Forsiden/Eftertiden om Vestfronten/Indsatsen forgæves

    

Eftertidens syn på Vestfronten

Indsatsen var både meningsløs

og forgæves?

En lille privat mindetavle. Menig A. King's søster hjemme i Australien har sat dette minde over sin bror på en øde landevej ved landsbyen Bullecourt sydøst for Arras i Nordfrankrig. Broderen deltog i den britiske offensiv i april-maj 1917 - en offensiv, der skulle aflaste den franske offensiv ved Le Chemin des Dames, men som gik helt skævt. Mindetavlen er sammen med flere andre private tavler placeret på foden af et større australsk monument med et kors, der blev rejst i 1989. I de populære guidebøger til slagmarkerne har de individuelle mindeplader fået en mere fremtrædende plads.

Diskussionen om krigens ’meningsløshed’

 

Krigen var på alle måder meningsløs, forgæves, tåbelig og unødvendig. Ordene her dækker over både krigen som helhed, krigens årsager og den måde, som krigen blev ført på. Og der tænkes der specielt på Vestfronten med de mange faldne.

 

Men selvom denne klare fordømmelse af krigen i dag synes at repræsentere den almindelige opfattelse af Vestfronten hos de fleste mennesker, som har kendskab til krigen, er det alligevel langtfra noget entydigt billede, der tegner sig af 1914-1918..

 

Hvordan besvarer man spørgsmålet om hvorvidt 9-11 mio soldater faldt forgæves? Hvad er målestokken? Hvilke omkostninger skal sammenlignes med hvilken gevinst? Måske er det blevet lettere nu at ’dømme’ krigen ude, da den ’personlige’ kontakt med krigen er væk, idet de sidste veteraner er afgået ved døden. 

 

Spørgsmålet om krigens ’nytte’ eller krigens ’retfærdighed’ er i virkeligheden mere et filosofisk end et historisk spørgsmål. Det er nok uklart for de fleste i dag, hvorfor man gik i krig i 1914. Sammenlignet med 2.verdenskrig – den heroiske krig i Storbritannien - synes ’Den Store krig’ mindre ’læselig’ – ingen helte, men mange skurke.

 

Men folk dengang – både politikerne og den almindelige befolkning – troede, at de kæmpede for noget. Krigen startede ikke ved tilfældigheder, på grund af krigsplaner, hemmeligt diplomati eller kapitalistiske sammensværgelser, men fordi beslutningstagerne mente, at de havde reelle motiver: tyskerne frygtede den russiske overmagt, franskmændene frygtede den tyske overmagt og briterne frygtede, at tyskerne kunne vinde krigen, hvis de ikke greb ind.

For tyskerne var krigen på Vestfronten et forsvar mod de allieredes indkredsning  -  for de allierede var det en kamp mod den tyske militarisme. ’Nationen’ (Frankrig, Storbritannien, Tyskland!) måtte forsvare sig, og efterhånden som tabene steg, stod det klart, at nationen kunne ikke give op. Tabene måtte ikke være forgæves. Hvilket blev accepteret i befolkningerne!  Derfor ingen forhandlingsfred.

 

En kendt og populær britisk historiker har hævdet, at Storbritannien burde have undladt at gribe ind i krigen i august 1914. Selvom det havde betydet, at Tyskland havde besejret Frankrig, ville følgerne for Europa ikke have været så ’slemme’. Tyskland ville ikke have oplevet den ydmygende fredsaftale 1919, og der var ikke opstået nogen nazisme. Europa i dag ville (omtrent) have set ud som det nuværende EU under tysk ledelse. Og Storbritannien ville ikke have lidt de frygtelige tab, og Frankrig og Tyskland ville måske have haft færre tab.

 

Det er vanskeligt at tage dette synspunkt helt alvorligt. For det første er det behæftet med så mange usikkerhedsmomenter – og for det andet afslører det en manglende forståelse af den tyske politik i Europa fra 1914. Historikeren er da heller ikke sluppet godt fra debatten, som har givet andre historikere lejlighed til at understrege, at de allierede faktisk kæmpede for en sag, og at krigen vanskeligt kunne føres på anden måde.

 

Der var ikke noget alternativ til opslidningskrigen på Vestfronten.

Det er blevet sagt, at Den Store krig var en krig, som mentalt var influeret af d.19.årh’s ånd, men som hurtigt benyttede d.20.årh’s teknologi. Politikere, de militære ledelser og soldaterne var for første gang ikke herre over deres egen teknologi, men afhængig af det nye, som den industrielle udvikling havde skabt.  

Soldaternes historie

Forsiden til en bog (udg. 2009) om krigen, baseret på tyske soldaterberetninger om livet i og uden for skyttegravene 1914-1918.

Udgiveren har opdelt bogen i temaer: krigsudbruddet (hvordan soldaterne oplevede det), den første dag i krig, skyttegravene, fjenden, i kamp, orlov osv. og så tilføjet til hvert tema de relevante dele af de forskellige soldaterberetninger. En bog om krigen skrevet af dem, der var med i den.

Bogen (udg. 2008) her er også en samling af uddrag af soldaterberetninger. De er præsenteret kronologisk, begyndende i 1914, således at læseren får en skildring af krigens forløb set fra de meniges rækker. En lidt uoverskuelig - men dog interessant måde at præsentere krigen på.

'En gæstebog'

Uddrag af en 'visitor's book' i den canadiske mindepark ved vejen mellem Albert og Bapaume i Somme-området. Kampene her fandt sted september- november 1916.

Som det ses af billedet har mindeparken flere besøg af canadiere, der knap 100 år efter fortsat ønsker at markere deres tilhørsforhold. Et ord, der ofte går igen på siderne i disse gæstebøger, er 'remember', gerne tilføjet som her med 'lest we forget'.

