Billedet for oven:

Toppen af 'Butte de Vauqois' . Tyskerne besatte dette højdedrag (butte) i september 1914  under deres tilbagetog fra Marne-slaget. Franskmændene prøvede - forgæves - at genvinde kontrollen med dette vigtige højdedrag de næste tre år - bl.a. ved fra sydsiden at grave lange gange ind i højen og derefter sprænge flere miner under de tyske stillinger. Tyskerne gjorde det samme mod de franske stillinger. Krigen blev så at sige udkæmpet under jorden.

Kraterne efter de store sprægninger ses tydeligt på toppen af højdedraget.

Landsbyen Vauquois, der lå på højdedraget, ligger nu ved foden af bakken. Trikoloren markerer centrum for den gamle landsby. Monumentet (1926) er rejst til minde om de flere tusinde soldater, der mistede livet i kampene her.

 

I det hele taget foregik en stor del af krigen på vestfronten i de mere bakkede landskaber under jorden i (Se afsnit om længere nede på siden om minekratere og tunneller). I Chemin des Dames området ved floden Aisne udkæmpede franske og tyske soldater flere 'slag' i hulerne og gangene i et stort underjordisk kalkbrud 'Caverne du Dragon'.

Krigens spor i dag

 

Hvad er der egentlig af spor efter Den store Krig? Ødelæggelserne i frontzonen er for længst væk, og kun få skyttegrave, fæstninger, bunkers  m.v. er bevarede. I dag er det soldaterkirkegårdene, der som 'ar' i landskabet markerer, at der var en krig med forfærdelige tab.

 

Da den tyske hær efter våbenstilstanden november 1918 trak sig ud af Nordøstfrankrig, efterlod den et  øde landskab med ruinbyer, nedbrændte landsbyer og skove og med et landbrug, der var holdt op med at fungere. I selve frontområdet, et 10-30 km bredt bælte fra nord til syd, fra kanalen til den schweiziske grænse, var der tale om næsten total ødelæggelse.

 

Hundrede tusinder hektar landbrugsjord var endevendt af det omfattende system af skyttegrave, af udgravninger til beskyttelsesrum og af de enorme bombardementer. De lokale beboere, der havde været tvunget til at forlade deres hjem og deres jord stod over for en næsten umulig opgave, da de vendte hjem: tilbageerobringen af jorden og genopbygningen af byer og landsbyer. Det blev en langstrakt proces, vanskelig og farlig på grund af de mange ueksploderede granater gemt i øverste jordlag. Men det lykkedes i løbet af 10 år, og fra begyndelsen af 1930’erne kunne arbejdet siges at være foreløbigt afsluttet.

 

Franske og britiske politikere havde i 1919-20 overvejet at bevare dele af slagmarkerne som minde om krigen og som hyldest til de faldne. Bl.a. var ruinbyen Ypres inde i overvejelserne som et permanent britisk monument. Men det var der stærk modstand imod, navnlig fra de tidligere beboere, der var gået i gang med genopbygningen. Kun dele af Verdun-området fik lov til at ligge uberørt hen - men her var jorden i forvejen gjort uegnet til landbrug.

   

Andre steder, f.eks. den canadiske park på Vimy-højdedraget, New Foundland parken ved Somme og nogle mindre områder i Belgien kan fremvise 'skyttegravslandskab' med 'ingenmandsland', men i begrænset 'format'.

Skyttegrave

De tyske skyttegrave var gennemgående de bedst konstruerede og de bedst indrettede. Dels var tyskerne de mest grundige - og dels var tyskerne som regel i forsvarsposition på vestfronten. Skyttegravenes vægge var solidt beklædte, dækningsrummene i 8-10 meters dybde og med flere udgange. Gravene krævede konstant vedligeholdelse med træstammer, brædder, sandsække m.v. Dette arbejde - og gravearbejde i øvrigt - var meget lidt populært blandt de menige soldater uanset nationalitet. Dels kunne det være temmeligt farligt - og selvfølgelig anstrengende og dels skulle det jo udføres om natten. De allierede importerede titusinder af afrikanere og kinesere til gravearbejdet bag frontlinjen (veje og jernbaner til transport af forsyninger samt forbindelsesgrave) - men til arbejdet i selve frontlinjen var der kun soldaterne selv.

