Paul Clerfeuille

1885-1983

(Udsnit af foto på den trykte dagbogs forside)

Paul Clerfeuille var fragtkusk, da han blev indkaldt i august 1914. Han var far til to børn. Han havde tidligere aftjent sin værnepligt, og han var nu 29 år gammel. Han overlevede krigen.

Paul Clerfeuille deltog i grænseslagene i Lorraine i 1914. I 1915 var han på en længere sygeorlov. Derefter var han stationeret i Saloniki i Grækenland fra januar til juli 1916. I november 1916 var han så tilbage ved Vestfronten, hvor han som menig soldat deltog i offensiven ved Le Chemin des Dames 16.april 1917 i en af bataljonerne i 273. regiment. Efter offensiven fulgte han med regimentet til Belgien, derefter tilbage Le Chemin des Dames-fronten ved Craonne (feb.-maj 1918). I august og frem til oktober var han stationeret i Alsace.

Efter hjemsendelsen genoptog han sit civile arbejde. Han døde i 1983.

Slagmarken d.16.april 1917

ved Craonne

De grønne områder er 'plateauer', dvs. forholdsvis flade højdedrag. To af de mest kendte plateauer fra slagmarken er:  'a' = Plateau de Californie'. 'b' = Plateau de Vauclair.

Det ses tydeligt af kortet, at tyskerne sad på plateauerne nord for fronten. Det var kun op af bakke for franskmændene ved offensiven! 

Floderne er markeret med blåt. Pilene angiver de franske angrebsretninger.

Clerfeuilles regiment indgik i 51.Division, der fungerede som reserve ved offensivens start, men ret hurtigt blev sat ind i kampen, da den første angrebsbølge (enheder fra 1.Division) blev slået tilbage (nederste pil nord for landsbyen Oulches). Jean Portes's 1. Regiment (se længere nede på siden) indgik i 1.Division og var med i første angrebsbølge.

Paul Clerfeuilles beretning

I begyndelsen af marts 1917 var Paul Clerfeuille og hans bataljon indkvarteret ved Beaurieux, nogle få km syd for frontlinjen ved Le Chemin des Dames. (se kortet i venstre spalte)  D.11.marts blev hele bataljonen beordret frem mod frontlinjen. Undervejs blev den udsat fra kraftige tyske bombardementer. Landsbyerne på vejen mod skyttegravene øst/sydøst for Craonne var alle stort set udslettet. I skyttegravene måtte de bruge de meste af deres hviletid på at udbedre skaderne efter de konstante tyske bombardementer. De blev også udsat for angreb med 'Minenwerfer' (skyttegravsmorterer) og med salver fra tyske maskingeværer.

Afsnittet herunder er et sammendrag af Paul Clerfeuilles dagbog for dagene 16-22. april 1917.

(Rémy Cazals: 'Témoignage. Un simple soldat sur Le Chemin des Dames: Paul Clerfeuille', - trykt i Nicolas Offenstadt (red.): Le Chemin des Dames (2004), s.231-253)

    

D.30.marts måtte Paul Clerfeuille konstatere i sin dagbog, at de forreste skyttegrave med tilhørende løbegrave ikke eksisterede længere. De beskyttende rækker af pigtråd foran skyttegravene var også blevet ødelagt. Dagen efter, d.31.marts, udløste tyskerne det hidtil største – og værste – bombardement. Dele af Clerfeulles’s beskyttelsesrum blev ramt, og flere af hans kammerater begravedes under jordmasserne. Han og andre arbejdede febrilsk på at befri dem, men blev afbrudt flere gange af maskingeværsalver. De måtte søge tilflugt i deres eget beskyttelsesrum.

Snart efter ramte en granat indgangen og skabte et hul 5 m bredt. Paul Clerfeuilles og hans overlevende kammerater ventede nu kun på det uundgåelige tyske infanteriangreb. De forberedte sig på at blive taget til fange. Hellere det end at fortsætte i dette helvede af ild, hvor kun døden ventede. Men minutter efter stoppede bombardementet. Ingen tyskere dukkede op. Døve og halvt vanvittige kunne de nu se sig omkring og konstatere, at midt i alle ødelæggelserne var deres eget beskyttelsesrum sluppet ’nogenlunde’ uskadt.

Atter måtte de om natten i gang med at udbedre skaderne på skyttegraven og pigtrådsspærringerne – af og til afbrudt af maskingeværilden. D. 3.april var de forsat i den samme skyttegrav. De sov om dagen, fik mad, sov videre. Om natten genoptog de arbejdet. Om dagen kunne de overvære luftkampe mellem franske og tyske flyvere, som forsøgte at skyde hinandens observationsballoner ned.

