Gravsten på den britiske militære kirkegård Tyne Cot nær byen Passchendale i Flandern, Belgien. Til venstre ligger ifølge indskriften menig G.Parker fra North Lancashire regimentet, faldet d.20.sept.1917, i midten 'Five Canadian Soldiers of the Great War Known unto God'' og til højre 'A Scottish Soldier of the Great War Known unto God'. Denne formulering på den ukendte soldats grav blev valgt af forfatteren Rudyard Kipling, der selv mistede en søn i krigen (1915). Kipling var medlem af ledelsen af den kommission, der stod for udformningen af de britiske militære kirkegårde. Gravstenene er Portland sten eller italiensk limsten.

De britiske (og de canadiske, australske osv.) kirkegårde passes fortsat af omhyggeligt af CWGC (Kommissionen for Commonwealths krigergrave) med ansatte gartnere. Målet for de oprindelige kommissionsmedlemmer var at skabe den samme stemning som på en engelsk landsbykirkegård.

De tyske gravpladser

 

De tyske begravelsespladser adskiller sig en del fra de britiske. I stedet for gravsten er der jern eller stenkors, uden individuelle indskrifter (kun navne, årstal og regiment) – og uden blomster eller anden beplantning. Kun græs. Der er mange flere massegrave, der understreger det kollektive offer for nationen. 'Kammeratskabsgrave' blev de kaldt. Dette meget asketiske design for en begravelsesplads skal understrege det tragiske og heroiske – en del af den tyske krigskultur. Men bag det ligger også de oprindelige (tilbage fra 1916) krav om, at indretningen skal fremhæve  sandfærdighed, ligefremhed og religiøs renhed som gode tyske dyder. Samlet set giver de tyske soldaterkirkegårde en noget mere 'tilbageholdende' indtryk end de britiske og franske.

 

De tyske gravpladser administreres og passes af organisationen 'Der Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge' på vegne af den tyske forbundsstat. De fleste af kirkegårdene har gennemgået flere ændringer og fornyelse siden de første anlæggelser med enkle kors - senest i 1980erne.

 

De savnede

 

Antallet af faldne, ikke-fundne soldater ved Vestfronten er blevet forsøgt opgjort til ca. 670.000. Metoden, der er anvendt til beregningen, kan forekomme ret tvivlsom. Man har taget udgangspunkt i Storbritannien og Commonwealth landenes tabstal. Disse lande, der synes at have haft mest styr på deres statistik, har opgjort tallet af savnede soldater til ca. 120.000, hvilket svarer til 20 % af alle deres faldne! Hvis denne % overføres til de andre landes samlede antal faldne (Belgien, Tyskland, USA og Frankrig), bliver det samlede antal savnede på Vestfronten ca. 670.000.

Dette tal er langt over det antal grave med ’ukendte’ (uidentificerede) soldater, som findes på hver eneste militære kirkegård i Belgien og Nordfrankrig. De fleste savnede - eller resterne af dem - ligger stadig i jorden i den gamle krigszone. En del kommer fortsat til syne ved udgravninger og byggemodninger i byudviklingsarealer uden for de større byer som f.eks. Arras. (Læs videre i 'Krigens spor i dag').

 

1. Verdenskrig er den første krig, hvor man har forsøgt dels at identificere de faldne og dels at give hver død soldat sin egen individuelle gravplads (dette sidste gælder nok mest de britiske). Undtagelsen er faldne i den amerikanske borgerkrig. Men som det ses af tallene, har det langt fra været muligt at opfylde disse mål på grund af kampenes karakter. Artilleriets granater spillede hovedrollen i dette uhyggelige slagteri! Mere end 90 år efter krigens afslutning findes der således stadig ikke nogen pålidelig statistik over faldne, forsvundne og uidentificerede. Og den kommer næppe nogensinde.

 

 

 

Forside/Seks  temaer/Soldaternes gravpladser

Soldaternes gravpladser   

Den franske nationale militære kirkegård uden for landsbyen Chattancourt, nogle kilometer nordvest for Verdun.