Udsnit af tysk skyttegrav på Vauqois-højdedraget. Skyttegravene her var forbundet med en række underjordiske gange, der gjorde det muligt at besvæge sig uset af fjenden fra de bageste til de forreste linjer. Nogle steder var 'ingenmandsland' kun 5 m bredt! På billedet herunder ses dele af de forreste skytte- grave ved landsbyen Beau Hamel. Her angreb soldater fra Newfoundland de tyske linjer om morgenen d.1.juli 1916. Angrebet - en del af den britiske Somme-offensiv - mislykkedes. I baggrunden  ses mindesmærket for de faldne.

 

Nogle få udsnit af de gamle skyttegrave kan stadig ses. Det kan være som delvis  bevarede (se billedet herover), som udgravninger af dele af et større skyttegravssystem (billede tv) eller som 'realistiske' genskabelser med udstyr og eventuelt 'soldater', måske i tilknytning et privat museum. Men som regel ses de bevarede, ikke-rekonstruerede skyttegrave som ikke særligt dybe græsklædte grøfter, der snor sig gennem en skov eller i et åbent landskab i en mindepark (billedet tv for neden).

 

Det kan være svært at følge den enkelte skyttegrav, da jorden omkring den er fyldt med granathuller. Desuden var skyttegravene forbundet med reservegrave og forbindelsesgrave (løbegrave), og det kan give et noget forvirrende indtryk for den ukyndige turist. Desværre giver skiltene de enkelte steder meget lidt vejledning.

 

De rekonstruerede skyttegrave er uddybet til oprindelig størrelse og bygget op med de samme materialer, som blev brugt dengang (træværk, bølgeblik m.v.) - eller blot udstyret med cement ’sandsække’ for at holde på siderne. Enkelte af gravene er genskabt ud fra arkæologiske udgravninger. 

 

I betragtning af hvor omfattende skyttegravssystemerne efterhånden blev fra 1915 på vestfronten –  i alt flere tusinde, måske mere end 10.000 km lange gange, både over og under jorden, med beskyttelsesrum flere meter under jorden og med tunneller og løbegrave bagud - er det forbavsende lidt, der er bevaret. Ærgerligt for slagmarksturisten, der vanskeligt kan forbinde de velfriserede marker med frontlinjer.

 

Skyttegravene er dog trods alt det, som først og fremmest karakteriserer Den store Krig. Men de belgiske og nordfranske landmænd kunne forståeligt nok ikke se nogen grund til at bevare noget som helst.

 

Løbegrav i nærheden af Fort Douaumont, Verdun. Den var en del af det  skyttegravs- system, der forbandt de nordlige forter med hinanden. Løbegrave var som her snævre og ikke særligt dybe. De skulle forbinde den forreste linje med reservegravene og med 'baglandet'. Formålet var at få soldater og forsyninger frem til frontlinjen og reservelinjerne nogenlunde beskyttede. Men netop derfor var de udsatte for fjendens artilleriild. Afløsning og transport af forsyninger skete derfor - så vidt det lod sig gøre - kun om natten.

Skyttegrav på Vimy-højen, forstærket med sandsække af cement i 1920'erne for at forhindre, at regnvejr (og turister) fik siderne til at falde sammen. På højen, der havde stor strategisk betydning, lå de forreste  skyttegrave i  de canadiske og de tyske linjer ganske tæt på hinanden - fra 25 m til 100 m afstand. Skyttegrave bag ved den forreste er ikke bevarede, men den besøgende får alligevel et ganske godt indtryk af kamp-forholdene langs højderyggen med de mange synlige granathuller og de store afspærrede områder, der ikke er ryddet for efterladt ammunition. En skyttegravslinje - tyskerne kunne have op til 4 - bestod som regel af tre rækker af parallelle grave, hvor den forreste - den mest udsatte - kun  var besat med vagtposter. I den anden skyttegrav opholdt de fleste af de soldater, der havde 'fronttjeneste' sig. Den tredje var reservegraven, hvor de soldater, der havde 'aftjent' front (måske 5 - 10 dage), opholdt sig, inden de fik lov til at komme i indkvartering bag fronten.

