Erindringssteder

ved Ypres

Valmuekranse af stift papir ses overalt ved mindesmærker for faldne. Her er to kranse lagt ved en navnetavle for savnede soldater i en af trappeopgangene i Meninporten. Den håndskrevne hilsen med skoleelevskrift er til 'alle de tapre britiske soldater, som gav deres liv i Den Store Krig for at vi kan være frie i dag'. Underskrevet 'St Columba's College, St Albans, England'. (St Columba er en katolsk helgen. Han var missionær i Skotlland i 6 år)

Ypres med tilhørende erindringssteder (understregede).

Frontlinjen 31.juli 1917 - dvs. 'udgangslinjen' for den britiske offensiv - er angivet med rødt. De vigtigste veje i dag, inkl. Meninvejen, er indtegnet. Højdeforskellene er ikke angivet.

En rundtur, der når alle 6  erindringssteder, kan gøres på to dage. Fra Meninporten køres mod nord til Langemarck. Derefter til Passchendaele (monumenter syd for byen) og Tyne Cot. Passchendaelemuseet i Zonnebeke besøges som det næste, inden turen går til Sanctuary Wood og Hill 60.

Meninporten set fra sydsiden.

Monumentet har navn efter vejen fra Ypres til byen Menin længere mod øst. Vejen var den eneste farbare for de britiske styrker ud til frontzonen (se kortet ovenover) - også selvom fronten rykkede længere mod nordøst.

Det stod derfor klart for den britiske kommission for gravpladser og mindesmærker, at det store samlende monument for de savnede skulle ligger her ved Meninvejen. Men hvordan skulle monumentet se ud? Hvad skulle det fortælle?

Hvilke erindringssteder er der ved Ypres?

 

Det såkaldte 'fremspring' ved Ypres er tæt besat med erindringssteder for den besøgende slagsmarksturist. Belgiske, franske, tyske og - mest - britiske, herunder irske, australske, canadiske og newzealandske.

De fleste af erindringsstederne er måske 'blot' en lille mindesten for en falden soldat - andre, færre, er store monumentale anlæg, som besøges af hundrede tusinder hvert år. Fælles for dem alle er den omhu og den alvor, hvormed de passes og mindes den dag i dag.

Ypresfremspringet er måske mest kendt for landsbyen Passchendaele, der senere (uofficielt) har givet navn til de kampe i efteråret 1917, som efter forfærdelige tab for begge parter kørte fast i regn og mudder. Monumenter med de savnedes navne præger de store erindringssteder.

Det mest kendte og det mest besøgte er Meninporten i Ypres. Et monumentalt erindringssted som man ikke kan komme uden om. Det gælder også Tyne Cot., den militære kirkegård ved Passchendaele. Tyske erindringssteder, som der er alt for få af, er repræsenteret af Langemarck, et sted, som blev til en myte for tyskerne. Derudover er her medtaget Passchendaele museet, Sanctuary Wood og Hill 60.

Læs herunder en kort introduktion til hvert enkelt erindringssted:

Copyright Bo Jessen 2012-2017

Fire sørgende soldater i kirkegården ved Langemarck.

Langemarck er en af de største tyske kirkegårde i Ypresfremspringet. Stedet indtager en særlig plads i den tyske historie om 1.verdenskrig. Her faldt i november 1914 blomsten af den tyske studenterungdom, da den frivilligt gav sit liv for fædrelandet.

Myten om denne ungdom, der satte et eksempel for hele Tysklands ungdom, levede hårdnakket videre efter krigen.

Skilt ved vejen til Passchendaele.

85. Bataljon fra Nova Scotia (Canada) satte efter krigen et monument på det sted, som den nåede til under kampene om landsbyen Passchendaele i okt.-nov.1917.

I dag kan det måske være vanskeligt for slagsmarksturisten at orientere sig i landskabet, da bebyggelserne har ændret en hel del.  Men monumenter og indskrifter bidrager til orienteringen. 

Museet i Zonnebeke er moderniseret og udvidet i 2013. Det hjælper gevaldigt på forståelsen  af slaget.

Tyne Cot er et meget bevægende sted.

Kirkegården er ikke kun en kirkegård. Grundplanen i det store anlæg er udformet som en katedrals. Mindemuren med de savnedes navne, med pavillioner og små søjlegårde efter græsk forbillede fortæller den besøgende, at dette ikke kun er en kirkegård, men et historisk sted.

Et besøgscenter ved indgangen sætter det hele i relief. Her præsenteres den besøgende for en række soldaterskæbner..

Bevarede skyttegrave i Sanctuary Wood.

Sanctuary Wood lå i frontlinjen i juli 1917. I 1914 havde det været et 'tilflugtssted' for soldater, der ikke kunne finde deres enheder. I 1917 var det helvede på jord.

Ejeren af området hegnede det ind efter krigen for at bevare det. I dag er det et yndet udflugtsmål med museum og café - navnlig for britiske turister. Museet kan virke lidt rodet, men er meget interessant.

Et fredet område på en kunstig høj - Hill 60.

Hill 60 var et meget omstridt område fra 1915. Herfra var der et godt udsyn over frontlinjen - og fjenden. Højen blev kendt for den ubarmhjertige kamp under jorden. Britiske og australske minearbejdere udgravede lange tunneller til sprængstoffer - tyskerne gravede for at forhindre det.

I juni 1917 lykkedes det så australierne at få sprængt to kæmpeminer som et startsignal på offensiven mod Messine højdedraget.