Chattancourt

Chattancourt.  Kirkegården er anlagt mellem 1920 og 1925 og har ca.1700 gravpladser fra 1.Verdenskrig, de fleste fra kampene om Verdun i 1916. Enkelte gravpladser er fra 2.Verdenskrig. Som det kan ses på billedet er kirkegården anlagt på en skråning med udsigt over landskabet. De fleste andre kirkegårde, også de britiske og tyske - og det er flere hundrede i Nordfrankrig og Belgien!  - er placeret i landlige omgivelser, men sjældent så smukt som denne.

Lister med navne på de enkelte grave:

 

Eksempler fra tysk gravplads:

Ved muren ved indgangen til hver kirkegård er der en boks med en besøgsbog og en bog med en fortegnelse over alle gravene. Her ses to danske navne i bogen på den tyske kirkegård ved Consenvoye uden for Verdun: for oven Holger Jensen (død 15.08.17 - 22 år) fra Mølby - og Thomas Jessen (død 10.10.18 - 30 år) fra Brandsbøl. Begge var som ca. 26.000 andre sønderjyder i tvungen tysk soldatertjeneste. Deres navne er også på muren med de faldne i Mindeparken i Århus. Under navnene her ses den militære funktion, dødsdag og gravens nr.

Da den faldne soldat fik sin egen grav

 

Soldaterkirkegårde fra 1.Verdenskrig var ikke kun tænkt som begravelsespladser for de faldne. I slutningen af det 19.århundrede var begravelsespladser for soldater blevet sekulariserede. De blev flyttet fra byen til landet, til naturen med frisk luft og sollys. Lige linier, orden og stilhed skulle præge de nye pladser. Det var nu blevet almindeligt at give hver falden soldat et individuelt gravsted i stedet for de store massegrave fra tidligere slag (hvis de faldne overhovedet blev begravet!). I USA fik faldne soldater deres individuelle gravplads allerede i borgerkrigen.

 

I december 1915 vedtog Frankrig, at enhver falden soldat skulle have et evigt hvilested. Det var nationens helte, der var reserveret plads på de militære begravelsespladser. De andre nationer fulgte snart efter med tilsvarende love, der fastsatte reglerne for pladsernes udformning.

På Vestfronten blev de dræbte soldater begravet på det sted – eller i nærheden af det sted - hvor de faldt – forudsat at kamphandlingerne tillod det og at gravene kunne passes tilfredsstillende. Derfor ’følger’ de militære kirkegårde vestfronten fra nord til syd. Da krigen syntes at fortsætte i det uendelige, og da antallet af dræbte steg, samledes de spredte grave i større nationale enheder.

 

De mange savnede – og de mange uidentificerede lig og ligrester gjorde begravelsesarbejdet næsten uoverkommeligt. Over 65 % af de faldne blev ramt af artilleriild og blev enten begravet af den jord, der blev slynget op ved granateksplosionen eller sprængt i stykker. Det skete ofte, at man stødte på ligrester fra forrige offensiver, når der skulle graves en ny skyttegrav eller en gammel skulle udbedres. 

 

Regler for soldaternes gravpladser

 

Efter krigen tog særlige nationale kommissioner sig af det videre arbejde med rekonstruktionen af kirkegårdene i Frankrig og Belgien. I Tyskland og Østrig, der var uden midler efter nederlaget, overtog private organisationer arbejdet.

Adskillelsen af de faldne sejrherrer og de faldne besejrede gennemførtes næsten 100 %. Dog kan man finde en del faldne tyskere på britiske og franske kirkegårde.

 

Når antallet af tyske soldaterkirkegårde ved fronten er betydeligt mindre end britiske og franske skyldes det frontens udvikling. Da det var de allierede, der som regel var i offensiven og erobrede mindre dele af de tyske frontområder, blev også mange af de tyske begravelsespladser delvis eller helt ødelagte under kampene.

 

Soldaterne var faldet på fransk og belgisk jord og skulle begraves, hvor de var faldet - eller i nærheden. Derfor overlod Frankrig og Belgien arealer til de andre nationer til militære begravelsespladser. Franskmændene samlede efter krigen mange mindre pladser - både egne og tyske (i de første år) -  til færre, større med flere hundrese eller tusinde grave. Briterne gik den modsatte vej og anlagde flere, mindre pladser så tæt på som muligt på de steder, hvor soldaterne var faldet.