Minekratere og tunneller

 

En del af krigen på vestfronten foregik under jorden. Begge parter forsøgte sat grave sig ind under den andens frontlinjer for at kunne sprænge dele af dem i luften og således åbne op for at gennembrud for egne styrker. Ofte lykkedes det at overrumple fjenden med disse meget store sprængninger, hvor fjendens soldater og materiel blev slynget flere meter i vejret ved eksplosionen.  Blandt de mest kendte  er formodentlig de britiske sprængninger af tyske linjer  ved starten på slaget om højdedragene ved Messines syd for Ypres i juni 1917. Hullerne efter disse og andre sprængninger ses ganske tydeligt i landskabet. På britisk side var det professionelle kulminearbejdere, der udførte gravearbejdet og anbragte sprængladningerne. Men ofte gik det galt, hvad antallet af savnede minearbejdere viser. Tunnelen kunne bryde sammen eller sprængladningen kunne gå af før tid

 

Man taler om en offensiv og en defensiv strategi. Offensiv når målet var at sprænge fjendens forreste linje, defensiv når man forsøgte at afværge fjendens forsøg på sprængninger. Her forsøgte man gennem højereliggende gange at lytte sig frem til fjendens gravearbejde for derefter at bringe mindre miner til sprængning nær hans gange for at få dem til at styrte sammen. Det hændte at man var ganske få meter fra hinanden, brød ind i hinandens gange, og håndgemæng fulgte.

 

Men tunneller kunne have andre funktioner.  Oftest fungerede de som forbindelsesled mellem forskellige skyttegrave, så mandskabet kunne komme uhindret frem til frontgraven eller en reservegrav. (Se billede og tekst fra Butte de Vauqouis her til venstre) Navnlig i kuperet terræn var det naturligt at benytte tunneller.   Tunneludgravning kombineredes ofte med udgravning af dybe beskyttelsesrum. Enkelte tunneller, bl.a. på Vimy-højen og på Butte de Vauquios, kan besøges af turister, men normalt kun med guide.

Nedgang til mineskakt på 'Butte de Vauqois'. Mineskakter udgik som regel fra reserveskytte- graven - normalt inden for 100 m til fjendens frontlinje. Skakten førte ned til 2 eller flere gallerier, fra 20 til 50 m nede, hvor spræng ladningerne (som regel ammoniak) forberedtes i kamre under fjenden og bagefter blokeredes for at sikre, at eksplosionen gik lodret op. Ved landsbyen  La Boiselles ved floden Somme har et hold arkæologer og historikere arbejdet med at finde frem til de minører, der har været savnet siden den britiske Somme-offensiv startede d.1.juli 1916. Ved hjælp af dagbøger, tunnelplaner og rapporter har man kunnet identificere de nøjagtige steder, hvor hver af de 28 minører omkom. Disse skal fortsat hvile uforstyrret i de sammenstyrtede tunneller, mens der graves efter sprængladninger og andre genstande. Hele projektet vil tage 5-10 år. Bagefter vil der være adgang for offentligheden.

Model af dækningsrum 15-20 m under jordoverfladen. (Fra museet 'In Flanders Field'  i Ypres). Rum i den dybde ydede god dækning selv under langvarig fjendtlig beskydning af frontlinien med tunge våben. Det erfarede de britiske soldater, da de ved Somme angreb de tyske linjer om morge- nen d.1.juli 1916. Til trods for en uges tæt bombardement af tyskerne inden angrebet, var disse alligevel dukket frem fra deres rum tidsnok til at beskyde briterne på vej frem mod dem. Ulempen ved disse rum var faren for sammenstyrtninger ved en træffer i indgangen - eller faren for fjendtlig gas.

En lidt udsædvanlig, stor bunker med karnapvindue. Den ligger midt i Argonneskoven og var hovedkvarter for den tyske kronprins Wilhelm, bl.a. under den tyske offensiv mod Verdun i foråret 1916, hvor kronprinsen var øverste chef for den 5.arme, som udgjorde angrebsstyrken. Der er andre, større bunkere tæt ved. Endvidere ses blandt træerne spor af skyttegrave og granathuller. Hele komplekset blev erobret af amerikanerne under en af de sidste offensiver i september 1918

Stedet, Essex Farm, med bunkeren, en mindeplade med digtet, en militær kirkegård og mindesmærker for dræbte soldater er blevet et af de mest besøgte på den nordlige del af vestfronten. For britiske skoleklasser - og formodentlig for de fleste af de mere end 250000 britiske turister hvert år - er dette sammen med Meninporten i Ypres - det sted, som skal besøges.

