Soldaterberetninger fra Polygon Wood -

'Femkantskoven'

Indgang til Polygon Wood - 'Femkantskoven'. For enden af indgangen ses højen ('Butte') med mindesmærket for den 5. Australske Division. Til højre herfor (bag træerne) er Buttes New British Cemetery og New Zealand Memorial (se billede længere nede). Skoven blev helt ødelagt af granatnedslag under kampene i september 1917. Træerne, der ses her, er plantet efter krigen.

5.Australske Division

Divisionen, der ligesom de fire andre aus. divisioner kun bestod af frivillige, blev dannet i Ægypten i feb. 1916 og i juni 1916 sat ind på Vestfronten i en 'rolig' sektor.

Senere kæmpede den bl.a. ved Fromelles, Somme, Bullecourt og så Polygon Wood. I 1918 var den med hele vejen fra Amiens til gennembruddet af Hindenburglinjen

5. Australske Divisions placering 25-26.sept. 1917

Den tyske general i Flandern, prins Rupprecht, havde beordret tysk modangreb d.25.sept. for at komme det ventede britiske angreb i forkøbet. Angrebet fandt sted ved Black Watch Corner, og det havde succes i starten. Men med hjælp fra bl.a. 5.Aus. division og en intens britisk spærreild blev det stoppet.

 

Generelt set var offensiven d.26.sept. en succes. Målene blev nået (den stiplede linje), men efter store tab på grund af tysk spærreild. Tågen gjorde det heller ikke let for det britiske artilleri. Bedst klarede de australske divisioner sig, der som mål havde Polygonskoven. Den 5.div’s enheder gennembrød den tyske linje af betonbunkere uden ’større besvær’ og hurtigt fik erobret den tyske udkikspost på en såkaldt ’butte’(høj) i skoven

Polygon Wood Cemetery -

med indgang over for indgangen til skoven.

 

'The Cross of Sacrifice' synes her at dominere denne lille britiske militære kirkegård med kun 106 grave, heraf 28 med ukendte faldne. De fleste (57) er fra New Zealand, resten britiske.

Kirkegården er anlagt med en femkantet mur - formodentlig en form for hyldest til skovens geometriske navn.

 

Den blev anlagt mellem september 1917 og april 1918. At den er en oprindelig 'krigs'kirkegård kan ses på gravens noget uregelmæssige placering - i modsætning til den senere anlagte 'Butte' i skoven på den anden side af vejen.

Richards og major Kearsly

 

Kort efter blev Richards sent af sted med en besked til A-kompagniet, der skulle rykke 200 m frem til en ny stilling bag ved en vold. Richards bevægede sig fra granathul til granathul. Han så undervejs en tysker dukke op af et hul og sigte på soldater fra A-kompagniet, der stod med fronten den anden vej. Pludselig vendte tyskeren sig om med geværet rettet mod Richards, men denne, der gik med sin revolver klar, skød først. Richards tænkte på, at hvis han ikke tilfældigvis havde set tyskeren, havde denne nok gjort det af med ham, når han havde passeret tyskeres hul.

 

Tyskeren havde sikkert haft succes med sin snigskyttevirksomhed indtil da, da enkeltskud bagfra mod en stilling næppe blev bemærket i larmen fra bombardementet. Richards bemærker i øvrigt, at episoden ikke var noget specielt.

 

Richards besked til officeren for A-kompagniet kom kun 3 min førend kompagniet skulle rykke frem. Kompagniet havde allerede inden fremrykningen et tab på 33%. Men Richards måtte hurtigt tilbage til majoren. Han beretter i øvrigt med fryd, hvordan han mødte en af sine gamle kompagnikammerater, der var kommet forbi en gruppe faldne forsyningssoldater. Han havde bemægtiget sig en sæk med officersrationer - brød, kødkonserves m.v. - og han, Richards og et par andre nød dette måltid lige så godt som den officer, som rationen var tiltænkt!  Majoren og Richards fortsatte på inspektionstur. Ingeniørsoldaterne havde ikke rokket sig ud af stedet. Ingeniørløjtnanten fik en ny skideballe.

