Frontlinjen før og efter den franske offensiv

Kortet viser Le Chemin des Dames-fronten mellem Laffaux og Berry. Offensiven omfattede også området  nord for Laffaux og området mod sydøst mod Reims.

Den stiplede sorte linje er fronten d.16.april. den optrukne sorte linje er fronten 6 dage senere, d.23.april. Den blågrå linje, der følger den sorte linje er vejen 'Le Chemin des Dames'. De øvrige grå linjer er mindre veje. De to floder, l'Ailette nord for højderyggen og l'Aisne syd for, er indtegnet med blåt. De fire pile angiver de franske armeers angrebsretninger (VI, X og V Armé).

En mindre offensiv i 4-5.maj og igen i oktober med stor artilleriforberedelse rykkede den vestlige del af fronten nogle km længere mod nord.

Le Chemin des Dames på Vestfronten april 1917

                        Se detailkort i højre spalte

Nivelles opråb d.16.april 1917

Ordre Générale no 75 :

Til officerer, underofficerer og soldater

i de franske arméer.     Timen er kommet.

Tillid og Mod                   Leve Frankrig

Hvorfor fransk storoffensiv

ved Le Chemin des Dames?

Efter de store opslidningsslag ved Verdun og Somme i 1916 var der behov for nytænkning i den allierede strategi. Den britiske premierminister Lloyd George havde mistet troen på sin øverstkommanderende Douglas Haigs evner som leder af de britiske styrker og overvejede at stille ham under fransk overkommando for at opnå en bedre koordinering af de allierede styrker.

I december 1916 var general Joffre blevet afsat og erstattet med general Nivelle. Joffre, der som sejrherren fra Marne længe havde ’overlevet’ på posten som fransk øverstkommanderende til trods for flere franske tilbageslag på Vestfronten, var efter politikernes opfattelse kørt træt. En ny energisk militær leder savnedes, og man mente, at man havde fundet ham i Nivelle, en succesrig general  fra Verdun-fronten

Den nye storoffensiv var vedtaget på de allieredes Chantilly-konference  i november 1916, hvor man forsøgte at koordinere de allieredes offensive planere for 1917. General Nivelle kunne tilbyde de franske politikere et nyt ’system’, der indebar en hurtig koncentration af styrker, der ved et overraskelsesangreb uden forudgående bombardement skulle trænge igennem fjendens linjer.

Den politisk ledelse accepterede ’systemet’ - til trods for at flere generaler, herunder Petain, helten fra Verdun, var imod. Den nye britiske premierminster Lloyd George så en mulighed i Nivelles plan og beordrede den britiske øverstkommanderende Douglas Haig til at samarbejde med franskmændene. Briterne skulle iværksætte en aflastningsoffensiv ved Arras (se erindringssted 'Arras-Vimy').

Den tyske tilbagetrækning til den nye forsvarslinje, Hindenburglinjen, i februar 1917 (se kortet øverst tv), 'undergravede' væsentlig dele af grundlaget for Nivelles plan, idet Nivelles flankeangreb fra syd mod de tidligere tyske fremspring i fronten nu blev til et frontalt angreb på de tyske stillinger i hjørnet øst for Soissons. Alligevel insisterede Nivelle på at gennemføre offensiven, og han lovede gennembrud inden for 48 timer! Han beordrede sine generaler til at angribe med ’voldsomhed, brutalitet og hurtighed’.

    

Le Chemin des Dames

Offensiven 16. april 1917

- en beskrivelse og en analyse

Udsigt fra museet 'La Caverne du Dragon' mod syd. Museet med hulerne - caverne - ligger 5 km vest for Craonne på le Chemin des Dames. I baggrunden dalen med floden l'Aisne. I forgrunden skulpturer der symboliserer faldne sorte kolonisoldater fra Senegal, rejst i 2007 af den franske kunstner Christian Lapie.

Monumentet for Baskerdivisionen er egentlig det største og mest markante langs le Chemin des Dames. Mærkeligt nok er der ikke et samlende mindesmærke for le Chemin des Dames offensiven som det britiske for Somme ved Thiepval eller det canadiske ved Vimy. Det har været svært for franskmændene at mindes et nederlag?