 

Fælles for de tre nationers begravelsespladser var forsøget på at skabe noget evigt og uforanderligt. Den militære begravelsesplads var blevet en national helligdom. den skulle først og fremmest minde de besøgende om det offer, som soldaterne havde bragt for fædrelandet. Dernæst skulle den minde om det fælles offer og det fælles formål med indsatsen. Derfor skulle alle grave være ens - uanset den faldnes militære rang.

De britiske gravpladser

Hver nation tilstræbte et ensartet design for pladserne. De britiske har som centrum et offerkors (Cross of Sacrifice) og en mindesten (Stone of Remembrance)(ens for alle kirkegårde). Korset har samme form som kors på de engelske landsbykirkegårde. Stenen er solid og tung - symbolet på styrkeudformet som et alter. Den har indskriften: ’Deres navne lever for altid’. Der er tale om abstrakte symboler, der (på trods af kommissionens intentioner) af besøgende blev/bliver betragtet som symbol på genopstandelse (korset) og som et alter for pilgrimmenes gudstjeneste. Gravene (længde, bredde) og gravstenene (udformning) er ens for alle. Inskriptionerne (kors, navn, årstal, regiment) er også ens. Dog kunne de efterladtes familie tilføje ekstra inskription.

De franske gravpladser

 

De franske begravelsespladser ligner til en vis grad de tyske med stenkors/cementkors med inskription, men som regel med markerede grave. Desuden er der de særlige ’benhuse’, dvs. lave bygninger eller forhøjninger fyldt med hovedskaller og ben fra de faldne. Benhusene var kun for franske soldater, men det kan ikke have været nemt at skelne franske ben fra tyske!

På slagmarken ved Verdun, hvor ca. 1000 soldater døde pr. m2. De tyske ligrester blev dækket til med jord. Men ifølge oplysninger til turisterne er der ikke skelnet mellem franske og tyske ligrester.

 

De enkelte grave på de franske militære kirkegårde kan være markeret med andet end et kors, f.eks med beplantninger på samme måde som de britiske. I Frankrig var det også en national kommision, der sørgede for, at kirkegårdene blev anlagt efter ensartede regler, og alle blev erklæret for 'nationale'. Det franske flag vejer over dem alle.

For jødiske og muslimske soldater (fra de nord- og vestafrikanske kolonier - bl.a. Senegal) blev der rejst særlige gravsten. (Se f.eks. gravpladsen ved Fort Douaumont).

Fricourt tyske soldaterkirkegård i Somme-området, Nordfrankrig. Gravsten over en fællesgrav med 11970 faldne, heraf 6477 ukendte. Navnene på de kendte er anført på store metalplader i stensætningen bagved.

 

 

 

 

 

Den tyske soldaterkirkegård i Romagne-sous-Montfaucon vest for byen Verdun. Kirkegården hører til de mindre med 1412 gravpladser. Den synes at have flere af de karakterisitka, som ofte forbindes med de tyske militære idealer. De enkle kors, det nøgne græstæppe, de ranke nåletræer og det lave sollys igennem træerne giver en stemning af heltemodig offervilje for fællesskabet, men fulgt af en følelse af sorg og beklagelse. Kirkegården blev ændret i 1930'erne, da ledelsen af den tyske krigergravskommission mente, at den skulle repræsentere tysk kultur som modsætning til den amerikanske soldaterkirkegård med store mure og søjlegange i nærheden.

Et såkaldt 'ossuarium' - benhus - på den franske militære kirkegård i Esnes-en-Argonne i området omkring Verdun. Der ligger ca. 6600 faldne soldater. Ca. 1500 af disse - næsten alle ukendte - er lagt i benhuset. Benhuse med samme form som her genfindes på de fleste andre franske kirkegårde i området.

Uddrag af navnelisterne i Menin byporten i Ypres, Belgien, med de ca. 55000 savnede soldater fra Storbritannien og commonwealth landene (Australien, New Zealand, Canada, Indien m.v.). De faldt alle i kampene om den såkaldte Ypres 'salient' (fremspring), hvor byen Ypres var særlig udsat for tysk artilleriild fra  bakkerne øst og syd for byen. Først i sommeren og efteråret 1917 lykkedes det briterne at erobre disse forholdsvis lave bakker, men med forfærdelige tab.

Litteratur:

Mosse, George L.: Fallen Soldiers. reshaping the Memory of the World Wars (1990)

Thomas, Yann: De la Mort à la Mémoire (2008)

 

Copyright Bo Jessen 2012-2017