 

På vej ud til de nye stillinger (A-kompagniet) passerede de en linje med australiere, som advarede dem mod at gå videre. Men majoren og Richards fortsatte, og efter få meter åbnede et maskingevær ild og ramte majoren i låret, da de var på vej ned i et granathul. Richards foreslog, at de ventede i hullet indtil det blev mørkt, men majoren ville tilbage med det samme og sprang op og hoppede i en siksakkurs tilbage til volden med australierne. Richards fulgte efter, og for ham var det et mysterium, at de ikke blev ramt.

 

De nåede tilbage til bataljonshovedkvarteret, der til alt held lige fra flyttet, da det tidligere sted netop havde fået en fuldtræffer. Richards fulgte nu den sårede major tilbage til forbindsstationen. På vejen mødte de faldne soldater og bårebærere, ramt af granater. Vejen tilbage kunne være farligere end ophold ved selve fronten.

Sergent Downing

William Downing meldte sig som frivillig ved krigsudbruddet, men han havde problemer med sin højde (han var for lille). Ved 8. forsøg på at lade sig hverve lykkedes det. Hans søn hævder i bogens forord i den  nye udgave, at faderen fik nogle venner til 'at trække ham længere' ved hjælp af vægte i benene lige før den officielle måling.

På grund af en skade i højre arm, som han pådrog sig i  træningslejren, blev han tilbudt hjemsendelse, men han afslog. 

Downing var med den 57.Bataljon (5.Australske Division) i Arras-offensiven ved Bullecourt. Han blev udnævnt til sergent og fik tilbudt en officersbestalling, men afslog. I 1918 – efter 3 hårde år i skyttegravene – søgte han om sygeorlov, som blev afslået, men krigen endte kort efter.

Efter krigen nedsatte Downing sig som advokat i Melbourne. Han udgav sine krigserindringer i 1920. Bogen solgte meget dårligt, men vandt alligevel en pris året efter.

Downing var stolt af sin krigsdeltagelse og af de australske soldaters indsats, hvilket klart fremgår af bogen. Han fremhævede ikke sin egen indsats på nogen måde. Tværtimod prøvede han med mere generelle beskrivelser og synspunkter at give et overblik over de australske enheders kampe.

Hans brigadegeneral (som var hans partner i advokatfirmaet) gav bogen en fin anmeldelse, hvor han bl.a. roste den for forfatterens litterære kvaliteter – noget som kun få australske krigserindringer var i besiddelse af!

Tysk bunker på kirkegården

'The Cross of Sacrifice' - det kors, der symboliserer soldaternes offer, og som findes på alle de britiske militære kirkegårde - er her på Tyne Cot kirkegården nær Passchendaele bygget sammen med resterne af en tysk bunker, som blev erobret af australske enheder 4.oktober 1917. Se indskriften th. Bunkerens væg ses inden i kransen

Britisk løbegrav

Britisk forbindelsesgrav -

eller mere populært: løbegrav. 

Rekonstruktion på Passchendaele Memorial museet i Zonnebeke (ca. 8 km øst for Ypres).

Bemærk gravens 'velplejede' udseende! Men denne rekonstruktion passer ikke særlig godt med samtidige beskrivelser og fotografier. det var ikke mange steder i Flandern, at det lod sig gøre at  grave så dybt på grund af den høje grundvandsstand. Desuden var gravene - både egentlige skyttegrave og løbegrave - ofte i miserabel stand (sammenstyrtninger, granathuller) på grund af de vedvarende bombardementer og på grund af regnen. Gangbrædderne i bunden af graven var en hjælp for soldaterne, men ofte stod vand og mudder højere. De bevarede skyttegrave ved Sanctuary Wood giver et mere realistisk indtryk af forholdene. Gravene her er 'anlagt' i forbindelse med en ombygning og udvidelse af museet.

