Facaden mod vejen. Det har knebet med pladsen til monumentet. Derfor denne lidt skæve konstruktion.

Monumentet for de savnede

 

Monumentet - denne nærmest tempellignende konstruktion - er tegnet af den britiske arkitekt Sir Edwin Lutyens og indviet 1932. Lutyens var medlem af den britiske begravelseskommission og med til at udarbejde de almindelige retningslinjer for hvordan de britiske militære kirkegårde i Belgien og Frankrig skulle se ud. Mindestenen, der står som en slags alter, ses til højre. (Læs mere om de savnede for neden til venstre.)

 

En særlig afdeling indeholder navnene på de næsten 1000 savnede piloter og andet personel fra flyverkorpsene, som blev skudt ned over Vestfronten (se mere på siden med beskrivelse og analyse af Arras-offensiven).

 

Kirkegården - forrest i billedet for oven - blev taget i brug i 1916, da briterne overtog forsvaret af Arras-fronten. Der er her begravet 2398 britiske, 153 canadiske, 26 New Zealandske, 60 sydafrikanske, 9 indiske, 6 britisk-vestindiske, 1 fransk, 1 russisk og 27 tyske soldater.

In remembrence

 

Et barnebarn (Granddaughter) har på et besøg på kirkegården sat dette lille 'Remembrance' kort på væggen med navnene på de savnede. Menig George Cran Tolmie, 11.Bataljon fra regimentet Royal Scots, blev dræbt d.3.maj 1917. 11.Bataljon var i aktion fra d.9.april som en del af 9. (skotske) division ved fronten vest for Arras. Han er formodenlig faldet i den fornyede, mislykkede offensiv ved Roeux ved floden Scarpe. Et måneds kampe her, hvor fem forskellige britiske divisioner deltog op skift, havde kostet 8000 faldne og sårede.

 

Tavlerne med de savnedes navne

- 34734 fra Storbritannien, Sydafrika og New Zealand - er sat op i monumentets gange. De fleste af de savnede faldt fra april 1917 til efteråret 1918

Erindringssteder i Arras

Monumentet for de savnede i den militære kirkegård Faubour d'Amiens i den sydlige del af Arras.

Rådhuset i Arras

 

på 'Heltepladsen'. Genopbygget efter krigen i den gamle stil fra 1400-tallet. Til venstre og til højre ses en del af de gamle galvhuse, der danner en smuk ramme om pladsen. Husene er også fra 1400-1500tallet og blev ligesom de fleste andre arkitektonisk værdifulde bygninger i byens centrum genopbygget efter 1918.

 

Fra rådhuset er der adgang til 'les boves', de underjordiske gange fra middelalderen. Under 1.Verdenskrig blev de udvidet og forlænget af briterne for at kunne fungere som beskyttelsesrum og sygehuse under tysk bombardement. I den sydøstlige del af byen blev et tilsvarende net af gange skabt af ingenører fra New Zealand. Her ventede 24000 allierede soldater i skjul for tyskerne på signalet til angreb d.9. spril 1917.

Litteratur:

Holt, Tonie & Valmai: Major & Mrs Holts Battlefield Guide to The Western Front North (2007)

Reed, Paul: Walking Arras (2007)

 

Copyright Bo Jessen 2012-2017

Det franske krigsmindesmærke i Arras

 

Monumentet, der er rejst til minde om de franske helte 1914-1918, står på 'Place du Maréchal Foch'. Foch var de allieredes øverstkommanderende i 1918. På monumentetes sider er der en række relieffer, der skildrer dels landbrugsarbejde og dels franske soldater under krigen.

Monumentet blev beskadiget af tyske flyvere i 1940, men er ikke blevet repararet. Veteranforeninger og lokale foreninger har ment, at sporene efter kuglerne skal stå som minde om modstandsfolk og andre ofre fra 1939-1945.

 

Arras er en gammel handels- og industriby. Tidligere var den kendt for sine tekstiler og specielt for sine gobeliner. . I september 1914 holdt tyskerne byen nogle få dage, men måtte trække sig efter nederlaget ved Marne. Desværre for byen kom fronten til at gå nogle få kilometer øst for byen. Da byen var et vigtigt knudepunkt for de allierede, blev den udsat for flere tyske angreb i 1914-1915 og mange bombardementer. Men franskmændene holdt ud. Byen forblev fransk, men var efterhånden lige så ødelagt som belgiske Ypres, der også lå som en fremspring ind i den tyske front.