Et besøg på Vestfronten opfattes af mange i Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand som en nødvendig og vigtig del af deres nationale tilhørsforhold. Det samme gælder, måske  i mindre grad (?) franskmænd. I hvert fald er der forholdsvis færre franske besøgende omkring Verdun.

Tyske besøgende er der ikke mange af. Undertegnede har set meget få biler med tyske nummerplader ved de forskellige erindringssteder.

'Bullecourt'  -

et meningsløst angreb

Den britiske offensiv ved Bullecourt ved Arras i april-maj 1917 er ofte fremhævet som både meningsløs og forgæves. Fronten ændredes kun lidt, og tyskerne trak ikke reserver væk fra kampene ved Le Chemin des Dames mod franskmændene. Det er vanskeligt ikke at være uenig i vurderingen. Den burde ikke have fundet sted, men den var aftalt med den franske ledelse, som havde insisteret på den.

Udover store tab for britiske styrker betalte flere tusinde australske soldater med deres liv. Monumentet er rejst af den australske stat i 1992 (se nederste billede).

Mindetavlen

Den australske 'digger'

(bronzefiguren for oven) er placeret midt i mindeparken, som blev anlagt uden for landsbyen Bullecourt, som blev erobret 17.maj 1917 efter samlet australske tab på ca.10.000 faldne og sårede. De to angreb i april og maj var sat ind mod de stærkeste stillinger i den tyske 'Hindenburglinje'. 

Mindeparken blev indviet på 'Anzac' dagen 25.april 1992. Figuren af billedhuggeren Peter Corlett blev opstillet året efter. Figuren er inspireret af hans egen far, som deltog i slaget. Landsbyen afholder hvert år på Anzac-dagen en mindegudstjeneste. Der er 5 britiske kirkegårde vest for landsbyen.

Teksten på tavlen konstaterer blot, at her hviler de australske faldne og deres våbenbrødre (briter), og at de ikke må glemmes. Anzac - betegnelsen for australske og newzealandske styrker - gav navn til den australske nationaldag 25.april, da de første

Hvordan så eftertiden på krigen på Vestfronten?

 

Historikerne ser (og så) meget forskelligt på krigen på Vestfronten i de tre lande. I Storbritannien kan man i dag møde en ironisk distance til krigen – en distance, som man ikke forstår hverken i Frankrig eller Tyskland. I Frankrig spøger man ikke med Den Store Krig. Det var en smertelig sejr. Det var nationens overlevelse, der stod på spil. I Tyskland afholdt de kendte historikere i 1920’erne sig fra at skrive om krigen. Tyskland accepterede ikke, at man havde lidt et nederlag. Først efter 1960 meldte de tyske historikere sig på banen.

 

Vor tids opfattelse af 1.verdenskrig – og specielt Vestfronten – blev dannet omkring 50-året for krigens udbrud – altså under Den kolde Krig, hvor kriserne omkring Berlin 1960-62 og Cuba 1962 stadig var i frisk erindring. Man talte ganske vist om krigen på Vestfronten, men man tænkte på Den kolde Krig.

 

Kaprustningen før 1914 sås af mange som hovedårsagen til krigen, og mobiliseringen i august 1914, der uundgåeligt førte til krigen, blev sammenlignet med det tryk på knappen, som ligeså uundgåeligt skulle føre til en kernevåbenkrig.

 

Det blev almindeligt at citere erindringer, selvbiografier, digte, breve og dagbøger. De formulerede ord, ofte letforståelige, til de historiske begivenheder, der måske ellers ville være vanskelige at beskrive. Det er blevet hævdet, at det navnlig var BBC’s dokumentarserie, der med bl.a. præsentationer af krigsveteraners oplevelser, der satte en slags international standard for hvordan krigen skulle huskes. Oplevelserne blev en del af den pacifistiske genre, som går tilbage til slutningen af 1920’erne.

 

2. Verdenskrig havde så at sige ’drænet’ billedet af 1.Verdenskrig. Krigen blev af historikerne mere set som en europæisk krig. Fokus nu i 1960’erne var på afkolonisering, og historikerne skrev ikke længere om politikerne og generalerne, men om de andre aktører i denne store tragedie: arbejdere, soldater, pacifister, mytterister, intellektuelle, kvinder.

I 1990’erne skiftede fokus igen: var krigen skyld i nazismen og kommunisme? Var Holocaust utænkelig uden 1.Verdenskrig? Krigen sås nu fra ofrenes side. Fokus var nu på overlevelse, forfattere, artister, sårede, krøblinge og enker. De individuelle soldater trådte frem, og historien blev til mikrohistorie, der nu repræsenterede den store historie.

Den emotionelle dimension bliver vigtig. Væk er institutioner, organisationer, fagforeninger, politiske partier, der ses som repræsentanter for statsmagten og er skyld i brutaliseringen af samfundet. Men det er farligt for forståelsen af krigen og dens udvikling at nedtone analyser, der tage udgangspunkt i samfundet og dets strukturer. Man kan ikke overskue, endsige forstå udviklingen på Vestfronten ud fra soldaterberetninger.

 

Man kan heller ikke gengive virkeligheden med de rekonstruerede scener med 'livagtige' soldater, som kan ses på flere moderne museer på Vestfronten. Det er ren pseudorealisme og gør museumsgæsten til en ’voyeur’. Historikeren og de besøgende må acceptere, at der er en grænse for den historiske fortælling.

Litteratur:

Reed, Paul: Walking Arras (2007)

Todman, Dan: The Great War. Myth and Memory (2005)

 

Copyright Bo Jessen 2012-2017