En sønderjyde i Flandern

Landskab i Flandern øst for landsbyen Langemarck. Dette område var erobret af briterne inden offensiven d.9.oktober. Se kortet længere nede i venstre spalte.

Jørgen Friis

1878-1975

(Foto fra bogen med tilladelse fra udgiveren)

Jørgen Friis var gårdejer fra Fjelstrup sogn nord for Haderslev, der dengang var en del af det tyske rige. Jørgen Friis blev indkaldt til det tyske hær i juli 1915. Billedet her er fra træningslejren i Husum. Han var da 36 år!. Han havde  - noget usædvanligt - endnu ikke aftjent sin værnepligt. Han kom til fronten i Frankrig 1916, hvor han fik sin ilddåb i slaget ved Somme. I 1917 lå han bl.a. ved Siegfriedstillingens nordlige del. Han blev skadet under et gravearbejde, men var tilbage ved fronten i Flandern som forplejningssoldat. Han var flere gange hjemme på orlov for at passe gården, og han og konen prøvede ihærdigt men forgæves at få ham hjemsendt netop med henvisning til landbrugsarbejdets vigtighed for Tyskland.  

Houthulst skoven okt. 1917

Det britiske angreb mod skoven begyndte d.9.okt. efter lang artilleriforberedelse, som det fremgår af Friis's beskrivelse. Friis skriver, at han slap for at være i frontlinjen, men han skulle jo bære mad derud - hvilket kunne være ligeså farligt som at være der.

Jørgen Friis ved Houthulst skoven oktober 1917

Jørgen Friis er netop vendt tilbage fra sin orlov til regimentet, der nu lå ved fronten ved Ypres-fremspringet. Den britiske offensiv var fortsat i gang, men opnåede kun mindre fremgange. Tyskerne havde bidt sig fast. Regimentet holdt sektoren ved fronten ved skoven Houthulst, ca. 10 km nord for Ypres.

Sammendrag af breve til hustruen 30.9.1917 – 13.10.1917

(Annette Østergård Schultz: Mellem Fjelstrup og fronten. Inger og Jørger Friis – breve 1915-1918 (1996) s.121-128)

Søndag d.30.sept. var Jørgen Friis ankommet til sit kompagni fra sin orlov. Her fik han at vide, at hans sidste ansøgning om at blive hjemsendt var blevet afslået af regimentet. Han var bedrøvet og deprimeret over afskeden med sin familie – hustruen og tre små piger. Men han forsøgte i det første brev til hustruen at berolige hende. Det gik lettere nu. Og der var roligt på fronten, hvor han var, og han mente, at en afløsning var på vej.

Om aftenen var Jørgen Friis med på et forsyningshold, der bar mad ud til soldaterne i stillingen. Det tog ca.4-5 timer. Næste aften var han med i den samme tur igennem Houthoulst skoven. Han fandt det hårdt at gå med de tunge byrder hen over en jord, der er fyldt med granathuller. Han havde ikke tidligere set en så oprodet jord.

Han bemærkede de mange levende hegn om markerne, men også at der var ret fladt med store sure enge og morads, og at grundvandsstanden var høj – og at der på ikke kunne graves dækningsrum som på andre frontlinjer. Jørgen selv opholdt sig, når de ikke skulle bringes mad ud, i en lille landsby, Stampkot, uden for Staden, ca. 5 km forreste linje.

Men roen på fronten varede ikke ved. Torsdag d.4.oktober var artilleriilden ’helt forfærdelig’. Navnlig ved Langemarck og længere syd på var trommeilden 'slem'. Kompagniet blev alarmeret kl. 4 om morgenen og skulle ud i reservestillingen.

Friis var heldig. Han undgik at komme med, da kompagnichefen havde bedt ham blive i den forsyningstrop, der bar mad ud. Men Friis var fortsat ret urolig ved situationen. Måske blev de snart afløst. De andre divisioner havde heller ikke været så længe ad gangen ved denne del af fronten.

Snart kom de sårede tilbage fra frontlinjen. Men det var kun de ’let sårede’ – 8-9 i alt. Tre var faldet. Trommeilden fortsatte dagen igennem. Men der kom ikke noget britisk angreb på denne del af frontlinjen. Fredag var der roligt igen. Mandag d.8.okt og tirsdag d.9.okt gik det atter hårdt til med intens artilleriild.

Jørgen Friis var fortsat med på forsyningsholdet, men d.10.okt blev også forsyningsholdet alarmeret og måtte blive i stillingerne i skoven. Men Jørgen Friis var igen ’heldig’. Hele bæretroppen – undt. Friis – blev sendt frem i forreste linje. Han var dybt taknemmelig over for vicefeldweblen, der havde bestemt, at han ikke skulle med. Næste morgen kom så afløsningen, og kompagniet var snart på vej til Gent.

For Jørgen Friis havde det været ’skrækkelige dage’, men han var sluppet godt fra dem. Og det havde trods alt været værre sidste sommer på slagmarken ved Somme.

Litteratur:

Annette Østergård Schultz: Mellem Fjelstrup og fronten. Inger og Jørger Friis – breve 1915-1918 (1996)

Copyright Bo Jessen 2012-17