 

General Robert Nivelle

(1856-1924)

Nivelle havde en fransk far og en engelsk mor. (Nivelle talte flydende engelsk - en klar fordel i forhold til de britiske generaler) Han trådte ind I hæren I 1878 efter at have gennemført en uddannelse som ingeniør. Han deltog i flere kolonikrige (Algier, Tunis) . Ved Verdenskrigens start steg han hurtigt i graderne på grund af sin evne til at organisere effektiv og hurtig artilleriild – fra oberst i august 1914 til general for et armékorps i december 1914.

  

Det var hans netop beherskelse af artilleriteknikken som han viste ved generobringen af Fort Douamont, hvor en koncentration af  tungt artilleri mod de tyske skyttegrave gav resultater, kombineret med hans offensive ånd, der fik regeringen til at foretrække ham frem for den forsigtige Petain, da posten som øverste general skulle besættes i dec. 1916.

Historikerne har heftet sig ved Nivelles charme og gåpåmod. Når de franske politikere, herunder forsvarsministeren, som lyttede til Petain,  og andre generaler ytrede betænkelighed ved Nivelles planer, havde de svært ved at argumentere mod hans optimisme og tro på succes. Han sagde  det, som mange gerne ville høre! Nivelle kendte til den skepsis, som hans offensivplaner havde vakt, og på et regeringsmøde .6.april tilbød han at trække sig tilbage. Dette blev afvist. Det var desuden for sent, da forberedelserne på dette tidspunkt ikke kunne standses. Og forventningerne i hæren til succes var for store til at man kunne stoppe.

Efter sin afskedigelse stod Nivelle ’til disposition’, inden han blev udnævnt til chef for de franske styrker i Nordafrika. Han udtrådte af hæren i 1921. Han døde få år efter og ligger begravet i Invalidekirken i Paris.  Nivelles eftermæle er farvet af offensiven ved Le Chemin des Dames. Af mange (de fleste?)  historikere bliver offensiven betegnet som katastrofal, mens andre gør opmærksom på, at resultatet af offensiven gav en række territoriale fordele for franskmændene. Men de fleste anerkender Nivelles som en effektiv taktiker.

Franske kolonitropper

Franske kolonitropper fra Senegal og Indokina deltog i Le Chemin des Dames offensiven. Frankrig havde en lang tradition for at rekruttere indfødte afrikanere og asiater til hæren. Der var behov for tropper, der bedre end de hvide europæere kunne tåle klimaet i kolonierne, og som kunne hjælpe de franske myndigheder med at sikre besættelsen af de erobrede områder. Den første bataljon af senegalesiske 'tirailleurs'  (skytter) blev oprettet i 1857. I 1913 var der ca. 50.000 kolonitropper i det franske kolonirige.

     

Mange var i mod at bevæbne 'de sorte', men den franske general Mangin, senere kendt fra Verdun og Le Chemin des Dames, gav  i 1912 med bogen 'la Force Noir' stødet til, at hæren kunne begynde at rekruttere afrikanere til den nationale franske forsvar. Til trods for uro og oprør i de vestafrikanske besiddelser lykkede det alligevel at rekruttere over 150.000 mand fra 1915 til 1918. I alt rekrutteredes næsten 500.000 mand fra hele det franske kolonirige. De fleste blev sat ind i krigen i Europa. Hertil kom rekrutteringen af en arbejdsstyrke på yderligere 200.000. Af disse var de fleste fra Algieriet og Indokina.

I Tyskland var forargelsen over de indfødte soldater stor. Der blev ført en propaganda mod 'den sorte skandale', og de 'senegalesiske grusomheder' fik megen om tale i den tyske presse. Det afholdt dog ikke tyske soldater fra at lade sig fotografere sammen med senegalesiske krigsfanger!

Hvordan forløb offensiven?

Kl.6 om morgenen d. 16.april indledte franskmændene over en knap 80 km bred front fra Soissons til Reims det angreb, som de håbede og troede på ville afgøre krigen på Vestfronten. Over en million mand  understøttet af over 3000 kanoner, af mere end 200 kampvogne og af mere end 200 fly. og som noget forholdsvis nyt for den franske hær: en rullende spærreild, der skulle beskytte de franske infanterister under angrebet.