Første d.8.april blev de afløst. På vej tilbage fra fronten bemærkede de de enorme lagre af granater af alle størrelser. Der måtte være en offensiv på vej. Dagen efter kunne de fra deres hvilested i et stenbrud i Glennes høre det franske artilleri rase mod det tyske på plateauet ved Craonne, ved Vauclerc og la Vallé Foulon. Det store angreb måtte snart komme. Natten til d.13.april marcherede de frem til frontlinjen og blev igen udsat for tyske 105 mm granater. D.16.april kl.5 om morgenen – efter en nat uden søvn – nåede de via mange forskellige løbegrave frem til en skyttegrav ud for landsbyen Craonelle.

Deres bataljon var med i 2.angrebsbølge. Hver soldat bar på forsyninger (mad, ammunition) til 6 dage. Paul Clerfeuille understreger i sin beretning, at de kun havde de mest nødvendige med – resten af deres oppakning blev efterladt. Samt et kort brev til familien, næsten ’et farvel’. De tyske bombardementer var nu næsten ligeså kraftige som de franske.

  

De så den første angrebsbølge gå frem. 2/3 af denne mejedes ned af fjendens maskingeværer, der lå skjult i små betonbunkers. Nogle af soldaterne kom tilbage med tyske fanger. Så blev det Clerfeuilles tur. Hans regiment kommanderedes frem. Han skildrer i dagbogen, hvordan de sprang op på skyttegravens brystværn og herfra fulgt den lille vej til Craonelle for derefter at løbe ind over markerne, forfulgt af maskingeværer og granater. Længere fremme ventede den bakkekam, som var deres mål. De måtte frem til den, koste hvad det ville. Det var nu blevet koldere, og der sneede. De nåede bakkekammen, men de havde ’efterladt talrige faldne og sårede på vejen’.

De gravede sig ned på bakkekammen. Men Clerfeuille var klar over, at de allerede nu iflg. planen skulle være nået meget længere, et godt stykke forbi Craonne og ned i l’Ailette-dalen på den anden side af Le Chemin des Dames. Højere oppe af skråningen mod Craonne kunne han se resterne af den første angrebsbølge, der var gået i dækning sammen foran den tyske skyttegrav. Det var tydeligt for ham, at Nivelles angreb var slået fejl. (NB!afsnittet her i dagbogen kan være redigeret senere!) Også de store franske kampvogne, som de kunne se længere mod øst fra deres skjul, syntes at være gået i stå.

Om aftenen blev Clerfeuilles bataljon beordret til at afløse en bataljon (fra første angrebsbølge), som var gået i stilling på selve Craonne-plateauet. (eller 'Plateau de Californie' - se kortet til venstre). Han og hans kammerater blev nu sendt ud på en 4 timers lang march over kløfter, op- og nedstigninger, forbi faldne franskmænd og (få) faldne tyskere, forbi granathuller, i tusmørke, sultne og tørstige. Bataljonen, som de skulle afløse, havde kun få mand tilbage. I den deling, som Clerfeuilles deling skulle afløse, var der ingen overlevende. En granat havde ramt midt i delingen. Nogle af de omkomne havde nået at slæbe sig 4-5 m væk førend de udåndede. Clerfeuille husker specielt en, som lå på ryggen med venstre arm løftet som om han ville se op mod himlen. (fortsættes efter billedet).

Craonelle.

Øst for landsbyen Craonelle - der er genopbygget efter krigen - ligger den nationale militære kirkegård på skråningen mod syd, hvor de franske soldater led nogle af deres største tab. De hvide kors i snorlige rækker giver indtryk af kompagnier med mænd, der er på march op af bakken mod fjendens linjer.

På skiltet til venstre gøres der opmærksom på, at der også er (enkelte) britiske gravsten. Desuden er der flere muslimske (kolonisoldater).

Der er 3910 individuelle grave (hvert kors repræsenterer to grave).

I fællesgravene (ossarierne) på bakketoppen (ses ikke i billedet) ligger der 1884 ukendte faldne. Der er faldne fra hele offensiven (april-maj-juni).

Skråningen op mod le Chemin des Dames lige inden (det gamle) Craonne.

'Fortællingen' i mange af soldaterberetningerne om angrebet fra første linje var den samme: ingen eller en kort fremgang – og så kom de tyske maskingeværsalver. Bortset fra  omtale af erobringer af små landområder, begrænser beretningerne sig til den umiddelbare fare – maskingeværsalvernes ’tac-tac-tac’ – og så den store forvirring, der herskede blandt franskmændene. Derefter nævnes med forfærdelse ligene, der hobede sig op. Og derefter fulgte et 'fast mønster': ny kort fremrykning, standsning, markering af forhindringer (fjendtlige positioner), neutraliseringen af disse forhindringer under udvisning af stor tapperhed, ny kort fremrykningen osv.

