En tysk officerer på Flanders slagmarker

 

Flandernlandskab i juni måned i morgendisen. Billedet er taget fra Langemarckvejen mod øst, dvs. mod slagmarken september-oktober 1917. Det er vanskeligt at forestille sig et delvis oversvømmet landskab med bombekratere og stort set uden træer og buskads i dette idylliske sceneri. Alle bygninger - hovedsagelig gårde som den midt i billedet - var ruiner eller helt udslettet. Istedet var det bombekratere med jordvolde og de mange delvis nedgravede tyske betonbunkere, der dominerede landskabet.

Ernst Jünger

1895-1998

(Foto: Wikipedia)

Ernest Jünger, officer i den tyske hær, deltog aktivt i krigen ved fronten (med mindre afbrydelser) fra slutningen af 1914 til dens slutning. Han var ofte i livsfare, blev såret mange gange og opnåede de højeste udmærkelser.

Han optrådte ofte, som i sammendraget her, som efterretningsofficer på patrulje langs frontlinjen.

Krigen gjorde ham til forfatter. I 1920 udgav han 'I stålstormen', hvor han beskrev sine 'oplevelser' i en klar, nærmest litterær stil. Krigens grusomheder blev ikke skjult - tværtimod- men der var heller ingen fordømmelse af krigen. Jünger, der senere blev en meget produktiv forfatter, var nærmest 'konservativ anarkist'. Han var imod liberale demokratiske ideer (efter 2.verdenskrig skiftede han mening), men brød sig heller ikke om nazismen. Han hyldede den enkeltes mod og modstandskraft.

Ernest Jüngers frontzone

Frontlinjen d.12.okt ændrede sig ikke væsentligt inden d.26.okt., da det canadiske angreb begyndte i retning af Passchendaele. De tyske bunkere, der lå ret spredt i krigszonen (mellem Stroombeeke og Paddebeeke) blev alle nedkæmpet. Det var også lykkedes for canadierne at skabe flere passager igennem de tyske spærringer med pigtråd .Den endelige frontlinje d.10.nov er også indtegnet.

Tysk bunker

Enkelte tyske bunkere fra Flandernslagene er bevarede. De fleste på marker eller ved vejkanter - andre som her på kirkegårde. Denne står på den berømte tyske militære kirkegård Langemarck. Disse bunkere var modstandsdygtige over for de fleste granater - dog ikke et direkte 'hit' med tunge granater fra 24 cm (eller større) kanoner.

De fleste bunkere var en lille 'standard' model med plads til 6-10 mand og det uundværlige maskingevær. Som nævnt flere steder var disse bunkere uundværlige i den defensive strategi, som Tyskerne havde udviklet i Flandern. Egentlige skyttegrave var sjældent mulige i det vandfyldte område.

 

Passchendaele

set fra luften

(Foto fra Wikipedia) Øverste foto er taget før kampene i 1917 - det nederste efter. Byens gadenet kan svagt anes på nederste foto blandt alle granatkraterne.

Tysk skyttegrav

Rekonstruktion af tysk skyttegrav fra Messine-området syd for Ypres. Opstillet i Passchendaele Museet i Zonnebeeke.

Sandsækkene or oven til venstre indikerer, at 'skydepladserne' rager en del op over jordoverfladen. Bemærk skydeskåret med stålplader mellem sandsækkene. Men der er sparet på materialerne, idet bagvæggen (til højre) blot består af fletværk. (Se også herunder.)

Bombesikret rum i tysk skyttegrav.

Rekonstruktion i Passchendaele Museet i Zonnebeke. Bygget efter udgravning af en tysk stilling ved Pilckem nord for Ypres.

Rummet er sikret med betonblokke. Sansynligvis blev det anvendt til et lager af mortergranater. Morteren var anbragt på en platform ved siden af. Morteren var den tyske 'Minenwerfer', der var et frygtet våben af de allierede soldater.

Der har været en skillevæg i midten, hvorved man fik to rum. Konstruktionen går tilbage til 1915. 

En tysk efteretningsofficer i Flandern

17.okt. 1917 kom Jünger tilbage til sit regiment ved Roeselaere i  Flandern fra enreugers orlov. Han skulle fungere som efterretningsofficer for regimentsstaben. Først skulle han sætte sig ind i situationen ved fronten, som lå ca. 8 km vest for byen.

(Sammendrag af Ernest Jünger: I stålstormen (Sv.udg. 2008/2011) s.214-226)

To ordonnanser tog ham med hen over markerne til en efterretningspost ved landevejen Passchendaele-Wetsroosebeke.  Herfra kunne han få et overblik over frontsituationen. Området var under spredt beskydning  med granater, men der var ikke sket noget af betydning.

Tilbage i byen i sin indkvartering, en beslaglagt tøjbutik, undrede Jünger sig over de kvinder, der var blevet tilbage i huset. Trods rædslen for bomber, som der faldt en del af! ville de ikke give slip på deres hjemstavn, selvom den kunne forvandles til en grav hvert  øjeblik.

Om morgenen d.22.okt. tog han med sin efterretningsenhed – 4 mand – mod frontzonen, men de havde besvær med at finde frem til regimentsstaben. I en  landsby, der var under beskydning, måtte Jünger med sin pistol true en underofficer til at vise dem vejen. Jünger var rystet over ligegyldighed og håbløshed, der prægede mandens holdning. Bagefter mødte de nu flere sårede, der var på vej tilbage. De gik nærmest som søvngængere. Ved regimentets kommandopost, en ’minimal’ betonbunker, var der ikke plads, så Jünger og hans folk flyttede ind i en lille træbarak, næppe noget ’bombesikkert’ kvarter, som Jünger betegnede det.