Men det gik galt fra starten. Tyskerne var forberedte på angrebet, og de fremstormende franske infanterister blev mødt af en mur af artilleri- og maskingeværild.  Tyskerne havde således ca. 100 maskingeværer for hver 1000 m i de forreste linjer! Franskmændenes egen spærreild gik for hurtigt frem. Sne, slud og mudder forhindrede de franske infanterister i at følge med. En stor del af de franske kampvogne blev ramt af artilleriilden eller måtte give op på grund af mekaniske fejl.

Den første tyske linje indtoges dog flere steder, og den anden linje blev brudt og den tredje linje nået (ved Berry-au-Bac), men midt på dagen satte de tyske modangreb ind, og de franske infanterister blev tvunget til at grave sig ned på skråningerne op mod Chemin des Dames eller trække sig tilbage til deres egen skyttegrav. Dagen endte med franske  tab på 40.000 mand (faldne, sårede og savnede).

  

Til trods for sit løfte om at stoppe offensiven inden 48 timer, hvis den slog fejl, lod Nivelle angrebene fortsætte de følgende dage. D. 4-5.maj angreb man Californie-plateauet, landsbyen Craonne (mod øst) og området ved Laffeaux møllen (mod vest). Californie-plateauet blev nået, og yderkanten blev holdt.  Man trængte fronten 3 km tilbage, men tyske modangreb med artilleri tilføjede de franske kompagnier store tab (3000 mand). Nivelle skal have sagt over for indvendingerne mod at fortsætte offensiven, at 'han ikke ville starte forfra med Somme-slaget' - men det var alligevel det, som skete!

Gevinsten – det landområde, der  var erobret, var meget beskedent. Ganske vist tog man i alt 34.000 fanger, 300 kanoner og 415 maskingeværer, men prisen var iflg. de officielle tal næsten 17.000 faldne, 65.000 sårede og 20.000 tilfangetagende og savnede i de første to dage.(Der er stor usikkerhed om tallene. Forskellige historikere opgiver forskellige tal. Formodentlig var de samlede tab betydeligt større, måske  det dobbelte!)  Nivelle blev afsat d.15.maj, afløst af general Petain, og regeringen nedsatte en undersøgelseskommission.

Der var for første gang blevet indsat ca. 200 franskproducerede kampvogne af forskellige typer d. 16. april ved Berry-au-Bac (i den østlige del af fronten) og d.5-6maj ved Laffaux (den vestlige del af fronten)  - men med ringe eller forholdsvis beskedent udbytte. Mange brød sammen på grund af mekaniske fejl, andre – de fleste – blev ramt af tysk artilleri. Læs mere om de franske kampvogne på erindringsstedet 'Laffaux' au-Bac’.

  

 

Mindetavler fra kapellet i Cerny

På midterste tavle mindes veteraner i 401.Infanteriregiment de kammerater, der faldt ved Cerny. Dette regiment indgik i 133.infanteridivision sammen med det regiment, som er nævnt på den nederste tavle, 321. R.I. 321 var i ilden stort set uden afbrydelser frem til 2.maj, da flere af regimentets kompagnier nægtede at gå i forreste skyttegrave. Regimentet deltog dog i  efterfølgende angreb. I juni blev to af de menige i en krigsret dømt til døden for mytteri, men blev benådet med henvisning til officerers fejl og den almindelige udmattelse blandt soldaterne. Officersaspiranten Roger Gourdin faldt d.5.maj under et frontalangreb på tysk stilling. Angrebet kostede regimentet 87 faldne og 274 sårede. Siden 16.april var regimentets kampstyrke reduceret med 50 %.

Øverst mindetavle for kaptajn Edouard Lefranc, kommandant for den 69. Senegalesiske Bataljon, faldet d.16.april 1917 ved Paissy (2 km sydøst for Cerny). Bataljonen indgik i 10.Kolonidivision, der var med i angrebet kl.6 om morgenen. Regimentsobersten, to oberstløjtnanter og andre officerer faldt i spidsen for angrebet. To tyske skyttegrave blev erobret, men andre to tyske forsvarsværker  (betonstillinger) blokerede for videre fremgang. Spredte grupper af infanterister nåede dog frem til l'Ailette, men ingen kom tilbage. Hvor præcist kaptajn Lefranc faldt vides ikke.