Også for soldater i 2.linje oplevedes angrebets start intenst. Panoramabeskrivelser er der ikke, men nogle kunne se dele af slaget. Men det er bombardementet af de tyske linjer (spærreilden, der skal beskytte de fremrykkende infanteriser), der bemærkes mest. Andre husker opsendelsen af signalraketter (røde og grønne) på begge sider, da soldaterne gik op af skyttegravene. Begejstring over de første fremrykninger efterfulgtes af tvivl - og senere af vished om nederlaget. Det siges, at offensiven, der begyndte kl. 6, var tabt kl.7. Der var ikke opnået noget gennembrud noget steds. Det hele vendte afgørende omkring kl.10 om formiddagen, da tyskerne overalt blokerede for videre fremrykning. Og skuffelsen bredte sig.

Det er på baggrund af det store håb om at se en ende på krigen at man skal se den forvirring, som beretningerne fortæller om. En umådelig tristhed havde bredt sig.

R.G.Nobécourts banebrydende bog om de franske infanteristers oplevelse af le Chemin des Dames. (1964)

Jean Portes' korte beretning er kun en af de mange nedskrevne beretninger, som historikeren R.G. Nobécourt modtog efter en appel over radioen til folk om at indsende originale soldaterberetninger. Det var inden 50 året for krigens udbrud. Nobécourt fremhæver i forordet, at disse originale beretninger, som han modtog, egentlig ikke var beregnet til offentliggørelse, men kun til brug i den enkelte familie. Han valgte imidlertid at fortolke familiernes tilladelse til at bruge materialet ret frit, dog med det forbehold, at nogle af beretningerne forblev med anonyme. Også nogle af de på det tidspunkt (ca.1960) overlevende afgav et mundtligt vidneudsagn til ham.

Nobécourt skriver i forordet, at størsteparten af de gamle soldaterberetninger er autentiske til trods for 'bitterheden over en sejr uden illusioner og melankolien ved et (af krigen) forringet liv'. Han understreger, at disse beretninger er anvendt ikke for at forherlige soldaternes indsats men for at vise nøjagtigt, hvad det var for mænd, der blev 'poilus', hvad der var kvaliteten ved deres mod og hvorledes dette mod skiftede karakter på forskellige tidspunkter i krigen

Jean Portes's beretning

Sergent Jean Portes (20 år), 1er R.I , 9.kompagni om angrebet på Craonne d.16.april 1917:

 

(oversat fra Nobécourt s.148-149. Det vides ikke, hvornår beretningen er nedskrevet, men indledningen tyder på, at det må være sket noget senere - måske flere år?)

'Vi krøb op over kanten af skyttegraven med en excellent moral: intet skulle stoppe os. Craonne, Plateau de Californie, l'Ailette som vi skulle krydse ved hjælp af tykke reb for at undgå drukning, syntes allerede nået. Men hvilken skuffelse og hvilken massakre!

Fra starten af den første fase – planen regnede med seks – blev vi standset af maskingeværerne. I løbet af 10 til 15 minutter var kompagniet decimeret. Blandt de faldne var der adskillige kammerater, som havde overlevet Verdun og Somme. Da vi ikke kunne bevæge os (kuglerne hvislede hen over os som en bisværm) råbte kaptajnen: gå i dækning. Jeg dykkede ned i et granathul sammen med tre andre, blandt dem korporal Alexandre, fra Boulogne-sur-Mer. 

 

Vi var næppe kommet derned, førend der indtraf en eksplosion. Jeg tænkte, at tyskerne fra en skyttegrav, som lå lidt højere til venstre for os, havde kastet en granat. Men jeg blev klar over, at det var de granater, som Alexandre bar i sin taske, som var eksploderet. Min kammerat var død ved siden af mig, med lænden revet op. Jeg gav ham noget kaffe fra min flaske. Han åbnede øjnene, så på mig og udåndede.

 

Mine to andre kammerater var sårede. Jeg tildækkede Alexandre med hans regnslag, og jeg vågede over ham, indtil det blev nat, da vi kunne slippe væk og tilslutte os resten af kompagniet.

Mindre end 100 m fra de tyske maskingeværer lå vi så på en lyttepost (i et granathul). Så snart jeg havde sat min hjelm for ende af mit gevær (og løftet det op), sendte de en skudsalve. En ung fyr fra årgang 1917, for hvem dette var det første angreb, var blevet såret og lå og klagede sig oven over det granathul, hvor jeg blev holdt nede. Jeg opmuntrede ham og fik ham til at forstå, at jeg ville række mit gevær frem mod ham og trække ham ned til mig. Så snart han gjorde en bevægelse for at gribe fat i det, gjorde kuglerne det af med ham.