Frank Richards

1883-1961

Frank Richards var noget så usædvanlig som en almindelig 'ranker' - dvs. 'from the ranks' (menig soldat). Han forblev menig hele krigen igennem til trods for tilbud om at stige i graderne. Han overlevede hele krigen stort set uden alvorlige sår. Og han skrev nogle år efter krigen sine erindringer, som blev en øjeblikkelig succes ved udgivelsen med titlen 'Old Soldiers Never Die'.

(Foto fra Wikipedia) 

 

Allerede i 1901 havde han ladet sig hverve som professionel soldat i den britiske hær. Fra 1902 til 1909 gjorde han tjeneste i Indien. Herefter gik han over i reserven. I 1914 gik han ind i sin gamle bataljon (2nd Royal Welsh Fusiliers), hvor han fungerede som signalmand. Han var med i de fleste af de store slag på Vestfronten, og han blev flere gange tilbudt forfremmelse, men afslog. Han ønskede ikke autoritet.

 

Den kendte britiske forfatter Robert Graves, der var kaptajn i samme bataljon, betegnede ham som den bedste signalmand i hele regimentet.

Han blev belønnet med 'Distinguished Conduct Medal' og 'Military Medal'. Han afviste, at han havde været særlig tapper.

 

Inden udgivelsen af sine krigserindringer havde han kontaktet Robert Graves for at bede om hjælp. Graves gennemgik manuskriptet og sørgede for udgivelsen gennem et kendt forlag. Senere opfordrede Graves ham til at skrive sine erindringer for tiden i Indien ('Old Soldier Sahib' (1936))

 

BBC Wales betegnede på sin webside Richards bog som den bedste skildring af krigsførelsen i skyttegravene. Det er måske ikke helt rigtigt, men i hvert fald er Richards erindringer ganske nøgterne, uden omskrivninger og uden bagtanker. De er uprætentiøse og har vel kun som formål at vise, hvor nyttesløs krigen egentlig var.

Litteratur:

W.H.Downing: To the Last Ridge  (Genoptryk 2009)

Major & Mrs Holt's Battlefield Guide to Ypres (2011)

Frank Richards: Old Soldiers Never Die (u.å.)

 

Copyright Bo Jessen 2012-17

Sergent Downing om angrebet på Polygon Wood

 

D.24.september 1917 lå 57.Bataljon i bivuak ved Chateau Segard syd for Ypres.. Midt på dagen rykkede bataljonen frem ad Meninvejen (se kort tv), indtil 6 km fra frontlinjen. Allerede her led den og de øvrige bataljoner i 5.Australske Div. tab, da de var kommet ind i den tyske spærreild . D.25. om morgenen rykkede ’udvalgte’ fra hver af divisionens bataljoner (herunder sergent Downing), bevæbnet med ekstra vandflasker, geværgranater, ammunition, håndgranater, raketter, pigtrådssakse og feltrationer, frem i gruppe på hver 6 mand og med mindst 75 meters afstand mellem grupperne. Et stykke fremme af vejen gravede de sig ned. Artilleriet på hver side af fronten var i konstant aktion.

  

(Sammendrag fra William Downing: To the last Ridge (2009 udg.) s.70-84. Bogen her er en revideret udg. af den oprindelige fra 1920)

 

Downing mærkede hvordan hver af dem skiftede fra fortvivlelse til håb, fra modløshed til beslutsomhed. Tankerne gik gennem hovedet. Ville de nogensinde se enden på krigen? Kl.10 kom ordren til fremrykning. En af de andre bataljoner var blevet angrebet. Granaterne faldt tættere omkring dem nu. Oven over frontlinjen kunne de se lysraketter stige op og falde ned. De gik nu frem i ryk. De passerede ødelagte skyttegrave og betonbunkere.

 

De kom ind i Glencorse-skoven (se kort herunder tv). De fulgte hvide tapestrimler på jorden, som spejdere havde lagt ud i forvejen. Et pludseligt lysglimt og en eksplosion og to af mændene foran Downing faldt om. Eksplosion blev fulgt af flere. De var kommet ind i en spærreild. Alle løb eller vaklede nu fremad med foroverbøjet krop, kastede sig ned i granathuller eller skyttegrave. Downing hørte skrig og jamren fra lemlæstede mænd. Han så en sergent blive ramt i hovedet, mens han prøvede at hjælpe sine mænd.