Plateau de Californie efter den franske erobring - granathuller, jord- og stenmasser, pigtråd - intet planteliv.

Til højre: Plateau de Californie i dag. Under grene og mindre buskads anes de gamle granathuller. Området har fået lov til at passe sig selv siden 1918-1919, da man opgav at gøre det til landbrugsland igen. Landsbyen Craonne på plateauet blev erklæret for 'village detruit' på linje med flere landsbyer nord for Verdun. NB! Man bør holde sig til de anlagte stier, når man færdes i skoven.

(Øverst billede fra Wikipedia)

Forsiden til en pocketbogudgave af den franske historiker Pierre Miquels 'Les Poilus'.

Den nu afdøde Pierre Miquel (1930-2007) var en nærmest utrættelig udgiver af bøger om bl.a.1.verdenskrig. Han var en meget anerkendt forsker, senest som professor ved Sorbonne. Han var også en brilliant fortæller, der lagde vægt på at formidle sin viden til alle.

Miquel var en af fortalerne for at inddrage de menige soldaters (Les Poilus - den populære betegnelse!) beretninger i sine bøger. Det gjorde han i høj grad - navnlig i sine bøger om skyttegravskrigen, herunder Le Chemin des Dames offensiven, som han har skrevet meget om.

Bemærk den supplerende titel nederst på bogens forside: 'La France sacrifiée' - 'Frankrig ofret'.

Ved slutningen af 1916 var de franske tab - faldne! - nået op på 950.000!! - herunder soldater, der døde af deres sår, og soldater, der forsvandt i bombardementerne. Miquel understreger i kapitlet om Le Chemin des Dames, at der til trods for den voksende utilfredshed i rækkerne ved årsskiftet - stærk kulde og svigtende forplejning ved fronten var der en god stemning blandt de divisioner, der skulle danne fortroppen i angrebet d.16.april. Da det var blevet klart blandt 'les poilus' efter nogle få dage, at yderligere ofre var nyttesløse, vendte stemningen, og i flere regimenter, der havde haft tab på over 50 %, nægtede at gå i første linje. Miquel følte helt klart med den hårdt prøvede 'poilu'!

Hvorfor mislykkedes offensiven?

Som nævnt var flere af Nivelles franske kolleger, bl.a. Petain, imod hans planlagte offensiv. Petain mente ikke, at de allierede havde styrke nok til at gennembrud. De foregående offensiver havde vist, at et frontal angreb på fjendens linier kunne ikke vindes.

Nivelles plan er også blevet kritiseret skarpt af stort set alle de militærhistorikere, der har beskæftiget sig med den. Nivelles største fejl  var undervurderingen af det tyske forsvarsstyrke.  Tyskerne havde således anlagt fire forsvarslinjer på højderyggen.  Den tyske tilbagetrækning til Hindenburglinjen mellem Arras og Laffaux havde lagt en del af det område, som Nivelles styrker skulle bruge som opmarch, helt øde – og mineret! Tilbagetrækningen havde desuden ’sparet’ tyskerne for 14 divisioner, der nu kunne bruges som reserve ved det franske angreb, som man havde mange oplysninger om i forvejen.

Tyskerne havde øget antallet af tropper i de forreste linjer ftra 27 til 57 bataljoner - fra en bataljon pr. 1500 m til en pr. 700 m. Jerbanerne til området var gjort klar til at transportere tropper og forsyninger derhen, hvor der var et særligt behov. Forsvarsværkerne, specielt maskingeværstillingerne, var forstærket med beton.

Nivelle havde gjort angrebsfronten for bred i forhold til antallet af kanoner, der var til rådighed. Desuden var der for få granater, og mange kanoner var utilstrækkelige i rækkevidde. Af de 392 tyske batterier på fronten, var det kun lykkedes franskmændene at stedfæste de 53.  Observationer fra luften – forudsætningen for at kunne opdage fjendens artilleri – var usikre for franskmændene, da tyskerne var ved at genvinde herredømmet i luften.