Om natten gravede vi en skyttegrav med de redskaber, som vi havde på os. Den blev beskudt med granater, og vi led yderligere tab. Jeg ser stadig for mig dette lille landområde mellem vores angrebsskyttegrav og vores position op mod Craonne' overstrøget med lig, det ene ved siden af det andet.

På offensivens første dag mistede 1.Infanteridivision 44 officerer og 1257 mand. Målet den første dag havde været indtagelsen af hele Californie-plateauet.

4 dage i granathuller

Granathullerne omkring stedet var 5-7 m i diameter og 3-4 m dybe. Nogle af disse fungerede nu som ’stillinger’, hvor de franske soldater havde søgt ly.

Pludselig indledte tyskerne et angreb med morterer og maskingeværild. Franskmændene svarede igen, men måtte stoppe på grund af mangel på mortergranater. Senere lykkedes det Clerfeuille og andre under en pause i skududvekslingen at kravle hen til anden deling og sikre sig mere ammunition. De så på de 80 tilbagelagte meter flere faldne fra andre regimenter, herunder senegalesere.

 

Om morgenen d.17.april var det meget koldt. Sneen var blevet til et islag. På kanten af det granathul, hvor Clerfeuilles befandt sig, lå der 7 døde senegalesere. 15 m længere væk lå 10 døde franskmænd. Tyskerne  genoptog bombardementerne for at stoppe eventuelle franske modangreb. Clerfeuilles bataljon var tvunget til at forblive i deres huller. Det begyndte at sne igen, og soldaterne led voldsomt af tørst.

 

Dagen efter fortsatte artilleriduellerne. Soldaterne i stillingen var halvvejs døve. ’Det er et helvede’ skrev Clerfeuilles, men opgav samtidig at beskrive sine og soldaternes lidelser. D.19.april om aftenen blev de afløst, men måtte tilbringe det meste af natten i en nærliggende løbegrav.

 

D.21.april skrev Clerfeuille, at kanonerne forsat affyrede deres granater – og stadig med en øredøvende larm. Om aftenen kunne de omsider marchere tilbage til en ’hvilestilling’, der ganske vist ikke lå uden for tyskernes skudvidde, men hvor beskyttelesrummene gave mulighed for at sove. Til gengæld blev de angrebet af lus, som Clerfeuilles beskyldte de senegalesiske soldater for at have medbragt.

 

Om morgenen begav han sig ud for at søge efter vand i den nærliggende (og ødelagte) landsby. Han medbragte sine kammerater feltflasker. Efter 100 m overraskedes han af en tysk spærreild. Han krøb sammen på en skråning, men fortsatte hen over en mark, hvor han kom til at sidde fast i rækker af gammelt pigtråd. Spærreilden nærmede sig, men han fik revet sig løs, inden han for alvor blev grebet af panik. Spærreilden passerede ham - den nærmeste granat faldt ca. 40 m fra ham.

 

Han følte, at han var ved at få et nervesammenbrud. Men han ’fik rettet sig op’, nåede frem til landsbyens vaskeplads, drak en masse vand og fik fyldt feltflaskerne. Hjemturen skete uden uheld. Dagen efter blev bataljonen (og det armekorps, som den indgik i ) afløst og ført tilbage til en hvilestilling i Glennes, flere km bag fronten. ’Vi var lykkelige over at få lidt suppe, vin og kaffe’.

 

På offensivens førstedag mistede 273. regiment 9 officerer og 250 underofficerer og menige (ca. 20% tab).

To soldater

menig Paul Clerfeuille og sergent Jean Portes

ved

 

Le Chemin des Dames 16.april 1917

Udsigt fra vejen Le Chemin des Dames mod sydøst - ud over slagmaken ved la Vallé Foulon og Oulches. Craonelle ligger bag bakken til venstre i billedet. Den moderne bygning i baggrunden til venstre er museet 'La Caverne du Dragon', hvor der er nedgang til hulerne, som fungerede som beskyttelsesrum, opholdsrum og hospital. Tyskerne havde besat den nordlige del, franskmændene den sydlige del af hulesystemet. Figurerne i venstre halvdel af billedet udgør en del af en større opstilling, der skal minde om de store tab.

Litteratur:

R.G.Nobëcourt: Les Fantassins du Chemin des Dames (1964)

Nicolas Offenstadt (red.): le Chemin des Dames (2004)

Copyright Bo Jessen november 2012-17