De var nu i selve frontlinjen. Larmen var øredøvende. En officer og en korporal løb rundt og opfordrede sine folk til at gå frem. Downing og hans deling vaklede fremad, fra granathul til granathul. Bombardement dæmpedes efter en halv time for så at ophøre. Kun spredt maskingeværild hørtes. Men der var kun nogle får ’håndfulde’ 57.Bat. mænd tilbage. De begyndte febrilsk at grave sig ned.

 

Britiske enheder på begge sider af australierne var i mellemtiden blevet tvunget tilbage. Nabobataljonen, 58.Bat. kastede alene de tyske modangreb tilbage. Mange var heltene, der faldt ’med en ring af døde tyskere omkring sig’ (Downings ord). Resterne af 57.Bat. blev beordret frem for at fylde et hul i frontlinjen. Men den og 58.bat havde for få folk tilbage til angrebet, og Downing og andre overlevende blev tilbage i Glencorse skoven, hvor de krøb samen i deres små skyttegravshuller. De skulle fungere som bårebærere og sygehjælpere. De andre australske bataljoner blev sendt frem i det planlagte angreb næste morgen (26.sept.).

Buttes New British Cemetery. Navnet 'Buttes' kommer fra højen (hvorfra billedet er taget). En del af området var før krigen lagt ud som militær øvelsesgrund, hvor højen bl.a.  blev anvendt til øvelser i brug af bajonet. Måske er det grunden til at gravstenene er opstillet, som om de var til parade(?). Bygningen i baggrunden er New Zealand Memorial - mindemærke for de savnede

26.september 1917

 

Ved daggry d.26. sept. begyndte så det britiske bombardement af de tyske linjer. Men også hundrede af maskingeværer kunne høres i de korte pauser i bombardementerne. Downing kunne nu se udkanten af Polygon skoven ca.750 m fremme med bl.a. en stærk tysk bunker.

 

Men den tyske spærreild mod Glencorse skoven fortsatte. Meninvejen som var briterne forsyningslinje fra Ypres gik ved siden af skoven, som 24 timer i døgnet var et yndet mål for tyskerne. En gruppe bårebærere og sårede blev ramt på vej ind i en forbindsstation (i en betonbunker). Downing skriver, at ’what the men endured could never be described, for the effect of the shell is horrifying out of all proportion to the number it mangles and kills.’ Selv betonbunkerne, der var fyldt med sårede, døende og døde mænd, led skade.

Angrebet med 29. 31. og 59. bataljon blev indledt. I anden bølge kom 60.bataljon samt nogle fra 57. og 58.bat., der skulle nedkæmpe de tyske maskingeværer, der havde gemt sig under 1.angrebsbølge. 1.angrebsbølge gravede sig ned på den nye frontlinje, og mænd fra 58.bat. bar ammunitionen frem og vendte tilbage med de sårede. Også grupper af fanger blev ført tilbage.

Rædslerne fortsatte den anden nat og den anden dag. Trætheden havde bredt sig. Men om morgenen stoppede den tyske spærreild – for at begynde igen kl.10. Kl.5 om eftermiddagen kom der S.O.S. signaler fra frontlinjen.

 

’Alle mand’ blev nu sendt frem med ammunition og andre forsyninger (herunder telefonlinjer). Downing fortæller om en gruppe på 30 udmattede mænd, som nærmest kravlede frem med forsyningerne. Efter 900 meter var der kun 16 tilbage. Sergenten placerede de 8 i et granathul, de 7 i et andet, da de måtte hvile sig. Da han vendte tilbage noget senere, fandt han begge grupper udslettede.