Hvorfor blev Nivelles plan accepteret af den øvrige militære ledelse, af soldaterne  og af politikerne, når den svagheder var tydelige fra starten? Måske fordi længslen efter en mirakelplan efter tre års krig var så stærk, at man var parat til at acceptere planen – til trods for udpræget skepsis! her kom en optimistisk og energisk general og tilbød dem en vej ud af det dødvande, som skyttegravskrigen havde skabt.

På baggrund af de store håb (hos officererne) om et gennembrud og om en ende på krigen (hos soldaterne), blev det blodige stop for offensiven allerede den første dag en slem opvågen. I soldaternes breve fra denne periode inden offensiven støder man ofte på ord som ’enden’ eller ’afgørelse’, når den kommende offensiv omtales. Men mange soldater indså allerede om formiddagen d.16.april, at offensiven ikke udviklede sig som forudset. Kulden, mudderet, sneen og de intakte tyske stillinger (som det franske artilleri ikke havde ramt) gav de franske infanterister umulige betingelser, da de kastedes frem i angrebet.

Generalstaben selv mente, at offensiven havde betydet, at tyskerne havde været tvunget til at indsætte 45 divisioner fra reserven. Offensiven havde derfor bidraget til en opslidning af fjenden. Dette kan næppe tolkes på anden måde end et forsøg på at ’nedtale’ katastrofen. Den af regeringen nedsatte undersøgelseskommission fremhævede de lokale militære gevinster, bl.a. erobringen af La Caverne (hulerne) du Dragon. Og tabene (specielt antallet af faldne) var faktisk, hvad der ofte overses, mindre end tabene ved tidligere franske offensiver. Men der skulle findes en syndebuk!

       

Le Chemin des Dames i eftertiden

Offensiven omtaltes ikke særligt udførligt i franske værker om Vestfronten, der udkom efter krigens afslutning.  De få militære gevinster, som offensiven gav, de store tab som de første dages angreb medførte og skuffelsen over det mislykkede gennembrudsforsøg samt general Nivelles urealistiske planer nævnes ganske vist, men hovedvægten lægges ofte på de (få) positive forhold, f.eks. erobringen af mindre landområder hvis ikke resultatet ligefrem ses som en ’defensiv sejr’, da man forhindrede eventuelle tyske offensiver!  De fleste franske værker om krigen, der udkom i 1920'erne, betegnede konsekvent offensiven som en sejr. 

I dag er situationen en lidt anden. En del nyere kritiske arbejder gør en hel del ud af offensiven, som søges belyst fra flere sider. Nu er det 'les Poilus', der er kommet i centrum i beskrivelserne og analyserne fra de forskellige dele af slagmarken. Nu er det soldaternes egne beretninger - témoinages (vidnesbyrd) - der inddrages i historikernes arbejde. I det hele taget har der i de senere år med den voksende interesse for krigen i Frankrig været en tendens til at dyrke den menige soldats indsats og navnlig hans lidelser i skyttegravene.

Samtidig lægges der ikke længere skjul på, hvordan den franske offensiv udviklede sig. Der er nu en klar erkendelse af katastrofens omfang i de første dage af offensiven. Sammenligningen med de første dage i den britiske offensiv ved Somme 1916 ligger lige for. I stedet for en gennembrud talte generalerne nu om 'opslidning af fjenden'.

En historiker har skrevet, at le Chemin des Dames, som burde have stået for en sejr ligesom revolutionens sejr ved Valmy (1792) og kejser Napoleons sejr ved Austerlitz (1805), i stedet for kom til at stå for republikkens blodige fiasko som en konsekvens af den forfejlede strategi. Et mytteri fulgte og, i maj 1918, et nyt nederlag, da tyskerne gennembrød fronten ved Le Chemin des Dames og næsten nåede Paris’s  porte. 

Litteratur:

Denis Defente (red.): Le Chemin des Dames 1914-1918 (2006)

Jean-Baptiste Duroselle: La Grande Guerre des Francais 1914-1918 (1994/2002)

Pierre Miquel: Les Poilus (2000/2008)

Nicolas Offenstadt (red.): Le Chemin des Dames (2004)

http://crid1418.org/

Copyright Bo Jessen 2012-17