Ypres 1917

Slagmarkens landskab

Udsigt ud over det (næsten) flade land mod syd fra landevejen til Passchendaele til Zonnebeke. Neden for bakken det flade land og bagved fortsættelse af højdedraget mod syd.

Flanderns marker

 

De flade marker i Flandern i det vestlige Belgien har i århundrede været kendt som slagmark - fra Middelalderen og op til 1.Verdenskrig. Men det var først fra oktober-november 1914, at krig på denne slagmark blev en 'fastlåst' krig, hvor fronten ikke bevægede sig. Da krigen samtidig blev en 'artillerikrig', kom selv de mindste højdedrag i terrænet til at spille en rolle.

Da tyskerne i kapløbet mod havet under bevægelseskrigen i efteråret 1914 'kom først' til højdedragene (se kortet tv), blev det også dem, der fik de bedste forsvarsstillinger. Selv fra lave højdedrag kunne de iagttage fjendens (briternes) bevægelser, hvorimod briterne som oftes var helt afhængige af observationer fra fly og balloner.

Flanders mudder

Slagmarken i Flandern i det vestlige Belgien skulle blive lige så kendt som dele af slagmarken ved Somme i Frankrig for sit mudder. Nogle soldater, der opnåede at opleve begge slagmarker hævdede i deres erindringer, at Flandern var værst. Men det er vigtigt at bemærke, at det kun var i perioder, at mudder var det fremherskende. I Flandern var specielt juli og dele af august 1917 meget regnfulde, september derimod ret tørt, oktober atter meget regnfuldt.

De voldsomme bombardementer ødelagde Flanderns dræningssystemer, hvilket sammen med den høje grundvandsstand gjorde både marker og veje nærmest ufremkommelige. Soldaterne brugte meget tid på - midt i bomberegnen - at lægge brædder og måtter ud i skyttegravene og på vejene for at gøre det muligt at komme frem.

Navnlig artilleriet, der for det meste brugte heste eller muldyr som trækkraft, havde det vanskeligt (og det gjaldt for begge parter). Kanonerne sad ofte fast, og det var umuligt at grave stillinger til dem eller camouflere dem i den mudrede jord.

Heller ikke for de britiske infanterister var der meget beskyttelse i finde i det flade landskab. Som regel måtte de nøjes med egne små huller i siden på den lave skyttegrav (hvis der var en) eller med at søge dækning i en af de mange granathuller. Forbindsstationer blev indrettet i de erobrede tyske betonbunkere.

Ziegler-bunkeren

Den største tyske bunker, der er bevaret i Flandern - ved Pilckem, ca 8 km nord for Ypres. Den blev bygget som en signalstation i 1915-1916 og var en del af en større kæde af betonbunkere, der lå i en stor bue nord og øst for britiske fremspring. Den blev erobret af franskmændene i juli 1917.

Betonbunkere var tyskernes måde at sikre deres forsvarstillinger på i det flade land. Skyttegrave var ikke til megen nytte. Dels kunne de ikke graves særligt dybt og dels skulle de konstant 'drænes' for vand. Bunkere var en dyr, men effektiv løsning på tyskernes forsvarsproblemer. Briterne - og franskmændene - der var angriberne i 1916-1917, havde ikke tænkt sig at befæste deres stillinger på samme måde.

Området omkring Pilckem var i 1990'erne 'truet' af en planlagt mortorvej. Men flere udgravninger i den nordlige udkant af Ypres, hvor man fandt ukendte skyttegrave og rester af faldne soldater bidrog til at udsætte planen. Endnu flere fund af skyttegrave og soldater ved Pilckem fik museet i Ypres til at gå sammen med en engelsk pressionsgruppe for bevarelsen af slagmarken, og den flamske regionalregering ændrede sine motorvejsplaner. (2005)

Da franskmændene erobrede bunkeren i juli 1917, skulle den 'vendes', således at den nye åbning vendte mod vest - bort fra fjenden (mod højre på billedet). Det krævede en større eksplosion at lave den nye åbning, da muren var armeret med ståldragere.

Flanderns højdedrag

 

Kun de vigtigste veje fra Ypres mod øst er markeret på kortet. Vejen fra Ypres til Menen  var 'hovedvejen' for briterne i deres offensiv. I perioder havde de kun denne vej som forsyningsvej til frontlinjen. og den var under konstant bombardement fra tyskerne. Et enkelt vandløb - Steenbeek - er vist. Det spillede en vis rolle i den nordlige del af briternes offensiv frem mod Langemarck.

Kortet med markeringen af højdedraget syd og øst for Ypres fortæller jo næsten alt om tyskernes taktisk fordelagtige stilling på denne del af Vestfronten. Fra højdedraget var der frit udsyn over hele det britiske fremspring ved Ypres. Næsten alle britiske stillinger kunne komme under beskydning. Hvis briterne skulle ud af deres fastlåste stilling ved Ypres, måtte højdedragene erobres.

At briterne (og belgierne, som havde en mindre del af fronten nord for Ypres) savnede de nødvendige midler, var deres ulykke. Området var simpelthen for lille - og for vådt! - til at klare endnu større angrebsstyrker og artilleri. De nye kampvogne kunne heller ikke klare sig i terrænet. Men general Haig, den britisk øverstkommanderende ville have sin offensiv på denne del af Vestfronten.

Litteratur:

Major and Mrs Holt's Battlefield Guide to the Ypres Salient and Passchendaele (2011)

Rose E.B.Coombs: Before Endeavours Fade (2010)

Copyright Bo Jessen 2012-2017