En spejder og snigskytte

Frank S. Iriam (1886-1957)

(Foto fra www.canadiangreatwarproject.com)

- var før verdenskrigens udbrud professionel soldat i en britisk militær enhed, stationeret i Nova Scotia i Canada (1903-1906). Derefter var han ansat ved Canadian Pacific Railway. Han meldte sig straks til den canadiske hær ved krigsudbruddet august 1914. Han deltog i kampene på Vestfronten som spejder og snigskytte i 8.Bataljon, 1.Canadiske Division,med rang af sergent 1915-1918.

 

Han var med i alle de kendte slag, ligefra Neuve-Chapelle april 1915 til Amiens august 1918, hvor han blev såret. Hans kamperfaring er imponerende sammenlignet med de fleste andre soldaters på Vestfronten. Hans evne til at bevæge sig rundt i terrænet og hans viden om våben  var baggrunden for, at han kunne overleve over 3 år i skyttegravene.

Han var stolt over at tilhøre den 1. Canadiske Division, som flere gange blev sat ind på frontafsnit, hvor briter, australiere m.fl. havde givet op. Men han er også lidt bitter over det, som han ser som manglende anerkendelse hjemme i Canada af denne indsats.

Hans erindringer er nedskrevet i løbet af 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne. Erindringerne synes ikke at være skrevet på gundlag af dagbøger eller breve. De bære præg af, at forfatteren efter krigen har læst en del om de kampe, som han deltog i. Der er således en del 'oversigtsstof' over forløbet af kampene, som må være kommet til senere.

Hans mange betragtninger over officerer (og den øverste canadiske ledelse) og hans påstande om uretfærdig behandling af de menige (og ham selv) giver hans beretninger en ekstra dimension.

Hans viden om de forskellige typer af artilleri, om geværer og om ammunition er ganske imponerende.

                 

Sergent Frank S. Iriam om sin deltagelse i angrebet på Vimy-højdedraget

(Sammendraget herunder bygger på Glenn R. Iriam: In the Trenches 1914-1918 (2011) s.195-209. Glenn R. Iriam, søn af Frank S. Iriam, siger i forordet til bogen, at det var hans fars ønske, at erindringerne først blev offentliggjort lang tid efter hans død. Ellers var der risiko for sagsanlæg på grund af de meget negative udtalelser om flere af (navngivne) officerer i hans enheder.)

8. Bataljon indledte sit angreb  kl.5.28 d.9.april fra krater nr.500,  gik lige frem mod den sydlige del af Farbus skoven, tværs over den sydlige ende af Vimy højdedraget (Se kort for neden i venstre spalte). 2. og 3.brigade skulle tage de to første mål, to tyske betonstillinger og holde dem, indtil 1.brigade kunne nå frem. Derefter skulle 1. brigade alene fortsætte fremrykningen.

Frank var med i angrebets 'oprydningsenheder', der kom efter de første angrebsbølger. Disse enheders funktion var at sikre, at der ikke lå tyske soldater skjult i de beskyttelsesrum, som angrebsbølgerne havde passeret. Det skete ofte, at der dukkede tyske soldater op af beskyttelsesrummene og skød i ryggen på de første bølger af angribere, der var passeret forbi. Desuden skulle de beskyde fjenden, når denne var på tilbagetog for derved at beskytte det infanteri, der skulle grave sig ned, når angrebsmålene var nået.

Frank beretter ikke om, hvorvidt han selv fandt tyskere gemt i beskyttelsesrummene, men han fortæller, at han hørte om en af de andre i enheden, der havde tidligere erfaringer med 'tyske tricks'. Denne havde råbt ned i et beskyttelsesrum: 'Hvor mange er I dernede?' En tyske stemme svarede 'nine', hvorefter den canadiske soldat smed en granat ned i hullet med den kommentar, at den kunne de så dele.

Angrebet tværs over højdedraget forløb uden de store vanskeligheder. På højdedragets top fandt Frank Iriam frem til en forladt fjendtlig observationspost, hvorfra der var en vidunderlig udsigt tilbage til den dal mod vest, som de var kommet fra. Han kunne ikke alene se den plankebelagte vej (plankebelagt på grund af mudderet!) sno sig bag den frontlinje, som de var kommet fra, men også de kanonbatterier, som gav ild fra deres egne linjer.