Begge sider af fronten anvendte betonkonstruktioner - bunkere - ved beskyttelsesrum, observationsposter, kommandoposter, forbindepladser og maskingeværstillinger. Der er mange af disse bunkere tilbage i landskabet, nogle på private områder, andre på offentlige områder, hvor de frit kan besøges. Andre igen bliver bevaret som en del af et 14-18 besøgssted.

 

Bunkeren på billedet til venstre er en delvis renoveret forbindsplads, dvs. det sted bag frontlinjen, som sårede soldater blev sendt (eller båret) til for at få en første lægebehandling. Bunkeren ligger uden for Ypres og er blevet kendt som det sted, hvor lægen, oberstløjtnant John McCrea fra Canada, skrev sit digt 'In Flanders Fields' (på Flanderns marker), vel nok det mest kendte digt fra krigen -  om valmuerne, de eneste planter, der kunne vokse på slagmarken, og som derfor kom til at symbolisere de dræbte soldater. (Læs mere herom under temaet 'Dyrkelsen af den faldne soldat').

Udgravninger i dag

 

Byudvidelserne i Nordøstfrankrig i de sidste 30 år – nye erhversområder, nye boligområder, veje, jernbaner osv – har medført øget beskæftigelse for krigens arkæologer. Store byer som Arras' og Reims ekspansion mod øst er nået ind i frontzonen, og arbejdet med byggemodning er blevet farligt på grund af de store mængder ueksploderet ammunition under jordoverflad på de uopdyrkede områder. Specielt i området mellem Amiens og Saint Quintin, hvor Somme-offensiven i 1916, den tyske tilbagetrækning i 1917 og den nye tyske offensiv i 1918 fandt sted, løb udgravningerne til ny motorvej ind i store problemer med efterladt ammunition.

Arkæologerne i dag skræller de øverste jordlag af med gravemaskiner og her kan konturerne af en skyttegrav dukke op – jorden, der er kastet i skyttegraven er mørkere end den omkringliggende. Det er sket flere gange, at et depot med granater – måske gasgranater – pludselig har vist sig under gravemaskinens skovl – uden at det var indtegnet på de gamle frontkort. De graves ud med håndkraft.  Alle mulige småting fra soldaterudrustning  - fra geværpatroner til kraveknapper – findes også i rigelige mængder i jorden.

 

Arkæologerne finder også i dag grave med soldater, som ikke blev opdaget , da arbejdet med reorganiseringen af soldaternes gravpladser begyndte straks efter krigens afslutning. Arkæologerne vil gerne sikre, at de fundne rester af soldaterne får en ny, rigtig jordfæstelse med militær honnør. Ikke kun de, der kan identificeres, men alle de fundne.

Men det er ikke så mange, der findes ved disse udgravninger i de nye byudviklingsområder – fra ca 10 til ca 30 hvert år (fra 1990’erne), når der ses bort fra enkelte fund af større fællesgrave. Ofte er findes der kun løse knogler, hvad der afspejler kampenes karakter (dræbt af artillerigranater). 

 

Men hvert fund er en smertelig og gribende opdagelse for arkæologen, der ellers må formodes at være bekendt med udgravning af skeletter.  De faldne, hvis skeletrester man finder, kunne jo være en fra arkæologens eget lokalområde, fra slægten eller fra familien.  For de britiske arkæologer, der i 2008-2009 deltog i en udgravning ved landsbyen Fromelles, hvor flere tusind australske og britiske soldater faldt i juli 1916, må det have været en barsk sag.

 

De havde fundet spor efter ca. 400 faldne soldater, begravet af tyskerne i gruber. Fromelles-slaget, der var en del af den større Somme-offensiv, blev håbløst forkludret fra starten af briterne. De udgravede soldater fra dette slag – nogle af dem blev identificeret – blev begravet i individuelle grave i en ny kirkegård i nærheden.

