Soldaterberetninger

fra

Ypres-offensiven

Tysk haubits (10.5 cm Feldhaubitze) udstillet i Passchendaelemuseet i Zonnebeke. En haubits var en mellemting mellem en 'almindelig' feltkanon og en morter. Haubitsen kunne skyde i en meget krum bane (men ikke så krum som morteren), således at granaten faldt forholdsvis lodret ned for bedre at kunne ramme fjendens skyttegrave. Derfor det forholdsvis korte kanonløb med en større elevation. Haubitsens granat kunne veje op til 15 kg i modsætning til en 75 mm feltkanons granat på max 8 kg. Til gengæld var granatens hastighed langsommere. Haubitsen kunne være op til 42 cm kaliber som den berømte 'Tykke Berta' og blev transporteret på særlige togvogne. Haubitsen her - og feltkanoner af samme kaliber - blev trukket af heste eller muldyr.

    

Ypresoffensiven fra juli til november 1917 var i endnu højere grad end tidligere offensiver præget af artilleriet. Franskmændene og i særlig grad briterne mente, at artilleriet skulle slide fjenden op. Tyskerne kunne ved Ypres ikke svare igen i samme målestok - men nok til at sørge for, at det alligevel var briterne som den angribende part, som led de største tab m.h.t. mandskab.  Det er karakteristisk for slaget, at de største tab (faldne, sårede) i og navnlig bag den første frontlinje skete på grund af artilleriets granater og ikke på grund af maskingeværild. Det kunne være ligeså farligt at opholde sig i 'support'linje eller i reservelinje som i første linje! Der er næppe nogen soldaterberetning, som ikke nævner frygten for granaterne.

William H. Downing

Frank Richards

Ernest Jünger

Jørgen Friis

R.C.Sheriff

Alexander Stewart

Copyright Bo Jessen 2012-17

En australier og en brite i ildlinien ved Polygonskoven

 

En australsk sergent beretter uden omsvøb om de hårde kampen d.25-26.september i og omkring Polygonskoven. Han var stolt af sin indsats - og det var den britiske 'ranker' Richards også om sin indsats samme sted. Richards's beretning er måske lidt mere nøgtern og i højere grad præget af krigens meningsløshed.

En tysk officer i Flandern

Løjtnant Ernst Jünger blev senere en kendt konservativ forfatter og filosof. Hans beretning i bogen 'I Stålstormen' er blevet nærmest legendarisk. Han hyldede krigen som et nødvendigt onde - og gode! - for det enkelte menneske. I denne beretning er han som efterretningsofficer på inspektion i de forreste tyske linjer i Flandern i oktober 1917.

En sønderjyde i Flandern

Det er vanskeligt at forestille sig en større modsætning til Ernest Jünger end sønderjyden Jørgen Friis, der meget mod sin vilje måtte stille som soldat i den tyske hær. Hans breve til hustruen viser med al tydelighed, at han ikke brød sig om soldaterlivet. Men han var 'heldig' i Flandern - han slap for at ligge første linje, men skulle bringe forsyninger frem.

To britiske officerer

De to britiske her var begge tæt på frontlinjen i Flandern en kort tid. De forblev i støttelinjen (support) bag frontlinjen og blev ikke kaldt frem. Alligevel led deres enheder meget store tab som følge af granatnedslag, og de blev selv begge såret af granatsplinter, men slap med livet i behold. Deres beretninger viser bl.a., hvilket problem det var at 'finde vej' på slagmarken, når alle kendetegn var væk, og der kun var mudder tilbage.