Forside/Eftertiden om Vestfronten/Et hvidt bånd af monumenter

 

Et hvidt bånd af monumenter og kirkegårde fra nord til syd

Soldatergravene - i dag et national monument

De fleste af de anlæg med mindesmærker og kirkegårde, som man i dag kan se langs Vestfronten, blev anlagt i 10-året efter våbenstilstanden. For Storbritannien var der tale om det største byggeprojekt i 1920’erne.

Også for Frankrig var der tale om et betydeligt projekt, dels opsætningen af de mange hundrede lokale monumenter for de faldne i byerne rundt om i landet og dels anlæggelsen af de store centrale kirkegårde. For tyskerne, der ikke måtte opstille monumenter på Vestfronten, var der ligeledes tale om en samling af mindre kirkegårde til få større.

De fleste besøgende i den første tid var ’pilgrimme’ – veteraner og familier til faldne. De mange besøg både af ’pilgrimme’ og turister fra 1960’erne skyldtes den fornyede interesse for Vestfronten,  da 1.Verdenskrig kom ud af skyggen fra 2.Verdenskrig. De individuelle soldater med deres beretninger, slagmarkerne med skyttegravene og mudderet, blodet og traumaen kom i fokus. Både familierne (efterkommere efter krigens soldater) og turister blev nu en del af det ’erindringsboom’, som tog til i årene op til 2014.

Soldatergravene blev gjort til et varigt nationalt monument. Med  disse grave – og de mange monumenter - er fortiden til stede i eftertiden i en gigantisk skala fra Belgien i Nord til Schweiz syd. Med gravene sammenflettes den individuelle families fortælling med den store nationale fortælling. Det understreges af kirkegårdenes regulære opdelinger og omhyggeligt holdte gravsteder.

Den enkelte kirkegård – hvad enten den er britisk, fransk eller tysk – fremkalder hos besøgeren en særlig stemning. Her er krigen – og den tabte generation – repræsenteret. Den individuelle gravsten – sørgestenen over den faldne soldat – bliver en del af nationens epos. Det personlige offer og tapperheden hos den enkelte var sat ind i kampen for frihed og retfærdighed. Krigen er tillagt en positiv betydning.

Undren og ærefrygt i en fremtidig tidsalder!

                                                         

Dette ’hvide bånd’ af mindesmærker og kirkegårde har mere end noget andet i eftertiden bidraget til at fastholde interessen for Vestfronten i Storbritannien og Frankrig nogle år ud i fremtiden. Måske vil disse erindringssteder, til trods for de 100 år, der er passeret siden krigens udbrud, fortsætte med at ’tryllebinde’ de besøgende – sådan som deres formgivere havde til hensigt, da de konstruerede dem, inspireret af sorg, frygt, rædsel og skyld!

Som Winston Churchill udtrykte det allerede i 1920, inden byggeriet for alvor var gået i gang: …’at selv når vort sprog, vore institutioner og vort imperium er udvisket af menneskets erindring, vil disse sten stadig bevare mindet om det fælles mål, som en stor nation fulgte i en fjern fortid, og de vil utvivlsomt fremkalde undren og ærefrygt i en fremtidig tidsalder’!

'Thistle Dump' ('tidsel depotet') militære kirkegård på Somme-fronten. En af de mange små kirkegårde, som ikke har fundet vej til slagmarksturisternes guidebøger. Kirkegården blev oprettet som en 'front-begravelsesplads' i forbindelse med kampene om High Wood i sept. 1916. Der er 196 grave, 59 af dem med uidentificerede faldne soldater. 

I baggrunden til højre 'High Wood'. I skovkanten ses indgangen til 'London' kirkegården. Til venstre i billedets horisont anes et monument og endnu en kirkegård. Mod øst - til højre i billedet - fører vejen til Longueval med sydafrikanske, britiske og franske monumenter og kirkegårde. Mod syd (bag fotografen) ligger britiske og newzealandske monumenter og kirkegårde.

Soldatergrave

- alle steder!

Commonwealth War Graves Commissions vejskilte langs Vestfronten. Her er der tale om fire militære kirkegårde syd for Ypres i Belgien. CWGC fik efter krigen til opgave at varetage anlæggelsen og administrationen af de tusinder og atter tusinder grave med faldne soldater fra Commonwealthlandene.

Stednavne

På mindesten for en britiske division her ved den omstridte 'Høj 60' syd for Ypres genkender alle britiske  besøgende straks stednavnene  'Ypres' og 'Somme'.

 

Det franske 'hvide bånd'

Udsnit af den militære franske kirkegård ved Chattancourt nordvest for Verdun.

Betegnelsen 'det hvide bånd', som er brugt her, passer nok bedst på den britiske del af Vestfronten med dens nærmest tempelagtige marmorhvide anlæg. Men det vil være uheldigt, hvis den besøgende slagmarksturist ikke minder sig selv om, at det var dog franskmændene, som bar hovedbyrden på Vestfronten - og at deres store centrale anlæg med soldatergrave nok kan gøre opmærksom på dette forhold. Desværre kommer den britiske turist sjældent længere syd på end til Somme.

Og: også de (forholdsvis få) tyske militære kirkegårde indgår i det 'hvide bånd', selvom de ikke på samme måde som de britiske og franske står som noget nationaltnument.

Litteratur:

Fabiansson: Historien om Västfronten. I spåren av första världskriget (2014)

Reynolds, David: The Long Shadow. The Great War and the Twentieth Century. (2013)

Winter, Jay  and Prost, Antoine: The Great War in History (2005)

Copyright Bo Jessen 2012-2017