Vestfronten og d.20.årh.

 

En gruppe moderne franske og tyske historikere med tilknytning til forskningscentret ved museet i Peronne har koncentreret deres forskning omkring krigens kultur og peger her på den sammenhæng, der var mellem krigens stigende ’brutalisering’ med det stigende antal ofre – og den videre udvikling frem mod de totalitære samfund i Europa og katastroferne under 2.Verdenskrig. F.eks. hævdes det, at brugen af giftgas (fra 1915) peger frem mod Auschwitz. Det understreges, at befolkningerne i de enkelte lande accepterede denne udvikling under 1. verdenskrig. Hadet til fjenden var stort.

 

Hos disse forskere behandles krigen på Vestfronten ikke traditionelt med opdeling efter politiske beslutninger, strategier, slagmarker og årstal, men med temaer ’på tværs’ af krigens forløb. Således hedder kapitlerne i en af hovedværkerne (’14-18. Retrouver la Guerre’): ’Volden’, ’Korstoget’ og ’Sorgen’. Det er ofrene, som krigen handler om.

 

Kritikken af denne måde at fremstille krigen på har været ganske hård. Kritikkerne har hæftet sig ved, at kravet om at gøre krigens kultur og krigens sociale historie til det væsentlige, har ført til en sand strøm af overdrevne og forsimplede mindeskrifter. Det har også vist sig at være godt stof i medierne. Men det har været vanskeligt at se mange af disse udgivelser som andet end underholdning.

 

Kritikerne har også peget på, at forestillingen om at soldaterne (ofrene) holdt ud i skyttegravene ud fra en dyb patriotisme er uden realistisk indhold. Visionen om den store enighed ved fronten holder næppe. Det var frygten for krigsretten, frygten for at svigte kammeraterne og frygten for de sociale normer hjemme, som fik soldaterne til at holde ud. Patriotismen i begyndelsen af krigen fusede ret hurtigt ud.

 

Også en påstået sammenhæng mellem krigens brutaliserende effekt og senere katastrofer i d.20.årh. udsættes for kraftig kritik. I hvert fald skal begrebet ’brutalisering’ nuanceres. Er der tale om segmenter i samfundet, som blev mere voldelige i adfærden? Hvornår kan man tale om kollektiv vold? Statsvold? osv

 

Krigen som sådan åbnede ikke op for en særlig kollektive vold eller for krigens industrialisering som hævdet af historikere fra Peronne m.v.. Men krigen fremskyndede disse fænomener som en effekt af massemobiliseringen og de teknikker, som blev taget i brug. Sat ind i denne sammenhæng viste Den Store Krig, at katastrofen fra nu af var båret frem af den menneskelige teknologi.

Forsøg på at yde bestemte sociale grupper, der betragtes som krigens særlige ofre, f.eks. kolonisoldater, retfærdighed i form af erstatninger, offentlige undskyldninger m.v. her 100 år efter krigen, må betragtes som rent anakronistiske iflg. en kendt fransk historiker, som også ser noget besynderligt i, at soldaten i samme tidsrum er gået fra at være en helt til at være et offer.

Traumerne efter Vestfronten

Det største traume for de krigsførende efter krigen var uden tvivl de store tab i menneskeliv. Navnlig Frankrig var hårdt ramt. Målt i % i forhold til antal mobiliserede soldater svingede ’tabsprocenten’ (faldne soldater) fra 3 % (USA) til 12,9 % (Storbritannien) og 16,7 % (Frankrig). Hertil kom for Frankrig alene 3-4 mio sårede (inkl. lemlæstede).

 

Krigsenkerne, de faderløse børn og de faldnes kærester var også en synligt traume i samfundene efter krigen. Frankrig regnede med ca. 650.000 krigsenker (1922). Sorgens dimensioner, både offentligt og privat, havde aldrig været så vigtig som efter krigen.

 

Men at tale om en ’tabt’ generation, som man gjorde i de krigsførende lande efter krigen, da tabene skulle sættes i samfundsperspektiv, holder dog næppe ud fra en statistisk betragtning. Selvom grupper som studenter og andre med en universitetsuddannelse er ’overrepræsenterede’ i de franske og britiske tabstal, kommer andelen af faldne af de mobiliserede fra disse grupper ikke over 20%.

 

For intellektuelle og kunstnere blev krigens følger også traumatiske. Krigen havde vist, at den nye teknologi, som havde skabt store industrielle fremskridt før krigen, nu kunne bruges modsat til at skabe ødelæggelse. Troen på Gud og på mennesket forsvandt fra deres bøger og deres kunst.

 

For andre – skolelærere og andre undervisere – var kløften mellem det, som de havde ’prædiket’ før krigen, den rationelle viden og videnskabens triumf, og så det, som de havde oplevet på slagmarkerne, for stor. Troen på fremskridtet var væk.