 

Men hvorfor finder man i dag mange faldne i fællesgrave?  Efter ’oprydningen’ af slagmarken (ofte under korte lokal våbenhvile) søgte man at begrave de faldne individuelt  – det sagde reglerne -  men ofte var det praktisk umuligt på grund af kampenes fortsættelse. En hurtigt gravet fællesgrav kunne være løsningen, hvad udgravningerne i dag viser.

Alligevel er der eksempler på, at placeringen af de faldne i en fællesgrav skete med stor respekt fra kammeraternes side. Ligene blev lagt på række i samme stilling, med venstre albue ind under sidemandens højre albue og med hænderne samlet foran på bæltespændet.  Markeringen af fællesgravene  er så siden forsvundet, sandsynligvis på grund af granateksplosioner.

Men viser man respekt for den faldne ved disse udgravninger? Bør de ikke ligge i fred – uanset tilstand?  Arkæologernes forsvar hertil er dels, at man måske kan identificere resterne og give en familie ro i sindet med en gravplads – og dels at udgravningen kan give mere viden om de begravelsesmetoder, som blev anvendt.  Hvis kampene fortsat var i gang og det ikke var muligt at evakuere ligene , skete ’jordfæstelsen’ ofte ved at lægge de faldne i et granathul.

 

Udgravningerne kan muligvis også vise de udplyndringer af de faldne, som soldater fra begge side gjorde sig skyldig i, både over for fjendens faldne, og over for egne – med mindre det var den dræbtes kammerater, der fjernede personlige papirer m.v. for at sende dem  tilbage til familien. Hvis det var en fjende, skete tilbageleveringen via Røde Kors.

Luftfoto over landområde nær byen Bapaume. Til trods for ca.80 års dyrkning af jorden efter krigen ses stadig markeringer af de gamle skyttegrave - et fænomen, som kun kan ses fra luften. Den jord, der er pløjet ned i skyttegravene, har efter så mange år ikke kunnet slette sporene.

(De tre foto i denne spalte er lånt fra bogen 'L'archéologié de la Grande Guerre' (2008)).

Tyske geværgranater fundet under rydning af område til industripark nær byen Arras. De er udgravet af professionelle arkæologer, der har erfaring med ueksploderet ammunition.Der er stadig muligt at finde rester fra krigen, hvis man ved, hvor man skal lede. Dvs. man skal kunne bruge et gammelt kort med skyttegrave, når man er i marken. Februar siges at være den bedste tid. Efterårspløjning og vinterregn har bragt tingene op til overflad- en. For det meste finder de folk, der går rundt med en metaldetektor - eller blot bruger øjnene - granatsplinter eller  dele af granathylstre. Men som vist kan der også ligge hele ueksploderede granater - og så skal man holde fingrene væk. Hver år omkommer der folk, som var uforsigtige.

Resterne af en fransk soldat faldet på slagmarken i Somme-området. Det er forsat ret almindeligt at finde ligrester - mest enkelte knogler. Mange land -mænd finder dem lige så ofte som de finde rester af granater. En  udgravning af ukendte masse- grave, som er fundet ved et tilfælde, kan med moderne videnskabelig metoder, give mulighed for identificering af nogle af ligresterne. I en britisk udgrav- ning nær Fromelles nord for Somme i 2009 med 45 skeletrester har man ud fra fundene forsøgt at opstille DNA-liste og bedt nulevende slægtninge, som har mistet en forfader, som blev meldt savnet i kampene ved Fromelles i juli 1916, om at henvende sig for at få undersøgt evt. slægtskab med de fundne soldater.

Der er fortsat mange granatrest- er, patroner m.v. samt rester af andet soldaterudstyr på markerne og i skovene på Vimy-højen. Men skiltet her og mange andre steder advarer turisterne mod at bevæge sig ind på områder, der ikke er ryddet for ammunition.

Det havde fra begyndelsen på arbejdet med at etablere den canadiske nationalpark her, at denne skulle ligge 'uberørt' hen, og man gav derfor afkald på rydning undtagen de steder, hvor det var nødvendigt af hensyn til publikum. Jorden til parken blev skænket af den franske stat til Canada 'for evigt'.

Litteratur:

Desfossés, Yves m.fl.: L'archéologie de la Grande Guerre (2008)

Major & Mrs Holt's Battlefield Guide. The Western Front-North (2.udg. 2007) - The Western Front-South (2005)

 

Copyright Bo Jessen 2012-2017