldaterkirkegård sammen med rester af uidentificerede tyske soldater. Da det var umuligt at identificere de tos rester særskilt, fulgte de ved en fejl (?) med de tyske soldater, der blev overført til Langemarck, selvom deres navne stod på mindesmærket på anden kirkegård. Dette blev først opdaget flere år senere, da to forskere fandt fejlen (hvordan vides ikke) - og fik den lille mindeplakette placeret her i Langemarck (2006). Samme år fandt man resterne af 11 tyske soldater ved udgravninger i Boezinge (landsby i nærheden), som blev overført til Langemarck.

Gravsten for individuel grav

En af gravstenene med 'individuelle' grave. Bemærk, at der er 8 soldater om denne sten: 6 kendte og to ukendte. Tast for stort billede.

To af de kendte benævnes 'Kriegsfreiwilliger' og er faldet under kampene om Langemarck 21.10.14 og 9.11.14. Også musketier Max Schumann og officersstedfortæderen (midlertidig udnævnt på grund af mangel på officerer) Georg Schübeler er faldet i disse kampe. Af de to øvrige kendte, er grenadier Heinrich Petersen faldet under det andet slag om Ypres i maj 1915, mens gefreiter (korporal) Christian Jung syntes at være faldet i en 'rolig periode' (november 1915). Til trods for det danskklingende navn optræder denne Heinrich Petersen ikke i fortegnelsen over faldne (dansksindede) sønderjyder i Landsarkivet for Sønderjylland.

Mytens udvikling

Den offentlige fortælling om Langemarck som håbets symbol og som det heroiske 'modbillede' til krigens grå hverdag syntes fuld udformet i medierne ved slutningen af 1914. I de efterfølgende krigsår indgik fortællingen som en del af den offentlige retorik og blev et abstrakt begreb, f.eks. i patriotiske festtaler. 'Sangen fra Langemarck' skulle fylde 'hullet mellem fronten og hjemmet'. 

Til trods for en berettiget kritik efter krigen af Langemarck-fortællingen, bl.a. forekom de unges sang under stormen på de fjendtlige stillinger ikke helt troværdig, fortsatte myten sin sejrsgang. Efterkrigstidens behov - efter nederlaget - for heltedyrkelse gav grobund for bl.a. årlige Langemarck-dage med afsløring af mindemærker, bl.a. med deltagelse af studenterforbund og af veteranorganisationer som Stahlhelm.

For nationalsocialismen var Langemarck-fortællingen et slags nationalt modstykke til det Weimar, der repræsenterede det 'bløde' i tysk kultur, og som havde givet navn til den republik, der havde erstattet kejserdømmet i 1918. Efter deres magtovertagelse hyldede nationalsocialisterne Langemack med bygninger og nye mindesmærker. I skolerne blev 'Langemarck-kulten' fremhævet som et modstykke til den franske og britiske kult omkring den ukendte soldat.

 

Efter 2.Verdenskrig har omtalen af Langemarck mest handlet om eventuelle ændringer af navnet på de mange gader, pladser osv, der hed et eller andet med 'Langemarck'.

 

Adolf Hitler om Langemarck

 

Adolf Hitler nævner i 'Mein Kampf', at han som frivillig soldat var med ved Langemarck og hørte, hvordan sangen 'Deutschland über alles' bredte sig fra kompagni til kompagni. Men den nyeste forskning, der bl.a. støtter sig til breve, som Hitler sendte fra fronten, viser, at Hitlers Listregimentet fra Bayern, som Hitler indgik i, var sat ind i kampe omkring Gheluvelt vest for Ypres mod britiske tropper og ikke ved Langemarck. Desuden var sangen 'Deutschland, Deutschland über alles' ikke nævnt i de første offentlige beretninger om Langemarck. (Thomas Weber: Hitlers erster Krieg (2011))

Hitler skrev 'Mein Kampf' i 1925 - på et tidspunkt, hvor Langemarck-myten var udbredt i hele Tyskland, og hvor 'Deutschland über alles' nu var anerkendt som nationalsang.

I juni 1940, efter at Holland og Belgien var nedkæmpet og Frankrig på tilbagetog, besøgte Hitler som tysk rigskansler Langemarck for at understrege sit tilhørsforhold til heltene fra 1914.

(Billederne af Hitler under besøget i Belgien er taget af Hitler personlige fotogra Hoffmann. Her en kopi fra Wikipedia)

Mindepladen

 

På mindepladen (i bronze) står der, at der på denne kirkegård ligger 44.061 tyske soldater fra krigen 1914/1918. I kransen et bibelcitat: Jeg har kaldt på dig med dit navn. Du er min (Jes. 43,1).

De røde kranse er (papirs)valmuer, der symboliserer de faldne (som det også ses ved britiske mindesmærker og soldaterkirkegårde).

Det var repræsentanter fra tyske studenterorganisationer, der på vej til kongres i Paris i 1928 rejste igennem Belgien og der så soldaterkirkegårdens  usle tilstand: grave med ukrudt henover og væltede kors med indskriften 'Ukendt tysker'. Man besluttede sig for en genopbygning af kirkegården. Penge blev samlet ind og indvielsen fandt sted i  juli 1932. Den ny mindeplade kom til efter næste udvidelse efter 2.Verdenskrig.

 

Litteratur

Major and M(Francoisrs Holt's Battlefield Guide to the Ypres Salient and Passchendaele (2011 udg.)

Gerd Krumeich: Langemarck - artikel i Deutsche Erinnerungsorte bd.III (udg. af Etienne Francois og Hagen Schulze)(2002)

http://www.volksbund.de/kriegsgraeberstaetten.html

http://de.wikipedia.org/wiki/Mythos_von_Langemarck

Copyright Bo Jessen 2012-2017