På vej ud til selve frontstillingen så Jünger, hvordan de seneste dages skyfald havde forvandlet granatkraterne til en ’mudderørken’, som var livsfarlig dyb, navnlig ved Paddebeeken. Han kom kun over åen ved hjælp af nogle popler, granater have ’lagt’ henover Der lå flere dræbte soldater. Ofte så han kun en hånd eller et hoved, der stak op af mudderet. I et af de mindre flydte kombekratere fandt han rester af 5.kompagni, der kunne rapportere om britiske soldater, der var dukket op om morgenen, men forsvundet igen efter beskydning. Ellers intet nyt.

Dagen efter var hans barak udsat for flere granater. En nærliggende bondegård, hvor Jünger søgte tilflugt, blev totalt ødelagt, da han – tilfældigt – opholdt sig i det fri, fordi det ikke regnede. D.25.okt. måtte de igen ud af barakkerne. En af dem fik en fuldtræffer. Jünger fandt nu, belært af erfaringen et isoleret, ’tillidsvækkende’ krater bag ved kommandoposten, som han først forlod efter en ’sikkerhedspause’.

Meddelelsen om en højt respekteret officerskollgas død, også en eftterretningsofficer, rystede Jünger. Man troede jo, at netop han var usårlig. Jünger blev grebet af den tanke, at måske kunne han selv heller ikke klare den meget længere.

Om morgenen d.26.oktober, begyndte en usædvanlig intens trommeild. Det tyske artilleri svarede igen. Jünger kunne ikke få klare oplysninger om, hvad der skete fra de sårede, som var på vej tilbage. Han og hans mænd måtte selv frem i forreste linje. Allerede ved den kommanderende officers beskyttelserum i en af bunkerne kom de ud for fjendtlig maskingeværild, et tegn på, at den tyske linje blev presset tilbage. Briterne kunne nu direkte beskyde Paddebeeken fra et erobret højdedrag.

På vej tilbage med disse nye efterretninger hen over de bare muddermarker med kratere slog granater ned omkring dem. De måtte konstant søge ly i kraterne ved lyden af en granat – og så håbe på det bedste. En af soldaterne blev ramt af jernkugle fra en kardæsk – men han slap med en kort bedøvelse og kunne rejse sig og gå videre.

(forsæt. efter billede)

På deres vej rundt i frontzonen så de dødens spor overalt. Grupper af lig lå fortsat delvis dækkede af den jord, som granateksplosionen havde kastet op, og kvælende dampe steg op fra eksplosionsstederne.  Den næste dags morgen var Jünger igen ude i frontlinjen.  Her stod han ’nedtrykt over den uudsigelige ædruelighed i kraterlandskabets morgenlys’ – som han beskriver det. Men han og 8.kompagni, der var ved at gøre klar til at skifte position for at dække et opstået hul i frontlinjen, blev allerede efter de første skridt udsat for kraftig infanteriild. Soldaterne gik øjeblikkelig i dækning i kraterhullerne, men blev så kort efter udsat for nyt bombardement.

På deres videre rekognoscering fulgte Jünger og hans lille gruppe Paddebeeken. Flere af dem var i fare for at synke ned i mudderet lang åen. Længere fremme ved en betonbunker bemærkede Jünger nogle soldater, som bar en båre i retning mod fjenden.  I kikkeren kunne han nu se soldater i kakifarvede uniformer og flade stålhjælme. Hurtigt vendte han og gruppen om – det var umuligt at finde beskyttelse i terrænet – og kuglerne hvislede omkring dem. Da de stoppede op for at få vejret, blev de udsat for en salve brisantgranaterne – og ’de fik på ny energi til at komme væk’.

Røgudviklingen fra granaterne skjulte deres tilbagetog,  og de nåede hjem til regimentets kommandocentral med rapporten om hullet ved fronten, som ikke var blevet dækket. D.28. oktober blev regimentet  afløst og kunne gå tilbage til indkvarteringen i Roeselare. Men dagen efter blev Jünger sendt tilbage for at rapportere om stillingen ved fronten. Flere tyske bataljoner var blevet presset tilbage.

Tilbage i frontlinjen observerede Jünger kampe om de små tyske betonbunkere. Et sted havde nogle soldater bundet en britiske soldat til døren til bunkeren for at stoppe den britiske beskydning, mens de trak sig tilbage. Senere så Jünger små grupper af bårebærere, der åbent gik rundt i kampzonen med løftede flag – uden at der faldt ent eneste skud mod dem. ’Sådanne billeder så krigeren i denne underjordiske krig kun, når nøden var på kanten af det uudholdelige’, tilføjer han.

Vejen tilbage besværedes af gasdampe fra britiske granater. Gaslugten, omtrent som rådne æbler, havde sat sig i jorden og gjorde det svært at trække vejret. Ved kommandoposten så han to af sine officerskammerater blandt de hårdt sårede, som var bragt ind. En ene havde allerede ’den voksgule ansigtsfarve, som er dødens sikre bebuder’. Den anden havde fået arme og ben ’så tilpas ramt af granatsplintre, at en amputation var sandsynlig’.  Jünger slutter af med at konstatere, at tabet af yngre officerer igen havde været forfærdeligt stort denne dag.

(Jünger og hans regiment blev trukket bort fra frontlinjen d.3.nov. Jünger blev igen kompagnichef. D.30.nov. deltog regimentet i kampene ved Cambrai.)

Litteratur:

Nils Fabiansson: das Begleitbuch zu Ernst Jünger In Stahlgewittern (2010)

Ernst Jünger: I stålstormen (sv.udg. 2008 efter tysk 1961 udg.)

 

Copyright Bo Jessen 2012-2017