 

Han satte sig ned, men rejste sig igen, greb et gevær og fortsatte til frontlinjen, hvor tyskernes modangreb var på sit højeste, og hvor 59. og 60.bat efterhånden var reducerede til ganske få mand. Men linjen holdt, og afløsningen kom kl. 10 om aftenen. ’Vi var en patetisk skare, med snavsede ansigter og skægstubbe. Alle var hysteriske i forskellig grad’. Skriver Downing. Tilbage i bivuakerne ved Chateau Segard , hvor de faldt om ’og sov som døde’.

En signalmand ved Polygon Wood 

 

Efter endt orlov meldte Richards sig igen til tjeneste i sin gamle bataljon (2nd Battalion Royal Welsh Fusiliers) i en landsby nær Ypres. Natten før d.26.september 1917 lå bataljonen sammen med resten af brigaden i en skov nær fronten. Næste morgen blev bataljonen beordret frem for at støtte det australske angreb på Polygon Wood.

 

Soldaterne gik frem i en lang enkeltkolonne, da granaterne pludselig faldt ned over dem. 6 mand foran Richards blev nærmest fejet væk. Da de var fremme i den australske linje havde bataljonen mistet knap 100 mand (faldne og sårede). Skoven var nærmest væk. Der var enkelte spredte træer, og 6-700 meter længere fremme var der en rand af træer og betonbunkere, netop erobrede. I en af bunkerne fandt Richards 18 dræbte tyskere.

 

Ved Black Watch Corner (se kortet for oven tv) blev Richards bataljon sendt frem i nyt angreb, og området blev bombarderet af tyskerne. Bataljonschefen og hans adjudant blev ramt, netop som de havde forladt en af betonbunkerne. En forsager landede lige foran Richards i skyttegraven midt i hans frokost og dræbte manden bagved ham i faldet. Richards måtte åbne en ny konservesdåse, hvor der ikke var spildt jord på indholdet!

 

Men da bombardementet ophørte om eftermiddagen kunne Richards konstatere, at der kun havde været to tab i hans del af skyttegraven. Soldaterne gjorde sig nu klar til det ventede tyske modangreb. Bataljonslægen Dunn, der havde rang af major, tog kommandoen over den resterende blanding af britiske og australske soldater ved en vold foran betonbunkeren med skyttegraven.

 

Richards blev sendt af sted for at finde et maskingevær, som var lånt ud til en skotsk enhed. I sin søgen efter denne kom Richards ud for enkelte sårede tyskere i nogle granathuller, men kunne intet gøre for dem. Da han kom tilbage til Dunn, blev han sendt bagud for at guide en gruppe med forsyninger frem til volden.

 

Ved daggry var der forsat ret stille i området, og soldaterne bevægede sig ret frit omkring. Foran dem i ingenmandsland lå en anden bunker, som man anså for at være forladt. Men pludselig åbnede et maskingevær ild, samtidig med at det tyske bombardement begyndte på ny. Richards fulgte som signalmand den nye bataljonschef, major Kearsly, rundt i stillingerne. Alle telefonforbindelser var afbrudte, og al kommunikation foregik ved hjælp af løbere.

 

Richards blev sendt af sted med besked til en gruppe ingeniørsoldater, at de skulle sikre en erobret bunker ved at grave skyttegrave omkring den. Men både løjtnanten og sergenten for ingeniørsoldaterne havde åbenbart lidt svært ved at forstå bataljonschefens besked. Richards kunne se, at de fortsat diskuterede, da han forlod dem.

 

Fronten var nu 100 m foran bunkere ved en lille vold. Fjenden sendte flere granater ind over området, som også blev beskudt med maskingevær. En soldat fra Richards kompagni mødte ham på vej tilbage med 6 tyske fanger. Under bombardementet dykkede fangerne ned i et granatehul, og den britiske soldat havde besvær med at få dem op igen. Lidt senere så Richards soldaten komme tilbage. Han kunne umuligt have nået tilbage fra samlingsstedet for fanger på den korte tid. Soldaten fortalte, at han lige havde mistet sin bedste ven, og at han havde gjort det af med fangerne med to håndgranater. Richards troede ham. Men soldaten var næppe kommet 20 m væk, da han blev ramt af en stor granatsplint.