Han undrede sig over, at tyskerne ikke havde bombet det hele væk fra jordens overflade. De havde måske troet for meget på deres egen styrke, på deres stilling på højdedraget eller undervurderet den hast og det raseri, der var i det canadiske angreb. Umiddelbart efter angrebets start begyndte det at sne. Det blev en kold og våd omgang for den enkelte soldat i de små mudderhuller, som de havde gravet. Sne og slud trængte ind alle vegne fra.

Forsøg på at få artilleriet med over højdedraget lykkedes kun delvis. Frank så senere, hvordan sporet fra kanonerne var fyldt med døde heste fra enden af plankevejen og op til toppen. Hvis et hold heste sad uhjælpeligt fast eller faldt sammen af udmattelse, blev de skudt, hvor de lå.

Blandt de tyske fanger, som canadierne tog, var der nogle, som havde boet i det vestlige Canada. De var taget tilbage til Tyskland, da krigen begyndte i august 1914 i den tro, at det kun ville dreje sig om få måneder, inden krigen var afgjort. Iflg.Frank fortalte en af dem, en farmer, at de var skuffede over den hårde behandling, som de havde fået i tysk tjeneste. I stedet for mulighederne for fri plyndring (sic!) i erobrede byer havde de måttet grave beskyttelsesrum, løbegrave og mindre fæstninger. Han og andre regnede med at kunne tage tilbage til Nordamerika efter krigen. (fortsættes efter billedteksten)

En snigskytte

 

Ordet 'snigskytte' (sniper på engelsk) har for mange en odiøs klang. Men en snigskytte var også en 'spejder' (scout), der havde vigtige funktioner ved fronten: observation af fjendens skyttegravslinje, lokalisere fjendtlige stillinger med maskingeværer, lokalisere fjendens observationsposter, udarbejde skitser over fjendens linjer samt deltagelse i natpatruljer i ingenmandsland.

Egne observationsposter kunne f.eks.være en bygning/ruin bag første skyttegravslinje. Observationsposten kunne i nogle tilfælde også bruges som et skjul for snigskytterne. Men ofte udvalgte en snigskytte sit 'ståsted' i selve skyttegraven

Frank S. Iriam giver flere eksempler på, hvordan han fik ram på enkelte tyskere, herunder officerer, der kom ind i hans sigtekorn. Han beretter f.eks. om en lang kamp mod en kendt bayersk snigskytte, der havde ramt flere af brigadens officerer - og nogle af  brigadens egne snigskytter! Han fik vistnok til sidst fik ram på ham, men han er ikke sikker

Inskriptionen på kolben på en riffel, som havde tilhørt en af de kendte snigskytter, Phil McDonald. Phil McDonald blev dræbt af en granat. Som det fremgår af inskriptionen, fik McDonald ram på mere end 42 tyskere fra marts 1915 til januar 1916. Riflen blev skænket til brigadegeneralen Lipsett af 8.Bataljon. Frank S. Iriam fortæller, at den senere blev udstillet i Winnipeg i Canada.

 

Frank blev udtaget som snigskytte på grund af sine skydefærdigheder, da han meldte sig i 1914. Han gennemgik en særlig uddannelse og blev tilknyttet en speciel enhed under brigaden. Han har i sine erindringer kun lovord til overs for brigadegeneralen.

                                                                              

 

8. Bataljons fremrykning

De tre øvrige canadiske divisioner (2., 3. og 4.) var placeret nord for 1.Division. Chefen for det samlede canadiske korps, briten general Byng (se omtale på siden med beskrivelsen af offensiven) var ifølge militærhistorikere ret afholdt blandt de canadiske officerer og menige. Han bliver anset for en dygtig leder, der havde forstået lektien fra de tidligere offensiver: grundig forberedelse. Frank S. Iriam har en lidt anden opfattelse af Byng. Han mener ikke, at denne fortjener den ros for sin ledelse, som han senere fik. Han begrunder det med, at Byng var uforberedt på fremgangen i de første dage ved Vimy. Han havde ikke forberedt flanke understøttelse eller artilleriets fremrykning med infanteriet. Iriam siger, at ingen canadisk soldat, der var med i kampen og vidste, hvordan det canadiske korps blev ledt, ville anerkende ’Byng of Vimy’.  Fresnes/Fresnoy, landsby øst for Arras (se teksten til højre), blev således kun med nød og næppe holdt i fire dage. Da briterne overtog de canadiske erobringer efter fire dage, måtte de overlade dem til tyskerne efter fire timer. Hertil vil en militærhistoriker nok svare, at den videre fremrykning mod øst efter højdedraget var beordret af den britiske øverstkommanderende, general Haig, mod Byngs ønske.