 

Men traumerne skal ikke skygge for de fleste soldaters og civiles evner til at få livet i gang igen efter 1918. De overlevende havde lært ’ at glemme’ i skyttegravene. Det var en eksistentiel nødvendighed ’at komme videre’ med deres liv.

 

Digteren Edmund Blunden (se spalten t.v.) var en af de mange 'overlevere', som forsøgte at leve videre med sine erindringer fra mere end to år i skyttegravene. Hans digtning viser, at det kun lykkedes delvis. Der var altid en del af ham, som blev hængende i fortiden.

 

I digtet 'Can You Remember', som blev skrevet i 1936, forsøgte han at formulere, hvad det var, som hele tiden dukkede op igennem tågerne i hans erindring. Af og til optræder det klart, andre gange er det tåget (1.og 2.vers). Han kan ikke huske navnene på den bakke, som de kæmpede om (3. og 4.vers). Erindringen tager form af ånder (de mænd, som han kæmpede med), som hjemsøger ham (5.vers). Til sidst blandes i digterens erindring ånderne (New-old shapes) med 'latter' og 'sang', men også med 'skrigen' og 'forvrænget' (6. vers).

 

Læseren efterlades med erindringen om skrigende mænd, døende mænd. Blunden kunne ganske vist også skrive om det smukke franske landskab, om venskaberne mellem soldaterne og de glade stunder bag frontlinjen. Men det, som blev dominerende i hans erindring, var de faldne.

Can You Remember?

Det franske traume: Maginot

 

Det franske nationale traume efter 1918 var Tyskland! Hvordan skulle landet sikre sig mod fjenden? André Maginot, den franske forsvarsminister stod i spidsen for bygningen (1927-1936) af den såkaldte 'Maginotlinje', et stort fransk forsvarsværk ved grænsen til Tyskland. Monumentet for ham er anlagt på en af sidevejene til Fort Vaux ved Verdun.

Maginot blev alvorligt såret i november 1914, men overlevede og gik ind i politik fra 1916. Han var overbevist om, at de franske forter ved Verdun havde vist sig uovervindelige, og så derfor nye forter vendt mod Tyskland som et middel til at sikre Frankrig.

Hans venner rejste dette monument for ham efter hans død (1932). Det består at et skjold bag en gruppe soldaterfigurer, udført i bronze. Skjoldet er anbragt på en forsvarsmur. Symbolikken kan dårligt være mere tydelig!

Ofrene

Muslimske gravsteder ved den store kirkegård ved Verdun. Frankrigs brug af kolonisoldater, bl.a. store kontingenter fra Senegal, blev kritiseret stærkt, ikke bare af tyskerne, men også af franske politikere, ud fra vidt forskellige motiver. Senegaleserne led voldsomme tab på Vestfronten, og mange, også historikere, ser dem i dag som nogle af kriges særlige ofre. De er blevet betragtet som ren kanonføde, udnyttet af franske generaler, og debatten om dem er efterhånden blevet en del af den større politiske debat om den franske koloniseringsproces.

Herunder en krigslånsplakat fra et algiersk selskab: køb krigslånsbeviser, og han (soldaten) kommer hurtigere hjem.

De mange navne

 

Når man taler om krigens mange traumer, kan det synes meget relevant at slutte af under hvælvingerne i Meninporten uden for Ypres i Belgien. De mange navne på de savnede fra Storbritannien og Commonwealthlandene i slagene ved Ypres - 55.000  - der her er indgraveret på alle flader i bygningen - inden for og uden for - fylder alle besøgende med sorg og vemod, uanset hvilket land de besøgende kommer fra.

Listen over de savnede går kun til 15.august 1917. Derefter fortsættes den på mindemuren i Tyne Cot kirkegården.

Mindet - og traumerne - vil fortsætte 100 år endnu.

Edmund Blunden (1896-1974)

Blundens digt indgår i den litterære tradition, som opstod i slutningen af 1920'erne i Storbritannien, og som efterhånden kom til at dominere i den offentlige bevidsthed: Vestfronten var et helvede og intet andet. En gruppe såkaldte 'revisionistiske' historikere har senere beklaget denne udvikling og ligefrem talt om, at der bogstaveligt talt fandtes to Vestfronter, en 'historisk 'og en 'litterær'. Den historiske Vestfront var også andet end rædsler, Slagene og de britiske sejre var det vigtigste.

 Forsiden/Eftertiden om Vestfronten/Eftertidens liv

 

Eftertidens liv

Traumer og 'brutalisering'

Midtergangen i den britiske militære kirkegård i landsbyen Ovillers mellem Albert og Bapaume. De faldne soldater står 'opmarcheret' i lige rækker på hver sin side. Bagest ses mindestenen (stone of remembrance). For mange besøgende kan dette syn kun genoplive de traumer, som det britiske samfund følte efter krigens afslutning.

Litteratur.

Cochet, Francois: Idées recues sur la Première Guerre mondiale (2014)

 

Copyright Bo Jessen 2012-2017