     

Offensiven går i stå

Den canadiske fortrop var nået frem til landsbyen Fresnoy et stykke øst for højdedraget. Det var et uheldigt fremspring i frontlinjen, fordi flankerne ikke var sikret. Men 1. Canadiske Division blev trukket tilbage efter fire dage og erstattet af andre enheder. Offensiven var på det tidspunkt stort set gået i stå. Frank bemærker her, at flere spejdere, der patruljerede langs den fjendtlige pigtråd, led meget under det dårlige vejr (og under gasangreb). Det kom de sig aldrig over. År senere led de af fremskreden tuberkulose. (nedskrevet 1933)

Franks bataljon gik senere ind i Arleux – en anden landsby øst for Vimy. Her var de udsat for en kraftig tysk artilleriild. Fra Arleux rykkede de ind i Lens’s sydlige forstæder, hvor soldaterne kunne bevæge sig fra hus til hus via husenes kældre, da artilleriild havde sprængt skillevæggene væk. Et sted var adgangen blokeret af sammenstyrtede tag og mure, men Frank og hans kammerater kunne tyskerne tale sammen på den anden side af sammenstyrtningen. De trak sig nogle huse tilbage og etablerede her deres egen snigskyttestilling.

I august 1917 kom Frank tilbage til divisionens bombeenhed, hvor han blev sat til at montere tændsatser på den ammunition, der brugtes i skyttegravene – først og fremmest de nye håndgranater (’mills bombs’). Bygningen, som han og andre arbejdede i, blev efterhånden fyldt op. Andre større granater blev anbragt i store bunker uden for. Frank bemærker sarkastisk, at det var da godt, at tyskerne ikke ramte bygningen.

Dog faldt en tysk ’langdistance’ 32 cm panserbrydende marinegranat ca.150 m fra bygningen, borede sig vej gennem ca 100 m solidt kalklag, dukkede op igen, røg ind på bygningens loft, ramte en murstensskorsten, ’dansede’ over mod en anden skorsten, snurrede rundt på gulvet for tilsidst at falde til ro. Den eksploderede ikke! Den blev genstand for stor interesse blandt flere artilleriofficerer, der kom for at undersøge den.

(I efteråret 1917 kom Iriams enhed, 8.Bataljon, til fronten ved Passchendaele. Vinteren 1917-1918 var hans enhed stationeret i Arras og ved fronten ved Scarpe-floden øst for Arras. I den britiske offensiv ved Amiens d.8.august 1918 var hans bataljon i spidsen for den 1.canadiske division. Tyskerne var nu på tilbagetog. I en storm mod fjendens linjer dagen efter blev Frank ramt af en maskingeværkugle i venstre arm. Efter behandling og rekreation på hospitaler i Frankrig og England blev han sendt hjem maj 1919.)

8.Bataljons spejder- og snigskytteenhed. Frank Stanley Iriam er nr.2 fra venstre i anden række. Billedet er taget i Abele i Belgien 21.juni 1916 som et led i en serie af officielle fotograferinger. Billede og information om billede er udlånt af www.canadianGreatWarProject.ca.

            

Litteratur.

Iriam, Glenn R.: In the Trenches 1914-1918 (2011)

Reed, Paul: Walking Arras (2007)

http://www.canadianGreatWarProject.com

Canadisk faldne ved Vimy

Mindestenen med Rudyard Kiplings berømte indskrift 'Må deres navne leve for altid' på den britiske kirkegård 'Cabaret Rouge'. 749 canadiske faldne fra offensiven ved Vimy ligger begravet her, og det var denne kirkegård, som cannadierne valgte at overføre en ukendt soldat fra til Ottawa og gøre ham til Canadas ukendte soldat, placeret i en grav i Fredstårnet i hovedstaden.

Som nævnt ovenfor udtaler Sergent Frank S. Iriam sig meget kritisk over for den måde, som officererne optrådte på. Enkelte af dem beskyldes direkte for uduelighed og for at være skyld i unødvendige tab. Det canadiske korps havde over tab på over 7700, af dem 2967 faldne de to første dage ved Vimy-fronten.

Copyright Bo Jessen 2012-2017